Bøger
Den signede stund

Jørgen Juul Petersen| 18. december 2012

Er man i vildrede om hvad julen egentlig er til for, er der hjælp at hente i den nyudkommen bog: Den signede stund, den midnatstid med 12 juletaler af den legendariske højskoleforstander Knud Hansen holdt på Askov Højskole, 12 forskellige indfaldsvinkler til julen og dens budskab. Før Knud Hansen blev højskoleforstander, var han seminarielærer i Jelling og præst i Durup og Assens og er for øvrigt født på Vestfyn i 1898 i Etterup ved Gribsvad. Han døde i 1996. Han har skrevet flere bøger bl.a. om Kierkegaard, Dostojevskij, van Gogh og også klassikeren Den kristne tro, der har væres fast pensum på mange seminarier, ligesom han har været en markant deltager i kultur- og samfundsdebatten gennem flere menneskealdre.
Knud Hansen tager i sine juletaler forskellige temaer op i forbindelse med julen og dens budskab. Han kredser bl.a. om historie og historieløshed. Vi lever i historien, er hans replik til vor tid, hvor vi mere og mere opfatter os selv som kun biologiske væsener, bestemt af gener og hjernefunktioner og sat ind i en overordnet sammenhæng, bestemt af evolutionsteorier i en alles kamp mod alle for overlevelse. Men vi lever også i historien, vi er historiske væsener, understreger han, ikke bare i den forstand, at alt er tilfældigt, men også i den forstand, at historien har gjort os til dem vi nu engang er. Vi er på den ene side et produkt af historien, skabt af historien, men også mere end det. Vi kan overbetone historien og tro vi er rene aftryk af den, produkt af miljø, af ideologier og religioner, viljeløse væsener, der ikke kan tage sagen i egen hånd og ikke har noget ansvar. Men modsat kan vi også underbetone historien og tro vi er fritsvævende historie- og forudsætningsløse individer, der kan alt - om ikke i dag så i morgen.
Det er vigtigt for et realistisk syn på os selv at understrege vor historie. Det er nødvendigt at vide hvem vi er, for vor egen skyld, så vi ikke bliver lette ofre for manipulation og det er også nødvendigt for at kunne møde andre på en besindig måde.
Der er historiske begivenheder vi ikke sådan kan sætte os ud over, men som mærker og bestemmer os. ”Manden fra Nazareth” er en begivenhed i verden, der følger os hvad enten vi vil det eller ej. ”Med Kristus har vor historie fået en ny begyndelse. En ny magt er sat ind, en ny samvittighed,” er Knud Hansens påstand.

Til alle de sårede og krænkede og kolerisk fromme og sammenbidte, der mener at religion er for hellig til at man kan drive løjer med den, taler Knud Hansen om humor og religion, og om hvordan de af væsen hører sammen. For det er jo egentlig temmelig komisk, at Vorherre er almægtig og at vi ikke er det, men tror vi er det. Det er komisk, når et lille menneske opfører sig som om han eller hun er hele tilværelsens regent og bilder sig ind at kunne beherske det hele, at samfundet kan, - med videnskaben, pengene, våbnene eller religion.

Når vi sådan prøver at gøre os til herre over tilværelsens hemmelighedsfuldhed, så går der koks i den og tilværelsen får noget krampagtigt over sig  – og noget komisk - når man prøver at sætte sig på sandheden i sin utrættelige stræben efter selvbekræftelse.

I en anden tale kommer Knud Hansen ind på to diametralt modsatte måder at forholde sig til andre religioner og livsanskuelser på, hvor Tertullian fra det 2. århundrede fremstår som den uforsonlige, der prøver at rense kristendommen for alle mulige folkelige eller religiøse forestillinger, en tendens der op gennem historien fortsætter i kætterbekæmpelse og bekæmpelse af enhver form for uregelmæssighed i forhold til den rette lære. Den form for kristendom ender med at blive dogmatisk og selvretfærdig – og menneskefjendsk. Heroverfor tilslutter Knud Hansen sig Ambrosius fra det 4. århundrede, der glad og gerne overtog f.eks. julefesten og de forestillinger, der allerede i førkristen tid var forbundet med denne fest for at give dem et nyt indhold. Han så, at der i julefesten og mange andre ikke-kristne forestillinger kunne ligge en dunkel anelse om den sandhed, der engang skulle blive synlig for verden igennem Jesus Kristus. Derfor skulle de ikke udryddes. De kunne bruges og fungere som forståelseshorisont for evangeliet. Menneske først og kristen så. Både den kristne og den ikke-kristne er mennesker.

Men man kunne ikke overtage kejserdyrkelsen. Augustus havde præsteret den bedrift at gøre romerriget til selve det romerske folks Vorherre, som gav menneskene den tryghed de ønskede. Men trygheden var kun tilsyneladende og de store ord fra kejserkulten tomme, som det blev afsløret i et modskrift: ”Kejseren kalder sig rig og er dog fattig, kalder sig klog og er dog en nar, kalder sig barmhjertig og dog er han grusom.” Det guddommelige romerrige kunne ikke leve op til forventningerne, bagved lurede hårdheden.

Nogle gange forventer vi, at staten skal være alt, være kirke og give os vor identitet og anerkendelse og eksistensberettigelse. Men der er grænser, der er noget staten ikke kan, den kan ikke være barmhjertig. Vi må være mindre fordringsfulde og mere realistiske. Der er forskel på moral i de personlige mellemmenneskelige forhold og så de politiske samfundsforhold. Som fremhævet af den amerikanske teolog og filosof Reinhold Niebuhr er der forskel på det moralske menneske og det umoralske samfund. Forskel på barmhjertighed og retfærdighed. Uden barmhjertighed, uden kærlighed er selv den mest retfærdige social-politiske organisering og effektive velfærdsteknologi kold og tom. Staten kan ikke producere barmhjertighed. Og omvendt, med barmhjertighed er der varme og fylde i selv den største social-politiske elendighed, men det betyder naturligvis ikke, at skal ladestå til og ikke kæmpe for at forbedre forholdene. Socialisering er ikke alt.

Hvorfor har den mægtige overmagt nogle gange svært ved at tåle religion, som i romerriget og siden hos kommunisterne i Albanien, hvor man i 1967 besluttede, at religion kun skulle bæres i hjertet og ikke være synlig i det offentlige rum og at de derfor rev moskeer, kirker og synagoger ned, spørger Knud Hansen i sin omtale af Pär Lagerkvists bog om Barabbas, der blev henrettet på grund af sin tro. Hvad er egentlig religionens rolle i det moderne samfund?

En af juletalerne hedder blaserthed. Blasert betyder ifølge ordbogen ”afstumpet”, ”overmættet”, utilbøjelig til at blive begejstret eller imponeret over noget; sløvet over for indtryk. Har vi ikke netop udviklet en tilværelsesforståelse, der holder os tilværelsen på afstand, en objektiv videnskabelig distance til vores eget liv. Selv almindelige mennesker forsøger i medierne at udtale sig distanceret som små eksperter, når de skal fortælle om noget dybt personligt, noget de har været ude for.
Al erkendelse er ikke forskningsbaseret. Det er ellers dogmet i dag, et dogme, der får én til at tænke på dogmet om pavens ufejlbarlighed vedtaget af Pio ix i 1870. Men der er en anden slags indsigt og erkendelse end den forskningsbaserede erkendelse. For at forstå må vi have et hjerte, det er ikke tilstrækkelig med en vulgær-videnskabelig overfladeviden, hvor alt gøres relativt og upersonligt, hvor virkeligheden rykker på afstand og det eneste vi kan tillade os at bekende os til er den lunkne tvivl, der hvor det er omkostningsfrit og vi tror vi har råd til det. En slags tilfreds og mæt ateisme ”på glittet papir”, uden gud, uden sjæl, uden næste, uden skaberværk, fanget i det moderne opsvulmede subjekt, der ligger afslappet på måtten og mediterer over sin egen storetå, mens virkeligheden er blevet tom og ligegyldig.

Og dog er der også en eksistentiel uro, en tørst, et alternativ til den oppustede moderne subjektivismes tilfredshed. Knud Hansen citerer den spanske nonne og mystiker Teresa af Sevilla: ”Som en ørken tørster efter regn, kan et menneske tørste efter glæde og kærlighed.” Der er forskel på tilfredshed og glæde. Mennesket er et væsen, der tørster. Hvis vi holder fast ved det, er der ifølge Knud Hansen og Teresa kun to ting at vælge imellem, enten troen på evangeliet som den levende kilde, der slukker tørsten, eller troen på nihilismen og den absolutte intethed. Det vage mellemstandpunkt, den følelsesfulde forhåbningsfuldhed findes ikke. Eller rettere, det findes nok, men det rækker ikke ret langt, det rækker hverken op til stjernerne eller ned i afgrunden, det rækker i virkeligheden ikke ud over sin egen lunkne følsomhed, der udgives for åndelighed.

Et sted taler Knud Hansen om eventyrerne, at de kan forstås på flere planer. Det samme kunne man vel også sige om kirkens salmer og ritualer, der gentages og gentages og stadig kan forstås påny. Og også det Knud Hansen fortæller kan forstås på flere planer. Der ligger dybe overvejelser bag de velvalgte eksempler han bringer. Det er ikke ligegyldige mærkværdigheder han kommer med, men hele tiden noget, der belyser vor tilværelse og har en pointe. Uhyre belæst, daglig i kontakt med sin gode ven K.E. Løgstrup, viderefører han en tradition for rummelighed fra religionshistorikeren Vilhelm Grønbech og en tradition for fordybelse fra den store tysk-amerikanske teolog og religionsfilosof Paul Tillich, der netop forsøgte at bekæmpe den moderne reduktion af religionens og tilværelsens højkomplekse fænomener, en teologisk tradition der i dag næsten er totalt fraværende i debatten om kristendom og religion. Vi søger det ultimative anliggende. Der er noget, der vedkommer mennesket helt ubetinget. Ja, det, der kommer mennesket ubetinget ved, kalder Tillich for Gud.
Når vi stadig holder jul, hvorfor gør vi det så? Med det spørgsmål slutter Knud Hansen flere af sine taler og svarer: Mon ikke vi gør det, fordi juleevangeliet trods al dets tilsyneladende urimelighed, stadig bliver ved at gribe os som et håb vi ikke kan frigøre os fra.

Det er kloge og vise ord, vi her møder i den nye julebog med gamle taler. Ikke indviklede udredninger eller tidens smarte formuleringer krydret med vittigheder, men simpelthen velskrevne og velgennemtænkte ord om vores tilværelse og om ”manden fra Nazareth”, julens hovedperson. Ifølge Niels Højlunds forord til bogen sagde Knud Hansen engang, at ”det levende ord ikke er det samme som det livlige ord”. Knud Hansens juletaler er ikke livlige, men stilfærdige; ikke intelligente på den hurtige og letkøbte måde, men eftertænksomme og livskloge og således til at få forstand af og så er bogen fint udsmykket med billeder af bl.a. Edvard Munch, Olivia Holm-Møller, Joakim Skovgaard, og den finske maler Hugo Simberg.

Jørgen Juul Petersen - tidl. præst i Hårslev på Nordfyn, nu medlem af menighedsrådet i Middelfart
Rosenvænget 55, 5500 Middelfart