Karin Larsen
1 august 2024 er Karin Larsen ansat som sognepræst i Kerteminde-Drigstrup Sogn.
Jeg har allerede stiftet bekendtskab med sognet som præstevikar hen over sommeren og er utrolig glad og taknemmelig for at kunne fortsætte i embedet. Jeg er 52 år og kom til Fyn som nyuddannet præst i 2008. Efter 10 gode år som landsbypræst har jeg fra 2018 også virket som bypræst - først i Vor Frue Kirke i Svendborg og efterfølgende i Skt. Knuds Kirke i Odense. Sideløbende hermed har jeg virket som præst - dels på Hospice Sydfyn og dels som teologisk medarbejder i Folkekirkens Skoletjeneste.
Jeg sætter stor pris på at komme til et sogn, hvor samarbejdet med andre kirker, skoler og øvrige kulturelle kræfter er i højsædet. Men først og fremmest glæder jeg mig over mødet med menigheden i og uden for kirken. Jeg er glad for at være præst; det er et stort privilegium at blive inviteret indenfor i menneskers hjem og hjerter, når livet trænger sig på. Jeg ser frem til at blive en endnu større del af livet i sognet og være med til at videreføre de mange gode traditioner, som allerede findes i området.
I mine øjne er folkekirken et af vores samfunds vigtigste fællesskaber - et sted man kan komme, uanset om livet er en fest, eller om livet gør ondt. Det er vigtigt, at alle føler sig velkomne i kirkerne, uanset om man kommer hver uge, eller ikke har været forbi i flere år. Selvom jeg holder meget af højmessen, er det vigtigt, at andre typer af gudstjenester og arrangementer, der appellerer bredt på tværs af alder, interesser og forudsætninger, også er en fast del af kirkens liv. Jeg befinder mig godt i aktiviteter, hvor jeg kan bruge mine kreative og pædagogiske evner, og er meget optaget af at give børn og unge et positivt og meningsfuldt møde med kirke og kristendom.
Jeg glæder mig meget til samarbejdet med gode kolleger, som allerede har taget fantastisk godt imod mig. Jeg ser frem til det hele og håber, at vi sammen kan holde kirke til glæde og gavn for alle, der vil være med.