Fyn faster og fester
Opskrifter til fasten
Faste skrevet med bønner

Opskrifter til fastetiden

Om fasteopskrifterne…

Fasten handler ikke om sundhed. Den handler heller ikke om dogmer, selvom det nemt kunne se sådan ud… Faste handler om at give sig selv et lille benspænd i hverdagen - en udfordring, som skal minde én om noget vigtigt. Det er lidt ligesom hjemmestrikkede karklude; De løser formentligt ikke klimakrisen i sig selv, men minder os til gengæld dagligt om, at vi er nødt til at gøre en indsats. Benspændet leder altså tanken hen på noget større.

I fasten har man givet sig selv det benspænd, at noget af det mest fundamentale i vores daglige tilværelse – nemlig måltidet – skulle minde os om vores forbundethed med Gud. Så ved at give måltidet et bespænd i form af begrænsninger, blev man dagligt mindet om at mennesket ”ikke lever af brød alene”.

Udtrykket kender vi fra det nye testamente, hvor vi hører om Jesus, der faster i ørkenen i 40 dage efter sin dåb (Matthæusevangeliet Kapitel 4 (bibelselskabet.dk), men praksissen går faktisk endnu længere tilbage. I den kristne kirke har man traditionelt fastet i 40 dage op mod påske. Det har haft forskellige former gennem århundrederne, men typisk har man undværet alt det, man forbandt med luksus; Kød, vin, sukker, hvedebrød. I dag er det noget andet, der fylder vores liv med luksus, f.eks. underholdning, skærmtid eller forbrug, så i de senere år har der været en tendens til, at det var her man gav afkald, hvis man havde lyst til at give sig i kast med at faste.

De opskrifter, du finder her, følger udfordringen med at undgå kød – flere bespænd kan tilføjes, og ingredienser kan erstattes eller udelades, hvis man har lyst. Hertil har jeg givet mig selv det ekstra benspænd at tage udgangspunkt i bønner, fordi ordets dobbelttydighed (bøn, som noget man beder og bønner som noget, man spiser!) understreger fastens pointe med at det konkrete peger på det abstrakte – af samme årsag er alle opskrifter forsynet med en lille bøn. I øvrigt er jeg helt vild med bønner, fordi de kan tilberedes på så uendeligt mange forskellige måder… og der er jo ingen, der har sagt at afsavn og benspænd skal være kedeligt!

 

Opskrifterne er til 4 personer (sådan ca.)!

 

Hanne Uhre Hansen, teologisk medarbejder i Fyens Stift