Bøger
Moskeernes mange ansigter

Birthe Rønn Hornbech | 3. august 2015 

Boganmeldelse ved tidligere Kirke-og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech:

MOSKEERNES MANGE ANSIGTER
af Massoud Fouroozandeh og Marianne Søndergaard - Forlaget Effetha

Forlaget Effatha, ifølge hjemmesiden tilknyttet Church of Love, i hvilken den ene af forfatterne er præst, lover på bogens omslag en gennemdokumenteret faktabog. Derudover stilles det læseren i udsigt, at bogen vil indeholde en række forslag og ideer til politikere og myndigheder, som forlag og forfatter finder nødvendige i forholdet til muslimer i Danmark.

Disse løfter lever bogens indhold desværre ikke op til. Lad det være sagt med det samme. Der er tale om et kampskrift. Jeg vil ikke engang tale om en debatbog, for det er småt med argumentationen.

Det, der over 400 sider dokumenteres, er forfatternes meget lidenskabelige modstand imod islam. Kampskriftet er meget ensidigt, for nu at anvende en underdrivelse. 

De mange citater og henvisninger til hjemmesider og til ”mange undersøgelser” synes alene udvalgt med det formål at understøtte forfatternes egne påstande, som fylder bogen. Hvordan de mange, mange undersøgelser, der i forbifarten henvises til, er gennemført, forsøges der ikke redegjort for. 

Ingen undersøgelser fører til andre konklusioner end de ønskede. For læseren er det umuligt at kontrollere lødigheden af muligt videnskabelige undersøgelser, der nævnes side om side med meningsmålinger og presseindlæg som kilder. 

Fjendebilledet er ikke blot islam, men ”vi” i vesten, der er naive og politisk korrekte og tror, at islam er fredens religion. Meningstilkendegivelserne om forfatternes landsmænd som naive og politisk korrekte nævnes i en uendelighed. ”Vi” og ”os” anvendes igen og igen. Vist mest som en kritik af os læsere. Men af og til betyder ”os” vist forfatterne selv. Det fremgår ikke. 

Systematik og et forsøg på en dybtgående argumentation og diskussion af de spørgsmål, der rejses, er stort set fraværende. Hvis læseren et øjeblik tror, at der nu fremlægges en diskussion om et tema, springes der straks videre eller tilbage. 

Forståelsen og muligheden for at vurdere synpunkterne svækkes tillige af, at der i teksten springes fra verden til Danmark og tilbage igen, ligesom der springes i tid uden at formål og systematik er til at få øje på. 

Det kan lette læsningen at begynde med det næstsidste kapitel, ”summa summarum”, idet afsnittet er repræsentativt for bogens 400 sider, der som nævnt, præsenterer sig selv som en gennemdokumenteret faktabog:

De venstreorienterede multikulturelle gør alt for at hjælpe med islamiseringen. De mener ikke, at der er nogen grund til at foretrække den ene kultur frem for den anden. Sharia eller demokrati? Kan det ikke være lige meget? Bare de nye muslimer stemmer, hvor de skal- hos socialisterne- så berettiger det i deres øjne, at de sælger ud af vores værdier, Pyt med de individer, det går ud over- bare den socialistiske kommunistiske ideologi sejrer...

Som nævnt lover forlaget, at forfatterne vil fremsætte gode råd og ideer til politikere og myndigheder. Det sidste kapitel har derfor kort og godt overskriften: ”Hvad skal vi gøre? ”

Når man betænker, at de to forfattere, efter det oplyste, er teologisk uddannede i Danmark og angiveligt har skrevet dette kampskift for at beskytte det danske demokrati, retssamfundet og frihedsrettighederne, er det stærkt bekymrende at læse forslagene, der ganske enkelt sætter frihedsrettighederne og danske traditioner om f. eks. forkyndelsesfrihed helt ud af kraft. 

Jeg citerer:

”Hvis det alligevel  er nødvendigt at tillade immigration, vil det være mere logisk, at tillade ikke-muslimske minoriteter fra de krigsramte områder at immigrere……”

Denne holdning gennemsyrer bogen. Men åbenbart indser forfatterne, at denne ulovlige diskrimination ikke vil finde sted i Danmark. Forfatterne søger derfor andre veje, som bekræfter den mistanke, som læsning af bogen giver, nemlig at de to teologer har det meget vanskeligt med religionsfriheden. 

For at får styr på muslimerne forslås det, at de skal indgå en bindende kontrakt inden de flytter hertil. Overtrædes kontrakten, så er det ud af landet, hvad enten der er tale om danske statsborgere eller ej. Til gengæld skal det være et krav at muslimer, der vil til Danmark, inden indrejse skal skrive under på en forsikring om, at de vil acceptere regler og normer i Danmark. Dette krav, der alene skal gælde muslimer, vil helt klart komme til at omfatte krav til sindelaget. Altså et krav, der mere er udtryk for totalitarisme end for demokrati.

Det, der antydes igennem hele bogen, står klart med dette krav. Forfatterne forstår slet ikke det grundlæggende i Grundtvigs fædreland. Der skal ikke lovgives om hjertesager. Alene vore handlinger vedkommer lovgiver og de retshåndhævende myndigheder. Ikke vore tanker.

Det foreslås tillige at alle, der arbejder med indvandrere skal have et kursus i islam. Kravet må formodes at skulle gælde alle ansatte i kommuner og regioner, i sundheds- og undervisningsvæsen, i plejesektoren og de mange frivillige organisation m.v.  Meningen med kurset skal være, at alle disse mennesker skal påvirke muslimernes hjerter og nyrer imod islam, hvor læren efter forfatternes mening strider imod dansk ret og danske normer. Det sidste skal det offentlige undersøge. Flere steder i bogen leder tanken hen på, at det offentlige skal reformere islam og luge ud i koranen.

Det mest groteske krav er dog følgende citat: ”Vi skal i det hele taget kunne være sikre på, at der forkyndes upolitisk i alle danske trossamfund.” Dette krav må, som det er formuleret, også gælde i den folkekirke, hvor en prædiken, der skal forkynde Jesu radikale budskab på eller anden måde som oftest er politisk.

Til forfatternes krav er der kun at svare. Hvis de får magt, som de har agt, vil der kun være få og aldeles tandløse prædikanter tilbage i Folkekirken!