Bøger
Af uventet nåde

Af uventet nåde

"Poul Løvborgs fortællinger er også fortællinger om menneskelivets og menneskesindenes mange afkroge og dybder. Der er langt til storbyens puls og tidens ulidelige krav om udvikling, uddannelse og vækst..." 

Sognepræst Line El Hyldahl Nissen

Titel: Af uventet nåde

Forfatter: Poul Løvborg

Forlag: Eksistensen

Anmeldelse af: Line El Hyldahl Nissen

Aller længst sydpå, næsten ved landets grænse, ovre vest på – så langt man overhovedet kan komme - dér stormer følelser ligeså meget som vinden, længsler er ligeså dybe som havet og nåden er ligeså uendelig som vidderne. For kærligheden trives og findes også på den yderste kant, og menneskene i Poul Løvborgs fine bog, giver kærligheden krop og hænder på en både jordnær og dyb måde. 

Vi er i Udkantsdanmark. I den del af Danmark, som lider under befolkningsflugt og tab af arbejdspladser. Men mest af alt lider Udkantsdanmark under fordomme om befolkningens intelligens og sjælsstyrke, eller mangel på samme. Fortællingerne er også en replik i debatten om det skævvredne Danmark, hvor agtelsen for udkanterne er vigende.

Poul Løvborgs ni fortællinger er også fortællinger om menneskelivets og menneskesindenes mange afkroge og dybder. Der er langt til storbyens puls og tidens ulidelige krav om udvikling, uddannelse og vækst. Men derude, på kanten, ved man godt, at et menneskes værdi måles på noget helt andet end den anerkendelse, der kan aflæses i bilens størrelse eller som kendisstatus i ugebladene eller som en smart jobtitel.

De ni fortællinger er ni nedslag i ni personers liv. Alle fortællingerne foregår derude i det yderste vesten, hvor personerne på den ene eller anden måde flettes ind i hinanden. Et gennemgående tema er, at det, der fortæller noget væsentligt om os er, hvordan vores relationer er, eller ikke er, til andre mennesker. Hvad ser vi, når vi ser hinanden? Ser vi en lille pige med indlæringsvanskeligheder, der trækker borgerskolens karaktergennemsnit ned, eller ser vi et Guds barn med et fromt enfoldigt sind? Ser vi en ambitionsforladt skraldemand i blå kedeldragt, eller ser vi en kunstnersjæl, der selv i en vissen grannål, kan se Guds storhed? Ser vi en berømt og feteret skuespillerinde, eller ser vi en kvinde med en rådden sjæl, der kun længes efter at blive elsket?

Alle de mennesker vi møder i fortællingerne, rummer mere end øjet kan se. Det gør de, uanset om de går i blå kedeldragter, bestyrer et pensionat, beklæder sognepræsteembedet eller klæder sig i jakkesæt og GUCCI og kører Audi og BMW. Rigdom og succes findes nemlig også i udkanten. Den største gård, det succesfulde hotel og de erhvervsdrivende. Der er ingen, der pr. automatik falder på halen for rigdom og succes, men det accepteres og beundres til en vis grad, men kun hvis man har arbejdet for den og er kommet ærligt til den. Men der er dybt at falde, og man skal vogte sig for sladder.

Vi møder den rørende ridder Rasmus, der som en anden Forrest Gump først løber til verdens ende for at ønske sin store kærlighed tillykke med fødselsdagen og senere må gå gennem ild og vand for at finde og redde hende fra syndens hule – Odense.

Vi møder hanekyllinger i skikkelse af borgerskabet. Voksne, agtværdige mænd, der i stedet for at kappes om, hvem der kan pisse længst, kappes om bilens motorstørrelse og prisen på konens pels.

Vi møder vandreren, der hjemsøges af dæmoner fra fortiden, og opsøger roen ved barndommens Ask Yggdrasil. Hvor alt synes tabt, møder han Nåde så stor, at Paradisets træ vokser op for ham.

Vi møder Else. Den almindelige unge kvinde, der aldrig rigtig har udmærket sig på nogen måde og blot har passet sine jobs og fundet sig i tingenes tilstand uden at ønske og spørge for meget. Elses liv forandrer sig på drastisk vis og verden åbner sig. Else flytter 7 kilometer væk. Else, der aldrig har spurgt og ønsket, drages af hovedgadens sidste lygtepæl og står og stirrer med bankende hjerte i mørket derude på den anden side af lysgrænsen. Dramaet vil ingen ende tage. Hvor finder Else sit livs mening? Finder hun den hinsides lysgrænsen, eller er der mon én i byen, der drager hende tilbage?

Jeg holdt af at læse bogen. Poul Løvborg holder tydeligvis meget af udkanten og gør et hæderligt forsøg på at fortælle om, at det der ser småt ud, godt kan rumme det store, mens det store og succesfulde, godt kan være tomt og småt indeni.

De virkeligt ulykkelige mennesker, vi møder i fortællingerne, er de mennesker, der har mistet blikket for tilværelsens nåde og undere og hæfter det på det udvendige i stedet for. De ulykkelige er københavnerne, der kommer til udkanten. De ulykkelige er de livstrætte præster, der har mistet troen og mere til. De ulykkelige er dem, der har for meget, uden at skønne på, hvad de har.

Nu er det ikke kun et glansbillede af udkanten, der tegnes. Der er også uopdragne bønderkarle, drukkenskab, sladder, voksenmobning, ildelugtende pølsevogne, mistro over for det nye og udefrakommende og man får en stærk fornemmelse af, at det ikke er alle steder, at momsen for alvor er slået igennem.

Men kærligheden og skønheden findes også i udkanten. Og det endda i sin reneste og dybeste form. Det samme gør evner og moral, og der er grobund for at livet kan blive det, det er – Nåde.

Og over det hele svæver landbetjent Madsen. Landbetjent Madsen er langt mere ordentlighedens og medmenneskelighedens vogter, end lovens vogter. Madsen ser gennem fingre med det, der skal ses gennem fingre med og slår hårdt ned på det, der skal slås hårdt ned på. Han sørger for at gadens parlament ikke får for meget taletid og for at selvtægten, der lurer under overfladen, blot bliver ved snakken.

Poul Løvborgs bog skal have mine bedste anbefalinger.

                                                         

                                                          


Forside af bogen Af uventet nåde