Fortsæt til hovedindholdet
Anmeldelser
Boganmeldelse: Giv mig en tanke

Giv mig en tanke 

Fra anmeldelsen: Bogen inviterer indenfor i et solidt og i ordets bedste forstand opbyggeligt tanke-univers, hvor man føler sig fri til at tage, hvad man vil, spejle sig i hvad man kan, og lade resten ligge. Det er en stor fornøjelse. 

Bogens forside

Anmelder: Sognepræst Karen Blauenfeldt Dam

Titel: Giv mig en tanke 
Forfatter: Steen Skovsgaard   
Forlag: ProRex Forlag 2020 
Anmelder: Sognepræst Karen Blauenfeldt Dam. Ringe

Min umiddelbare reaktion på opfordringen til at anmelde Steen Skovsgaards bog ”Giv mig en tanke” var, at det kunne jeg umuligt finde ud af. Hvordan i alverden anmelder man en andagtsbog, der er så personlig, uden at det tangerer at bliver en anmeldelse af…. Steen Skovsgaard? Og hvem i alverden er jeg, at jeg skulle kunne gøre det?

For bogen er personlig. Den består af 208 små andagter, oprindeligt skrevet til og udgivet som rubrikken ”Ordet” i Kristeligt Dagblad i perioden fra 4. februar til 29. november 2019. Og som sådanne evangeliske tanker bevæger andagterne sig vidt omkring i Steen Skovsgaards eget liv, fra barndomserindringer til erfaringer fra præstelivet i Gellerup ved Århus, over billedrige fortællinger om lundernes vilde fald ud over fuglefjeldet på Færøerne til biskoppelige overvejelser fra Lolland-Falster stift. Også Monrads tanker har sat sig spor, og det er godt at læse om. Og som sagt personligt.

Der er meget godt at hente i denne bog.

Som præstegårdshavens foderbræt lige i disse vinterdage byder sig til over for de vilde fugle, sådan byder Skovsgaards tanke- og billedunivers sig også til over for en præst, der som mig jævnligt har behov for en tanke. 
En tanke at tænke videre på, at tage til sig og bruge i en prædiken, at more sig eller fundere over, eller, som Steen Skovsgaard selv skriver i sit forord, en tanke der kan bløde op og give adgang til den levende kilde, Jesus Kristus.    

Og når nu Skovsgaards bog er personlig, så tør jeg også lade min anmeldelse være det, og kommentere andagten over Johannesevangeliet 3,9 (side 208-209), hvor der refereres til Nikodemus-samtalens underlige ord om at blive født ind i Guds Rige. Man fødes, skriver Skovsgaard, verbet er i passiv, fordi man intet aktivt skal gøre for at komme ind i Guds Rige, man skal bare lade det ske. 
Så langt så godt – jeg er helt enig.
Men så tilføjer han (og hvor det altså bliver lidt for fromt for mig): ”Det handler også om mod……….Mod til at stole på at en anden griber mig. Det er som at stå på toppen af Grand Canyon. Man står helt ude på kanten og kigger ned. Det er tåget. Skyer har samlet sig under en, og man kan ikke se ned til bunden. Så lyder en stemme: Spring bare. Jeg skal nok gribe dig. Det er tro.” 
Nej, tænker jeg, Intet menneske ved sine fulde fem vil springe ned i en tåget Grand Canyon. Det er ikke tro, det er bare dumhed. 
Til gengæld skubber livet og døden og virkeligheden og kærligheden os ind i mellem ud over kanten, og når vi så hænger dér, i et liv i frit fald og pludselig oplever os grebet, oplever at en stemme siger: ”jeg har dig”, oplever vi tro.

Og således er Skovsgaards tanker selvfølgelig også - og heldigvis - til modsigelse. Bogen inviterer indenfor i et solidt og i ordets bedste forstand opbyggeligt tanke-univers, hvor man føler sig fri til at tage, hvad man vil, spejle sig i hvad man kan, og lade resten ligge. Det er en stor fornøjelse.