Videohilsner i fasten
Nyheder

Den 18. marts

I dag vil jeg gøre holdt ved sproget – og spørge til, om vi bruger fyldte ord eller tomme ord?..

Af: Peter Jacobsen, sognepræst i Sankt Hans Kirke i Odense

Tomme eller fyldte ord

Her i fastetiden vil vi gerne sætte fokus på de vigtige ting i livet. Det der virkelig betyder noget. I dag vil jeg gøre holdt ved sproget – og spørge til, om vi bruger fyldte ord eller tomme ord? I Bibelen kan vi møde en opmuntring til ikke at lade sig forføre af tomme ord!
Måske kan vi tænke lidt mere over at fylde et smukt indhold i vores ord. I min levetid er man fx næsten holdt op med at sige ”farvel”. Nu siger man bare ”hej” – både når man kommer, og når man går! Men far vel er jo et ønske om, at det må gå den anden godt/vel, når hun skal fare/gå herfra. ”Goddag!” er også et ønske om en god dag! Kunne man måske rose en kassemedarbejder for hans venlighed? Kunne man få rost pædagogen i børnehaven for hendes entusiasme eller håndværkeren for hans pålidelighed og grundighed? 
Sproget er et redskab, vi har i vores mund, og langt de fleste af os bruger det dagligt. Spørgsmålet er blot, om vi bruger det til aktivt at bygge andre op frem for bare at lade munden løbe med tomhed?

Også her står Jesus for mig som det store forbillede. Læser vi evangelierne i NT, finder vi ikke hos ham et tomt eller nedbrydende ord. Her er der altid fyldt med visdom og kærlighed. Tjek selv! 
God dag – og Guds fred!