Institutions- og funktionspræster
Præst for kirken på landet

Præst for kirken på landet

I mange landsogne er skoler, institutioner og forretninger lukket og kun kirken er tilbage. Fyens Stift har ansat en præst, der som en del af sit arbejde, skal sikre, at kirken fortsat spiller en rolle i lokalsamfundet, og at den kommer endnu mere i spil end tidligere i de lokale netværk

Vita Andreasen   

Præst for Kirken på Landet

Tlf.: 40 42 87 40
E-mail: VIA@km.dk

Tekst: Marianne Holst Hyrlov, presse- og kommunikationsmedarbejder i Fyens Stift marts 2015

Heldigvis er kirken der!
Som det første sted i Danmark har Fyens Stift fået en præst, der skal have særligt fokus på kirken på landet. Her forklarer biskop Tine Lindhardt, hvorfor hun sammen med provsten i Middelfart, Peter Lind har taget initiativet. 

Hvorfor skal Fyens Stift have en præst med fokus på kirken på landet?
Fordi der er brug for at få samlet nogle af de gode erfaringer fra kirker på landet. Det kan give inspiration til, hvordan kirken kan udvikle sig, i en tid hvor kirkens rolle på landet ændrer sig.

Hvordan har kirkens rolle på landet ændret sig?

Kirkens rolle vokser i takt med at skole, institutioner og forretninger mange steder lukker. ”Nu er der kun kirken tilbage, ” siger man ofte. Det vil jeg gerne være med til at vende, så man i stedet siger: ”Heldigvis er kirken der!”

Hvad bliver det første, den nye præst for kirken på landet, Vita Andreassen skal gøre?

Noget af det første bliver at opsøge de sogne, hvor folkekirken har et velfungerende samarbejde med foreninger, lokalråd med mere, for at se hvilke erfaringer, der kan gives videre til andre dele af stiftet.

Kan du give et eksempel? 

Det kan være samarbejde om besøgstjeneste, særlige gudstjenester og arrangementer i forbindelse med årets tider, eller i samarbejde med lokale foreninger, fællesspisning, diakoni, koncerter osv. osv. Kirken har meget at bidrage med i et lokalsamfund, kirkeligt selvfølgelig men også på det folkelige område, og den rolle skal udbygges og synliggøres.

Hvad synes du, at menighedsrådene skal gøre, for at udviklingen kommer til at gå i den rigtige retning? 

For eksempel kan man undersøge, om der er lokale foreninger, man kan samarbejde med og så invitere dem på besøg eller invitere sig selv på besøg hos dem for at se, hvor man kan have glæde af hinanden. Det kan også være en god idé, at menighedsrådet overvejer,  hvornår og hvordan kirkerummet kan bruges til andet end gudstjenester.  Der er mange eksempler på, at kirker bruges til koncerter, men kirkerummet kan også være velegnet til mange andre formål. 

Hvilke formål kan kirkerummet ellers bruges til?

Jeg har jeg hørt om en kirke i England, som blev en slags posthus, i den forstand at posten afleverede pakker til landsbybeboerne i kirken, og så kunne man hente sine pakker der, frem for at man skulle ind til storbyen efter dem. Det er nok ikke aktuelt hos os, men for eksempel har man for nylig i Bogense kirke holdt et velbesøgt foredrag med Peter Mygind om mobning. Peter Mygind vil styrke bevidstheden om, hvor vigtigt det er at have et godt fællesskab, når man skal forebygge mobning, og som sognepræst Karen Agersnap sagde ved mødets åbning: 

”Bevidstheden om det gode fællesskab er også et meget vigtigt fokuspunkt i kirken, for kristendom handler ikke kun om forholdet mellem Gud og mennesker, men i høj grad også om forholdet menneske og menneske i mellem.” 

I dette tilfælde passede kirkerummet godt som ramme til indholdet.

Hvor ligger de største udfordringer for kirken på landet i dag?

Der er mange udfordringer. Én af dem er, at der uddannes for få præster, og at det nogle steder er svært at tiltrække ansøgere til præstestillinger. Her skal man måske forsøge sig med øget samarbejde mellem sognene, så præster og andre ansatte får gode sparringspartnere og ikke bliver så alene i arbejdet.

Hvordan ser du udviklingen for kirken på landet, hvis du kigger 20 år frem?

Jeg tror, at kirken vil spille en endnu større rolle i forhold til det sociale arbejde på landet, og jeg tror, at den ressource præsten og menighedsrådene og kirkens ansatte udgør, kommer endnu mere i spil i de lokale netværk. 

I folkekirken vokser initiativer og projekter ofte nedefra. En succes som f.eks. babysalmesang er startet i enkelte sogne og har bredt sig ud over hele landet. Hvilke tiltag der fødes de næste 20 år, tør jeg ikke spå om, men jeg tror, at den nye præst for kirken på landet kan være med til at sikre, at vi får dem frem i lyset, så vi kan lære af hinandens erfaringer.