Hellere levende hund end død løve 

Forfatter Jørgen Juul Petersen. Forlaget Mimer. 160 sider. Vejledende pris kr. 175,-

Prædiken efter prædiken bliver hver søndag sluppet løs i menighederne. Når de er kommet ud over prædikestolen lever de deres eget liv derude. Kun de allerbedste blive indfanget og udgivet af forlag. Mimers forlag har netop udgivet en flok grundige og gennemarbejdede prædikener og debatindlæg af Jørgen Juul Petersen med titlen: Hellere levende hund end død løve. Her er meget at indfange for tilhørere og læsere. 

Prædikerne er tekstnære og bærer præg af et lang livs arbejde med de teologiske sværvægtere. Et af nøglebegreberne er, at livet er noget der vederfares os, livet er noget der overgår mennesket. Noget skal mennesket gøre, men andet skal det overlade til Gud. Det er mellem de to poler, at prædikanten balancerer sin teologi. Forkyndelsen er klar, som når det handler om troen og der står: ”Spørgsmålet er ikke, om vi tror at Jesus kan gå på vandet…, det er uendelig ligegyldigt, spørgsmålet er om vi tror på denne barmhjertighed”. Han tager afstand fra forstands troen og henvises til at tro springer ud af kærlighed. Og konklusionen bliver at det at være religiøs ikke er at have overnaturlige interesser, men det er at kunne se en skjult værdifuldhed i et andet menneske og handle efter det. Det er at forstå, at livet vil én noget. Det er at forstå, at det ikke kun er mig, det hele drejer sig om. At der er noget udefra, der stiller krav til én og som kaster sit lys velsignende på én. 

Kirken skal ikke være en kommandocentral, der kommanderer med folk for at få dem til at handle og tænke på en bestemt politisk måde. Kirken skal give lyst til at være til for næsten. En funktion som prædikenen også tjener, når den giver sit bud på, hvad en kristen skylder næsten, når kristendommen er blevet vederfaret én. 

Sproget er veloplagt, som når samtiden får et drag med ordene” Vi skraber sammen og rager til os og alligevel får vi aldrig nok”, eller ”ynk skaber klynk”. Det kan diskuteres hvem vi-formen inkluderer og ekskluderer. Han advarer et sted mod historisk arrogance, når vi tror, vi er blevet klogere, og denne unge kollega kunne advare mod fortids-romantisme. som når der står ”I gamle dage levede de halvt så længe, men havde evigheden. Vi skal nå det hele inden for dette livs grænser”.

Der er ikke mange, der har øje for det, men folkekirken er i gang med et generationsskifte både på kirkebænk og prædikestol. En generation, der kunne deres teologiske klassikere og som var født ind i præsteslægter, er på vej på pension. Derfor er det også vemodig læsning, for den slags prædikener er en sjældenhed. Et sted i samlingen står der ”det er det overflødige, der er det nødvendige, tænk, hvis fuglene ikke sang, men kun udsendte mekaniske signaler for at påvirke hinandens adfærd”. Det samme kan siges om prædikener, tænk hvis kirken ikke slap sine ord løs i verden. Endnu en prædikensamling kan virke overflødig, men er nødvendig. Hermed en anbefaling af samlingen.

Sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen, Paarup kirke