Bøger
Kirkespil for børn

Kirkespil for børn

"Man kan mærke, at materialet er forfinet gennem flere år, og det er i mine øjne en stor styrke. Her kan man for en gangs skyld høste af andres erfaringer!"

Forside af bogen Kirkespil for børn

Titel: Kirkespil for børn

Forfatter: Hanne Davidsen, sognepræst i Rudkøbing-Simmerbølle pastorat

Forlag: Eksistensen 2019

Anmeldelse af: Hanne Uhre Hansen, religionspædagogisk konsulent i Fyens Stift

Det er en ren foræring! Hvis man har prøvet at stable et krybbespil på benene, ved man hvor stort et arbejde det er. Nu er det blevet betydeligt lettere at kaste sig ud i – i hvert fald, hvis man giver sig selv den gave, at anskaffe sig Hanne Davidsens bog; Kirkespil for børn. 

Hanne Davidsen har i årevis beskæftiget sig med kirkespil og den læring, der for børnene ligger gemt i at indleve sig i og fremføre kristendommens grundfortællinger som skuespil. I bogen giver hun de erfaringer videre hun har samlet sig undervejs.

Bogen indeholder en indledende refleksion over det at arbejde med teater og børn i kirken, masser af praktiske vejledninger om alt fra roller, lys og kostumer til samarbejde med skole, hjælp fra frivillige indøvelse af stykket, og ikke mindst 3 færdige kirkespil klar til brug. De tre kirkespil omhandler kirkens store højtider; jul, påske og pinse, og er bygget op omkring en gennemgående fortæller, enkle replikker og sange. De holder sig loyalt til den bibelske fortælling og rummer samtidig en klar og enkel forkyndelse.

Materialet er i udgangspunktet henvendt til minikonfirmander. Replikkerne er alderssvarende enkle og overkommelige, så de medvirkende spiller først og fremmest ved at agere i rummet. Sangene er en blanding af klassiske og nyere salmer, en drikkevise og rap-sange, og der er noder bagerst i bogen. Alt i alt er materialet både gennemtænkt og gennemarbejdet - og efter min mening; lige til at gå til. Man kan mærke, at materialet er forfinet gennem flere år, og det er i mine øjne en stor styrke. Her kan man for en gangs skyld høste af andres erfaringer!