Fortsæt til hovedindholdet
Anmeldelser
Vil du døbes
Kresten Drejergaard

Kresten Drejergaard | 15. september 2011

Samtalen er folkekirkens medium
Sognepræst i Paarup Jens Rønn Sørensen har udgivet en bog om, folk og folkekirke i samtale. Bogen bærer titlen ”Vil du døbes på denne tro?” Dermed er det selvfølgelig dåbssamtalen, der er i centrum for overvejelserne, men i virkeligheden er det en bog om, hvor vigtig samtalen er i det folkekirkelige regi. Det gælder ikke blot dåbssamtalen, men også samtalerne i forbindelse med kirkelige handlinger og begivenheder. Ja, det gælder i det hele taget samtalen som begreb.

Bogen tager udgangspunkt i biskoppernes vejledning til den kongelige anordning om dåb fra 2. januar 2008, hvori det præciseres, at dåbsoplæringen selvfølgelig først og fremmest er forældrenes ansvar, men nu om dage er det også nødvendigt at understrege, at den lokale sognekirke har et ansvar for, at forældrene kan få pædagogisk hjælp og støtte med henblik på barnets opdragelse i den kristne tro. Det indebærer, at der ikke blot kan stilles krav til den dåbsforberedende samtale, men også til de samtaler, der er forbundet med en opfølgning af dåben.

Dernæst tager bogen afsæt i den iagttagelse, at man som begreb kan definere samtalen i tre niveauer. Det første er samtalens anvendelsesniveau, som betegner det, der er den praktiske anledning til, at samtalen finder sted, nemlig at et barn skal døbes. Det andet er samtalens strukturniveau, som betegner det, som samtalen går ud på, nemlig at man skal have afklaret det praktiske forløb af dåbshandlingen. Og endelig som det tredje er der samtalens ideologiniveau, som betegner refleksionen over meningen med begivenheden, altså dåbsteologien. Denne opdeling i samtalens tre lag, som stammer fra den svenske biskop Martin Modeus’ bog ”En menneskelig gudstjeneste”, kan virke noget abstrakt, men i Jens Rønn Sørensens brug af den bliver det alt andet end abstrakt. Tværtimod bliver denne forståelse af samtalens væsen og vilkår udfoldet på regulær lavpraktisk vis, så man får skærpet sansen for, hvor vigtig samtalen er for hele folkekirkens daglige virksomhed.

Jens Rønn Sørensen gør meget ud af at få beskrevet de praktiske vilkår for samtalen i den konkrete folkekirkelige, sociale og demografiske sammenhæng, alt afhængigt af om man befinder sig i et bysogn, omegnssogn eller landsogn, og alt afhængigt af den kirkepolitiske geografi.  Og undervejs bliver man også klar over, at folkekirken ikke er en uforanderlig størrelse, men at den på én gang udvikler og afvikler sig selv under indflydelse af det, der sker i det omgivende samfund. Følgende citat fra side 110 kunne stå som et motto for bogens opfattelse af forholdet mellem kirke og samfund: ”Man må stå vagt om indholdet uden at skulle klamre sig til en ordning, der i manges øjne har tabt sin mening og mistet sin berettigelse, i erkendelse af, at hvis man fastholder den ydre struktur, vil man i mange tilfælde slet ikke få ordet.” Jens Rønn Sørensen efterlyser derfor en konkret dansk kirkesociologisk forskning, så man ikke skal nøjes med de iagttagelser, der på dette område gøres i udlandet.

Det er en glimrende bog, som burde være obligatorisk læsning for alle nye præster. Og den kan læses af alle andre præster, som har brug for at eftertænke ”hvad, hvordan og hvorfor” i deres daglige virksomhed i sogn og menighed. Da bogen er skrevet i et letlæseligt og ukrukket sprog, kan den også anbefales til alle og enhver, der interesserer sig for vilkårene i den danske folkekirke. Det er helt befriende at læse en bog om samtale, uden at man skal have moderigtige ord som ”dialog” og ”kommunikation” til at skurre i ørene.

Undervejs i bogen støder man på fire indskudte bidrag fra Christian Juul Busch, Kåre Schelde Christensen, Jesper Hougaard Larsen og Jonas Lucas Christy. De er hver for sig udmærkede og rummer relevante overvejelser, men de burde have stået i et appendix helt for sig selv. I bogen er de puttet ind med mellemrum og forstyrrer derfor læsningen af Jens Rønn Sørensens besindige og velovervejede tekst. Men det er også den eneste kritiske bemærkning, jeg kan finde på.

Jens Rønn Sørensen,
Vil du døbes på denne tro? – Om folk og folkekirke i samtale.
Religionspædagogisk Forlag 2008, kr. 198,00.