Bøger
Den fremtidsgodkendte folkekirke

Den fremtidsgodkendte folkekirke

"Det er et ganske nødvendigt tiltag, at de folkekirkelige fællesskaber tør se fremtiden i øjnene"

Af Mikael Krarup, Glamsbjerg Sogns Menighedsråd.
Medlem af Fyens Stiftsråd

Titel: Den fremtidsgodkendte folkekirke

Forfatter: Birgitte Kragh Engholm

Forlag: Eksistensen, 2016 

I et begejstret forord til denne nyudgivelse skriver fremtidsforskeren Mette Sillesen, at læseren har ”grund til at føle sig både privilegeret og heldig”, for med denne bog får både menighedsrådsmedlemmer, ansatte, frivillige og andre, der er involveret i kirkens arbejde ”serveret kirkens fremtid på et sølvfad”. 

Wow! Det var da en flot indgangsbøn til sognepræst, udvikler og fremtidsforsker Birgitte Kragh Engholms ”praktiske og visionære håndbog”.

Udgangsbønnen eller ”efterordet” leveres af Inge Lise Pedersen, tidl. formand for Landsforeningen af Menighedsråd. Hun pointerer klart og utvetydigt, at bogen har ”omvendelsesprædikenens insisteren”, hvilket giver anledning til, at læserne netop har mulighed for at gå i diskussion med den, og ikke bare tager den på ordet ved at godkende eller acceptere dens billede af fremtiden.

Således, med det jublende forord og det konstruktive efterord, bliver læseren da i sandhed både tilskyndet og rustet til at gå i gang med læsningen.

Den første tredjedel af bogen gør uventet meget ud af at forklare, hvad det er bogen vil og i hvilken kontekst. Den vil indpasse den tilsyneladende altid stabile og uforanderlige folkekirke med sin forkyndelse og sit evangelium ikke blot i tiden, vi befinder os i, men i særdeleshed forberede kirken til at kunne agere i en formodet udfordrende og ideligt foranderlig fremtid. En fremtid, hvor positivisten ser muligheder og udvikling, mens ”fremtidsskeptikeren” roligt kan pakke sine sydfrugter.

Bogens hovedtema er tretten trends, megatrends, som forfatteren opremser, dels ved at kikke ind i den farverige krystalkugle, dels ved at registrere og spinde videre på allerede kendte tendenser i det nuværende værdisamfund, som har afløst vækstsamfundet, og som måske om ganske føje tid igen afløses af et fællesskabssamfund.

Bogens formål er simpelthen at klæde folkekirken på, så beslutningerne og visionerne i det folkekirkelige arbejde gør kirken meningsfyldt for det enkelte medlem, for individet i fællesskabet. På den måde vil kirken i fremtiden kunne opretholde en ”fremtidsgodkendt” status, med et folkeligt fællesskab i en individualiseret, fragmenteret, globaliseret, polariseret og digitaliseret verden.

Efter den lange indledning følger så en decideret håndbog, med ”hands-on” øvelser, primært beregnet til menighedsrådsmedlemmer og ansatte, som her kan finde udmærket inspiration til tema-drøftelser, parvis eller i grupper, om hvordan den lokale kirke kan imødegå eller måske snarere inkludere disse megatrends i kirkens liv og vækst.

Ikke alle øvelserne synes lige relevante, men de kan bruges som et katalog over muligheder for frugtbare diskussioner.

Et par eksempler til belysning: Megatrend nr. 5: ”Fra mig til omsorgsfuldt fællesskab”. Det er sagt før, men den fremherskende individualiseringstendens skaber ensomhed, og der er behov for ”omsorgsfulde fællesskaber”. Øvelsen her skal munde ud i at forstå, at ”individet søger og bliver til i fællesskabet”.

Diskussionen på f.eks. menighedsrådsmødet kunne gå på at beskrive de bånd, man selv har til familie, venner, kolleger osv., men også til andre fællesskaber i lokalsamfundet, og så her især hvilke fællesskaber, man er vidende om i sognet eller i det lokale liv. Kunne der blandt disse være grupper, det ville være formålstjenligt at knytte bånd til som kirke i lokalsamfundet, bånd, som kunne udvikle meningsfyldte fællesskaber?

Bogens opbygning er ret stringent. Flere af øvelserne går simpelthen ud på at sige, at ”plejer er død”. Ryd hylderne med varerne, ydelserne, ”services”, dvs. alt det, som kirken tilbyder, gudstjenester, babysalmesang, koncerter, sjælesorg, diakoni, udflugter osv., osv., ned med det – og så op med nye ”varer”, tilbud som er varedeklareret og tilpasset en såkaldt megatrend.

Eksempel: Megatrend nr. 2: ”Fra servicering til medskabelse”. Fokusér på de ydelser, jeres sogn tilbyder, tag dem én for én, og find dem, hvor folk ”kan lege med”. Kunne man forestille sig, at konfirmanderne selv stod for en gudstjeneste, kunne brudeparret eller en, evt.  flere fra deres familier, læse teksterne i kirken, osv.? Altså netop at menigheden bliver medskabende, at kirken møder ”det moderne menneskes krav, behov, ønske og forventning….”.

Disse to megatrends med tilhørende helt praktiske øvelser synes jeg er relevante og direkte brugbare i f.eks. menighedsrådsarbejdet, mens nogle af de øvrige virker kunstlede eller komplekse og derfor knapt så oplagte at kaste sig i lag med.

Som nævnt er udgivelsen en håndbog. Dens tekstuelle stringens har resulteret i mange indholdsmæssige gentagelser, også en del unødige af slagsen – nu har læseren altså forstået det! Bogens layout er ved en fuld gennemlæsning noget forvirrende og rodet, med to-spaltede sider, inkl. enkeltspalter med fed skrift, kursiver, resuméer, et halvhjertet forsøg på sidenoter, understregninger og blanke sider til egne notater. Men bruges bogen udelukkende som håndbog, med de enkelte megatrends og tilhørende øvelser, giver det mere mening med dette forsøg på et dynamisk og forskelligartet layout.

Jeg vil gerne anbefale bogen til hands-on brug i de enkelte sogne. Det er et ganske nødvendigt tiltag, at de folkekirkelige fællesskaber tør se fremtiden i øjnene, og bogen her kan bidrage til at åbne dem og dermed bevidstgøre de enkelte aktører om ikke blot tidens trends, men om fremtidens ”megatrends”. Så lærte vi også det ord.