Institutions- og funktionspræster
Palliativt Team

Det Palliative Team

Elisabeth Rokkjær Hammer 

Tlf.: 21 36 11 18
E-mail: ELHA@km.dk eller   Elisabeth.Rokkjaer.Hammer@rsyd.dk

Sognepræst Elisabeth Rokkjær Hammer er Præst ved Palliativt team Fyn og Børnepalliativt team (Pædiatrisk Palliativt Team)

Tekst: Elisabeth Rokkjær Hammer 2018

Palliation betyder at lindre. Ordet stammer fra latin ”pallium” der betyder kappe, tæppe eller kåbe og anvendes i dag om den professionelle indsats med henblik på at forbygge og lindre lidelser hos mennesker, der er ramt af livstruende eller uhelbredelig sygdom. Den palliative indsats har til formål at lindre de fysiske, psykiske, sociale, eksistentielle og/eller åndelige lidelser, der for den syge kan være forbundet med at være ramt af livstruende eller uhelbredelig sygdom og forestående død. 

Når ens kære bliver ramt af alvorlig sygdom påvirker det hele familien og derfor retter den palliative indsats sig også mod den syges familie.

Palliation er udsprunget af Hospice-filosofiens helhedsorienterede blik på mennesket, og derfor er den palliative indsats også karakteriseret ved en bred tværfaglig tilgang. I Palliativt Team Fyn er vi derfor både læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, psykolog, socialrådgiver, frivilligkoordinator og præst. Vi har alle det samme formål, nemlig at lindre den syges lidelser, fremme livskvaliteten samt yde støtte til de pårørende.

Præstens funktion

Hvad er præstens funktion i Palliativt team Fyn og i Børnepalliativt team?

Det at blive ramt af uhelbredelig sydom betyder for de fleste mennesker, at de er nødt til at forholde sig til livet og til døden på en ny måde. De fleste rammes af mange og nye eksistentielle og åndelige tanker, følelser og spørgsmål, såsom hvorfor rammes jeg? Hvad er meningen med livet? Er sygdommen min egen skyld? Hvordan finder jeg mening og glæde i livet på trods af sygdom? Hvad sker der når jeg dør? hvordan skal det gå mine kære? Er der en Gud? m.m. Min rolle som præst i teamet er at have samtaler med både den syge og de pårørende omkring eksistentielle og åndelige emner. I samtalerne kan glæden og taknemligheden over det liv, der er levet også fylde meget.

Når det falder naturligt, kan samtalen også bestå af at bede en bøn, synge en salme, eller jeg kan lyse velsignelsen m.m.  

Vi er et udkørende team, der har ”til huse” på Odense Universitetshospital, og vi besøger den syge og de pårørende i eget hjem, eller der hvor den syge måtte opholde sig.  

Jeg deltager i tværfaglige konferencer, undervisning samt øvrige relevante møder.

Børnepalliativt team

I 2016 blev der i Region Syd oprettet et børnepalliativt team, der retter sig mod børn og unge, der er ramt af en livstruende og/eller uhelbredelig sygdom. Teamets formål er at fremme livskvaliteten hos det syge barn eller den unge og deres familier, som står overfor de problemer, der er forbundet med livstruende sygdom ved at lindre smerter af både fysisk, psykisk, psykosocial og eksistentiel og åndelig art.

Børneteamet er ligeledes tværfagligt og vi kører ud til barnets eller den unges hjem, eller der hvor barnet eller den unge opholder sig. Min rolle som præst i børnepalliationsteamet er i lighed med rollen i Palliativt Team Fyn at have samtaler med barnet, den unge, med forældrene og søskende vedr. eksistentielle og åndelige emner. Jeg deltager ligeledes i tværfaglige konferencer, undervisning m.m. i børnepalliativt regi.

Børnepalliativt team er en del af Børnehospitalet på Odense Universitetshospital og har ligeledes ”til huse” her.