Lever folkekirken op til sit navn og sin bestemmelse – at være kirke for alle?

DEN RELEVANTE FOLKEKIRKE – et sociologisk grundlag for målsætningsarbejde, aktivitetsstatistik og brugerundersøgelser

Forfatter Steen Marqvard Rasmussen, 2014
Udgivet af Det Teologiske Fakultet, Afdeling for Systematisk Teologi, Københavns Universitet

”… der (skal) fra Skagen og til den sydlige spids af Bornholm ikke kunne fødes eller opvokse noget menneske, uden at han føler sig omgivet af et tilbud – ikke en tvang men et tilbud – af kristen tro og trøst.” Sådan sagde daværende kirkeminister P.C. Kirkegaard i Folketinget den 16. december 1867. Det udsagn har siden været grundlag for folkekirkens organisering som sognekirke, hvor den geografiske afgrænsning samtidig definerede, hvem der hørte til menigheden. Og sådan er det i alt væsentligt stadig.

Denne definition taler alene om geografisk nærhed, og det er da også holdbart, så længe folks forventninger til kirken er de samme fra Skagen til den sydlige spids af Bornholm. Som samfundet har udviklet sig i en kulturelt og religiøst stadig mere mangfoldig retning, bliver det klart, at den geografiske nærhed ikke længere kan være det eneste kriterium, når man vil undersøge, om folkekirken er kirke for alle. Spørgsmålet bliver da tillige, om folkekirken er til stede i alle betydelige subkulturer og dermed henvender sig til alle – eller i hvert fald flest mulige – grupper i det danske samfund med tilbud, der får folkekirken til at fremstå som relevant også for dem. I nogle tilfælde kan sådanne tilbud indgå i den lokale sognekirkes virksomhed, mens der i andre tilfælde er tale om en så lille eller geografisk spredt gruppe, at der ved siden af sognekirken også etableres en såkaldt regionalkirke. Regionalkirken er kendetegnet ved, at den på tværs af sognegrænser tiltrækker medlemmer, der deler en særlig tilgang til tro og gudstjeneste. Dette ses for eksempel i natkirker, ungdomskirker og det stærkt stigende antal præstestillinger med særlige funktioner. 

Den særlige udfordring for folkekirken bliver da at indsamle viden om disse subkulturer for at kunne komme med sådanne tilbud, som forekommer relevante. Det er den udfordring, Steen Marqvard Rasmussen har taget op i sin bog ”Den relevante folkekirke – et sociologisk grundlag for målsætningsarbejde, aktivitetsstatistik og brugerundersøgelser”, der netop er udgivet af Københavns Universitet.

Bogen kan siges at have tre spor. Den vil for det første påvise, at opkomsten af regionalkirker ikke skal ses som konkurrerende i forhold til sognekirkerne, men som et andet ben at gå på for at folkekirken kan leve op til sin bestemmelse. SMR indfører her begrebet ”den dobbelte folkekirke”. Den vil for det andet levere en overbevisende sociologisk analyse af befolkningsgrupper på de to traditionelle akser, som er sociodemografiske data (alder, køn, uddannelse, indkomst, boligforhold osv.) og kulturel og værdimæssig orientering. Disse lader sig begge uddrage af hhv. statistiske data og holdningsundersøgelser. Imidlertid er disse to parametre ikke tilstrækkelige for et specifikt kirkeligt arbejde, fordi de savner en viden om den religiøse dimension i danskernes liv. Og det er bogens tredje spor. At pege på, at der ikke er et tilstrækkeligt grundlag for det arbejde med målsætninger, som alle menighedsråd er pålagt, og Steen Marqvard Rasmussen tilbyder nogle gennemarbejdede forslag til, hvordan en måling, der inddrager den religiøse dimension, kan udformes.

Bogen skal ses i sammenhæng med en anden udgivelse, ”Tal om kirken. Undersøgelse af Folkekirkens aktivitets- og deltagerstatistik”, også fra Københavns Universitet. I samme åndedrag skal det dog understreges, at Steen Marqvard Rasmussen har som en afgørende pointe, at optællinger alene ikke kan gøre det, fordi de alene vil afdække aktiviteternes kvantitet. Den viden må suppleres med en kvalitativ undersøgelse, der afdækker, hvilket udbytte deltagerne får af at være med. 

Foruden at være en kyndig sociolog med en stor produktion bag sig (og forhåbentlig også foran sig!), besidder Steen Marqvard Rasmussen også en solid teologisk ballast og et indgående kendskab til folkekirken. Se faktaboks. Hans understregning af betydningen af det kvalitative – altså relevans for alle betydelige subkulturer og den enkeltes udbytte – har sin rod i, at han som udgangspunkt definerer folkekirken ud fra Confessio Augustanas artikel 7 og den ”formålsformulering” for folkekirken, der blev formuleret i betænkning 1477 s. 12. På baggrund af denne sammenkædning af teologiske overvejelser og sociologisk empiri formulerer han da nogle ”succeskriterier for menighedsrådenes arbejde”, når det kommer til at arbejde for menighedens liv og vækst, sådan som det forudsættes i menighedsrådsløftet. Succeskriterierne er (s. 215 – kursiveringer er Steen Marqvard Rasmussens egne)

A: at folkekirken er til stede i alle geografiske områder

B: at folkekirken er til stede i alle betydelige subkulturer

C: at menigheden lever og vokser kvantitativt, dvs. at der kommer flere deltagere til arrangementerne

D: at menigheden lever og vokser kvalitativt, dvs. at den enkelte får en dybere forankring i kristendommen

E: at de kirkelig aktiviteter drives med færrest mulige omkostninger

F: at folkekirken kan fastholde sin funktion som bidragyder til sammenhængskraften i samfundet

Listen gør ikke krav på at være fyldestgørende men ønsker at kalde på eftertanke, at målsætninger må gøres konkrete og præcise for at forhindre, at målsætninger bliver til fraser og uforpligtende hensigtserklæringer uden forbindelse til en praktisk virkelighed.

I bogen koncentrerer han sig om de første fire og slår fast, at A og C er kvantitative og kan belyses med optællinger, mens B og D kræver kvalitative undersøgelser. Sådanne er foretaget i Tyskland men ikke i Danmark.

I sin indledning gør Steen Marqvard Rasmussen opmærksom på, at fordi han har været optaget af at nå frem til så præcise formuleringer som muligt, er bogen ikke just let læselig. Han efterlyser derfor en mere populær version til politikerne i menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd. Det ønske kan jeg kun tilslutte mig. Bogen er klar og tankevækkende – både i sine analyser og sine konklusioner - og den udgør derfor et solidt grundlag for en drøftelse, der forekommer stadig mere påtrængende: Hvordan tilvejebringer Folkekirken den viden om sine medlemmer, der er forudsætningen for, at sognekirke og regionalkirke kan samvirke konstruktivt om at sikre, at folkekirken fortsat kan være relevant for danskerne – både folkeligt og kirkeligt.