De 11 fynske provstier
Hjallese Provsti

Hjallese Provsti 

Paw Kingo Andersen, Provst i Hjallese Provsti

Har provstiet et særligt teologisk retningspræg?

Nej

Hvorfor skal man søge stilling i dit provsti?

Der arbejdes målrettet med at fastholde et veletableret kollegialt fællesskab blandt provstiets 35 præster.

Provstiet ledes ud fra den strategi, at kirke er noget, der skabes i sognene. Provstiet skaber kun rammerne. Der er derfor gode muligheder for i samarbejde med menighedsråd og ansatte at lede kirkelivet i den retning, som man lokalt opfatter som den rigtige og gavnlige.

Der er stor opmærksomhed på, at præster er ansat til at være teologiske tovholdere snarere end praktiske tovholdere.

Hvordan er samarbejdsformen i provstiet f. eks. med hensyn til ferieplanlægning osv.?

Ferieplanlægning foregår i grupper.

Hvilke konventer findes der i provstiet?

Se under pkt. 6

Hvordan fastholdes fagligheden blandt provstiets præster?

I 2014 etableredes fem Teologiske Arbejdsgrupper (TAG). Præsterne i den enkelte arbejdsgruppe mødes jævnligt på tværs af alder, anciennitet, geografisk tilhørsforhold og teologisk tilhørsforhold og arbejder med teologi.

Der afholdes et årligt to-dages seminar med fokus på faglighed og kollegialitet.

Der afholdes en årlig Kollega-dag, hvor et aktuelt emne belyses med et besøg et sted i byen, hvor vi oplyses og ser det hele i et teologisk/embedsmæssigt perspektiv.

Der afholdes 3-4 årlige præstesamråd, hvor der også altid er fokus på, hvad vi er her for og hvordan vi bedst muligt udfører det, vi er her for.

I provstiet er der en arbejdsgruppe, hvor flere præster sammen arbejder med et fælles årligt konfirmandprojekt.

Er der planer om ændringer i samarbejdsformer – f.eks. oprettelse af teams?

Provstiets 25 sogne er delt ind i syv distrikter, hvor præster og menighedsråd arbejder sammen om mange forskellige ting.

Hvordan er den demografiske udvikling?

De fleste sogne i Hjallese provsti er forstadssogne og har som sådan de fordele og udfordringer som følger med de mennesker, som vælger at have bopæl i et forstadsmiljø.

Mange bor i eget hus. Der er mange familier med børn. Der er et rigt foreningsliv, som kirken mange steder er en velanskreven medspiller i.

Odense kommune arbejder i disse år meget med by-fortætning i det centrale Odense. Men i flere af provstiets sogne udstykkes der byggegrunde og opføres beboelser, som oftest er mest attraktive for +30 mennesker.

Har du kendskab til kommunale strukturændringer f.eks. i skolestrukturen?

Der pågår løbende strukturdrøftelser i Odense kommune. Men kommunen er i kraft af sin befolkningsmæssige volumen ret stabil mht. fastholdelse af skole og institutionstilbud.

Hvad vil du selv tilføje som vigtig viden om dit provsti?

Hjallese provsti er et stort teologisk og økonomisk velfunderet provsti, hvor der er mange kerneopgaver for den enkelte præst, men samtidig også rigtig gode muligheder for at udvikle sig selv og den prægning, som man drømmer om at tilføre folkekirken.