Bøger
Længslen er din gave. Søren Kierkegaards bønner.

Søren Kierkegaards bønner

Alle Kierkegaards bønner er udkommet i "en brugsbog i omfattende forstand."

Anmelder Tonny Aagaard Olesen

Bogen "Længslen er din gave"

Titel: Længslen er din gave. Søren Kierkegaards bønner.

Forfatter: Joakim Garff, Povl Götke & Eberhard Harbsmeier.

Illustrationer: Sys Hindsbo.

Forlag: Kristeligt Dagblads Forlag.

Anmeldelse af: Tonny Aagaard Olesen

”Søren Kierkegaard er måske teologihistoriens mest produktive forfatter af bønner. Det ligger måske også som konsekvens af hans teologi, at man egentlig kun kan tale om Gud i anden person, i bønnens form. Al objektiverende tale ”om” Gud er docerende, belærende og derfor uegentligt. Det er derfor ikke tilfældigt, at han har formuleret nogle af kirkehistoriens smukkeste bønner. Egentlig underligt, at Den Danske Salmebog har forbigået Danmarks største opbyggelige forfatter – netop af bønner” (s. 203).

Med disse begejstrede og rammende ord af Eberhard Harbsmeier har den foreliggende bog nærmest anbefalet sig selv. For det er sandt, at bønnen hos Kierkegaard er det eksistentielle arnested, som ikke blot burde kalde til eftertanke, men som også burde omsættes til nyt liv for moderne eksistenser. Bogen er som skabt til dette dobbelte formål. I et smukt udstyr, med elegant opsatte sider, tilføjet Sys Hindsbos udtryksfulde raderinger, er her tilvejebragt - som noget helt nyt på dansk - en samling af Kierkegaards bønner. Som indledning har Joakim Garff skrevet et længere essay med nedslag i Kierkegaards løbende refleksioner over bønnens væsen, og efter samlingen findes to kortere essays af Povl Götke og Eberhard Harbsmeier, der hver især tager fat i centrale temaer ud fra Kierkegaards bønner.

Bogen betegner sig selv som en ”brugsbog i omfattende forstand” (s. 9). Ganske vist er der tale om en udgave af Kierkegaards samlede bønner (kun bønnen til talen ”Al god og al fuldkommen Gave er ovenfra” (1843) mangler, jf. SKS 5,41), men udvælgelsen og gengivelsen af bønnerne er netop ikke i klassisk forstand videnskabelig. Samlingen består af 108 bønner, hvoraf 43 stammer fra Kierkegaards værker. Det drejer sig om de mange kendte bønner, hvormed Kierkegaard gerne indleder sine taler, men redaktørerne har også haft et godt øje for, at Kierkegaard ofte lander sine taler med en afsluttende bøn – også disse bønner er taget med. Fornøjeligt har det også været at genfinde den sidste tale fra Indøvelse i Christendom, som jo netop i sin helhed må betragtes som en stærk og gribende forbøn. De sidste 65 bønner er fremdraget af arbejdsjournaler, løse papirer og ubrugte manuskripter. 23 af disse bønner stammer fra perioden før, Kierkegaard indledte sit forfatterskab med Enten – Eller (1843). Disse ”ungdomsbønner” er hverken mere private end de senere, eller står tilbage for dem i udtrykskraft. Syv bønner stammer fra Berlin-rejsen 1846, mens 29 bønner er hentet ud af de meget omfattende NB-journaler, som Kierkegaard førte i perioden 1846-54. I en af disse journaler findes en ubrugt bøn til Sygdommen til Døden (s. 164), som nok kunne have sparet eftertiden for megen ufrugtbar misforståelse af dette værk. Alt i alt er der blevet søgt og fundet, men også klippet og klistret, så flere er blevet til én, og én til flere. Skønt åbenlyse bønner således optræder ved siden af bønner, som er sakset ud af løbende prosa, så er det overordnede indtryk dog, at alt dette er gjort gelinde.

Hver enkelt af disse bønner har af redaktørerne fået en oftest dækkende og prægnant overskrift. Og som et absolut scoop er Kierkegaards prosa sat op på korte linjer, hvilket i høj grad fremhæver den rytmiske lyrik for et moderne øre. Dertil kommer, at bønnerne forsigtigt serveres på nudansk, hvilket som helhed fungerer rigtigt godt. Man kan naturligvis altid diskutere, hvor grænsen går for at udskifte Kierkegaards ord med et nyt. Er det fx nødvendigt at udskifte ”vorde” med ”blive” og ”stundom” med ”sommetider”, og kan man altid udskifte ”vistnok” med ”vist”? Eller hvornår skal der gribes ind, når Kierkegaard fx i bønnen i Enten – Eller skriver ”rettelig”, ”lønligt” og ”paa det”, hvilket kunne oversættes ”på rette vis”, ”skjult” og ”således/for” – i det sidste tilfælde har redaktørerne ikke været enige, hvorfor læseren har fået bragt hele to versioner af bønnen (s. 66 og 203f.). For det meste er rettelserne dog konsekvente, oftest få, forsigtige og forebyggende. Dette vidner om, at denne samling bønner også ud fra sprogdragten er tænkt som en brugsbog.

For at også læseren på bedste måde kan bruge denne samling af bønner, har det for redaktørerne været nødvendigt at finde et brugbart inddelingsprincip. Bønnerne er da blevet opdelt efter adressat i forhold til de tre trosartikler. Således er der en stor gruppe bønner til Faderen (65 stk), en mindre gruppe til Sønnen (38 stk) og en lille gruppe til Helligånden (5 stk), idet Kierkegaards tre trinitariske bønner er placeret under den anden gruppe (s. 158, 161 og 164). Der viser sig nu det ejendommelige forhold, at hvor Kierkegaard fra begyndelsen i 1838 overvejende henvender sig til Gud som ”Fader i himlene”, så begynder han fra 1847 tillige at henvende sig til Gud som sønnen, typisk ”Herre Jesus Kristus”, og først fra 1850 til Gud som Helligånden. Indenfor hver af disse grupper er bønnerne gengivet efter (nogenlunde) kronologisk orden. Man kan altid diskutere, om en ren kronologisk orden ville havde været bedre, eller om en inddeling i publicerede og upublicerede bønner bedre ville give læseren en fornemmelse af den litterære situation, som bønnen er bundet til. Skønt disse inddelingsprincipper naturligvis ikke modsiger hinanden, så er der alligevel megen grund til at glæde sig over inddelingen efter trosartikler. Ikke af dogmatiske grunde, men rent praktisk. Der er noget generøst og æggende i denne omgang med Kierkegaards bønner. Det smitter af på læseren.

Det er klart, at i en brugsbog som denne, hvor alle bønner har fået en ny overskrift, er det vigtigt, at læseren også får en pålidelig henvisning til findestedet i Søren Kierkegaards Skrifter, eller i de tre tilfælde, hvor bønnen faktisk ikke findes heri, til Søren Kierkegaards Papirer. Denne opgave er løst forbilledlig med en efterstillet henvisningsliste, der er overskuelig, enkel og tydelig (s. 212-217). Desværre er henvisningslisten blevet hjemsøgt af de såkaldte drillenisser (eller sætternisser, som de hed i gamle dage). Ikke at et enkelt årstal er smuttet, eller at der mindst er otte eksempler på ”omtrentlige” sidetal, eller at der i tre tilfælde er byttet om på bønnernes rækkefølge. Dette sidste lugter naturligvis allerede af nisse. Men når bønnen i EE:174 henvises til journalen HH, og bønnen i NB2:243 henvises til Notesbog 2; når hele fire bønner fra Til Selvprøvelse samt bønnen i Papir 340:7 alle henvises til Dømmer selv!; når den anden bøn i To Taler ved Altergangen om Fredagen henvises til Opbyggelige Taler i forskjellig Aand; og endelig når den majestætiske bøn i Kjerligheden Gjerninger henvises til journalen EE – ja, så kan man vist godt tale om, at drillenisserne har spillet et puds.

Da Kierkegaard på sit sygeleje få uger inden sin død blev spurgt, om han stadig kunne bede i fred, svarede han, at det kunne han godt: ”saa beder jeg først om syndernes forladelse, at det maa være tilgivet mig alt; saa beder jeg om jeg maa blive fri for Fortvivlelse i Døden (…) og saa beder jeg om, hvad jeg saa gjerne vilde, at jeg maa vide noget iforveien, naar Døden skal komme” (Søren Kierkegaard truffet, s. 177). Kierkegaard har højst sandsynligt flere gange om dagen bedt til Gud gennem hele sit liv. Det er først og fremmest denne private bønspraksis, som i værker og journaler er genstand for et utal af overvejelser om bønnens karakter. Imidlertid er det vigtigt at holde sig for øje, at Kierkegaard naturligvis ikke nedfældede sine private bønner på papir. Vi har kun adgang til Kierkegaards ”litterære” bønner, der alle har en offentlighed in mente. De er ikke uden de klassiske, retoriske virkemidler (fx gudspåkaldelse (apostrofe) og udråb som O og Ak), hvilke næppe egner sig til privat bøn. Den typiske bøn hos Kierkegaard synes at være den indledende ouverture, der ligesom slår en stemning og et tema an i den efterfølgende tale. Den kunne i gudstjenestens form måske minde om indledningskollekten, hvor sindet på samme måde stemmes i forhold til dagens tekst. Ingen har dog endnu – underligt nok - udforsket Kierkegaards bønner i disses konkrete situation, herunder deres opbygning, eksegetiske indhold og anvendelse i en anden kontekst.

I Joakim Garffs indledende essay sammenlignes bønnen med et kærlighedsbrev, der ”vil modtageren noget: betro sig, søge trøst, anmode, lette sit hjerte og så videre” (s. 11). Bønnen er ligesom brevet ”et personligt anliggende, som man ikke underholder alle andre med” (smst.). Med billedstof fra Kierkegaards refleksioner om bønnens natur udfoldes, hvordan det at bede er ligesom at ånde, ligesom at græde ud (”Man ved i dag, at gråden udløser de såkaldte endorfiner, der beroliger og opløfter den grædende”, s. 12), ligesom at tale ud og dermed åbenbare sig (for Gud). Kierkegaard har meget at sige om privatbønnens opbyggelige karakter og Garff serverer det med stærk sans for den kierkegaardske poesi. Også Kierkegaards satiriske kritik af bønnens falske gudsbilleder får sin behørige omtale. For Kierkegaard er det at bede ikke ”lige så let som at knappe sine bukser”, da det forudsætter ”en aldeles tydelig forestilling om Gud, om mig selv og om mit forhold til ham, og om den forholdets dialektik der er bønnens” (s. 13). Skønt Kierkegaard her atter mest tænker på privatbønnen, så kunne de analytiske vink måske også benyttes på Kierkegaards ”litterære” bønner, altså de 108, som følger efter essayet. Blandt de mange spændende betragtninger lancerer Garff også den interessante tese: ”Hvor bønnen for den tidlige Kierkegaard bestod i at bede sig ud af lidelse, bliver den for den sene Kierkegaard at bede sig ud i lidelse” (s. 33). Hvis en sådan bevægelse kunne påvises gennem de 108 fremlagte bønner, ville det have været guld værd. Imidlertid er der atter tale om Kierkegaards private bønner, og dokumentationen for Garffs tese er en journaloptegnelse fra 1852, der ovenikøbet siger noget helt andet. Kierkegaard fortæller, at han engang troede, at Gud udtrykte sin kærlighed ved at sende jordiske goder, lykke og medgang, hvilket han så ikke holdt sig tilbage at bede om. Efterhånden er kristendommens lære dog gået op for ham, nemlig: ”det at blive elsket af Gud og det at elske Gud er at lide” (s. 34f.). Men hertil tilføjes: ”ligefrem at bede om lidelse: det forekom mig at være for højt, og jeg synes også, at det let kunne være formasteligt, så Gud måtte ligesom blive vred derover, om jeg ville måske udæske ham” (s. 35). Kierkegaard begyndte altså ikke at bede sig ud i lidelse. Han siger selv: ”Se, derfor har min beden i længere tid været anderledes, egentlig en stille overladen alt til Gud, fordi det ikke ret vil blive mig tydeligt, hvorledes jeg skal bede” (smst.). Denne bekendelse stemmer også godt overens med Kierkegaards allersidste nedfældede bøn fra okt. 1854 (s. 180f.), hvor han i en takkebøn må bede den kærlige Gud om selv at hjælpe ham med at takke.

Povl Götke fokuserer i sit essay på den opdagelse, at de fleste af Kierkegaards bønner henvender sig til Gud som fader. Dette fremkalder en række psykologisk-biografiske betragtninger med udgangspunkt i Kierkegaards formodentlige faderkompleks. Det synes dog rigtignok utvivlsomt, at der i tilfældet Kierkegaard er en usædvanlig tæt forbindelse mellem livserfaring og værk. Tænk blot på det (måske) uforløste forhold til faren, på den stædige bevarelse af sit livs kærlighed, Regine, som giftede sig med en anden og dermed (måske) forandrede sin kærlighed til ham, og på kampen mod det umoralske satireblad, hvilket (måske) kostede ham mange sociale lidelser. Alt sammen erfaringskilder, der synes at springe overalt i forfatterskabet, herunder i Kierkegaards bønner. Men hvad Kierkegaard i sin virkelighed følte og tænkte, og hvordan han i sit indre faktisk bad til Gud – det kan vi dog kun gisne om. Götke har mange forbehold overfor Kierkegaard, hvis karakter og kristendom mest tegnes i negative termer. Således savner han i de nedskrevne bønner Kierkegaards private bekendelser, savner også henvisninger til naturen og til fællesskab med andre mennesker (s. 197). Skønt bogen – efter Kierkegaards bøn - har fået den poetiske titel ”Længslen er din gave”, så mener Götke imidlertid, at ”det er en længsel uden krop” (s. 198). En moderne psykolog, hedder det, ville diagnosticere Kierkegaard som ”overmentaliserende” – alt bliver refleksion, ”også troen flyttes op mellem ørerne og bliver en tankekonstruktion” (s. 198). Og Kierkegaards gudsbillede – ”Det er et velkendt fænomen, at det gudsbillede, man har, grundlægges i barndommen under indflydelse af den faktiske faderfigur, man har erfaringer med” (smst.). Alle disse temaer ender i den konklusion, at Kierkegaards livsførelse og kristendomsforståelse ”begge er tragiske”, idet Kierkegaard aldrig fandt ”hvile i Gud”. Heldigvis standser Götke ikke her. Vi kan nemlig alle spejle os i Kierkegaards forbandelse, hans utilpassethed og livsuduelighed: ”Når Kierkegaard er så eminent som sjælesørger, skyldes det netop det forhold, at han bliver stående i smerten og utilpassetheden. For når man virkelig er i mørket, hjælper det ikke at blive henvist til lyset. Her trøster det kun at opdage og erfare, at der også er andre i mørket. Kierkegaard er dér, i mørket, og det er ikke det dårligste selskab” (s. 201).

Bogen afsluttes med Eberhard Harbsmeiers korte og koncise essay, hvori der fremlægges nogle helt centrale grundtræk ved Kierkegaards bønner. I den liturgiske tradition vil bønnen typisk henvende sig til enten den almægtige Gud eller til den kærlige Gud, Jesus Kristus. Det klassiske problem for fromhedslivet, som jo også debatteres heftigt i vor tid, er, hvordan vi kan forene tanken om den almægtige Gud med troen på en kærlig Gud. Harbsmeier erindrer os nu om, at Kierkegaard allerede havde løst dette problem, nemlig i den tale om Guds (kærligheds) uforanderlighed, som løber gennem hele forfatterskabet, lige fra den første prædiken i Enten – Eller til den sidste prædiken om Guds uforanderlighed, som blev udgivet få måneder inden Kierkegaards død. Bønnen udtrykker jo et gudsforhold, hvilket ikke blot forudsætter tro, men også kærlighed. Det sande gudsforhold er for Kierkegaard altid et kærlighedsforhold. Og kærlighed er, som det hedder i Kjerlighedens Gjerninger, at forudsætte kærlighed. Derfor forholder vi os i bønnen ikke kun til Gud som den allerede elskende, men også som til den elskede. Uden denne kærlighed giver det slet ingen mening at relatere til Guds almagt. Pointen er nu, som Kierkegaard har gjort opmærksom på, at i forhold til den elskede (Gud) er det kun ukærligt at pukke på sin ret – kærlighedens sejr er derimod altid at have uret overfor Gud, og i forhold til Gud er det kun ukærligt at bryste sig af sin uskyld – kærlighedens sejr er omvendt altid at være skyldig overfor Gud. Bønnens formål, skriver Harbsmeier, er derfor altid at give Gud ret. Man må altså ikke glemme fortegnet i Kierkegaards bøn. Når der tilsyneladende i bønnerne tegnes et billede af det på alle måder fejlende menneske, så skyldes det netop ikke et negativt menneskesyn. For der tales til den kærlige Gud. Bønnens bekendelse er altid en positiv kærlighedserklæring. Den egentlige anfægtelse i dette kærlighedsforhold er, om Guds kærlighed vil forblive uforanderlig. Den kærlige tro på Guds uforanderlighed er da også bønnens formål. Harbsmeier udfolder overbevisende disse tanker – med andre ord og flere gode eksempler – så man virkelig får lyst til at læse, studere eller blot bruge de mange kærlige bønner, Kierkegaard har efterladt os.

For nogle år udkom en samling moderne bønner under titlen Himlen i mine fodsåler (2011). Heri findes to moderniserede bønner af Kierkegaard. Måtte mange flere med denne udgivelse komme til.