Fortsæt til hovedindholdet
Nye præster i Fyens Stift 2022
Nyheder

Brian Dan Christensen

1. februar 2022: 
Brian Dan Christensen er ansat som sognepræst i Ærø Pastorat

Brian Dan Christensen

Brian Dan Christensen
Foto: Dana Ullman

Jeg fløj fra New York til København og tog toget til Svendborg. På Ærø blev jeg hentet ved færgen af tre præster i en sort Tesla og tænkte: Hvis dette var en film, ville jeg gerne se den.

Det kommer jeg til, for Ærø kalder. Det er en stor beslutning efter mere end et årti i San Francisco og Brooklyn, hvor jeg har ernæret mig som forfatter og oversætter. Men ikke at søge forandring er også en stor beslutning.

Jeg er oprindelig cand.phil. i litteraturhistorie og har arbejdet som tekstforfatter, kreativ direktør, redaktør, håndværker og humorist. Jeg spiller musik og er formentlig den eneste i verden, der har sunget Elvis på dansk i Ryman Auditorium i Nashville foran et live publikum og fire millioner amerikanske radiolyttere.

For nogle år siden spurgte min hustru mig: Hvis ikke du var blevet forfatter, hvad ville du så have været, og jeg hørte mig selv sige: Præst. Nu bliver jeg begge dele, præst og forfatter – en fin dansk tradition. Jeg har udgivet romaner og digtsamlinger og en håndfuld biografier, bl.a. en bog om Kaj Munk. Og har lavet et hav af oversættelser, primært fra engelsk, men også norsk og svensk.

I sin tid studerede jeg teologi på Aarhus Universitet, men flyttede til USA for at bo i en bjælkehytte ude i skovene i Wisconsin. Så gik tiden. I løbet af de sidste par år har jeg fulgt enkeltfag på General Theological Seminary på Manhattan og et teologisk forløb på Københavns Universitet. I foråret 2021 gennemførte jeg Pastoralseminaret i København. Da embedet på Ærø blev slået op, vidste jeg, at jeg måtte søge det. Jeg havde året forinden besøgt øen, hvor en ven tog et billede af mig på prædikestolen i Rise Kirke. Her blev der plantet et frø.

I New York er jeg kommet i Den danske Sømandskirke, hvor jeg også har gæsteprædiket. Jeg holder af den traditionelle højmesse, salmerne og kirkerummet. Det er mit håb, at man går fra kirke med fornyet livsmod, noget at tænke over – og gerne et smil på læben. Vi forvalter den største fortælling i to tusind år. Det skal vi være bevidste om, også når vi overvejer fornyelse af ritualer og traditioner.

Jeg er 51 år og gift med Dana, der er 37 år, amerikaner og fotograf (ullmanphoto.com). Vi har ingen børn endnu, men har to katte, som efter planen kommer til Ærø i løbet af sommeren. Vi har de sidste par år boet nær Hudsonfloden i Upstate New York, hvor jeg har renoveret vores gamle træhus.

Nu ser jeg frem til at lære Ærø og mange nye mennesker og mine nye kolleger at kende ­­– og til at bidrage med mit blik og mine erfaringer. Jeg glæder mig til at bo i den smukke præstegård i Bregninge og til at hejse flaget på pigstensgårdspladsen. Brooklyn ligger også på en ø, San Francisco på en halvø, så jeg kommer ikke uforberedt. Jeg medbringer selv Dannebrog og fiskestang. Jeg løber, er vinterbader, havsvømmer og en lille smule sejler.