Bøger
Gudstjenestens kærneværdier

Gudstjenestens kerneværdier

Sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen | 24. september 2015

Martin Modéus: Gudstjenestens kerneværdier 
Om relationer, værdier og form i gudstjenesten (oversat af Anita Hansen Engdahl) ALFA 2015

Den svenske biskop Martin Modéus redegør i sin 318 sider lange brugsbog ”Gudstjenestens kerneværdier” hvordan man ved at arbejde værdiorienteret med højmessen kan få bedre gudstjenester. Det han har opdaget er, at når mennesker spørges til den gode gudstjeneste svarer de med ord som fx fælleskab. De værdier forsøger han i bogen, at arbejde sig ned i for skriver han vi må vide, hvilke værdier det er vi efterstræber, og hvordan vi rent konkret arbejder for at virkeliggøre dem. Pointen er, at ritualbogen kun instruerer os om, hvad der skal siges, men den siger intet om, hvordan det skal siges. Alt det der ud fra et kommunikationsperspektiv er det vigtigste, og dér sætter Modéus ind.

Bogen er inddelt i tre dele. Del 1 og 2 er en hjælp til at flytte fokus i gudstjenesten fra form, alt det der står i ritualbogen, til værdier, det folk siger, når man spørger om hvad en god gudstjeneste er. Del 3 er en fordybelse i de enkelte kerneværdier, som bliver opgjort til fællesskab, delagtighed, glæde, berøring, hellighed, genkendelse, åbenhed, tryghed, tillid, ægthed, enkelthed og nærværd. Efter hvert kapitel er der en side med spørgsmål, som menighed og præst kan arbejde videre med.

Teorien
Problemet er skriver han, at højmessen er en institution, som præges af en serie ideer, som er stivnet i et regelsæt. Bag om reglerne finder han kerneværdierne, som folk karakterisere den gode gudstjeneste med. Hans teorie er, at det vigtigste ikke er hvilke ord, gestik eller metoder der præger gudstjenesten, men hvilken ånd der præger den. For når menigheden skal karakterisere en god gudstjeneste kommer de med en række kerneværdier, der kommer af den ånd, der er i rummet. En er de værdier der bliver nævnt er fælleskab, som Modéus påpeger, ikke er noget andet i gudstjenesten end i det almindelige liv. Derfor kan vi ved at indkredse, hvad vi forstår ved fællesskab få en fornemmelse af den værdi, vi med Modéus´s ord gerne vil have til at drive ned af væggen til gudstjenesten. Nøgleordene som menigheden lister op, skriver Modéus, er hentet fra livsverdenen. Livsverdenen karakteriserer han, som det der handler om det relationelle, dvs. de mellemmenneskelige aspekter af livet, mens dens modsætning, systemverdenen handler om det organisatoriske aspekt. Systemverdenen skal understøtte livsverdenen, men kommer let til at invadere den. Man skal begynde i livsverdenen og finde fx værdien fælleskab og skabe en regel i systemverdenen, som gør at værdien virkeliggøres i gudstjenesten. 

At knokle med højmessen
I del 3 arbejdes der med de enkelte ord og de belyses ud fra hverdagserfaringer. Han skriver blandt andet, at det ikke er nok at sige glæde, men kroppen skal spørges hvad glæde egentlig er. Meningen med ordene er, at der skal vælges nogle stykker ud, der skal brande gudstjenesten. Antagelsen er, at hvis værdierne er så vigtige i menneskers oplevelse af hvad den gode gudstjeneste er, så handler gudstjenesteudvikling om at beskytte de værdier og sørge for at de kan vokse i menigheden. Han medgiver at kerneværdierne tager lang tid at indarbejde før de skaber en følelse af, at man ved hvad man får når man kommer. Bliver de indarbejdet lover han, at de har en uhørt gennemslagskraft, når man langsigtet og metodisk arbejder med dem. En praktisk øvelse går ud på, at man ikke skal sige at prædikenen var god, for det er en bedømmelse. I stedet skal der spørges til, hvor i prædikenen oplevede jeg fælleskab. Hertil må der spørges, kan menighedens arbejde med kerneværdier gå ud over præstens forkyndelsesfrihed? Om arbejdet skriver han, at det skal være lokalt fordi relationen altid er lokal, så en af faldgrupperne er for store pastorats strukturer. En anden faldgrube er at havne i repræsentativ tale, og lave gudstjeneste for nogle andre end en selv. I implementeringsdelen kunne man godt have brugt et par sider med enkelte retningslinjer om arbejdet, som hvem man skal tale værdierne igennem med, menighedsrådet, søndagsmenigheden, medlemmer af folkekirken i sognet? Det bliver heller ikke helt klart hvor broen er mellem værdier på den ene side og gudstjenesten på den anden. Bliver de ubevidst overfør ved at man kender sine tre værdier og derfor taler de med i gudstjenestearbejdet, eller skal bønner, prædiken, gestik og menighedens adfærd reguleres af kerneværdierne?

Bogen giver ingen lette løsninger, men en masse arbejde der skal gøres. Den giver en vision om hvordan der kan skabes mere fokuserede højmesser, hvor menigheden selv har valgt deres værdier. Om det at have en vision skriver han, at en vision ikke opstiller et mål vi skal nå, men er en tilstand vi stræber efter. Modéus vision er smuk og prisværdig, fordi han forsøger at vise hvordan højmessen kan genopstå som hele menighedens samlingspunkt. Indvendinger mod bogen er der masser af. Jeg savner en gennemgang af det statistiske materiale bag kerneværdierne, er det fx kvinder/Mænd Ung/gammel land eller by, der vælger fælleskab som deres kerneværdi? Bogen ville også være et bedre arbejdsredskab med nogle mere konkretet henvisninger, som der er ansatser til i bogens appendix. Desuden savnes en reel fordanskning, fx at der som i den tidligere udgivelse Menneskelig gudstjeneste havde været et dansk forord af oversætteren Anita Hansen Engdahl, så bogens agenda blev oversat til en dansk kontekst. Forklarende noter ville også have været en hjælp, det bliver således ikke helt klart når der står alterbog i teksten, om der menes både alterbog og ritualbog. Bogen kan læses i bidder og derfor er der for den der læser den i sin helhed også for mange gentagelser. På trods af indvendingerne hilses arbejdet velkommen. Jeg vil glæde mig til at prøve teorien af på højmessen og tager mig friheden til frit at oversætte den ind i min menighed.

Af sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen