Bøger
Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter

Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter

Fra anmeldelsen: "Teologen Jakob Brønnum er forholdsvis tilbagetrukket i denne bog (i modsætning til de to bøger om Dylan og U2), men han kan ikke helt lade sin teologi stå i baggrunden; især i kapitlet ”Idéen om den mystiske kærlighed” viser Brønnum, at det ikke gør noget at have styr på sine teologiske og religionshistoriske indsigter. Det fører dog aldrig til en kristianisering af Bowie, tak for det!."

Jesper Hougaard Larsen. 
 

Forsiden af "Bowie - rock-musikeren som eksistensdigter

Titel: Bowie. Rockmusikeren som eksistensdigter

Forfatter: Jakob Brønnum

Forlag: Eksistensen 2018

Anmeldelse af: Jesper Hougaard Larsen, Præst for flygtninge og indvandrere ved Odense Domkirke og Projektleder ved Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense.

Det er altid en fornøjelse at læse Jakob Brønnums bøger om de store rockikoner og rockpoeter. Brønnum har tidligere skrevet om Bob Dylan (Sange ved himlens port, 2014) og U2 (Verden ifølge U2, 2012), og nu vender han sig mod David Bowie, som døde i 2016 få dage efter udgivelsen af dét, der blev hans sidste album (”Blackstar”). Midt i fornøjelsen over læsningen lurer hele tiden en snigende stakåndethed, fordi Brønnum selv ofte drøner afsted med tusinde associationer til andre rockikoner, til litteraturen, Bibelen, det moderne, det senmoderne, tanker om forbrugerisme og kapitalisme. Alle disse hints og tankerækker, som næsten bliver til bevidsthedsstrømme, gør det vanskeligt som læser og anmelder at holde fokus. Bevidsthedsstrømmene hos Brønnum står dog ikke i vejen for en god læseoplevelse, og det er en fornøjelse at være vidende om en forfatter, der kan se Bowies sange ikke blot i dens sammenhæng med tidens tendenser, men også musikalsk og på tekstsiden i sammenhæng med tidens musik. Fx når Brønnum i analysen af sangen Young Americans (1975) leverer referencer til The Beatles’ A day in the life fra Sgt. Pepper-albummet, U2s Sunday Bloody Sunday. (s. 67f.)

På trods af udfordringerne ved at følge Brønnums mange associationer og henvisninger, så er jeg ikke i tvivl om, at han med denne bog har leveret en spændende og vedkommende læsning af Bowie som eksistensdigter. Han formår på fin måde at vise, at Bowie er en ypperlig repræsentant for det, der kaldes konceptalbums, dvs. albums, der tematisk handler om noget bestemt. Det er præcis dét, som mange rockanmeldere ikke har blik for. De tænker ikke litterært, de er, som Brønnum skriver, primært optaget af rockmusikken, de har ikke forståelse for den indre sammenhæng mellem sangene på de enkelte albums, de har ikke blik for litteratur. Brønnum anfører med rette, at de store rockpoeter netop er poeter, og at tekstdelene i deres sange kan anskues som små digtsamlinger (s. 46). Det gælder for Bob Dylan, U2, Springsteen, Pink Floyd (og Bowie selvfølgelig), som Brønnum anfører, og, kunne man tilføje, Nick Cave og flere med ham. Derfor er det godt at andre end rockanmeldere, der har begrænset plads i avisernes kultursektioner, tager sig af at læse rockens musik og tekster i sammenhæng og netop se dem, som udtryk for tematikker over livet, døden og kærligheden. Det er dét Brønnum gør i sin bog om David Bowie.

Bowies album ”Let’s Dance” (1983) er ifølge Brønnum vel det ypperligste eksempel på hvad et konceptalbum kan og vil:

            ”’Let’s Dance’ er imidlertid det album, der gør dét, et konceptalbum og en digtsamling kan, på den mest uimodsigeligt vellykkede måde, fordi det samlede billede af sit emne både inddrager lytteren og får vedkommende til at bruge både krop og bevidsthed. Dets emne er: Den vestlige verdens menneske. Lytteren selv.” (s. 47).

Denne indsigt er utrolig vigtig at have in mente, når man læser Brønnums bog. Det giver en forståelse for, hvordan en konceptmusiker som David Bowie arbejder og tænker, når han igen og igen afsøger grænserne mellem kunst og pop (dybt inspireret af Andy Warhol, Velvet Underground m.fl.). Om nogen har Bowie gennem sit kunstneriske liv været på jagt efter identitet og eksistensen. Samtidig har han formået at forene og adskille, når han har blandet genrer, på én gang været i stand til at ramme tidens puls på dansegulvet ”… ind i tidens mærkværdige blanding af diskomusik, new wave, poleret punk og klassisk poprock.” (s. 46). At han samtidig, som Brønnum i en hæsblæsende associationsstrøm gør opmærksom på, har styr på sine litterære og til dels bibelske referencer, viser en kunstner, der digter på eksistensen, på sit eget liv, og dermed på vores alles liv.

I analysen af Modern Dance (1983) rækker Brønnum læseren et meget fint billede på, hvordan menneskets søgen i nattelivet rammes af morgendagens virkelighed, hvor det gælder pligter og dagligdag: Midt i nattens og festens beruselse mødes vi af erkendelsen af ”død kropslighed”. (s. 48) Typisk for Brønnum refererer han tilbage til en anden sang (fra 1980), hvor Bowie bruger samme sansning: ”/While we sleep they go to work/We’re legally crippled/it’s the death of love/”. Kærlighedens død og kroppens død rækker ud mod en fælles erkendelse; i bedste fald har det måske været en af Bowies missioner med sin sangskrivning, nemlig ud fra sin egen erkendelse af dødelighed at gøre os – lytterne og læserne – opmærksomme på, at vi her er i samme båd?

Gennem bogens 14 kapitler føres vi fra Bowies landskaber og stilarter over hans tanker om individualitet og fremmedhed til hans forståelse af pop som kunst videre til idéen om den mystiske kærlighed, Bowie som hedning og frem til Bowies sidste album ”Blackstar”, som i bedste fald kan ses som en svanesang i og med at det udkom få dage før hans egen død:

”Bowies medarbejder Tony Visconti … lægger ikke skjul på, at Bowie så de sidste arbejder som en forberedelse til sin egen død.” (s. 211).

Og vi kommer virkelig langt omkring med fine indsigter i Bowies samtid, i hans tid i Berlin og de inspirationer der her førte til nye udgivelser over analyser af Ziggy Stardust og meget flotte udlægninger af sangene All the Young Dudes og Heroes. Og ikke mindst bliver man klog af Brønnums skæve vinkler på en kunstner, der har sat et vigtigt præg på populærmusikken gennem 5 årtier. Teologen Jakob Brønnum er forholdsvis tilbagetrukket i denne bog (i modsætning til de to bøger om Dylan og U2), men han kan ikke helt lade sin teologi stå i baggrunden; især i kapitlet ”Idéen om den mystiske kærlighed” viser Brønnum, at det ikke gør noget at have styr på sine teologiske og religionshistoriske indsigter. (s. 129-146). Det fører dog aldrig til en kristianisering af Bowie, tak for det!

I et kapitlet ”De ensomme og de fremmede” fremhæver Brønnum et afgørende aspekt ved Bowies sangskrivning, nemlig hans optagethed af det søgende menneske, der sjældent finder det, han søger: ”Et mere og mere desillusioneret menneske i et mere og mere dystopisk bylandskab.” (s. 175)

Det vil føre alt for vidt at komme ind på alle aspekterne, det må læseren have til gode. I bogens sidste kapitel (”Lazarus og den sorte stjerne”) gør Brønnum en slags status over Bowies liv som rockpoet og eksistensdigter. Gennem sit virke har han bl.a. kritiseret kapitalismen og populismen, og der har, siger Brønnum, været noget intuitivt i den kritik, for ”Bowie har set tendenser, som er blevet forstærket undervejs.” (s. 211). Det er en fin pointe og godt set, for Bowie har gennem næsten 50 år været en del af den kultur, han beskriver og synger og skriver sig igennem, og det vigtige er med Brønnums ord, at han (Bowie) ” … står tilbage som bærer af en aura af noget gammeldags.” (s. 211). Det er netop altmodisch at se livet ud fra begreber som krop, kirke, evighed og frelse, fordi vi sjældent i dag er optaget af disse ting. Populismen er med til isolere den kritiske tænkning, samtalen er trængt i baggrunden, og det gør, at vi ikke bliver klogere, tværtimod! Jeg er glad for, at Brønnum peger mod dette i en bog med undertitlen ”Rockmusikeren som eksistensdigter”, for skal vi fremover stadig kunne finde indsigter, der kan bære med på livet, må det handle om vores eksistens. Og det er netop hvad Brønnum giver os mulighed for: at finde skyts til det fælles liv ud fra vigtige analyser af Bowies tekster.

Til slut i sit liv søgte Bowie mod Lazarusfiguren fra Det nye Testamente (eller snarere de to Lazarusfigurer, som begge er sat ind i døden som tema), og det blev tydeligt i sangen med netop titlen Lazarus fra ”Blackstar” (2016) og den stærke video, der udkom sammen med sangen. Det er ikke blot her Bowie er optaget af sin egen død, han har altid været optaget af den som kunstner, fordi han, som Brønnum meget præcist beskriver det, er en eksistensdigter, ironiker og skuespiller ”i en og samme skikkelse” (s. 212).

Brønnum har leveret et vedkommende bidrag til forståelsen af en rock/popmusiker, der er optaget af eksistensen og dermed får vi endnu en brik til vores livs puslespil, når vi skal forsøge at navigere i en verden, hvor liv og død, virkelighed og fantasi, moral, grænser og grænseoverskridelse er temaer, som vi må forholde os til.

Måske handler hele Bowies kunst om at finde tilbage til dét, som vi er fælles om: En menneskelig tilværelsesform: ”Bowies forfatterskab af rocktekster med eksistentielle overtoner er derfor en meget betydelig inspiration til at finde tilbage til en sådan, mere menneskelig, tilværelsesform.” (s. 211f.)

 

Jesper Hougaard Larsen Præst for flygtninge og indvandrere ved               Odense Domkirke og Projektleder ved Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense.