Musik, sang og salmer
En katedral af toner

En katedral af toner

Anmeldelse af Odense Symfoniorkesters bidrag til reformationsfejringen den 30. november 2017 

"Ind imellem rejser hårene sig i nakken, ikke fordi her er koldt, men fordi det lyder overnaturligt smukt, det der kommer ud af den fløjte. Jeg fatter ikke, hvordan nogens fingre og ånde kan frembringe de lyde. Jo, fugle kan…men mennesker?"

Rikke Møller Gotfredsen

 Dirigent: Fabrice Bollon
Solist: Michala Petri, blokfløjte

Antonio Vivaldi: Concerto Grosso i G-dur RV 151
Antonio Vivaldi: Koncert for sopraninoblokfløjte, strygere og basso continuo RV 443
Fabrice Bollon: Your Voice Out of the Lamb
Felix Mendelssohn: Symfoni nr. 5 'Reformationen'

Tekst:  Sognepræst Rikke Møller Gotfredsen, tovholder for reformationsfejringen i Fyens Stift 

Odense Koncerthus summer af mennesker allerede ved syvtiden. Måske burde man have deltaget i koncertintroen for en halv time siden? For sent nu. Af med jakken, hilse på kendte ansigter og langsomt bevæge sig mod salen. Vores billetter får placeret os på næst bagerste række, helt oppe i toppen. Det er ikke med vilje, at vi sidder der, - men det var noget nær de sidste billetter vi fik fat i, og det er næsten en måned siden! Salen er fuld. Men hvorfor kun det gråhårede segment? Hvor er alle dem på min egen alder? Hjemme hos børnene vel. Hjemme og klaske sammen på sofaen efter en lang arbejdsdag.

Nede på scenen sidder musikerne klar. De er færdige med at pille ved deres instrumenter og sidder nu og småsludrer eller kigger op i salen mod de forventningsfulde mennesker.

Ind kommer dirigenten. Folk klapper. Selv musikerne klapper. Lyset dæmpes og han indtager sin stilling på et lille podie med pinden strittende ud i luften. Med et eksploderer musikken ud i lokalet, salen fyldes af toner fra Vivaldis Concerto Grosso. Der står i programmet, at det kommer i tre dele; presto, adagio og allegro. Jeg har lyst til at klappe imellem dem, men lader være, da ingen andre gør det. Det tager kun fire minutter, men det føles tidløst.

Det næste stykke er også Vivaldi, men denne gang indfinder sig lidt af en berømthed på scenen; den kendte blokfløjtespiller Michala Petri. Salens bifald brager. Jeg har kun hørt hende i fjernsynet, så jeg ved ikke, hvad man kan forvente. Salen bliver helt stille igen. Jeg ville ønske, jeg havde taget min kikkert med, nu hvor hun samler en af de mange fløjter op, der er lagt frem på et lille bord. Hun har ingen noder foran sig – og da hun begynder at spille, bliver det klart, at det har hun ikke brug for. Hendes fingre danser hen over fløjten og lyden skiller sig ud fra resten af orkesterets. Stykket er endnu en gang delt op i tre dele; allegro, largo og allegro molto. Jeg har næsten kun opmærksomheden på fløjten – det er som at gå i en skov med fuglesang. Ind imellem rejser hårene sig i nakken, ikke fordi her er koldt, men fordi det lyder overnaturligt smukt, det der kommer ud af den fløjte. Jeg fatter ikke, hvordan nogens fingre og ånde kan frembringe de lyde. Jo, fugle kan…men mennesker?!

Ikke desto mindre sidder vi målløse tilbage efter 10 minutters Vivaldi. Hænderne klapper af sig selv. Jeg skal lige have det til at bundfælde sig.

Det får det så sandelig lov til, da dirigenten Fabrice Ballons eget stykke skal spilles. Stykket hedder Your Voice Out of the Lamb og også her er Michala Petri med. Fløjterne er vokset i størrelse og frembringer nu lyde, som henleder opmærksomheden på noget australsk. Stykket er så syret og anderledes i lyd, at man overvejer, om ikke det kunne bruges i den næste aliensfilm. Men folderen fortæller, at en indspilning af stykket har været nomineret til flere priser. Det trods, at stykket ”grænser op til det uspillelige”, som der står.

Der bliver klappet alligevel, men talt livligt om stykket i pausen. Folk kan ikke lide det. Det er altså også meget anderledes.

Heldigvis belønnes vi til slut med 28 minutter af Mendelsohns Symfoni nr.5 ”Reformationen”. Endelig kan jeg genkende nogle toner fra Luthers ”Vor Gud han er så fast en borg”. Man får næsten lyst til at synge med, siger en – og jeg kan kun give hende ret. Jeg har aldrig hørt det så smukt spillet. Og så kan jeg endelig se den direkte sammenhæng til reformationsjubilæet. Det har været svært indtil nu. Programmet har indledt med en beskrivelse af reformationens betydning for især kirkemusikkens udvikling, men jeg savner et fokus på, hvordan bogtrykkerkunsten, såvel som kirkemusikken fik sat skub i en udvikling af musiklivet i øvrigt. Så ville jeg bedre have kunnet sluge det sære stykke af Fabrice Ballon før pausen.

Men alt i alt har vi denne aften fået 61 minutters musik – hvoraf en stor del af det var i verdensklasse. Jeg har svært ved at sammenligne sofaens bløde puder med denne oplevelse. Ikke desto mindre var det alternativet denne aften, - og jeg ved godt hvad jeg helst vil, hvis jeg bliver spurgt en anden gang. Jeg ville vælge koncerten.