Nye præster i Fyens Stift 2022
Nyheder

Søren-Herluf Mohr Sørensen 

1. april 2022: 
Søren-Herluf Mohr Sørensen er ansat som sognepræst i Fraugde-Allerup-Davinde Pastorat

Søren-Herluf Mohr Sørensen

Første april flytter min familie og jeg ind i Fraugde præstegård – og det er ingen aprilsnar!

Så kommer der liv og lys i huset igen. Vi glæder os rigtig meget til vores nye liv i Fraugde-Allerup-Davinde området med alt, hvad det har at tilbyde.

Jeg er gift med Tina, der er uddannet sygeplejerske og sammen har vi to drenge, Jonathan på 10 år og Andreas på 13 år. De skal begynde i hhv. 3. klasse og 6. klasse på Tingkærskolen. Jeg skal hilse og sige, at de glæder sig og er meget spændte på, hvem deres nye klassekammerater er.

Vi kommer til Fraugde, Allerup og Davinde fra Hindsholm, hvor jeg har været sognepræst i Dalby og Stubberup sogne, to skønne landsogne. Som bondesøn fra Agedrup, egentlig kun et godt stenkast fra Fraugde, hvor vi nu skal bo og slå rødder, har jeg fået landbokulturen og det engagement og interesse for det lokale, som denne rummer, med mig som noget indgroet. Ude på landet er der plads til at løfte blikket, se langt ud i horisonten. Det glæder mig, at der også er mulighed for det i Fraugde præstegård tværs over Ørbækvejen ud over markerne.

Samtidig glæder jeg mig også til alle de opgaver og muligheder, som ligger i forstadssognet, til samtalerne over spisebordet i køkken-alrummet, om barnedåb, konfirmationer, vielse og afsked; Om sorg og glæde, længsler, håb og drømme og alt det vi går og kæmper med. Sammen finde de åndehuller, lysninger hvor vi kan løfte blikket og se op og se ud – dertil har kristendommen både ord og rum.

Jeg glæder mig som præst til at komme til jeres sogne, mødes i Hallen, på villavejen, i Dagli`Brugsen, i forsamlingshusene, i naturen – og naturligvis også i kirkerne. Møde de unge mennesker, når vi sammen skal forberede os på deres store dag, konfirmationen!

Vi glæder os som familie at møde naboer og nye mennesker.