Tekst: Jesper Svärd
I den første fjerdedel af 1800-årene var Horne Kirkes ejer, Preben Bille-Brahe (1773-1857) til Hvedholm, i gang med en større indvendig fornyelse af kirken. Han ændrede bl.a. stilen fra renæssance til empire og tilføjede flere pulpiturer, herunder ét over alteret, hvorpå orglet er placeret. Både den katolske altertavle og kirkens romanske døbefont blev fjernet fra kirken. Altertavlen sås aldrig igen siden, men fonten blev fundet i en slotshave i nabolaget og blev af et langt senere menighedsråd bragt ind i kirken, som et gammelt minde. Mennesker, der i sin tid har set altertavlen, har beskrevet den som “ond”, hvilket peger i retning af, at den kunne have forestillet Marias Himmelkroning. Kroningen er et yndet motiv i den katolske kirke, men egner sig ikke så godt i en protestantisk, så man har vel tænkt, at det var på tide at få den skiftet ud nu. Når man tænker på, at vi er 300 år efter reformationen i Danmark, må man også sige, at den havde gjort det godt; og måske har den allerede været fjernet længe før moderniseringen. Vi ved det ikke.
Eckersbergs altertavle
Derimod ved vi, at der kom en ny altertavle til verden i 1812, malet af C.W. Eckersberg over Markus 10,13-16 med de små børn, der kommer til Jesus. Den blev malet på mål til at hænge præcis dér, hvor den hænger endnu i dag. Maleriet er et dansk klenodie i den helt store skala, og det har flere grunde. Selvfølgelig, og først og fremmest, fordi det er malet af C.W. Eckersberg. Eckersberg har i dag ry for at have skabt dansk malerskole i Danmark med et dertil hørende kunstnermiljø, der ikke tidligere var kendt i Danmarkshistorien. Man kalder ligefrem Eckersberg for “dansk malerkunsts fader”. For det andet er billedet det første alterbillede Eckersberg maler.
Eckersberg malede mange alterbilleder gennem livet, over 30. Fælles for alle alterbillederene er, at de er pligtarbejder. De var nødvendige for at få privatøkonomien til at hænge sammen. Ingen af billederne er på nogen måde kommet til verden i et religiøst henført anfald hos Eckersberg. Sådan nogle fik han ikke. Han har heller ikke, i det forholdsvis store materiale der findes om ham, efterladt sig nogle religiøse tanker. Kirkebænken holdt han kun varm, hvis han skulle til begravelse eller andre livsbegivenheder. Det betød imidlertid ikke, at Eckersberg ikke havde sympati for kirken. Senere i livet kom han tæt på flere af kirkens markante personligheder qua det professorat, han indtog ved akademiet i København. Biskop J.P. Mynster (1775-1854) og professor H.L Martensen (1808-1888) var ham gode bekendte, som han var forbrødret med i frimurerlogen.
Han nævner endog det højtidelige ved en ceremoni holdt ombord på et skib af biskoppen. Og så var Eckersberg ven med B.S. Ingemann, der har bidraget med mange holdbare og afholdte salmer i salmebogen. Og Eckersberg kunne selv sit bibelstof. Det var ligefrem et skolekrav ved akademiet, at man skulle kunne male scener fra Bibelen ud fra hukommelsen. Eckersberg blev, som allerede antydet, også flittig frimurer med de religiøse undertoner, der er i det. Og for Eckersberg, som for mange andre af hans samtidige, var der andre veje til Gud end Bibel og kirkegang. Fornuften for eksempel. Fornuften var det guddommelige kraftcenter i mennesket. Som sådan var der ikke noget galt med Bibelen, udover at den af og til modsiger sig selv og ikke altid harmonerer med den menneskelige fornuft og dens opdagelser. Her har fornuften altid forrang over åbenbaringen hos Eckersberg og hans lige, også blandt mange af datidens præster. Det blev ligefrem doseret på pastoralseminariet på dette tidspunkt.
Lensgreve Preben Bille-Brahe, der bestilte det første altermaleri hos Eckersberg til Horne Kirke, var også ligemand med Eckersberg på dette område. Men her holdt det ligeværdige også op. Han havde i de forgangne 15 år vist sig som en dygtig landmand, der med oplysningen havde indført nye produktionsmetoder og tænkemåder på alle de godser, som han havde arvet fra en fjern slægtning på Sydfyn, Preben Brahe (1711-1786). Han havde selv bragt lidt ejendom på Sjælland med sig, og med det hele lagt sammen var der nu nok til at søge kongen om at få ophøjet det hele til lensgrevskab. Som sådan er det en af landets helt store adelige jordbesiddere, der stiller den 29 årige Eckersberg en opgave med det her alterbillede. Herudover var Preben Bille-Brahe en grand seigneur, der ikke var bleg for at tage sit firspand med på tur til Rom, hvor det hele udspillede sig på dette tidspunkt. Her var Bertel Thorvaldsen (1770-1844) det absolutte danske midt- og højdepunkt. Sådan en køretur tog 14 dage hver vej. Herudover var Preben Bille-Brahe medstifter af det, som vi i dag kender som Nationalmuseet og medarbejder på et Stiftsbibliotek i Odense. Selv var han en også stor bogsamler. Og så var han mæcen, og hér kom Eckersberg ind i billedet.
Eckersbergs rejse til Paris
Eckersberg havde i 1810 udmærket sig på akademiet med den guldmedalje, der krævedes for at erhverve sig det rejselegat, der skulle gøre det muligt for ham at komme til udlandet på dannelsesrejse. Legatet kunne imidlertid ikke komme til udbetaling, før den tidligere legatmodtager var kommet hjem til København. For ikke at Eckersberg skulle spilde tiden i København, skaffede han sig et lån hos Preben Bille-Brahe, Kronprins Christian (1786-1848) og Joachim von Bülow (1751-1828) på Sanderumgaard. Eckersberg havde nogle år forinden gæstet von Bülow på Sanderumgaard og malet en del partier fra hans romantiske frimurerhave. Eckersberg og hans rejseledsager, hos hvem han havde fået kørelejlighed til Paris, Tønnes Christian Bruun de Neergaard (1776-1824), datidens største danske kender af fransk kunst, gæstede von Bulow, da de var ankommet til Fyn den 27. juli 1810. Dagen efter drog de videre til Preben Bille-Brahe på Hvedholm, hvor Eckersberg udførte nogle skitser fra haven og af Horne Kirke. Samtidig noterede han sig, hvordan Kristus så ud på kirkens sengotiske korbuekrucifiks, så han kunne gøre ham levende igen på den altertavle han skulle male.
Da Eckersberg påbegyndte sin dannelsesrejse, begyndte han også den dagbog, han kom til at føre helt til sin dødsdag i 1853, dog med en datters hjælp i den sidste tid. Man kan derfor følge hele rejsen til Paris. Noget af det, der er slående i rejseberetningen, er den begejstring Eckersberg lægger for dagen over de menneskelige tekniske fremskridt, de bliver vidner til ned gennem Tyskland. De fylder meget mere end de beskrivelser, man kunne forvente, at en kunstner ville vægte; beskrivelser af skønheden af det, de ser. Men Eckersberg er et gennemført barn af rationalismen. Det er viden, fremskridt og lærdom, der er i højsædet. Lærdom bliver der også brug for, da de kommer til Paris 9. oktober 1810, og de to rejsefællers veje skilles. Eckersberg lejede et lille værelse i Rue de Baune 3, en lille sidegade ned imod Seinen, lige over for Louvre. Her blev han under hele opholdet i Paris. Det første år gik med at lære sig fransk og få økonomien til at fungere og så med hovedformålet: Kunst. Han kom daglig på Louvre og studerede de store mestre og kopierede dem. Napoleon havde fyldt museet med den ypperste kunst også fra de nyligt annekterede lande og gjort den tilgængeligt for enhver. Det gjorde et stort indtryk på en ung kunstner fra København, hvor kunst endnu tilhørte en lille gruppe privilegerede og deres aflåste gemakker.
Kommentar til paven
Efter at have taget tilløb i et år lod Eckersberg sig indskrive på J.L. Davids (1748-1825) kunstskole. David var det største navn inden for kunst i Frankrig på det tidspunkt, og han fik en stor indflydelse på Eckersbergs kunst, der blev fransk i sit udtryk. Det gjorde sig også gældende for altertavlen i Horne, som Eckersberg malede, mens han var på Davids kunstskole. David så tavlen, da den var færdig og roste specielt Kristushovedet, som han nok ikke var klar over stammede fra Horne Kirkes krucifiks. Udover Kristushovedet var altertavlen fyldt med lån og citater fra andre kunstnere. Sådan skulle det være. Det viste, at man var velbevandret i sin kunsthistorie, når man kopierede, citerede, spejlede og omgjorde detaljer fra andres værker. Bl.a. kan den pegende Kristusfinger være et Rafael-citat (Eckersberg kopierede et Rafaelmaleri samtidig med han malede altertavlen), men en gåtur i salene på Louvre i dag viser en hel mængde pegende fingre fra en masse kunstnere. Hos Nicolas Poussin (1594-1665) ses både pegende fingre og mure, der opdeler for- og baggrund. Muren i alterbilledet hos Eckersberg ligner den, der løber langs Seinen på Quai Voltaire for enden af Rue de Beaune, og modellen forrest til venstre i billedet er en model Eckersberg har brugt i flere malerier i denne periode. Hun hed Emilie og blev hans elskerinde, efter at Eckersberg havde indset, at det ægteskab, han indgik i København med Kristine Rebækka Hyssing, ikke holdt til adskillelsen. Og på Louvre, hvor Eckersberg holdt meget af at komme, er der et billede af de små børn, der kommer til Kristus, malet af en elev fra en konkurrerende kunstskole. Maleren hed François-André Vincent (1746-1816), og hvis man spejler hans billede, ser man tydeligt ligheden med det billede, Eckersberg har malet. Hos katolikken Vincent sidder Jesus dog og breder armene ud og skitserer den cirkel, hvor han omfavner de små børn. Hos Eckersberg sidder Kristus som en læremester og peger op mod himlen, sådan som en ægte rationalist ville fremstille ham. Der er formentlig også en kommentar til paven i Rom, med den blå skikkelse med korslagte arme i baggrunden, en skikkelse Eckersberg selvfølgelig har måttet tage stilling til midt i det parisiske virvar af katolske kirker.
I det hele taget må det siges, at altertavlen i Horne Kirke er så præget af den unge Eckersbergs livssituation i en tid, hvor han var under indflydelse af den ypperste kunst overhovedet, og hvor hans livssituation kan spores helt ind i figurerne, fra afrejsen fra Horne Kirke og til det hede favntag med Emilie i Paris og afskeden med et gammelt liv i København.
Tre værker på Louvre
Det er alt det, der giver alterbilledet dets karakterfylde. Der er i dag stor enighed om, at Eckersberg aldrig har overgået denne sin første altertavle malet i Paris 1812.
Eckersberg blev næsten glemt af sin samtid allerede i sine sidste leveår. Kunsten bevægede sig i en anden retning, og man fandt mesteren kedelig og gammeldags; den moderne verden var på vej. Eckersberg døde under koleraepidemien i København i 1853 sammen med mange tusinde andre. Da han blev begravet på Assistens kirkegård, var der kun en håndfuld mennesker, der fulgte ham. I dag er han en af de fejrede kunstnere. På Louvre, hvor han selv i sin tid brugte så meget af sin tid, hænger i dag 3 værker af Eckersberg, de to er indkøbt af museet i nyere tid for formuer.
Eckersbergs mæcen i Horne, den indflydelsesrige lensgreve Preben-Bille Brahe, overlevede Eckersberg. Da han blev ført til sit mausoleum på Horne Kirkegård, blev han fulgt af 3000 mennesker, der dengang mindedes et stort menneske. I dag er han fuldstændig glemt. Og så alligevel. Eckersberg malede i 1817 et billede af Preben Bille-Brahe og hans anden ægtefælle Johanne Caroline, født Falbe. Det viser en solbrun mand, der var ude på bedriften om dagen og om aften sad med en bog i hånden sammen med ægtefællen, der, selvfølgelig, også havde fat i håndarbejdet. Billedet hænger på Ny Carlsberg Glyptoteket og ses dagligt af mange - så helt glemt er Bille-Brahe ikke, og det på grund af hans sikre smag dengang han bad den unge Eckersberg varetage opgaverne for sig med altertavlen til Horne Kirke og senere dobbeltportrættet, som man heller ikke er i tvivl om har sin indflydelse fra David. Hele historien kan du komme helt tæt på, når du besøger Horne Kirke.