Bogens forside
Sognepræst Pernille Svendsen anmelder bogen.
Titel: 40 forretter til fasten
Forfatter: Sognepræst Peter Østergaard Jacobsen, Sct. Hans Kirke, Odense
Forlag: Lohse 2021
Anmelder: Sognepræst Pernille Svendsen, Sanderum
”40 forretter til fasten” er en refleksionsbog til daglig anvendelse igennem fastetiden.
Hver dag, i 40 dage (søndagene er undtaget, som festdage), kan man indtage en afmålt forret. Forretterne er korte refleksioner over bibeltekster fra Gammel- og Ny Testamente, ledsaget og illustreret af enkle og indsigtsfulde stregtegninger af Amalie Møberg, fint i tråd med fastens enkelhed og mådehold.
De 40 forretter skal skærpe vores appetit til det store hovedmåltid som er Påsken. Klæde læseren på til at være forberedt til at gå Jesu død og opstandelse i møde gennem selvransagelse og syndserkendelse/bekendelse.
Bogens titel leder tanken hen på et lidt overset aspekt af fasten; den konkrete faste og maden, som vi ikke har praktiseret i Folkekirken i mange år. Muligheden for at lade den åndelige faste følges op af en konkret faste er tilstede, for den, som vil gå denne vej. Bogen ligger dog ikke op til det, ud over i den tvetydige titel.
Peter Østergaard Jacobsen, understreger i indledningen at fastens alvor og til tider dysterhed igennem anger og bod ikke står i vejen for menneskets egentlige mål. Indsigt og selvransagelse er vigtige og nødvendige aspekter af fasten, men ikke et mål i sig selv. Kristus og hans lys er vores mål, altings mening og fastens indhold.
For mig er fasten den vigtigste periode i kirkeåret som optakten og forberedelsen til påske og jeg overvejer altid nøje, hvordan jeg skal gribe fasten an og hvad jeg ønsker at have for øje, både åndeligt og konkret. Derfor har jeg glædet mig til at læse denne nye fastebog, som en del af min vandring mod påske.
Bogen indeholder mange gode indsigter, pointer og tolkninger af bibeltekster ind i vores hverdag, som er nyttige og brugbare. Alligevel sidder jeg med en underlig følelse af at vi aldrig rigtig kommer i dybden og at sproget lukker mere end det åbner. Der er mange sproglige gentagelser. Menneskets syndighed og kampen mod synden går som en rød tråd gennem bogen. Det er i sig selv ikke underligt, da fasten handler om at vi selv skal fylde mindre og Gud mere.
Synd, skyld, skam og ulydighed gentages næsten som et omkvæd. Meningen står ikke klarere, fordi det bliver gentaget. Det bliver det ikke vigtigere eller rigtigere af, snarere det modsatte. Ordene tømmes for indhold og mening, når de gentages på hver anden side, uden at være ledsaget af en dybere forståelse eller udfoldelse, som giver læseren en ny åndelig indsigt eller mulighed for at fordybe sig i eget liv, fejltagelser og synd igennem et åbent og kærligt sprog.
Efterhånden som jeg læser bliver bogen tungere og jeg mere modløs: ”Jeg kan leve i en indbildning om, at jeg godt nok er en synder, men at vejen til Gud jo ikke kan være helt lukket af den grund. Det er at leve på en løgn”. Jeg kunne ikke være mere uenig!
Selv om der ind imellem er sproglige og opløftende perler som ”Nåden rammer det tunge hjerte, spirer og gror, indtil Guds barn når Himlen”, får jeg ikke det lys og den oprejsning med Kristus, som jeg stilles i udsigt i begyndelsen, i forhold til de sproglige slag, jeg tilføjes undervejs i læsningen. Det skyldes muligvis min egen manglede selvindsigt, der holder mig tilbage eller at jeg har læst bogen fra ende til anden, på én gang, hvilket giver lige vel nok overload på kontoen af synd og anger. Jeg vil give bogen et nyt forsøg ved fastens begyndelse og læse refleksionerne een dag af gangen. Velsignet og lys faste til alle, der har lyst til at læse med.
