Bøger
Retsteologi

Asger Gewecke | juli 2011

Teologiske vurderinger i retlige sager - en anmeldelse

Retsteologi – udvalgte emner
245 sider, skrevet af Kristine Garde,
udgivet på DJØF’s forlag, 2011

Jeg funderede længe over, hvorfor jeg havde så svært ved at anmelde denne bog, og måtte konstatere, at det for det første var titlen og begrebet retsteologi.

At jeg så også har været en aktiv del i de fleste af de sager Kristine Garde har brugt, både som forsvarer og anklager, gør selvfølgelig heller ikke min opgave som anmelder lettere.

Og endelig kan jeg ikke lade være med at tænke på, om bogen overhovedet skulle have været skrevet, fordi der også i nogle af sagerne er tale om menneskeskæbner, hvor indtægtsgrundlag, agtelse og værdighed står på spil, og historiens støv ikke helt har nået at lægge sig over sagerne.

Når det så er sagt, er der med denne bog gjort et meget grundigt arbejde med et betydeligt kildemateriale, hvor Kristine Garde ikke forfalder til bare at pege fingre af de personer, der er involveret i sagerne, hvad enten der er tale om præster, andre anklagede eller biskopper og kirkeministerium.

I løbet af Kristine Gardes gennemgang af kildematerialet fremkommer der i en del af sagerne også oplysninger, som ikke tidligere har været offentligt tilgængelige. 

Kristine Garde bruger i indledningen mange ord og henviser til mange kloge menneskers opfattelse for at definere begrebet ”retsteologi”, men det bliver som med begrebet ”retsmedicin” to forskellige begreber skruet sammen til et ord.

Hvilket et af begreberne er så afgørende? Det står fortsat ikke klart for mig, hvad der er den dybere mening er med dette kunstord.

Retsmedicineren er en mediciner, der afgiver udtalelser og vurderinger til brug i retlige sager.

Retsteologen,  som jeg uden at fornærme hende godt kan kalde Kristine Garde, er tilsvarende den, der afgiver teologiske vurderinger i retlige sager.

Kristine Garde har så i sin bog udvalgt forskellige kendte og ukendte sager, som hun påtager sig opgaven at vurdere retsteologisk.

Hun påtager sig altså en teologisk kontrolrolle ved sin gennemgang af sagerne.  Det kan let i blive ”i bagklogskabens skærende klare lys”, men Kristine Gardes kendskab til både embede og folkekirkens organisation gør, at konklusionerne også tager hensyn til, hvor Folkekirkens grænser går med hensyn til værdighed og troværdighed.

En gammel klog sagsbehandler lærte mig en gang om disse ”personsager”: Man forstår først, hvad der står på spil, når man har fået sagen gnedet ind under huden.” Det er der ingen tvivl om, at Kristine Garde med en del af sagerne har fået, og det giver derfor også nogle spændende retsteologiske konklusioner. Samtidig viser Kristine Garde også forståelse for, at sagerne ikke bare kunne henstå uløste.

Jeg kan stadig være i tvivl om, hvorvidt offentliggørelsen af en del af sagerne overhovedet tjener noget formål. Det gælder i særdeleshed sagen omtalt i kapitel 10, som ikke en gang er afsluttet. Jeg har stadig ikke vænnet mig til, at ikke afsluttede sager bliver genstand for offentlig omtale og polemik, men det er der nærmest en hævdvunden tradition for blandt teologer. Det gamle begreb om, at man skal tie, mens retten taler, bør også gælde sager af kirkeretligt indhold.

Jeg er ikke enig i alle de retsteologiske betragtninger. Ikke desto mindre konstaterer jeg, at der er tale om et læseværdigt kirkehistorisk værk, der også er en reminder til de juristerne, der blot taler om ansættelsesretlige sager, uanset at der også e r andet på spil.

Stiftskontorchef Asger Gewecke