Rapporter fra præsters studieorlov
Ondskabens banalitet

Ondskabens banalitet

Karina Mogensen Aallmann har fordybet sig i Hannah Arendts forfatterskab, med særligt henblik på det menneskelige vilkår og hendes tanker om det ondes banalitet, som de kommer til udtryk i ”Eichmann i Jerusalem en rapport om ondskabens banalitet”

Karina Aalmann

Sognepræst Karina M. Aallmann

I 1961 overværede Hanne Arendt (HA) retssagen mod nazisten Adolf Eichmann. Eichmann var SS-officer og ansvarlig for millioner af jøders død i udryddelseslejrene. Han flygtede og bosatte sig i Argentina, hvor Israelske specialagenter kidnappede ham i 1960 og førte ham til retssagen i Jerusalem. Han blev dømt til døden og hængt i 1962.

HA fulgte retssagen og skrev som korrespondent hjem til ”The New Yorker”. Bogen er en beretning om retssagen (trial report).

Eichmann bogen blev det mest kendte og indflydelsesrige værk, men også den mest kontroversielle bog HA skrev. Bogen regnes for en klassiker i det 20 århs politiske-teoretiske litteratur.

Bogen kostede HA mange smertefulde brud med nære venner og personlig isolation. Dette er primært grundet i HAs udførlige beskrivelser og hævdelse af at jøderne ved dannelse af Judenräte og ved at samarbejde med nazisterne, for illusorisk at mildne deres kår og imod hensigten, i høj grad selv havde medvirket til effektiviteten af udryddelserne. Judenrät blev sat til at registrere jøder og udpegede i nogle tilfælde selv deportationslisterne og sørgede for, at deres formueværdier og andre ejendele blev overdraget til tyskerne. HA påpeger igen og igen på, at kaos, anarki, og millioners modtryk ville havde haft en effekt og muliggjort flugt, modsat samarbejde og passivitet. I kaos ville mange have kunne flygte. Therkel Stræde skriver bagerst i ”Eichmann i Jerusalem”, at dette er én af HAs skarpest tegnede pointer: Udryddelsen af mere end halvdelen af Europas jøder i løbet af kun fire år, ville ikke have været muligt, hvis ikke nazisterne havde kunnet betjene sig af eksisterende jødiske institutioner, jødiske ledere og funktionærer, jødisk ghettopoliti og jødiske KZ-overfanger til at gøre en betydelig del af det grove arbejde. Stræde skriver, ”Arendt er temmelig nådesløs i sin bedømmelse af disse og det jødiske lederskabs rolle under Holocaust”.

Men HA bebrejder ikke den enkelte jøde. Det ville efter HAs mening være hjerteløst. Det var mere, end man med rimelighed kunne forvente af mennesker i så pressede situationer over for et enormt voldsapparat. Men de jødiske ledere burde i langt større omfang være stået op imod overmagten og ikke ladet sig trække ind i studehandler med nazisterne. Stræde skriver, at der bag HAs position lå en elitær forventning om, at netop lederne måtte vide bedre og stå fast på højere moralske principper, og at denne ikke harmonerer med HAs demokratiopfattelse ”der understreger det civile samfunds og dermed jævne, almindelige borgers centrale rolle som bremseklods på systemets tendens til at udvikle en egendynamik hinsides bevidst menneskelig styring”.

For kritikerne var det mest stødende ved Eichmann-bogen, at de syntes, at HA pålagde ofrene skyld for egen deportation, og der blev efter bogen kørt en decideret kampagne imod hende, ligesom hendes arbejde for jødiske organisationer sluttede.

Men har man læst bogen, er der ingen tvivl om HAs position. Hun er gennemrystet af vidnernes fortællinger og forholder sig gennem hele bogen til fakta og de historiske sandheder; så som antal godstoge, antal mennesker, gaskamre i brug, massehenrettelser der fandt sted. Bogen er kvalmende læsning. Men den bør læses.

HA er en kompromisløs forfatter og insisterer på at få så mange vinkler med som overhovedet muligt. Ofrenes og bødlernes motiver, værdisæt, moral og evnen til at skelne mellem godt og ondt, dommerne, nationalitet og historie, Israels rolle, jødernes slægt og bånd, ondskab, forråelse, personligheds brist, retssagerne og mangel på samme i efterkrigsårenes Tyskland,

Udtrykket radikal ondskab gjorde også Kant brug af. Kant brugte begrebet når der skete en tilsidesættelse af eller undsigelse af det kategoriske imperativ: ”Du skal kunne ville, at princippet for din handling ophøjes til almen lov”. Der er tale om et universelt moralfilosofisk princip, der er gældende for alle mennesker, et princip der tilsiger, at den anden aldrig må behandles som middel, men kun som mål i sig selv. HA skriver, at til overraskelse for de fleste i retssalen, citerede Eichmann det kategoriske imperativ næsten korrekt. Men gået på klingen tilføjede han, at han var holdt op med at leve efter kantianske principper og trøstet sig selv med, at han ikke længere var herre over sine egne handlinger. For ham måtte den nu lyde; ”du bør handle sådan, at Føreren, hvis han fik kendskab til dine handlinger, ville billige dem”.

Radikal ondskab afløste et begreb som HA allerede i 1948 havde introduceret i beskrivelsen af koncentrationslejrene, nemlig absolut ondskab: en ondskab af en type (ikke omfang), der aldrig tidligere var forekommet.

Det radikalt onde er ifølge Kant den hensynsløse egoisme, men HA udvider begrebet og skriver, at ordet radikal kommer af radix, som betyder rod. Den radikale ondskab er altså kendetegnet ved, at den angriber selve roden eller fundamentet for menneskeheden eller menneskeligheden og med angrebet knægtelse af spontaniteten i handlingen (HAs definition af handling kan læses i ”Menneskets vilkår”), således at den, som ondskaben udøves mod, forhindres i at kunne handle som et frit og moralsk væsen. KZ-lejrene nedbrød trinvist mennesker ved først at fjerne deres formelle eller juridiske rettigheder, dernæst deres moralske person og endelig al spontanitet og individualitet hos dem, man stuvede sammen i lejre, torturerede og sendte i gaskamre. Ondskaben blev sat i system og ofrene nedbrudt, så ingen længere kunne ”genkende” dem som mennesker - de undergik en u-synliggørelse, og de kunne derefter skaffes af vejen.

Med overgangen fra radikal ondskab til ondskabens banalitet forsøgte HA at sige noget mere om hvori forbryderens særlige kendetegn bestod. Ondskabens radikalitet gik på en beskrivelse af ondskaben som systematisk og ideologisk. Men Ondskabens banalitet gik på forbryderens karakter og det individuelle valg og svigt, som gjorde ondskaben mulig hos almindeligt fungerende mennesker.

Eichmann i Jerusalem er en rapport om ondskabens banalitet, men HA bruger først i sit postscriptum begrebet ondskabens banalitet. HA taler om ondskab på et streng faktuelt plan. Intet lå Eichmann fjernere end at være besluttet på at være en skurk. ”Han indså bare aldrig, hvad han lavede”. Han var ikke dum - det var ren tankeløshed – hvilket måske på en måde er det samme som afstumpethedens dumhed, og denne tankeløshed ”prædisponerede ham til at blive en af periodens største forbrydere”.

HAs tanke var den, at Eichmann ikke havde ikke noget dybtfølt had til jøderne, han havde egentligt ikke noget imod sine ofre, han handlede ikke dæmonisk eller andet – han handlede af pligtfølelse. HA mente at Eichmann var ond – men hans ondskab kom sig af tankeløsheden og af at han ikke brugte sin fantasi til at sætte sig ind i, hvad han gjorde mod sine ofre. Han brugte ikke sin tænkeevne til at skelen mellem rigtigt og forkert, han manglede i det hele taget en selvstændig form for tænkning. Han havde ingen sjælelig dybde. Han var hul og overfladisk og, skriver HA, skandaløst tankeløs.

At læse HA er som at være vidne til en tid og en indsigt af sjælden dybde.

Karina M. Aallmann d. 19. maj 2022

Følgende litteratur indgik i studieorloven:

Hannah Arendt; Menneskets vilkår

Hannah Arendt; Eichmann i Jerusalem, en rapport om ondskabens banalitet

Hannah Arendt; Åndens liv

Hanna Arendt; Totalitarismen

Hans-Jørgen Schanz; Handling og ondskab, en bog om HA

Hans-Jørgen Schanz; En kristen tænker – om HA (artikel i Modernitet og kapitalisme)

C.F. Rostbøll; Hannah Arendt (artikel i Klassisk og moderne politisk teori)

Karen Marie Mortensen; Skabt til at begynde, det augustinske spor hos HA

Hanne Pahuus: Samtaler om eksistens

Hanne Pahuss; Hanne Arendt