Bøger
Ledelse af tro

Henrik Wigh-Poulsen | april 2011

Erling Andersen og Mogens Lindhardt: Ledelse af tro. Folkekirken som virksomhed og netværk. Gyldendal Public 2010, 251 s..

Et stumpt instrument
Kender De det, at man kommer gående der på fortovet, tænkende tanker, mageligt reflekterende i sit eget tempo. Pludseligt lyder der skridt bagved. Én vil forbi. Det går ikke hurtigt nok. Man bliver ond og gør sig bred. Han skal ikke komme her.

Det skal Erling Andersen og Mogens Lindhardt heller ikke. Og med dem alle erhvervsguruerne, ledelsesteoretikerne og sociologerne, der igen og igen fortæller os, hvad der er tendensen og trenden, og hvor vi bevæger os hen ad, hvorfor vi hellere må orientere os derefter, og hvorfor det ikke kan gå hurtigt nok.

Trættende konstant at halte i hælene på noget, man løbende får udlagt, hvad er. Enerverende, som den adstadigt slentrende at få udstillet sin sendrægtighed.

Hvad der måtte opstå af frustrationer under læsningen af de herrers nyeste udgivelse, Ledelse af Tro. Folkekirken som virksomhed og netværk, udspringer af sådan et erfaret krydspres mellem en folkekirkelig virkelighed, som vi har lært at leve med den, OG som den sådan set kunne være. Hvis vi ellers tog os sammen og lyttede til de restløst forandringsparate.

En anden årsag kunne være det særlige erhvervs- og ledelsesteoretiske lingo, der giver hovedpine og bliver som træ i munden: Folkekirken som virksomhed, som offentlig værdiorganisation, som metastyrende netværk, hvor ”alle relationer imellem enhederne på tværs og op i systemet betragtes som gensidige og symmetriske relationer i en koalition, i et forhandlings- og anerkendelsesspil – i et fladt hierarki”. (s.223)

Men bogen er jo også udgivet på Gyldendal Public, hvor de specialiserer sig i bøger om offentlige organisationer og den slags, der traditionelt ikke har kirkefolks interesse, men som Lindhardt og Andersen – og med dem stadigt flere teologer – har kastet sig i favnen på.

Og hvorfor har de så det?

Jo, vel fordi folkekirken, da vores generationer begyndte at agere indenfor dens porøse rammer, endnu virkede på det usagte, det indforståede, de fortrolige koder, skønsomheden, balancegangen.  At agere var at manøvrere og langsomt lære sig spillet.

Men når tingene ikke længere hviler i sig selv, når de tilmed halter, og andre end de indforståede få kræver at være med, kaldes der på ledelse forstået som handling, refleksion, samspil, bevægelse og kommunikation.

Og når en måde at tale om tingene på, er ude af trit med tingens tilstand, må der andre ord til. Derfor Andersens og Lindhardts bog og sprog, der, hvad sidstnævnte angår, slutter som en handske. At se og reagere på nye udfordringer kræver nogle gange et nyt sprog. Det gamle har indrettet sig efter de faktiske forhold og, i folkekirkens tilfælde, gået de tågede idealers ærinde i stedet. Som når menighedens tavshed og passivitet udlægges som blufærdighed eller tilfredshed. Eller økonomiske prioriteringer fortrænges som kedelige biomstændigheder.

I en af de nyere 007-film kalder M sin superagent for et ”a blunt instrument”, et stumpt slagvåben.  Det samme vil jeg sige om Ledelse af tro. Stedvist irriterende, i passager træls refererende, mestendels upoetisk. Men uhyre præcis i sine diagnoser og vanskelig at modsige, når det kommer til problembehandlingen.  En sand mytologidræber. Men også en klog bog. En anmassende bog. En meget nyttig bog. Og tag ikke fejl: Der er teologi i den.

En af hovedpointerne er, at borgeren er blevet til bruger, og at brugeren bestemmer. I en folkekirkelig sammenhæng betyder det, at alle dem, der på den ene eller anden måde forholder sig til kirken, skal høres og inddrages. Det burde ikke komme som det store chok, men gør det måske alligevel, fordi vi, som nævnt, hellere vil idealisere og tågesnakke, når det kommer dertil. Den tidehvervsgrundtvigske præstekirke har aldrig haft det helt godt med menigheden, når den blev alt for konkret og fik meninger og synspunkter.

Men altså – med afsæt i erfaringer og iagttagelser fra den store ledelsesteoretiske og sociologiske møf – gøres det ret klart, at ingen virksomhed eller organisation overlever uden at tage sit marked alvorligt.

En forkyndelse uden indblanding, samtale eller modsvar fra kirkens brugere vil svæve frit i luften, hævder Lindhardt / Andersen, der også kan udtrykke sig i klare korte sætninger: ”Menigheden bliver tilhørere. Præsten bliver centrum. Prædikenen bliver tom snak” (s.95). En folkekirke må tage sig selv alvorligt som sådan.

Men, spørger anmelderen så bekymret, det dér med brugerstyring. Det er jo ikke noget de har de allerbedste erfaringer med på universiteterne, hvor der er mere salg i analyser af ”Friends” og ”Paradise Hotel” end i Goethe og Schiller. Er det så ikke slut med synd, opstandelse, trosbekendelse og andre kantede sager fra det folkekirkelige forrådskammer?

Andersen og Lindhardt svarer, at folkekirkens ledelse er ledelse af en tro, som den ikke er alene om at definere. Brugeren skal høres. Der skal være en samtale. Ellers er han/hun snart over alle bjerge og folkekirken visner. Men en samtale kræver et udgangspunkt.  I det folkekirkelige skal vi vide, hvem vi er, og hvad vi har at byde på. No surrender, for så vidt. Men der skal et perspektivskifte til. Ud af reservatet, bort fra de mytologiske forsvarsværker og ind i de gensidige tillidsbårne relationer, også kaldet netværk.  Det er her, det sker. Det er her, folkekirken skal hente sin anden luft.

Så meget andet kunne fremhæves og diskuteres med de dynamisk anmassende to. Så meget vi kunne gøre. Så mange gode indsigter. Bogen er på den måde en markør i tiden. Men læs den nu, for om føje år er den kørt over af nye indsigter fra det ledelses- og organisationsteoretiske maskinrum. Og så løber de der sikkert igen og puster dig i nakken.