Nye præster i Fyens Stift 2019
Nyheder

Anders Skaanning Andersen

1. maj 2019: 
Anders Skaanning Andersen er ansat som sognepræst i Seden-Åsum Pastorat.

Sognepræst Anders Skaanning Andersen

Efter 12 år med en masse rejsen rundt i både Danmark og resten af verden, er det nu blevet tid til at få lidt ro på de geografiske forhold. 

Jeg har været sognepræst, vikarpræst, sømandspræst og rejsepræst, udover at have arbejdet med både forsikring, analysevirksomhed, flygtninge og meget andet. 

Nu ser jeg frem til at slå mig ned i Seden og finde tilbage til sognepræstearbejdet, som jeg, af store omveje, har erfaret, at jeg holder uendelig meget af. 

Seden og Åsum virker som det helt perfekte sted at finde tilbage til rødderne i præstegerningen, og med alt den faren omkring kommer jeg selvfølgelig med en masse inspiration udefra, både i forhold til det praktiske og det teologiske arbejde, som jeg ser frem til at bringe i spil herhjemme.

Præstegerningen har det med at gribe om sig, og således fylder den det meste af min tid, hvilket jeg bestemt ikke klager over. Når det sker, at jeg slukker computeren og hænger præstekjolen i skabet, er det som regel for at lave frivilligt arbejde på landets mange koncertpladser, hvor særligt Muskelsvindfondens grønne koncerter og Roskildefestivalen fylder meget. 

Jeg ser frem til at blive en del af både sognene, provstiet og stiftet, og Fyn i det hele taget, som jeg glæder mig til at stifte bedre kendskab til. 

Anders Skaanning Andersen