Tekst: Sognepræst Simon Jylov

Om at komme godt fra start

Det er ingen hemmelighed, at det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Da jeg første gang hørte om, at embedet i Espe, Vantinge og Hillerslev var blevet ledig, virkede det næste for godt til at være sandt. Området havde jeg i forvejen et godt kendskab til, da jeg selv er født i Vantinge, og min familie har haft stor tilknytning til Espe, så det virkede som en mulighed for ”at komme hjem”. Samtidig havde jeg hele vejen igennem mit studie en idé om, at hvis jeg blev præst, hvilket var mit klare mål, så skulle det være på Fyn. Jeg gik derfor i gang med at overveje, hvordan jeg skulle gribe det an. Jeg vidste ikke selv, hvornår stillingen blev slået op, og derfor virkede det usikkert bare at vente, for der var ingen garanti for, at de ville vælge lige mig – tvært imod, eftersom det gamle ordsprog siger, at ingen profet er vellidt i sin hjemby. 

Opgaven blev derfor at lægge en plan, for omvendt ville jeg heller ikke bare gå ledig. Lykken smilede dog, og før jeg så mig om, var jeg blevet tilbudt et vikariat, som løb nogle måneder, og det hele endte med at passe så godt, at jeg kunne søge stillingen i Espe, Vantinge og Hillerslev, samtidig med at jeg fik lov til at prøve kræfter med præste-hvervet.

Sådan indledtes min første tid som ny præst, og jeg følte selv, at jeg red på en bølge af held og gode forhold. Jeg fik embedet på Midtfyn og drømmen gik i opfyldelse, og fra første juni 2018, har jeg været bosiddende på landet i hjertet af Fyn.

Præstelivet på landet

Det hele føles næsten som en karikatur af præstelivet, for med stillingen fulgte også en idyllisk fynsk præstegård, med en stor og smuk parklignende have. Samtidig faldt jeg ned i tre små lokalmiljøer, hvor der ikke blev sparret på interessen for mig som person og præst, og der blev og bliver fortsat udvist et stort engagement lokalt, hvilket jeg selv fik lov til at mærke i menighedsrådet.

Jeg er ikke barn af en præstefamilie, og derfor har jeg aldrig haft kampe med menighedsråd tæt inde på livet, og min egen oplevelse som ny præst har da også været, at menighedsrådet ikke er noget man skal frygte, men derimod glæde sig over – det gør jeg i hvert fald.

Jeg havde ligeledes ladet mig fortælle, at livet på landet kunne være frygtelig ensomt for præster, og særligt for nye præster, men jeg oplevede derimod, at kirkens medarbejdere var tilstede hver dag, og at jeg derfor bare kunne deltage i deres hverdag, og dermed har jeg ikke oplevet ensomheden på landet.

Desuden var der en udtalt idé om, at provsten er der, som et nødvendigt onde, men at man næppe skal gøre sig de store forhåbninger om samarbejde og gode relationer. Også til dette punkt oplevede jeg det modsatte, og faldt ned et sted, hvor provsten viste sig at være af den omsorgsfulde type, som man kan tale og sparre med, hvilket har været til min store glæde.

Således er min hverdag som ny præst et vedvarende samspil mellem kollegaer, provst, menighedsråd og medarbejdere, og når jeg cykler rundt på min nyerhvervede elcykel føler jeg mig ikke som en fremmed, men som en af de lokale, samtidig med at være kirkens lokale repræsentant, som indgyder til samarbejde, fælleskab og gode relationer.

Takket være medarbejdernes og menighedsrådet indsats har vi løftet kirkegangen til et niveau, der kan måle sig med selv de store bykirker, og vi står i dag med et rigt og aktivt menighedsliv.

Som ny præst føler jeg mig godt nok stadig ny på nogle ting, men hånden dirrer jeg ikke ved tanken om det, der skal laves, for jeg står ikke selv, men derimod sammen med dygtige og kompetente folk.

Fremtiden

Det hele kan lyde som et glansbillede, og nogle gange virker det også som taget ud af en engelsk krimi, før det første mord bliver begået, men selvfølgelig er der under overfladen udfordringer. Som ny præst i folkekirken må jeg tilstå, at jeg oplever et system, som alt for længe bare har kørt efter parolen ”sådan plejer vi”, og hvor man derfor højere oppe ikke gør meget for at se de problemer, der er på landet, hvor stillinger skæres væk i kirkeligt regi, ej heller tager udfordringen omkring løn og arbejdsvilkår seriøst, for kaldet står over standen. Selvom jeg derfor er glad for mit embede, og ser frem mod mange gode og produktive år, så gruer jeg også for kirken på landets fremtid – ikke når det kommer til, hvorvidt menighedsråd og præster er dygtige nok, men mere om ”ledelsen” formår at styre kirken den rigtige vej. 

Tekst: Sognepræst Louise Rosenberg Ravn

Flaget i forhaven var hejst til tops, da flyttebilen kørte ind i indkørslen til præsteboligen. Flyttebilen havde kørt hele vejen fra den osende og larmende Strandboulevard i København til en lille stille landsby på Fyn med sine 1267 indbyggere.

Det var bestemt noget af en miljøændring at flytte fra byen til landet. Fra en stuelejlighed på Østerbro, hvor den nærmeste udsigt til noget, der minder om natur var et smut i fælledparken eller en løbetur på kastellet. Hvor en lækker cafélatte kunne erhverves på hjørnet, og hvor stilhed er lyden af en sirene eller et råb midt om natten.

Det var i starten af november. Bispeeksamen var vel overstået, og midt i flytterod og miljøændring skulle jeg ordineres i Odense Domkirke. Imens skulle jeg bearbejde en vis mængde nerve over at skulle afholde gudstjeneste og skrive prædikenen til min indsættelse. Alt dette skete på 14. dage. Ordinationen, indsættelsen, flytningen og embedet - det hele var ret overvældende. De første par uger blev der udvist en stor interesse fra sognebørn, menighedsråd, kollegaer, ansatte og lokale tidsskrifter. Min person var i de dage eksponeret på en måde, jeg ikke lige havde forstillet mig, og pludselig sad præstekraven om min hals, selv når jeg ikke havde den på. Interessen var dog hjertevarm og venlig, og det gav en opløftende og god energi til at starte i embedet. Det var en meget overdådig måde at begynde i en ny stilling, og jeg følte mig meget velkommen.

Hverdagen og ensomheden

Det blev dog ret hurtigt december og hverdag - en helt ny hverdag, hvor hele familien skulle finde et nyt hverdagsmønster, og hvor den daglige transport skiftede karakter fra cykel til bil. Livet på landet er umuligt uden en bil! Jeg kan huske en af mine første arbejdsdage efter al festivitassen. Jeg sad der, alene i mit kontor, som ligger i forlængelse af min bolig og med udsigt til baghaven, med en oplevelse der kan sammenlignes lidt med at kælke ned af en bakke. Når du kælker ned ad bakken hepper, smiler og vinker alle omkring dig, men når kælken stopper, og du begiver dig op af bakken igen, så er der ingen, der kigger eller hepper, så går du der alene op af den stejle bakke med kælken tungt slæbende efter dig. 

Jeg tror også det var stilheden, ikke i kontoret, men den stilhed man kun kan opleve på landet, hvor stilhed er lyden af en fugl, der legende pipper, eller vinden der rusker i huset, der måske udløste denne oplevelse. En oplevelse af at være ensom. Jeg følte mig pludselig ensom, samtidig med at jeg blev genkendt, når jeg gik ud af min hoveddør. Jeg kunne høre, der blev visket bag min ryg: ”der går præsten”, når jeg handlede i det lokale supermarked. Jeg måtte ret hurtigt erkende, at det også er et ensomt erhverv at være landpræst – ensomt blandt mennesker.

Embedsboligen gjorde mig også pludselig bevidst om en udfordring, jeg bestemt ikke havde forstillet mig. Jeg havde forstillet mig, at embedsboligen bare var mit nye hjem. Men embedsboligen minder mig konstant om mit embede, og er en forlængelse af den arbejdsplads. På den måde blev det en udfordring for mig at holde fri, for selv på min fridag er miljøet omkring mit hjem en arbejdsplads og et besøgssted. Jeg følte mig på en måde altid i funktion, selv når jeg handlede og hentede min søn i vuggestue. I de første mange måneder forlod jeg aldrig mit hjem uden ”uniform” og makeup, for jeg ville være forberedt, hvis jeg skulle tale med et sognebarn. Især fordi følelsen af at repræsentere et embede, hvor folk forventer noget ordentlighed og overskudsagtigt, hænger på dig.

"Helle" i hverdagen

Det blev jul og jeg arbejdede i døgndrift. Jeg syede filtstjerne på en paraply kl. 03.17 om natten, for jeg skulle holde juleafslutning for sognets dagplejemødre kl. 10.00. Embedet er vanvittigt hårdt arbejde det første år. Alting skal udføres fra bunden, og der er ingen facit for bisættelses- eller dåbssamtaler. Sådanne facit kan man heller ikke have, for alle du møder har forskellige forventninger til samtalen og til dig. Enhver handling føles som en ny, selvom formen er den samme. Familierne du møder har tråde ind i hinanden, og på den måde bliver man hurtigt familiepræsten og bekendt med sognets indbyggere, sådan er det på landet, og det er ret skønt! Det skaber en nær relation med sognet, som er hele grunden for, hvorfor jeg valgte at blive præst i et landsogn. Men her skal tungen også holdes lige i munden, fordi sognebørnene forventer, at du kender dem.

Det er en udfordring at være landpræst! Du er dit embede. Derfor har jeg, for at kunne være det, samtidigt arrangeret ”helle”-steder i min hverdag, hvor den usynlige præstekrave ikke sidder for stramt. Min søn går i børnehave uden for sognet, hvor jeg også klarer indkøbende og træningen. I mine friweekender og ferier tager jeg væk, slukker min telefon og holder fri. På den måde skaber jeg plads til at kunne være mit embede og til, at jeg kan fokusere på alt det, som er rigtig godt ved at være præst på landet, for ensomheden har en medalje. Der er en frihed i embedet, som jeg ikke tror, at man kan få i mange andre stillinger. Jeg bestemmer selv meget af min egen arbejdsgang. Jeg kan afholde handlingerne og arrangementerne på min måde. Jeg nyder at være familiepræst, at tage på hjemmebesøg, samtalerne og den samhørighed jeg oplever i de to små sogne, hvor alle kender hinanden.

De nære relationer

Mit første års erfaring som ny præst på landet er, at man skal gøre sig meget bevidst om, hvilken slags præst man gerne vil være, og hvilke arbejdsopgaver, der skal udgøre den primære del af embedet. Det bør være sådan, at størstedelen af arbejdsopgaverne er i din interesse og giver mening. For det er hårdt arbejde, og det er rigtig svært at lægge embedet fra sig. Så nyder man at ny-skabe, eksperimentere og afholde alternative gudstjenester, er landsognet måske ikke der, man skal lægge ud. Nyder man til gengæld at skabe nære relationer og fordybe sig i samtaler og det liturgiske arbejde, er landsognet et ret godt sted at begynde. Embedet kan blive et stressende arbejde, hvis ikke kerne-opgaverne, er opgaver man brænder for. Det er så vigtigt, at embedet i sig selv giver mening, for så bliver man ikke stresset af, at sy stjerner på en paraply midt om natten, men omvendt motiveret til netop at gøre det. Og for præsten på landet er naturen en kær ven. Naturens stilhed giver en god afveksling til det arbejde, som i perioder er ret krævende. Ingen dag ligner den foregående, forventningerne til dig er slet ikke tydelige og dine rammer er flyvske. 

Hver dag er ny med sine egne udfordringer, og dér er den blå himmel over markerne med dens fugle og blæst en god ven. For et præsteliv er Fyn virkelig fin!