Bøger
Præstegården i lokalsamfundet – dagligliv og kulturarv
Anmeldelse af: Præstegården i lokalsamfundet – dagligliv og kulturarv

Vi mødes i præstegården

"Læs Jens Rasmussens bog, nyd de flotte billeder og skøn på de skatte, der er efterladt i præstegårdene. Også selv om man kan blive nødt til at forandre for at bevare"

Forside af bogen præstegården i lokalsamfundet - dagligliv og kulturarv

Forside af bogen

Sognepræst Torkil Jensen

Anmelder Torkil Jensen

Titel: ”Præstegården i lokalsamfundet – dagligliv og kulturarv”

Forfatter: Jens Rasmussen

Forlag: Aarhus Universitetsforlag 2021

Anmelder: sognepræst Torkil Jensen, Vester Aaby-Aastrup

Jeg må begynde med en lille tilståelse: Jeg er nok en anelse inhabil, når jeg skriver denne anmeldelse. For det første bor jeg på 20. år i Vester Aaby Præstegård, der i 15 år var rammen om Jens Rasmussens virke som præst og historiker og som derfor naturligt har været brugt som eksempel i bogen i flere sammenhænge.

For det andet har jeg det som en ål i mudder, når emnet er dansk kirkehistorie.

Dette skulle måske på den anden side også kunne gøre mig til en krævende kritiker?

I så fald bliver de roser, jeg gerne vil sende efter Jens Rasmussens nyeste bog, Præstegården i lokalsamfundet – dagligliv og kulturarv, blot endnu større.

For her er masser af dansk kirkehistorie. Også.

Måske bliver bogen lidt nørdet af og til. Der er en tendens til, at det hele skal med, og selv om og jeg som sagt selv nyder det og forsvinder fra omgivelserne, imens omtalerne over folkehold i datidens præstegårde (21 mennesker i alt her i Vester Aaby i 1860 – men så havde præsten også selv 12 børn!) forener sig med store og små linjer i dansk kirkehistorie gennem de seneste århundreder, skal der måske tages lidt dybere indåndinger for den, hvis ens hjerte ligger et andet sted. Måske kunne nogle af de mange lister i bogen med fordel have været anbragt som bilag, eller der kunne være anvendt udvalgte eksempler.

For det er en vigtig bog, så alle skal helst med.

Det virker på den anden side heller ikke som om noget af det er overflødigt. Og lad det være sagt endnu en gang: Det er en fantastisk flot bog Jens Rasmussen har skrevet. Hvor der det godt, at der er blevet økonomi til de utallige flotte billeder af den vigtige kulturarv, som de danske præstegårde er. Og billeder af nogle af de vigtige personer i dansk kirkeliv, der ikke færdedes på universitetets bonede gulve, men smøgede ærmerne op og deltog – om end med skiftende held og evne – i det landbrugsliv, der langt op i tiden var præstens og præstegårdens livsgrundlag.

Tiden er en anden i dag og det lægger bogen heller ikke skjul på. Det er ikke en bog alene om en forfaldshistorie med solgte og nedrevne præstegårde og at alt var bedre i gamle dage. Det er først og fremmest et opråb på høje tid om at lægge mærke til, hvad vi stadig har. Og hvad livet i præstegårdene har betydet. Præstegården var forløberen for kommunekontoret, præsten var formand for skolekommissionen og sidst, men ikke mindst skal nævnes præstegårdsteologien. Det er også en kulturarv, der er under stort pres i disse år. Der blev bedrevet stor teologi under de stråtækte tage.

I dag kæmper menighedsråd og præster med dyr kompliceret vedligeholdelse, skimmelsvamp og ikke altid den mest praktiske indretning til moderne børnefamilier. Bogens afsluttende kapitler indeholder gennemgange af konkrete sagsforløb, der bringer mindelser om den årets gang i kirkelivet, der hvert år findes som en del af Kirkehistoriske Samlinger, hvor Jens Rasmussen også gennem mange år har haft en finger med i spillet.

Der er i bogen ”Præstegården i lokalsamfundet” vigtig information og materiale til den fortsatte nødvendige debat om ansvaret for kulturarven, en debat, der skal tages i samspil med verdens nødvendighed af stål i form af strukturændringer og vilkår for præstefamilien.

Læs Jens Rasmussens bog, nyd de flotte billeder og skøn på de skatte, der er efterladt i præstegårdene. Også selv om man kan blive nødt til at forandre for at bevare.