Bøger
Fællesskab, Krop og Kirkeår

Fællesskab, Krop og Kirkeår 

Fra anmeldelsen: Forfatteren lægger op til, at kroppen er en vigtig del af kristendommen, og dette tror, jeg de fleste kan være enige i, men jeg tror ikke på, at man får krop med, hvis der blot er tale om samtalende refleksionsøvelser, som alene udfordrer hjernen og ikke kroppen. 

Fællesskab, krop og kirkeår - bog

Forsiden af bogen

Sognepræst Simon Jylov

Sognepræst Simon Jylov 
Foto: Ard Jongsma


Titel: Fællesskab, Krop og Kirkeår – et konfirmandmateriale

Forfatter:  Jakob Ulrik Hansen 

Forlag: Eksistensen

Anmelder: Sognepræst Simon Jylov

Da Fyens Stift bad mig anmelde et nyt konfirmandmateriale, sagde jeg ja med udsigten til selv at blive klogere og måske hente ny inspiration. Sådan er det nemlig, når man skal undervise konfirmander, at der til tider skal prøves nye former af, for til stadighed at fastholde de unge menneskers interesse.

Jeg har således læst bogen Fællesskab, Krop og Kirkeår – et konfirmandmateriale.

Bogen, som er på 95 sider, er let at gå til og ganske overskuelig i sin opbygning. Man finder således nemt rundt i de forskellige kapitler, og som læser og bruger føres man pædagogisk gennem de indledende overvejelser, selve materialet og ikke mindst de afsluttende overvejelser. De forskellige afsnit er ligeledes bygget ganske systematisk op, og jeg kunne som læser ganske hurtigt tilegne mig bogen som et brugbart værktøj.

Forfatterens hensigt med materialet er at give den enkelte konfirmandunderviser et redskab, som knytter sig til kirkeårets tekster således, at konfirmanderne og ikke mindst deres forældre bliver fortrolige med kirkens tekster. Dette gøres ved, at der er udarbejdet en række spørgsmål til kirkeårets tekster, som man kan tale med konfirmanderne om, og som man ikke mindst kan sende med konfirmanderne hjem, hvor de så kan samtale med deres forældre, bedsteforældre, søskende eller hinanden om det. Forfatteren har gjort sig den erfaring, at spørgsmålene ikke blot skal sendes med konfirmanderne hjem, men samtidig sendes til forældrene via mail eller andre platforme, da konfirmanderne ikke altid er lige gode til selv at give besked.

Forfatterens mål er således, at man kan sætte gang i en samtale om kristendommen ved at begynde en samtale i hjemmene, og så kan man ikke mindst få en masse god feedback, som kan bruges til ens egen prædikenskrivning.

Men, og her tillader jeg mig at komme med mine egne bemærkninger til materialet, så må jeg tilstå, at jeg har min oprigtige tvivl, når det kommer til at bruge materialet i praksis. Det skyldes flere faktorer:

1: Jeg må ærligt tilstå, at jeg har mine tvivl, når det kommer til de spørgsmål, der sendes ud, om de også bliver taget op af forældre og konfirmander. Det skyldes ikke mindst, at jeg må konstatere, at konfirmandundervisningen ikke er det, der prioriteres mest i mine sognebørns hjem. Nok vil man gerne gå til konfirmandundervisning, men ligefrem at bede forældre og konfirmander om at samtale, tror jeg ikke har nogen gang på jorden her, eller mange andre steder på landet og i provinsen.

2: Spørgsmålene er for svære. Jeg skal skynde mig at sige, at man jo kan lave spørgsmålene om, og at de spørgsmål, der er i bogen, i den henseende kan opfattes som vejledende. Men når det så er sagt, så ligger der fra forfatterens side en målsætning om at opdrage konfirmanderne til at gå fra deres barnlige tro til en mere voksen og reflekteret gudsdyrkelse. Der står således ”Konfirmandmaterialet har ikke mindst set sin opgave i at hjælpe konfirmanderne i overgangen fra en barnlig gudsforståelse til et gudsbegreb, som hører voksenliv til. Hvis denne overgang ikke finder sted, kan konfirmanderne efterlades i overvejelser om Gud og kristendom, som kun et lille barn kan bruge”. Jeg har sympati for tanken om, at man gerne vil ”opdrage” konfirmanderne, men denne hensigtserklæring, tror jeg ganske enkelt, er for stor en opgave at pålægge sig selv og ikke mindst konfirmanderne. Desuden må jeg nok anfægte, at den barnlige gudsforståelse skulle være dårlig. Hvis ikke vi som præster kan prædike og undervise i et sprog, som alle kan forstå, så kommer vi unægtelig til at gøre tærsklen til kirken for høj. Det er kort sagt en for stor og egentlig irrelevant opgave at skulle foretage den vending, hvor målet mere bør være at skabe en fortrolighed med kirken, troen, salmerne og Bibelen.

3: Der forventes for meget. Min egen fornemmelse er, at de fleste konfirmander og forældre egentlig gerne vil snakke om større spørgsmål – bare ikke sammen. Konfirmanderne vil gerne diskutere etik og samfund med udgangspunkt i troen, og forældrene vil egentlig gerne diskutere kirke. Udfordringen er dog, at der sjældent er et sprog til det. Vores opgave som undervisere bliver så at give de unge mennesker nogle ord, de kan udtrykke sig med. Heri er materialet alt for tungt og lixtallet for højt. Jeg tror ikke på, at mine egne konfirmander vil kunne omsætte spørgsmålene, så de kan svare på dem. Derimod kunne de sikkert bruges i Gymnasiet i arbejdet med Kristendommen.

4: Kroppen mangler. Materialet hedder også ”Fælleskab, krop og kirkeår, og hvor jeg godt kan finde fællesskab og kirkeår, kan jeg slet ikke finde kroppen. Forfatteren lægger op til, at kroppen er en vigtig del af kristendommen, og dette tror, jeg de fleste kan være enige i, men jeg tror ikke på, at man får krop med, hvis der blot er tale om samtalende refleksionsøvelser, som alene udfordrer hjernen og ikke kroppen. Heri tror jeg fejlen skyldes, at mange akademikere og ikke mindst teologer ikke har nogen som helst følelse med kroppen, men alene arbejder gennem hovedet. Det er således ikke en kropslig øvelse at spørge til, hvad det betyder at være døvstum, eller hvordan opvækkelse fra de døde kan finde sted. Arbejde med krop er, at konfirmanderne selv bevæger sig.

Med disse 4 punker er min vurdering nok ganske enkelt, at materialet ikke er voldsomt brugbart i konfirmandundervisningen. Når det så er sagt, så vil jeg dog alligevel slutte af med en positiv bemærkning. De spørgsmål, refleksioner og overvejelser, der er lavet, er rigtig gode for mig som præst. Jeg kan bestemt hente inspiration fra dem, og spørgsmålene giver bestemt anledning til overvejelser om, hvor fokus i undervisningen kunne være.

Desuden, som jeg allerede har nævnt, så kan man en gang imellem bruge konceptet med spørgsmål. Man bør dog skrive dem om til et sprog, som man vurderer vil kunne bruges af konfirmander og forældre. Jeg vil i hvert fald prøve med nogle emner – højtider og ikke mindst død, og håbe på, at de trods alt giver lidt samtale på hjemmefronten.

Samtidig tror jeg, at materialet kunne være godt at bruge med gymnasieelever, studerende og undervisere i kristendom. Samtidig vil jeg anbefale, at forfatteren går i gang med et større homiletisk materiale til præster, da jeg tror, der kunne være meget godt der fra forfatterens side.

På en skala fra 0 til 5 kors giver jeg 2.

Simon Jylov, sognepræst i Hillerslev, Vantinge og Espe sogne