Tekst: Jens Buchwald Andersen, Sygehuspræst OUH

Jeg var så heldig i efteråret 2018 at få tildelt en studieorlov på tre måneder til afvikling i 2019. I forbindelse med et møde med biskop Tine Lindhardt d. 7. februar fik jeg oven i købet lov til at afvikle studieorloven i de tre måneder, hvor jeg mente at kunne høste det største udbytte, nl. september-oktober-november 2019. Mit projekt havde jeg givet titlen, Filosofi, teologi, politik, K.E. Løgstrup 1932-45.

Min interesse for Løgstrups (1905-1981; herefter L.) tænkning går tilbage til studietiden i Aarhus i begyndelsen af 1980rne umiddelbart efter L.’s død d. 21. november 1981. Det var i øvrigt Johannes Sløks (1916-2001) forelæsninger, der fangede min opmærksomhed. De var imidlertid altid ledsagede af en mere eller mindre latent kritik af den såkaldte ”metafysiske” teologi og ”de suveræne livsytringer” gav Sløk heller ikke ret meget for. I Sløks teologiske projekt var grunderfaringen det absurde og han afviste på den baggrund enhver ”metafysisk” begrundelse af teologien. Sløk udfoldede sin teologi i trilogien, Teologiens elendighed (1979), Det religiøse sprog (1981) og Den kristne forkyndelse (1983), sammenfattet i Da Gud fortalte en historie (1985), der ”afslørede” Sløk som i bund og grund narrativ teolog, skønt udgangspunktet var eksistentialistisk. Samtidig udgav Sløk en hel serie Kierkegaard-studier, Humanismens tænker (1978), Da Kierkegaard tav, (1980) og Kierkegaards univers, en ny guide til geniet (1983), der var alt andet end et Opgør med Kierkegaard (L.’s bog om de suveræne livsytringer fra 1968), men tværtimod en aktualisering af Kierkegaard. Sløk udgav i samme periode tre kommenterede oversættelser af Shakespeare-skuespil, idet han så gerne vil have os til at forstå, at Shakespeare, Kierkegaard og Sløk i grunden mente det samme!

Da jeg så i anden halvdel af firserne blev opfordret til at besvare en prisopgave om Løgstrup og Sløk, der skulle bestå i en sammenligning af deres forfatterskaber med særligt henblik på forkyndelsen, faldt det sammen med den norske teolog Karstein M. Hansens udgivelse af en Løgstrup-bibliografi, der ”afslørede” et omfattende og nærmest ukendt og i mange tilfælde upubliceret forfatterskab, for så vidt angår den tidlige Løgstrup (ca. 1932-1945). Det druknede jeg i, men det lykkedes mig dog at rekonstruere L.’s forfatterskab fra 1933 til 1942, dvs. disputatsforløbet, der bestod i tre afviste afhandlinger, inden den fjerde, Den erkendelsesteoretiske Konflikt mellem det transcendentalfilosofiske Idealisme og Teologien (”disputatsen med den lange titel” N.H. Søe), omsider blev antaget og forsvaret 1942/43. Sløk trådte i baggrunden til fordel for denne ”mageløse opdagelse” af et hidtil ukendt forfatterskab for den tidlige L.’s vedkommende. Jeg forstod i hvert fald så meget, at L. formulerede et skabelsesteologisk alternativ til den moderne tænkning (den transcendentalfilosofiske idealisme) formuleret som: livets bestemthed som skabt. Prisopgaven blev i øvrigt ”belønnet” med et ”accessit” (sølvmedalje) i 1989.

Siden har L. fulgt mig i mit arbejde som præst og jeg har forsøgt at formidle hans tænkning på højskole, i studentermenigheden, på folkeuniversitetet, i konvent m.m. I forbindelse med diskussionen om Thorkild Grosbølls ateistiske teologi skrev jeg inspireret af L. en artikel i Fønix 3/2004 om den metafysiske forudsætning for formidling og forkyndelse af evangeliet. Det er en stor tilfredsstillelse i en studieorlov at få mulighed for at dykke ned i L.’s tidlige forfatterskab med den formodning dér at finde forudsætningerne og grundafgørelserne for hans tænkning og det senere forfatterskab.

Oversigt over projektet:

Studier i K.E. Løgstrups tidlige forfatterskab 1932-45. Filosofi, teologi, politik

·         Indledning

Første del: radikal fænomenologi og teologi 1932-34

·         Baggrund

·         Fremstilling og Vurdering af Max Schelers: ”Der Formalismus in der Ethik und die materiale Wertethik”

·         Det religiøse motiv i den erkendelsesteoretiske problemstilling

·         Fire teologiske forelæsninger og en lille opsats om tilgivelse

Anden del: eksistensfilosofi og – teologi 1936-38

·         Intermezzo (1935)

·         Kulturfilosofi (politik) (Nazismens Filosof – Den franske personalisme)

·         Den kristne idealisme og næstekærlighedsbuddet (Enhver moralsk Tanke er en Bagtanke-Pligt eller Ansvar)

·         Subjekt-objekt forholdet (Den spekulative erkendelsesteori og teologien – Subjekt-objekt forholdet)

·         Løgstrups prædiken 1936-38

Tredje del: skabelsesfilosofi (livslove og skabelsesteologi) 1939-1942

·         Vendingen: fra eksistentialfilosofi til livsfilosofi

·         Prædikenen og dens tekst (fra Karl Barth – den kirkelige barthianisme)

·         Erkendelsesteori og teologi

·         Livslovene (Grundtvig og Aage Møller)

·         Den erkendelsesteoretisk konflikt

·         Kultur og politik 1939-1942

·         Løgstrups prædiken 1939-1942

Fjerde del: livslovenes praksis 1942-45

·         Folkeliv og Udenrigspolitik (1943)

·         Opgør eller Selvbedrag (1945

Consclusio

Studieorlov

I min studieorlovsperiode har jeg først og fremmest fordybet mig i den tyske fænomenologi (Edmund Husserl(1859-1938) og Max Scheler (1874-1928) og eksistentialfilosofi (Hans Lipps (1889-1941) og Martin Heidegger (1889-1976)), som udgør L.’s forudsætning. Jeg besøgte Husserl-arkivet i Leuven i Belgien mod slutningen af min orlov og fik et stærkt indtryk af den dramatiske redning af Husserls manuskripter ud af Nazi-Tyskland til det katolske universitet i Leuven, hvor der i dag udover en fortsat udgivelsesvirksomhed trives et frugtbart forsknings- og studiemiljø vedrørende særligt Husserls fænomenologiske filosofi, men også den fænomenologiske filosofi i det hele taget.

Jeg har lavet interviews med dr.theol. Ole Jensen, måske Løgstrups betydeligste elev, der bl.a. har skrevet Historien om Løgstrup, 2007, og med direktør Jørgen Løgstrup, K.E. Løgstrups søn, der har givet mig indsigtsfulde oplysninger om begge sine forældres baggrund og de dramatiske år fra de mødtes i Freiburg i/Br. i 1934 til Heideggers forelæsninger over giftermål i Schlesien (Rosemarie Løgstrups hjemstavn) i 1935 og som præstepar i Sandager-Holevad på Vestfyn fra 1936, hvor de var involveret i flygtningehjælp både af politiske fanger og i forhold til Rosemaries jødiske familie og siden 1942 i modstandsbevægelsen først på Fyn og siden 1943 i Aarhus, hvor L. i mellemtiden var blevet udnævnt til professor i teologi. I forbindelse med lanceringen af Ole Jensens selvbiografi på Vartov fik jeg lejlighed til at møde fire af Løgstrups fem børn. Desuden har jeg haft samtaler med adjunkt Bjørn Rabjerg, der til daglig er leder Løgstrup-arkivet i Aarhus og deler min interesse for særligt den tidlige Løgstrup.

Medens jeg opholdt mig i Leuven skrev forfatter og debattør Hans Hauge d. 27. november 2019 et kritisk indlæg i Kristeligt Dagblad om filosoffen Esther Oluffa Pedersen og hendes disputats, Fremkaldte kulturrum, diskussioner om demokrati og diktatur, ansvar og videnskab i tiden omkring anden verdenskrig, 2019, der bl.a. indeholder en påstand om Løgstrups angivelige fascination af nazismen i nogle kronikker, Nazismens Filosof og Førerskab og Diktatur I-II, som L. skrev i avisen Dagens Nyheder (siden Nationaltidende) i 1936. Det affødte en debat, der rasede bl.a. med påstande om videnskabelig uredelighed ind i det nye år og som nu har affødt en udgivelse om den tidlige Løgstrup under overskriften, Løgstrup og førertanken, planlagt til at udkomme til efteråret på Aarhus Universitetsforlag med Bjørn Rabjerg og Hans Hauge som redaktører. Mit bidrag hedder Det politiske embede. Det er et forsøg på at demonstrere, at L. i de nævnte kronikker netop argumenterer for en demokratisk opfattelse, som han i de følgende år helt frem til 1945 udbygger og underbygger i sin kulturkritik og sine politiske skrifter.

Den bærende tanke i Løgstrups tidlige forfatterskab

Den gennemgående tanke i det tidlige forfatterskab er opgøret med subjektfilosofien, som har været bærende for vesteuropæisk filosofi fra Platon og Aristoteles og frem til linjen fra Descartes til Kant og for L.’s vedkommende: Husserl. Dette opgør gennemføres i formulering af en skabelsesteologi, hvis grundtanke formuleres således: livets bestemthed som skabt. Heri ligger først og fremmest forståelse af livet som noget kvalificeret i kraft af dets skabthed og ikke først i kraft af den menneskelige erkendelsesevne. På grundlag heraf udarbejder L. en livslovsteologi, der tillige udgør grundlaget for hans kulturelle og politiske tænkning.

L. går for at være ”svær” at forstå og formidle. Det er for så vidt rigtigt nok, fordi han er så grundig og gør sig så megen umage for at formulere og begrunde sine tanker, men jeg tror nu også det skyldes hans tankers originalitet, der udfordrer vores måde at anskue tingene på.

L.’s tidlige forfatterskab er både meget kompliceret og meget vigtigt. Det komplicerede skyldes mindst to forhold: indholdet af den filosofiske og teologiske problemstilling, som indebærer et opgør med snart sagt hele den vesteuropæiske filosofiske tradition og så den dybe modstand, som L.’s tanker mødte både i den teologiske og den filosofiske verden. Der er med andre ord tale om en ny tænkning, der baner sige vej. Det komplicerede består således også i det rent sproglige, idet tankerne i første omgang skal formuleres. Hvad der senere hen er blevet almindelige formuleringer som fx L.’s grundlæggende skabelsesteologiske tanke, skulle først formuleres.

L. indleder sit kulturelle og politiske forfatterskab, sin deltagelse i kulturdebatten eller mere prægnant: kulturkampen med en kronik, Nazismens Filosof, som han efter alt at dømme har skrevet undervejs på bryllupsrejsen, men som først bliver trykt i den konservative avis, Dagens Nyheder, d. 14. april 1936 efter at L. er blevet ansat som sognepræst i Sandager-Holevad pastorat i Assens provsti. Den følges op af en dobbeltkronik, Førerskab og Diktatur I-II d. 24.-25. juni samme år i samme avis. L. tager temperaturen på sin filosofiske lærefaders, Martin Heideggers forståelse af nazismen og foretager dernæst en sammenlignende fænomenologisk analyse af forholdet mellem førerskab og diktatur for at nå frem til den afgørende sammenligning af førertanken i nazismen med valget af politiske ledere i et demokrati.

Denne analyse af Heidegger som nazismens filosof og den nazistiske førertanke er som måske bekendt blevet meget kontroversiel, fordi en filosof fra RUC, Esther Oluffa Pedersen, i en disputats hævder den opfattelse, at L. særligt i Nazismens Filosof udtrykker fascination af nazismen og at L. har forsøgt at skjule kendskabet til disse kronikker fremfor at have beklaget denne oprindelige fascination af nazismen. Det er en alvorlig og intimiderende påstand, der, til trods for at L. i sit senere forfatterskab så at sige kom på den rigtige side af historien if. EOP, ikke desto mindre truer troværdigheden af L.’s forfatterskab og tænkning i øvrigt.

Løgstrups prædikener

L. var sognepræst i Sandager-Holevad pastorat i Assens provsti 1936-43. Af ca 200 bevarede prædikener erf knap 100 udgivet (red. Ole Jensen) i Prædikener fra Sandager-Holevad, 1995. Dertil vielses- og begravelsestaler, konfirmationstaler, kirkebøn m.m. L. tilegner sig en udpræget ”tidehvervsk” prædikestil, idet prædikenerne samtidigt er en slags laboratorium for hans tænkning i øvrigt. Mange af de bærende tanker i L.’s forfatterskab formuleres første gang i prædikenerne, hvilket giver mulighed for at forstå den oprindelige teologiske sammenhæng. Et eksempel på L.’s kompromisløse og samtidigt aktualiserende prædikestil udgør nytårsprædikenen 1940: Det må være vort nytårsønske for hinanden og vort folk – og vor bøn til Gud, at neutralitetens standpunktsløshed og farisæisme ikke må ødelægge os alle og vort folk, så vi kommer hen et sted, hen i et neutralt udenfor, hvor vi ikke længer kan høre det saligt eensidige evangelium (s. 146 i ovennævnte prædikensamling).

Afsluttende bemærkning

En tre måneders studieorlov er en kærkommen lejlighed til at fordybe sig i et emne af fx teologisk og filosofisk karakter. Når det drejer sig om mit emne, K.E. Løgstrups tidlige forfatterskab, så har det i høj grad handlet om at indkredse emnet og indsamle viden og materiale m.h.p. forhåbentlig at få skrevet en sammenhængende afhandling om filosofi, teologi og politik i L.’s tidlige forfatterskab for hele perioden 1932-45. I denne proces blev jeg af Ole Jensen opfordret til at bidrage til udgivelsen af en artikelsamling om Løgstrup og førertanken særligt med henblik på en skildring af Rosemaries Løgstrups jødiske familie og deres skæbne under Hitler og i holocaust. Dette bl.a. også for at vise hvor dybt L. selv var involveret i og havde kendskab til den politiske situation og ikke mindst antisemitismen under det nazistiske voldsherredømme. Dette påvirkede stærkt hans politiske opfattelse og forsvaret for den demokratiske styreform, ligesom det påvirkede hans teologiske og filosofiske forfatterskab, idet han mente, at den politiske og moralske deroute stak dybere, nl. i en underliggende kulturkrise, der er kendetegnet ved menneskets opfattelse af sig selv som suverænt erkendende og skabende af sin egen virkelighed. Heroverfor sætter L. opfattelsen af livet i sig selv som noget bestemt, fordi det er skabt. Livet i sig selv uafhængigt af menneskets skabende erkendelse kommer til udtryk i Jesu ord og gerninger, dvs. i forkyndelsen.