Dorthe Tofte-Hansen, Sognepræst i Dalum
Tekst: Dorthe Tofte-Hansen
Prolog
Det begynder med et dødsfald. Døden beskrives som den konkrete, fysiske hændelse, der finder sted, når hjertet holder op med at slå. Der reflekteres over døden som fænomen blandt mennesker, hvordan vi for eksempel altid får bragt de døde kroppe af vejen så hurtigt som muligt. Over denne refleksion bevæger fortællingen sig tilbage i tiden til forfatterens egen første erindring om døden. En barndomserindring, som i fortællingen forbindes med to grundlæggende følelser eller erfaringer, der ikke kan skilles ad. Den ene er erfaringen af en anden, en ukendt verden. Den anden er følelsen af skam.
Karl Ove er 8 år, da han i TV hører om en fiskekutter, der er sunket ved Nordnorges kyst. Mandskabet på 7 er omkommet, skønt vejret var godt, og der blev ikke registreret nogle nødssignaler. I fjernsynet vises billeder fra en helikopter, der kredser i luften over ulykkesstedet på havet. Og pludselig, i et splitsekund, ser Karl Ove et ansigt tone frem på havoverfladen. I det samme skifter billedet, og ansigtet på havet er forsvundet. Det er mystisk, synes Karl Ove, og tænker på om andre mon har set det samme som ham, så han fortæller sin far om dette ansigt i havet. Faren lytter, men siger, at Karl Ove ikke skal tænke mere på det.
Han kan dog ikke slippe historien og ansigtet, han har set på vandet. Hans plan er, at forældrene senere på aftenen skal se nyhederne i TV, så de kan se det samme og forstå, at det ikke er noget han finder på. Om aftenen lister han ud af sengen, stiller sig uden for stuen og kigger ind af stuedøren som står på klem, for at se om forældrene ser nyhederne. Hans mor er kommet hjem. Hun og faren sidder sammen i sofaen med ryggen til Karl Ove og ser aftennyhederne. Indslaget om den forulykkede fiskekutter kommer også, men desværre ledsaget af nogle andre billeder, og så fortæller han:
Da indslaget var forbi, hørte jeg min fars stemme derinde. Derefter latter. Skamfølelsen der bredte sig i mig, var så stærk at jeg ikke kunne tænke klart. Det var som om jeg blev helt hvid indeni. Kraften i den pludselige skam var den eneste af følelserne i barndommen der i intensitet kunne måle sig med frygt, sammen med pludseligt raseri selvfølgelig, og alle tre havde det til fælles at jeg ligesom blev udraderet. Det var kun den ene følelse der gjaldt. Så da jeg vendte mig om og gik tilbage på mit værelse, var det uden at ænse noget som helst. (…….) jeg så ingenting, hørte ingenting, tænkte ingenting. Jeg gik ind på værelset, lagde mig i sengen og slukkede lyset. Og da mørket omsluttede mig, trak jeg vejret dybt så mit åndedræt skælvede samtidig med at musklerne i maven strammede sig og ligesom pressede de klynkende lyde frem der var så høje at jeg måtte sende dem ned i den bløde pude med det snart aldeles våde stof. Det hjalp. (MK1 – s.29-30)
Det er altså ikke så meget selve dødsfaldet, der gør indtryk på den otteårige dreng, som det er to andre ting: for det første dette ”mystiske” ansigt, han ser på havoverfladen, som et blik i en anden, en ukendt verden, for det andet er det skammen, som kommer af hvad? Skammen over at forældrene har moret sig over ham. Det er barnets skamfølelse, der er på færde her, men skammen følger ham og hænger ved. Skam er et hovedtema i romanværket, og Knausgård går helt tæt på, når han beskriver barnets skam og senere det voksne menneskes skam, samt den skyld, som skammen er forbundet med.
Forfatter Karl Ove Knausgård.
foto: Anneli Salo
Døden - og livet
Romanen begynder med et dødsfald, og det er et dødsfald, der sætter fortællingen i gang: farens død. Knausgård skriver, at da hans far var død, besluttede han sig for at skrive en bog om sin far – og det gør han – men det bliver i lige så høj grad en roman om ham selv, og om at være menneske. Far-søn-forholdet og opgøret med faren er et hovedtema i romanen, men det bliver også tydeligt, at lige meget hvor meget en mand gør op med sin far, så bærer han ham med sig på godt og ondt. Faren har i sine unge år været streng og uforsonlig, en far med en høj moral og høje krav til sine to sønner. Lige indtil alt bryder sammen. Han begynder at drikke, bliver skilt, mister først det ene job så det næste, og sluttelig drikker han sig ihjel. Det er en grim fortælling, fuld af smerte og skam.
Farens død er den konkrete anledning, som sætter Knausgård i gang med at skrive ”Min Kamp” - et voluminøst romanværk på 6 bind, som tilsammen tæller omkring 4500 sider. Romanen handler om farens død, om planlægning af begravelse samt de opgaver, der følger af dødsfaldet. Men først og fremmest handler romanen om livet, om farens liv, og om forfatterens liv. Om at være barn i en familie med alkoholmisbrug, og om selv at stifte familie, om kampen mellem arbejde og familieliv, og kampen mellem at holde liv i parforholdet og holde fast i sig selv. Knausgård har kaldt ”Min Kamp” for en selvbiografisk roman, fordi det handler om ham selv og hans liv. Det er ikke en objektiv ”sandfærdig” beretning, men fortællingen om hans liv, sådan som han erindrer det. Fortællingen følger Knausgård fra barndommen, over teenageårene til han bliver voksen – og undervejs gennem fortællingen bliver netop følelsen af skam ved at dukke op. Fra barndommens skamfølelse over ikke at leve op til sin fars krav til han som voksen for eksempel skammer sig over at blive vred og irriteret over at hans børn larmer og kræver hans opmærksomhed, mens han bare længes efter at få fred og kunne sætte sig foran computeren og skrive. For skam er et vilkår i menneskelivet, ligesom det er et vilkår, at vi træder ind over hinandens grænser og at vi sårer hinanden – selv de mennesker, vi elsker. Dette vilkår i det menneskelige går igen og igen i Knausgårds fortælling.
Rilkes engel
Da Knausgård ser sin fars døde krop, kommer han i tanke om et digt af Rilke. Denne litterære association fortæller han ikke om i forbindelse med at han fortæller om farens død i den første bog – den kommer først knap 500 sider inde i det sjette og afsluttende bind, hvor han refererer til et digt af Rilke, et digt, der handler om englen:
Digtet bevæger sig mellem det, der findes, den tavse navnløse verden, og os der ser den. At den tavse verden holder os hemmeligt, betyder at den kender os; det gør den fordi vi kommer fra den, det vil sige at vi har forladt den, samtidig med at vi stadig tilhører den, vores hjerte slår uden et ord, og det er den bevægelse, tænker jeg, han beskriver, ind til det værende og væk fra det igen. Religionen søger ind til det værende, og kunsten søger derind. Religionen og kunsten samles i englen. ”Frygtelig er hver engel”, skriver Rilke. Hvorfor er englen frygtelig? Fordi dens nærvær uegentliggør det menneskelige på samme måde som døden. Ja, englen ser på os med dødens øjne. Rilkes engle har ikke noget med kristendom at gøre, fordi kristendom ikke har noget med det guddommelige at gøre. I Kristus blev mennesket Gud, og det han åbnede, åbnede han i det sociale: Din næste er dig selv, vend den anden kind til, alle er lige meget værd. Det sociale går ud på at skabe og opretholde forskelle - med et slag ophævede han dem. Tilgivelsen er det guddommeliges forskelsløshed implanteret i det menneskelige. Det er som om blikket vendes fra stjernerne til øjnene.
Men lige så lidt som vi kan leve i det guddommeliges forskelsløshed, kan vi leve i tilgivelsens. Vi er for små, vi kryber og kravler ind og ud at vores huse og vores gader. (…..)
Vi går fortabt, og vi går fortabt i hinanden. (MK 6, s. 467-468)
Blikket er rettet mod stjernerne, der findes en længsel efter en anden verden. Men den anden verden er uopnåelig for os – den kan kun berøres i kunsten. Vi er fastholdt i det menneskelige, henvist til en ussel verden, hvor vi ”kryber og kravler ind og ud at vores huse og vores gader”. Vi er altså bundet til det jordiske, og her går vi ”fortabt i hinanden.”
For en umiddelbar betragtning spiller det religiøse ikke nogen fremtrædende rolle i Knausgårds fortælling. Han skriver flere steder, at han ikke er ”kristen”, han har meldt sig ud af kirken, og det samme har hans far, fortæller han. Ikke desto mindre beslutter han sammen med sin bror, at faren skal bisættes fra kirken, ligesom han lader sine børn døbe. Dertil kommer denne længsel efter en anden verden, en verden som kun kunsten og religionen tilsyneladende kan berøre. Og i kunsten finder han et symbol for det, englen fra Rilkes ”Duino Elegier”, som med sin evne til at bevæge sig mellem levende og døde, og med sit langt stærkere nærvær end vi mennesker har, minder ham om hans egen dødelighed og utilstrækkelighed i det menneskelige.
Engle og måger
Knausgård forholder sig til det religiøse, som han møder det i kunsten. I digte og malerier. Selv skriver han prosa, fiktion og essays, den mere jordbundne litterære genre. Han skriver samtidslitteratur, om livet som det leves nu og her. Ja, og så skriver han også lidt om engle. I Knausgårds anden roman ”Alting har en tid” digter han en fortælling om englene. Englene fra de allerførste beretninger i Det Gamle Testamente. For hvad skete der med englene efter Syndefaldet og efter syndfloden? De glider ud af Bibelens fortællinger, og, fortæller Knausgård, de forsvinder langsomt i takt med at deres rolle i forhold til Gud er udspillet. Knausgård digter om hvordan englenes slægt langsomt forsvinder op gennem århundrederne og til sidst må hutle sig gennem tilværelsen for at overleve. Til sidst degenererer de, og i dag er det kun mågerne, der er tilbage.
Englene, der over nogle tusind år forvandles til måger fortæller Knausgård om i romanen ”Alting har en tid”. I ”Min Kamp” spiller mågerne også en rolle. Særligt i forbindelse med faderens død, men også andre steder i romanen, dukker der pludselig en måge op i fortællingen – som et skjult symbol. Det er flettet ind i fortællingen sammen med kaffedrikning og alt muligt andet, men måske har disse måger alligevel også en funktion mere end blot at være måger. Det er nærliggende at antage, at mågerne optræder alt andet end tilfældigt i Knausgårds fortælling. De er budbringere fra ”den anden verden”. Romanværkets engle.
Epilog
Karl Ove Knausgårds roman ”Min Kamp” er en på alle måder stor samtidsroman om skyld, skam, faderopgør, familieliv, forfatterdrømme – og så nogle korte passager om engle og om det religiøse – ganske som der er indflettet essayistiske, reflekterende passager om alt muligt andet. Samtidig er ”Min Kamp” også noget mere. Det er en roman, som i sin grundstruktur er præget af en kristen-luthersk tilværelsesforståelse, et kristent-luthersk menneskesyn.
Det kommer til udtryk i den måde skam og skyld følger ham gennem livet. Skammen martrer ham til tider – og barndomsfortællingerne beretter om et barn, som har dybe ar på sjælen. Samtidig vidner fortællingen om at intet menneske kan gå skyldfrit gennem livet. Vi fejler, og vi sårer hinanden – selv de mennesker, vi holder allermest af. At leve livet, det er også at leve med den evige risiko for at træde ind over andre menneskers grænser. Og når det sker, følger skammen. Skammen er en del af vores liv – og den må vi lære at leve med, den må vi forsone os med. Men dermed er alt ikke sagt. For der findes andet end smerte, skyld og skam. Der er et liv, der skal leves, og selvom dette liv er en kamp, så er det også fuld af de små tings betydning, det er nådefuldt og godt. Og sådan slutter også det kæmpestore romanværk: med den stilfærdige, hverdagsagtige, dybe glæde over livets nådegaver: kærligheden til hans kone og børn.
