Bøger
Den gudløse verden

Den gudløse verden

"Styrken ved bogen ligger især i de filosofiske afsnit. Sandbeck begrunder med stor overbevisningskraft det fornuftige i kristendommen og går samtidig til modangreb mod det ufornuftige, ikke bare i den banale ateisme vi finder i Ateistisk Selskab, men i det rigide sekulære verdensbillede som sådan." 

forside af bogen Den gudløse verden

Bogens forside


Titel: ”Den gudløse verden" Ateisme og antireligion i en postkristen æra. 

Forfatter: Lars Sandbeck

Forlag: Eksistensen,2020

Anmelder:  Frederik Hougaard Larsen, cand.mag. i idéhistorie

 

En ny ”antiteistisk” tendens har de senere år bredt sig i miljøet omkring den danske forening Ateistisk Selskab. Eller, egentlig er den ikke så ny, den ligger fint i forlængelse af den ”nye ateisme” (som i virkeligheden heller ikke var særlig ny), der blev ekstremt populær i starten af 00’ne med repræsentanter som biologen Richard Dawkins, filosoffen Sam Harris mfl. Men Ateistisk Selskab har herhjemme – især gennem internetfora – haft relativ stor indflydelse de senere år og har blandt andet kørt en ganske vellykket kampagne for at få folk til at udmelde sig af folkekirken. Sidste år udkom bogen Du er jo ateist, forfattet af to af bevægelsens frontfigurer Anders Stjernholm og Simon Nielsen Ørregård (herefter S/Ø), hvis hovedsigte er at overbevise læseren om, at vedkommende, selvom han eller hun ikke ved af det, er ateist og bør melde sig ud af folkekirken og desuden afvise Bibelens lære som moralsk forkastelig og som noget overtroisk sludder.

Der er tilsyneladende en verserende diskussion om, hvad ordet ’ateisme’ overhovedet betyder. En nydefinition af begrebet har åbenbart vundet indpas i visse ateistiske cirkler (noget med en graf og nogle skalaer). Umiddelbart en ret kedsommelig problematik, men set i lyset af S/Øs bog er en begrebsafklaring vigtig, ligesom der generelt er behov for en afklaring af ateismen som aktuelt fænomen, hvilket Lars Sandbeck veloplagt har sat sig for at levere.

Den gudløse verden. Ateisme og antireligion i en postkristen æra er et overskueligt og velunderbygget filosofisk og historisk stykke oplysning, indeholdende en kritik af den ideologiske ateismes vindmøllekamp mod, hvad de selv tror er religionens væsen, en afdækning af den moderne ateismes intellektuelle mulighedsbetingelser samt et opbyggeligt forsvar for det fornuftige i den kristne virkelighedsudlægning og gudsopfattelse. Bogen lægger op til en ”rehabilitering” af genren ”kristen apologetik” i en protestantisk sammenhæng, som Sandbeck opfatter som værende af ”akut nødvendighed”.

Ateismens mulighedsbetingelser

Sandbeck sætter i vid udstrækning lighedstegn mellem modernitet og sekularisering. Vi lever i den vestlige verden i en ”postkristen tid”, en epoke hvor Gud ikke længere udgør rammen for samfundsordningen og den almene tænkemåde. Men det sekulære verdensbillede udspringer af kristendommen og hviler på en gudsopfattelse, der har rødder i en teologisk-filosofisk udvikling, som opstår i senmiddelalderen og den tidlige modernitet.

Sandbeck vender sig imod en specifik moderne gudsopfattelse og fremhæver især nominalismens og voluntarismens gudsbegreb, som han opfatter som fatalt og destruktivt for teologien. I den klassiske teisme var Gud til ”at stole på”, dvs. mennesket kunne erfare og tænke Gud ved at participere i hans godhed, sådan som den viser sig i verden. Men i senmiddelalderen opstår en ny opfattelse af Guds væsen: for ikke at svække Guds absolutte almagt bliver hans suveræne vilje betragtet som hans første og fremmeste attribut; Gud bliver ren potentia, en ”uforudsigelig skjult Gud,” som Sandbeck skriver, - ”en vilkårlig magt, hvis uudgrundelige vilje suverænt hersker over og manifesterer sig i alt, hvad der sker og er til – både i det gode og i det onde.” Denne udvikling fik vidtrækkende konsekvenser for det moderne gudsbegreb og lever i bedste velgående i dag – fx i evangelikale og reformerte traditioner, ligesom det til stadighed spøger i den lutherske forkyndelse. Det er denne gudsopfattelse man i den tidlige modernitet begynder at vende sig imod, og som muliggør en ny form for humanisme, hvor mennesket snarere end Gud bliver garant for erkendelse og sandhed (her læner Sandbeck sig op ad idéhistorikeren Hans Blumenberg). Hermed bliver det muligt at tænke og forstå virkeligheden uafhængigt af noget guddommeligt.

Bogen leverer også en kvalificeret filosofisk kritik af den senmoderne udgave af den filosofiske position kaldet naturalisme, som hævder, at alt der ér, er natur og materie, mekaniske årsagssammenhænge, neuro-kemiske processer i hjernen etc. Positionen udelukker selvsagt en guddommelig virkelighed og er per definition ateistisk. 

Jorden var flad og Augustin var kulturkristen

Der er mange sejlivede moderne myter om middelalderen og antikken. I den folkelige bevidsthed (også blandt mange troende) hersker der en grundlæggende fordom om, at middelalderen var en mørk epoke, hvor naturvidenskab og rationel tænkning stod i modsætning til de etablerede kristne dogmer og blev undertrykt som kætteri af kirken.

En af de myter Sandbeck fremhæver, er at man i middelalderen troede jorden var flad (som rent faktisk er noget børn lærer i skolen). Det er slet og ret forkert, hvilket Sandbeck påviser uddybende med historiske kilder. En anden myte er at man i oldkirken og i middelalderen var bogstavtro skriftfundamentalister, der troede at bibelen var Guds ufejlbarlige ord. Spørger man mange af nutidens ideologiske ateister, skal man for at være rigtig kristen netop tro bogstaveligt på alt hvad der står i Bibelen – ellers er det jo bare (som man siger) ”cherrypicking” (det er dette Bibelsyn S/Ø i deres bog opererer med).

Fundamentalisme er imidlertid et moderne fænomen, der opstod i løbet af det 19. århundrede, hvorimod de tidlige kirkefædre og middelalderens eksegeter i vid udstrækning fortolkede Bibelen allegorisk. Det helt absurde er at skal man opfylde S/Øs betingelser for hvad en kristen er, så er Augustin, Origenes, Gregor af Nyssa etc. højest kulturkristne – og altså ikke rigtige kristne. S/Ø havde ikke engang behøvet at læse en bog om emnet for at kvalificere deres projekt – en simpel google-søgning på kirkefædrenes og middelalderens skriftsyn ville have hjulpet dem godt på vej.

Det kristne gudsbegreb

Det sidste afsnit i bogen er det mest interessante og opbyggelige set ud fra et teologisk-filosofisk synspunkt. Sandbeck kommer i afsnittet vidt omkring og argumenterer (håbløst umoderne) blandt andet for validiteten af diverse gudsbeviser. Særlig interessant er hans revitalisering af det klassisk-teistiske (før-moderne) gudsbegreb i en dansk sammenhæng.

Det er en udbredt tendens hos bestemte religionsfjendtlige ateister til at omtale Gud som en ”julenisse”, eller som ”gudshypotesen” – en hypotese på linje med eksistensen af et flyvende spaghettimonster, der måske, måske ikke, svæver rundt et eller andet sted i universet. Det er selvsagt et infantilt gudsbegreb, og det er klart at man ville vinde enhver diskussion, var der rent faktisk nogen der hævdede, at Gud eksisterer et eller andet sted ”ovenpå skyerne”. S/Ø tror (eller troede da de skrev deres bog) faktisk at man i oldkirken og i middelalderen netop antog dette (at han sad ovenpå skyerne), fordi man ikke lå inde med den tilstrækkelige naturvidenskabelige viden vi i dag gør. Om noget forholder det sig omvendt.

For igen er det en moderne Gud, ateisterne afviser. En ”tingsliggjort” Gud, som Sandbeck sporer tilbage til deismens opkomst i 1500-tallet. (En række nutidige historieteoretikere – inklusive Charles Taylor, som Sandbeck også læner sig op ad – mener denne ontologiske forskydning af gudsbegrebet kan spores helt tilbage til Duns Scotus i 1300-tallet, hvad Sandbeck dog ikke kommer ind på).

Hos en lang række antikke og middelalderlige kristne tænkere – Gregor af Nyssa, Dionysios Aeropagiten, Meister Eckhart, Thomas Aquinas, for at nævne nogle få – blev Gud herimod eksplicit ikke forstået som noget værende, dvs. en person der eksisterer på samme ontologiske niveau som en kanin, en kop kaffe eller mennesket, men derimod som væren (væren selv, værens grund). Det er langt mere udbredt i dag at tale om Gud som noget værende (som en ”ting”), og faktisk rammer den moderne religionskritik stort set forbi skiven, har man at gøre med et før-moderne gudsbegreb.

Men ateismen er, som Sandbeck så præcist viser i bogen, i afgørende forstand et epokalt afkom, og derfor kan man dårligt bebrejde den mere naive ”antiteist”, der bliver præsenteret for et specifikt moderne og moralsk anstødeligt gudsbegreb (som Sandbeck netop selv afviser) – den gud der eksisterer på samme ontologiske niveau som alt andet værende, og som i sin suveræne almægtighed er årsag til al død, ondskab og lidelse. Her bør man medgive (og i virkeligheden bifalde) den moralsk indignerede ateist, at denne gud faktisk fortjener at dø. For en gud, der er hinsides godt og ondt, er i virkeligheden bare ond.

Styrken ved bogen ligger især i de filosofiske afsnit (som fylder meget). Sandbeck begrunder med stor overbevisningskraft det fornuftige i kristendommen og går samtidig til modangreb mod det ufornuftige, ikke bare i den banale ateisme vi finder i Ateistisk Selskab (som for så vidt er let nok), men i det rigide sekulære verdensbillede som sådan. Således ansporer bogen både teologen til at overveje, hvordan kristendommen begrundes fornuftigt, ligesom den kræver et seriøst filosofisk modsvar fra religionskritikeren.