At være præst i Fyens Stift
Sådan var det at komme som ny præst i Fyens Stift

Sådan var det at komme som ny præst i Fyens Stift

"Pludselig sad præstekraven om min hals, selv når jeg ikke havde den på." 

Louise Rosenberg Ravn, sognepræst, Marslev & Birkende Sogn

Tekst: Sognepræst Louise Rosenberg Ravn

Flaget i forhaven var hejst til tops, da flyttebilen kørte ind i indkørslen til præsteboligen. Flyttebilen havde kørt hele vejen fra den osende og larmende Strandboulevard i København til en lille stille landsby på Fyn med sine 1267 indbyggere.

Det var bestemt noget af en miljøændring at flytte fra byen til landet. Fra en stuelejlighed på Østerbro, hvor den nærmeste udsigt til noget, der minder om natur var et smut i fælledparken eller en løbetur på kastellet. Hvor en lækker cafélatte kunne erhverves på hjørnet, og hvor stilhed er lyden af en sirene eller et råb midt om natten.

Det var i starten af november. Bispeeksamen var vel overstået, og midt i flytterod og miljøændring skulle jeg ordineres i Odense Domkirke. Imens skulle jeg bearbejde en vis mængde nerve over at skulle afholde gudstjeneste og skrive prædikenen til min indsættelse. Alt dette skete på 14. dage. Ordinationen, indsættelsen, flytningen og embedet - det hele var ret overvældende. De første par uger blev der udvist en stor interesse fra sognebørn, menighedsråd, kollegaer, ansatte og lokale tidsskrifter. Min person var i de dage eksponeret på en måde, jeg ikke lige havde forstillet mig, og pludselig sad præstekraven om min hals, selv når jeg ikke havde den på. Interessen var dog hjertevarm og venlig, og det gav en opløftende og god energi til at starte i embedet. Det var en meget overdådig måde at begynde i en ny stilling, og jeg følte mig meget velkommen.

Hverdagen og ensomheden

Det blev dog ret hurtigt december og hverdag - en helt ny hverdag, hvor hele familien skulle finde et nyt hverdagsmønster, og hvor den daglige transport skiftede karakter fra cykel til bil. Livet på landet er umuligt uden en bil! Jeg kan huske en af mine første arbejdsdage efter al festivitassen. Jeg sad der, alene i mit kontor, som ligger i forlængelse af min bolig og med udsigt til baghaven, med en oplevelse der kan sammenlignes lidt med at kælke ned af en bakke. Når du kælker ned ad bakken hepper, smiler og vinker alle omkring dig, men når kælken stopper, og du begiver dig op af bakken igen, så er der ingen, der kigger eller hepper, så går du der alene op af den stejle bakke med kælken tungt slæbende efter dig. 

Jeg tror også det var stilheden, ikke i kontoret, men den stilhed man kun kan opleve på landet, hvor stilhed er lyden af en fugl, der legende pipper, eller vinden der rusker i huset, der måske udløste denne oplevelse. En oplevelse af at være ensom. Jeg følte mig pludselig ensom, samtidig med at jeg blev genkendt, når jeg gik ud af min hoveddør. Jeg kunne høre, der blev visket bag min ryg: ”der går præsten”, når jeg handlede i det lokale supermarked. Jeg måtte ret hurtigt erkende, at det også er et ensomt erhverv at være landpræst – ensomt blandt mennesker.

Embedsboligen gjorde mig også pludselig bevidst om en udfordring, jeg bestemt ikke havde forstillet mig. Jeg havde forstillet mig, at embedsboligen bare var mit nye hjem. Men embedsboligen minder mig konstant om mit embede, og er en forlængelse af den arbejdsplads. På den måde blev det en udfordring for mig at holde fri, for selv på min fridag er miljøet omkring mit hjem en arbejdsplads og et besøgssted. Jeg følte mig på en måde altid i funktion, selv når jeg handlede og hentede min søn i vuggestue. I de første mange måneder forlod jeg aldrig mit hjem uden ”uniform” og makeup, for jeg ville være forberedt, hvis jeg skulle tale med et sognebarn. Især fordi følelsen af at repræsentere et embede, hvor folk forventer noget ordentlighed og overskudsagtigt, hænger på dig.

"Helle" i hverdagen

Det blev jul og jeg arbejdede i døgndrift. Jeg syede filtstjerne på en paraply kl. 03.17 om natten, for jeg skulle holde juleafslutning for sognets dagplejemødre kl. 10.00. Embedet er vanvittigt hårdt arbejde det første år. Alting skal udføres fra bunden, og der er ingen facit for bisættelses- eller dåbssamtaler. Sådanne facit kan man heller ikke have, for alle du møder har forskellige forventninger til samtalen og til dig. Enhver handling føles som en ny, selvom formen er den samme. Familierne du møder har tråde ind i hinanden, og på den måde bliver man hurtigt familiepræsten og bekendt med sognets indbyggere, sådan er det på landet, og det er ret skønt! Det skaber en nær relation med sognet, som er hele grunden for, hvorfor jeg valgte at blive præst i et landsogn. Men her skal tungen også holdes lige i munden, fordi sognebørnene forventer, at du kender dem.

Det er en udfordring at være landpræst! Du er dit embede. Derfor har jeg, for at kunne være det, samtidigt arrangeret ”helle”-steder i min hverdag, hvor den usynlige præstekrave ikke sidder for stramt. Min søn går i børnehave uden for sognet, hvor jeg også klarer indkøbende og træningen. I mine friweekender og ferier tager jeg væk, slukker min telefon og holder fri. På den måde skaber jeg plads til at kunne være mit embede og til, at jeg kan fokusere på alt det, som er rigtig godt ved at være præst på landet, for ensomheden har en medalje. Der er en frihed i embedet, som jeg ikke tror, at man kan få i mange andre stillinger. Jeg bestemmer selv meget af min egen arbejdsgang. Jeg kan afholde handlingerne og arrangementerne på min måde. Jeg nyder at være familiepræst, at tage på hjemmebesøg, samtalerne og den samhørighed jeg oplever i de to små sogne, hvor alle kender hinanden.

De nære relationer

Mit første års erfaring som ny præst på landet er, at man skal gøre sig meget bevidst om, hvilken slags præst man gerne vil være, og hvilke arbejdsopgaver, der skal udgøre den primære del af embedet. Det bør være sådan, at størstedelen af arbejdsopgaverne er i din interesse og giver mening. For det er hårdt arbejde, og det er rigtig svært at lægge embedet fra sig. Så nyder man at ny-skabe, eksperimentere og afholde alternative gudstjenester, er landsognet måske ikke der, man skal lægge ud. Nyder man til gengæld at skabe nære relationer og fordybe sig i samtaler og det liturgiske arbejde, er landsognet et ret godt sted at begynde. Embedet kan blive et stressende arbejde, hvis ikke kerne-opgaverne, er opgaver man brænder for. Det er så vigtigt, at embedet i sig selv giver mening, for så bliver man ikke stresset af, at sy stjerner på en paraply midt om natten, men omvendt motiveret til netop at gøre det. Og for præsten på landet er naturen en kær ven. Naturens stilhed giver en god afveksling til det arbejde, som i perioder er ret krævende. Ingen dag ligner den foregående, forventningerne til dig er slet ikke tydelige og dine rammer er flyvske. 

Hver dag er ny med sine egne udfordringer, og dér er den blå himmel over markerne med dens fugle og blæst en god ven. For et præsteliv er Fyn virkelig fin!