Bøger
Synd for begyndere

Synd for begyndere

Fra anmeldelsen: "Når man tænker på, hvordan enhver tale om synd i mange årtier har været forsvundet fra den almindelige bevidsthed, ja selv fra Herrens hus, så forundres man virkelig over den forfriskende selvfølgelighed, hvormed forfatteren med udgangspunkt i Bibelen fremstiller synden på nutidens vilkår i et sprog, som alle kan forstå."

Tonny Aagaard Olesen

Forsiden af Synd for begyndere

Titel: Synd for begyndere

Forfatter: Kristian Bøcker

Forlag: Bibelselskabets Forlag

Anmeldelse af: Tonny Aagaard Olesen

Kan man undgå at komme i godt humør, når man hører, at Det Danske Bibelselskab har udgivet en håndbog om synd? Og kan dette humør andet end at vokse til glæde, når man læser, at bogen ydermere er skrevet af en ekspert indenfor området? Og må denne glæde ikke fyldes med forventning, når bogen så ovenikøbet bærer titlen: Synd for begyndere? Lad det da være sagt med det samme: Denne bog skuffer ikke den spændte forventning.                   

Når man tænker på, hvordan enhver tale om synd i mange årtier har været forsvundet fra den almindelige bevidsthed, ja selv fra Herrens hus, så forundres man virkelig over den forfriskende selvfølgelighed, hvormed forfatteren med udgangspunkt i Bibelen fremstiller synden på nutidens vilkår i et sprog, som alle kan forstå. Borte er traditionens tunge formler for synd, eller rettere, traditionen genformuleres med tidssvarende udtryk i nye, kurante perspektiver. I denne henseende er bogen et stille nybrud. Bogens form er nærmest essayistisk, hvilket muliggør en næsten umærkelig vekslen mellem bibelsteder og aktualiserende pointer. På imponerende vis er bogens store stofområde, fra skabelsen til Sløk, vel disponeret i ni klare kapitler. Let læst, men med meget at tænke videre over.

Allerede i indledningen opridses det landkort, som syndens vil blive orienteret efter. Man kunne måske kalde det for syndens fire verdenshjørner: ”Der er ifølge Bibelen noget galt med mennesket. Med menneskets forhold til Gud, til andre mennesker, til livet som det var skabt, og til sig selv. Der er problemer i disse forhold. Og forenklet sagt samler Bibelen disse problemer i begrebet synd” (s. 8). Med dette firfoldige syndsbegreb lykkes det forfatteren at give en nuanceret fremstilling af syndens mange facetter, idet det gennem hele bogen tillige understreges, at ingen af siderne kan isoleres; de forudsætter alle hinanden.

I kapitel 1, som er bogens ouverture, anslås gennem en behændig udlægning af syndefaldsberetningen de bærende temaer. Mennesket kan ikke holde sig i den gode, skabte virkelighed. Det har en trang til at ville være noget andet, end det er. Med syndefaldet, som ethvert menneske vil gennemleve (i konfirmationsalderen), opstår ikke kun selvbevidsthed, men også følelsen af nøgenhed, skam, frygt og skyld. Idet selvbevidstheden også let fører til selvoptagethed mister mennesket sin umiddelbare samhørighed med Gud, verden, de andre mennesker og sig selv. Man øjner således allerede i begyndelsen det grundtema, som senere får mere og mere plads, nemlig den synd at mennesket altid vil være noget andet. Imidlertid vokser også en helt anden og mere grundlæggende formulering af syndsbegrebet frem, som kan dække både ”Bibelens opfattelse af synd og vores nutidige erfaring af det samme: Synd er brud med fællesskabet” (s. 32).

Fra Adam og Noas pagter bevæger vi os med kapitel 2 til Abraham og Moses’ pagter, hvori loven, de ti bud og renhedsforskrifterne, bestemmer synden. I den gammeltestamentlige frelseshistorie opfattes synden typisk som et brud på pagten med et kollektivt ansvar. Synd er nemlig som sagt at bryde med fællesskabet. En moderne parallel finder man hos K.E. Løgstrup (s. 53ff.). I kapitel 3 er temaet forholdet mellem skyld og straf, og vi bevæges gelinde ”fra kollektiv straf i retning af individuelt ansvar, fra pagten som skrevet på stentavler til at være skrevet i menneskehjerter samt skitsering af en helt ny pagt” (s. 68). Det er egentlig utroligt, at man kan brolægge en syndens vej gennem Det gamle Testamente så skridsikker, at læseren slet ikke når at se sig tilbage, før turen er forbi.

De næste to kapitler udlægger Det nye Testamentes beskrivelse af synden og forsoningen. I kapitel 5 findes et herligt afsnit om de selvretfærdige lovdyrkere, farisæerne. Hele Jesus’ kritik af disse ”er et opgør med opfattelsen af lovoverholdelsen som en mulig vej til retfærdiggørelse over for Gud” (s. 75). Dette perspektiv udvides med inddragelse af bjergprædiken, hvorigennem Jesus’ tvetydige forhold til loven – på éngang ”ret loose” og samtidig ”umådelig streng” – forklares. ”Farisæeren tror ikke på Gud, han tror på sin egen fromhed; farisæeren har ikke fællesskab med mennesker, kun med sig selv i sit religiøse selvsving” (s. 79). Dette sidste peger hen på Luthers bemærkning om synden som det falske selvforhold, hvilket på nyere dansk har fået den originale formulering: ”at være indkroget i sig selv”. Dette er et brud med fællesskabet. Kapitel 6 handler så om, hvordan dette brud heles igen, om forsoningen, eller om hvorfor Jesus døde for vores synders skyld. Med udgangspunkt i Simon and Garfunkels smukke sang ”Bridge over Troubled Water”, og med inddragelse af epistlerne og de forskellige forsoningsteorier, lander kapitlet i det glade budskab, at gennem Jesus er forbindelsen til Gud genoprettet én gang for alle. Det var altså Gud, der byggede broen over de oprørte vande. ”Det er så menneskets opgave at bygge bro til medmennesket” (s. 92).

I de næste tre kapitler følger vi udviklingen af syndsbegrebet frem til vor tid, dog ikke sådan, at den bibelske grund forlades helt. Kapitel 6 er viet den famøse lære om arvesynden (Augustin), herunder en skitsering af forholdet mellem synd og sex, samt middelalderens lære om de syv dødssynder, hvilke som bekendt i vor tid nærmest har forvandlet sig til kardinaldyder. Kapitel 8 fortsætter under temaet ”religion som synd” med at udfolde Luthers erfaring af menneskets indkrogethed i sig selv. ”Ja, spørgsmålet er for Luther dybest set, for hvis skyld han er gået i kloster? For Guds skyld? For medmenneskets skyld? Eller måske i virkeligheden for sin egen skyld?” (s. 118). Herefter følger en skitse af Karl Barths kritik af al religion, der bilder sig ind, at mennesket ved egen kraft kan nå Gud. Den religiøsitet, der i grunden kun bruger Gud til egne formål, er et brud med fællesskabet. I kapitel 7 behandles vor tids sekulariserede syndsbegreb, hvor sygdom ofte opfattes som straf for selvforskyldte handlinger. Her kunne kristendommen være til trøst, idet Gud ”lader tilgivelse gå forud for straf” (s. 114).

En bog om synd må naturligvis ende med et kapitel om syndernes tilgivelse. Det sker i kapitel 9, der indledes med en opsummering af Bibelens skildringer af synd: ”Synd er et religiøst begreb, der fastholder mennesket som et etisk og eksistentielt ansvarligt væsen” (s. 123). Når synden er et brud med fællesskabet, betyder det naturligvis ikke, hedder det videre, at mennesket skal være selvudslettende, eller at alle fællesskaber er lige gode. ”Lidt kryptisk formuleret kan man sige, at fællesskabet også kan bryde med fællesskabet – et fællesskab kan også ’opføre’ sig syndigt, for eksempel gennem tyranni og tvang” (s. 126). Endelig findes der mange slags brud med fællesskabet: ”Nogle brud er tydelige, nærmest larmende, indebærer et tydeligt før og efter, og kan tage sig åbenlyst forkerte ud: voldsomme svigt, nedrige løgne, offentlige nedgørelser for eksempel. Andre brud er mere skjulte og langvarige: den daglige giftighed, surhed, ugidelighed, forbeholdet eller den u-udfordrede frygt for at give sig hen” (s. 126f.). Vi har alle syndet, som Paulus skriver, ”alle har ødelagt et fællesskab, eller ødelægger det dagligt. Nogle gange fatalt og med store konsekvenser; andre gange den lille daglige livsødelæggelse for andre mennesker, måske blot ved manglende imødekommenhed og venlighed. Det handler Bibelen for en stor del om, synden” (s. 127). Med denne sidste skitse til et ”lastekatalog”, som er enhver moderne parterapeut værdig, har bestemmelsen af synden som brud med fællesskabet vist sit mægtige potentiale.

Kapitel 9 afsluttes med et afsnit om tilgivelse. Om Guds genoprettelse af det brudte fællesskab. Om Gud, der vil give mennesker fællesskabet og livet tilbage igen – ”give det en gang til, til-give” (s. 127). Det gælder om at blive set i al sin ufuldkommenhed og alligevel blive anerkendt, accepteret og elsket. Af Gud og af medmennesket. Tilgivelsen får ikke det forbrudte til at forsvinde, men den sørger for, at det ikke længere står imellem mennesker, og mellem Gud og mennesker. Guds tilgivelse betyder, at mennesket ikke længere skal bære sine synder alene. Bogen slutter med Johannes Sløks opbyggelige ord om tilgivelse: ”De ved alle, at man kan nedbryde et liv, en sammenhæng, et fællesskab. De ved, at man kan komme derhen, hvor alle udveje er spærrede. De ved, at man kan opleve, at der bag en kun er ulykkelige mennesker. Da skal der egentlig så lidt til, et ord, en gestus. Vi sletter det gjorte. Vi begynder forfra. Og livet gives mig tilbage” (s. 131.). 

Kristian Bøcker har skrevet en sand perle af en bog. Man leder forgæves efter de gamle dogmatiske bestemmelser af synd som vantro, ulydighed, mangel på gudsfrygt, oprør mod Gud osv., men så opdager man til sin glæde, at det fremlagte syndsbegreb jo i grunden indeholder det hele. Det er faktisk godt gjort. Fællesskab er tillige et plusord. Derfor kan alle forstå synden som et brud på fællesskabet. Mon så ikke vi skulle prøve at genindføre synden i vores aktive ordforråd? Bøcker har med sin håndbog strakt en hjælpende arm frem til alle os begyndere.