Præsterne
Nye præster i Fyens Stift 2018

Nye præster i Fyens Stift 2018

Marianne Leonhard Ring 

1. Oktober 

Marianne Leonhard Ring er ansat som sognepræst i Longelse-Fuglsbølle-Skrøbelev Pastorat. Hun siger: 

"Snart skal jeg fortsætte mit præsteliv på Langeland, og jeg glæder mig! Jeg har været præst på landet før, og jeg glæder mig til at leve i det tættere landsbyliv igen.

Jeg glæder mig til at lære folk at kende, og finde ud af hvad jeg særligt kan og har, som Longelse, Fuglsbølle og Skrøbelev særligt har brug for.

Jeg har ført mange samtaler i mit liv; jeg har været hospicepræst og talt fortroligt med mennesker dér. Jeg har været ø-præst og fulgt med i årets gang med sommerturister og vintermørke, jeg har været forstadspræst og haft mange konfirmander, taget på udflugter med dem, holdt aftenandagter. Jeg har rejst med mine sogne, jeg har haft støttende forløb for par med kludder i kærligheden, jeg har fortalt om skulptur og kunst, om dåb og død. Altid ud fra min tro på Jesus Kristus som Guds inderste vilje med os.

Jeg er af håndværkerslægt uden kirkelig tradition, men altid har jeg længtes efter ord, som åbner horisonten og svarer på længslen efter mening med det alt sammen. I kristendommen mødte jeg svar, som gav mig ro og glæde, og jeg mødte nye spørgsmål, som satte mig fri. Det er den ro og glæde, jeg kan møde Midtlangeland i, og det er de spørgsmål, jeg er spændt på at høre mine nye sognebørns overvejelser om. Så må tiden vise, hvad vi kan udvikle og vedligeholde sammen!"

Nanne Mølhave 

1. september

Nanne Mølhave er ansat som sognepræst i Bolbro Pastorat. Hun siger: 

"Jeg kommer fra en præstestilling på landet i Nyborg provsti, hvor jeg har været meget glad for at være. Dog er tiden kommet til at bevæge mig, mit ønske har været at komme til Odense, hvor jeg selv er opvokset og Bolbro blev det. Jeg glæder mig til at begynde!

Jeg har været præst i elleve år, gik i gang ret sent med at læse teologi i 2001 og blev færdig i 2007. Jeg har selvfølgelig lavet noget før. Jeg er uddannet kok og har arbejdet som sådan i en del år, så det var virkelig et stort vendepunkt i familiens og mit liv, da jeg begyndte på universitetet i Århus. Det hele har været godt, og jeg er meget glad for mine valg.

For mig er det fuldstændigt afgørende at være præst i et fællesskab, og jeg mener, at den kirke jeg vil være med til at skabe, skal virke som et åndehul, man kan komme til, når behovet melder sig. Den skal på én gang kunne give fred og liv, rumme vores tro, vores kultur, og hele mennesket.

Som præst og prædikant er det vigtigt for mig, at formidle så man bliver oplyst om Gud, troen og livet. Samtidig må formidlingen gerne vække nysgerrighed, give den enkelte lyst til at tænke videre selv og i det lys skabe ny mening. 

Jeg står midt i det kirkelige landskab, med øje på at livet er en gave hvilket viser sig i ansvarlighed, fællesskab, glæde og taknemmelighed og en tro på, at jeg er rummet, elsket og tilgivet.

Jeg glæder mig meget til at begynde mit nye liv i Bolbro."

Peder Skovbo Jørgensen

1. august

Peder Skovbo Jørgensen er ansat som sognepræst i Skovby-Ore-Guldbjerg Pastorat. Han siger:

"Da jeg startede på teologi i 2011, var jeg ret sikker på, at uddannelsen skulle bruges praktisk. Jeg ville fra uddannelsens begyndelse gerne møde mennesker - store og små, unge og gamle. Jeg har altid været nysgerrig på, hvilke spørgsmål andre stiller til livet, og hvad tænker andre om tro. Sammen med min nysgerrighed for andre personer, har jeg også et brændende ønske om at hjælpe, hvor jeg kan.

Lægge øre til det der fylder, give et råd med på vejen, skabe en god kirkelig handling. På alle måder ønsker jeg som præst, at være synlig og nærværende overfor alle som bor i pastoratet. Derfor glæder jeg mig enormt til at starte min tjeneste i Skovby, Ore og Guldbjerg pastorat, og sammen med min familie at flytte til Skovby, så vi lærer sognene at kende.

Nogle af de ting som optager mig, er først og fremmest gudstjenesten søndag formiddag. Særligt vil jeg arbejde for, at alle mærker, at her er der godt at være, for det andet at Gudstjenesten opleves relevant. Gudstjenesten er kirkens puls, og en væsentlig fejring som binder os sammen som menighed, som dansk kirke og som verdensomspændende kirke. Gudstjenesten rummer allerede mange berigende elementer, og jeg ønsker at flere oplever at blive beriget af de elementer. En anden ting, som optager mig, er ægteskabet. Jeg vil glæde mig over, hvis jeg som præst og vi som kirke kan støtte, vejlede og råde, mennesker, som lever i parforhold, så de oplever at deres ægteskab blomstrer.

Jeg vil gerne fremhæve en sidste ting, som optager mig.  Det er forholdet mellem tro og viden, i dag opfatter mange tro og viden, som noget der strider med hinanden. Jeg forstår dog nærmere tro og viden som noget der samarbejder og understøtter hinanden."

Simon Langeskov Jylov 

1. juni

Simon Langeskov Jylov er ansat som sognepræst i Espe-Vantinge-Hillerslev Pastorat. Han skriver: 

"Da menighedsrådsformanden fra Espe-Vantinge og Hillerslev pastorat ringede til min en sen onsdag aften og spurgte, om jeg ville være deres nye præst, var det en drøm der gik i opfyldelse. Ikke nok med, at min store drøm om at blive fastansat som præst, der gik i opfyldelse, det var samtidig på Midtfyn – et område jeg har rigtig mange relationer til.

For netop relationer er noget der optager mig som præst. Hvem kan forkynde for en menighed de ikke kender? Hvem kan være sjælesørger for de søgende, hvis de søgende er fremmede for sjælesørgeren? Hvem kan være hyrde uden at kende sine får? Derfor glæder jeg mig særligt til, at kunne indgå i det lokale liv i Espe-Vantinge og Hillerslev – lære menighederne at kende, og opbygge relationer. Relationerne skal ikke kun være mellem mig som person og menighederne som folk, men også mellem kirken og lokalsamfundet. Jeg ser kirken som alt andet end en isoleret ø, hvor menigheden kan komme, men som ikke kommer til menigheden. Derfor er jeg meget optaget af, at kirken skal være åben og imødekommende, skal være et sted for ro og fordybelse, skal være et sted for gudsdyrkelse og menighedspleje og så skal kirken række ud i samfundet og deltage dér hvor kirken kan.

Når jeg lige præcis søgte Midtfyn i netop de tre sogne Espe-Vantinge og Hillerslev, så skyldes det en personlig tilknytning til området, hvor meget af min familie fortsat bor, og samtidig søgte jeg, fordi jeg med det samme oplevede, at menigheden og ikke mindst menighedsrådet var af samme kirkelige orientering som jeg. Særligt lagde menighedsrådet vægt på, at der i kirke skal være plads til alle uanset baggrund, og den åbenhed glæder jeg mig til at arbejde for.

Desværre vil skæbnen ikke, at jeg kan begynde nu. Ganske kort tid efter at jeg fik beskeden om, at jeg skulle være ny præst, fik jeg beskeden om at jeg er syg med akut leukæmi, hvilket gør, at jeg i første omgang må fokusere på mit helbred, og blive rask før jeg med glæde kan optage arbejdet som præst i de tre skønne sogne."

Li Have Otterstrøm

1. juni 2018

Li Have Otterstrøm er ansat som sognepræst i Sydlangeland Pastorat. 

Hun har læst teologi på Københavns Universitet, og har været sognepræst i 17 år. Før teologistudiet har hun arbejdet i 10 år som skuespiller, sceneinstruktør og manuskriptforfatter. Hun siger: 

"Jeg glæder til at flytte til Sydlangeland og tiltræde embedet som sognepræst for Fodslette, Tryggelev, Bagenkop og Magleby sogne.

Jeg ser frem et konstruktivt samarbejde med menighedsrådene og menighederne om at dyrke et åbent kirkeligt fællesskab på Sydlangeland; - et fællesskab, hvor begreber som ”frimodighed” og ”tolerance” er bærende værdier, og hvor enhver kan føle sig hjemme i både gudstjenesterne og ved sognenes aktiviteter.

Jeg flytter ind i Magleby Præstegård sammen med min mand, Steen Have Otterstrøm. Vi glæder os begge til at lære Jer at kende; og... Ja, også til at gennemtrave den smukke natur, sidde på en hat-bakke og drikke termokaffe mens vi kigger på de vilde heste….”

Nana Hauge

1. juli 

Nana Hauge er ansat i stillingen som sognepræst i Hårslev-Padesø Pastorat. Hun siger om sit nye job: 

"Jeg glæder mig til i mit nye embede at fejre gudstjenester, forberede unge til konfirmation, oplære minikonfirmander, have tid til at tale med folk og lave alt det præstearbejdet nu ellers kræver.  Jeg søgte bla. stillingen i Hårslev og Padesø sogne, fordi menighedsrådene i deres opslag gav udtryk for at kirkeliv og gudstjeneste er et fælles ansvar præst og menighed imellem. Det passer godt med den opfattelse jeg har af, hvad en kirke er, nemlig den at kirken først og fremmest er dens menighed. Som Grundtvig skriver, så er kirken de levende stene, dvs de mennesker der er samlet om Guds ord.

Desuden glæder jeg mig til – sammen med min mand og vores to døtre på hhv. 8 og 12 år, at blive en del af livet i to små sogne, hvor befolkningstallet er overskueligt, og hvor jeg fornemmer, at man løfter i flok og bakker op om det lokale liv. Sådan er det vigtigt, at en præst er synligt tilstede i sine sogne, men når det er sagt vil jeg også godt understrege vigtigheden af alt det vigtige USYNLIGE præstearbejde: prædikenforberedelse, sjælesorg og husbesøg.

Det kan se så ringe ud – og det samme kan man måske sige om kirkens nådemidler – En lille slat vand, en tør lille oblat og en smule vin. Og det samme kan man i den grad sige om kirkens Herre. Han så også så ringe ud i verdens øjne. Et barn i en krybbe, en fattig vandreprædikant der ikke havde et sted, hvor han kunne lægge sit hoved, en korsfæstet forbryder. Men som min gamle præst i Vartov Niels Grønkjær har sagt: det er ham, der er vores rigdom. Det skal vi altid huske. Det er ham, der er Herre i vores gamle kirke som gennem 1000 år har været danskernes hjem og det sted de kunne gå hen i glæde og sorg, lykke og ulykke. ”Et lyst land, skriver Martin A. Hansen, ”i dødsnaturen. Her har vi kulten, messen, bønnen, syndsforladelsen, velsignelsen, hvorfra varm kraft når det valne blod. Her står håb, tro, livsglæde op fra det døde.”"

Tamira Mariann Jørgensen

1. Maj 2018

Tamira Mariann Jørgensen er ansat som sognepræst i Munkebo Pastorat. Hun præsenterer sig sådan: 

"Jeg er 62 år og har været præst i 10 år i både by-, land- og forstadssogne. De sidste 6 år har jeg været fast 50% ø-præst på Drejø, Skarø og Hjortø med bolig i præstegården på Drejø. Dette suppleret først med 1 år i Det Palliative Team, Fyn, 25%, derefter 50%’s vikariater som sognepræst i Sanderum, Hjallese og de sidste 4 år i Thomas Kingo sogn, Odense M.

Nu er det Munkebo, der kalder mig med næsten 6.000 indbyggere i det smukke Nordøst Fyn. Trods mine mange forskelligartede præsteerfaringer, så er embedet i Munkebo en kærkommen udfordring med helt nye samarbejdsmuligheder. Først må jeg stikke hænder og arme i den gode jord her og lære lokalsamfundet at kende. Jeg får kontor i ”Olgas hus” tæt på kirken, og jeg har bosat mig i Langegade 22 i Kerteminde – i cykelafstand fra Munkebo.
Jeg er udadvendt og kreativ og møder mennesker i alle aldre med et åbent sind. Ud over gudstjenester, kirkelige handlinger og undervisning, byder jeg ind på, hvad der viser sig af muligheder. Jeg har også en psykoterapeut / sjælesorgsuddannelse fra før jeg læste teologi, og jeg bruger den gerne, når nogen ber’ mig om individuelle samtaler.
Og så holder jeg meget af at synge fællessalmer og sange. Halfdan Rasmussen skrev ”Noget om kraft”, hvori disse linjer er taget:

”Jeg tror, der ligger et barn dybt inde
  i alle levende ting, der gror,
  et barn, der er som en fuglevinge,
  en lille gud, der er evigt stor”.  

Vi må nogen gange blive som børn igen for at kunne leve os ind i kristendommens væsen. Jeg finder den oftest i stilheden, i nærværet, i ritualer, i tårer og i smil, i sange og dialog – kort sagt, når det lykkes at dele, hvad der ligger dybt inde i vore hjerter. Jeg ser frem til at mødes med jer alle."

Elisabeth Jessen

1. maj 2018

Elisabeth Engell Jessen er ansat som sognepræst i Nørre Søby-Heden Pastorat. Hun siger om sit nyt job: 

"Som opvokset i Københavnsområdet og i Nordjylland stod det ikke skrevet i kortene, at jeg skulle ende som landpræst på Midtfyn. Ikke desto mindre har både min familie og jeg tabt hjertet til denne dejlige landsdel, og vi var ikke i tvivl om, at jeg skulle søge embedet i Nørre Søby-Heden, da det blev slået op.

Jeg ville gerne være præst på et mindre sted, hvor jeg kunne få lært sognebørnene godt at kende, og hvor jeg kunne få god, alsidig erfaring med arbejdet som præst – og min mand ville gerne flytte til et mindre sted med smuk natur.

Da jeg var færdig med studier og Pastoralseminarium, rykkede jeg i 2008 teltpælene op og flyttede til England, hvor jeg skrev ph.d og stiftede familie. Jeg endte med at bo derovre i otte år, hvor jeg forskede i forholdet mellem litteratur og teologi, især hos William Blake, men også hos Dante, John Bunyan og Margery Kempe. I 2016 flyttede jeg sammen med min engelske mand og vores to drenge tilbage Danmark.

Jeg glæder mig meget til at skulle lære indbyggerne i Nørre Søby og Heden at kende og til at sammen med menighedsråd og kirkebetjening at finde ud af, hvordan vi gerne vil lave kirke i fremtiden.

Jeg synes, at der er så meget potentiale i kirkerne i landområdet, hvor der måske er færre indbyggere end i byen, men der til gengæld er god tradition for at bakke op om lokale initiativer.

Jeg har masser af inspiration med fra kirkerne i England, hvor man ofte er gode til at ”tænke ud af boksen”, og jeg glæder mig til, at vi måske sammen kan finde på nye måder at være kirke på – uden at vi mister det, vi allerede har.

Henny Kvist

15. februar 2018

Henny Kvist er ansat som sognepræst i Ærø Pastorat. Hun fortæller om sit nye embede:

"Først og fremmest glæder jeg mig til at lære et for mig helt nyt hjørne af Danmark at kende. Jeg er vokset op i Vestjylland, men har i mere end 25 år boet på Frederiksberg i København. Og nu er tiden kommet til at udleve drømmen om et præsteembede på landet i tæt kontakt med natur og lokalbefolkning.

Jeg har et varierende arbejdsliv bag mig som bl.a. akademisk medarbejder i Roskilde Amt i Sundhedsafdelingen med fokus på børn og unges brug af rusmidler, som projektleder på Køge Sygehus og de seneste 10 år som præst og fagchef for Center for kirke og kultur på Diakonissestiftelsen.

Jeg ser frem til, at sætte mine erfaringer med diakoni, tværfaglighed, ledelse, frivillighed, undervisning, hospice- og demensområdet i spil i den spændende proces som kirken på Ærø befinder sig i. Og  jeg glæder mig til sammen med præsteteamet, menighedsråd og kirkens øvrige personale, at skabe de bedste rammer for at videregive kristendommens budskab med tilbud der spænder vidt for Ærøs mange forskellige mennesker og med respekt for de lokale traditioner.

Kirken er for mig noget, vi skaber sammen og det sted, hvor samtale og samarbejde går hånd i hånd. Det er her den eksistentielle og vigtige samtale kan finde sted, ikke kun om tro, men om det væsentlige i vores liv, om kærlighed, skyld og skam, tilgivelse, taknemmelighed og glæde. Her er det kirkens opgave både at give rum, inspiration og mod til man kan leve som et helt menneske i et senmoderne samfund.

Sigrid Anne Melchior Hougaard

Sigrid Anne Melchior Hougaard 

1. januar 2018

Sigrid Anne Melchior Hougaard er ansat i stillingen som sognepræst i Fredens Sogn i Odense. Hun fortæller: 

"Den 1. januar tager jeg ikke kun hul på et nyt år – jeg tager også hul på en helt ny og anderledes hverdag som ”bypræst”, når jeg begynder mit arbejde i Fredens Kirke i Odense.

Jeg er 37 år og opvokset i Bolbro Sogn i Odense, men i de seneste 10 år har jeg været ”landpræst” i tre små landsogne uden for Ringe: Espe, Vantinge og Hillerslev.

Her har jeg lært, at man kan holde nærværende og meningsfyldte gudstjenester, uanset om der kommer 120 eller 3 kirkegængere. Og jeg har nydt, at vi i kirkens lille personalegruppe har kendt navnene på hvert eneste menneske, der er trådt ind af kirkedøren. Det har været nært og tæt og hjemligt.  

Men efter 10 år har jeg fået mod på at prøve et kirkeliv, der er helt anderledes – og stillingen i Fredens Kirke byder på netop det: En kirke i et af Fyens største sogne. En kirke med en stor personalegruppe, der har en fælles hverdag i sognehuset – med tre præstekolleger, jeg kan samarbejde med og tage ved lære af. En kirke, der hver eneste dag fyldes af mennesker, som deltager i alverdens aktiviteter og kirkelige handlinger.

Jeg vil formentlig aldrig lære alle navnene at kende på dem, der kommer ind af kirkedøren – men den varme jeg selv blev mødt med, da jeg først besøgte Fredens kirke, giver mig tro på, at nærheden og følelsen af ”at være hjemme” i kirken også lever i det store bysogn."