Fortsæt til hovedindholdet
Pressearbejde og debat
Relevans: Kirken som samtalepartner

Vis kirkens relevans

God kommunikation kræver både empati og interesse for den fælles dagsorden i samfundet. Netværksorienteret kommunikation, kan man kalde det.

Af Malene Bjerre, Helsingør Stift

Spørg dig selv: Hvem vil jeg gerne sidde ved siden af til en fest? Den bordherre, der taler om sig selv, sit job, sin seneste ferie – uden at ænse mig? Eller den, der spørger interesseret ind til, hvad jeg går og laver, så vi måske opdager, at vi begge to lige har set den samme film og er vildt optaget af den.

Astrid Haug taler i sin bog ’Sig du kan li’ mig’ om et alternativ til afsenderorienteret kommunikation, som hun kalder netværksorienteret kommunikation. I stedet for at tale om vores arrangementer, opgaver og interesser, skal vi melde os ind i den fælles samtale, der allerede finder sted i samfundet.

Billedlig talt skal vi ikke stå inde i kirken og sende meddelelser ud ad døren, mens vi peger på de gode ting, der befinder sig inde hos os. I stedet skal vi gå ud ad kirkedøren og opsøge de steder, hvor samtalen foregår i øjeblikket – hvad enten den så handler om X Factor, ny sorgdiagnose, techgiganter, Brexit eller svindleren Britta Nielsen fra Socialstyrelsen. Stille spørgsmål og sammen blive klogere.

Det handler om at finde det fælles. Hvad er vores brugere – og dem, vi gerne vil have til at bruge os – optaget af, som vi har noget relevant at sige om? Hvor netop vores bidrag til samtalen kvalificerer den på den måde, kun kirken kan? Det kræver både, at man er velorienteret om dagens talk of the town og har en god portion empati. 

Kirkens allermest grundlæggende budskab skal ikke laves om. Det handler ikke om at lefle, finde laveste fællesnævner eller forlade sin kerne for at smigre sig ind hos nogen, der slet ikke er optaget af kirkens budskab.

Det handler om, at kirken netop skal vise sin relevans og meningsfuldhed. Ind i det helt almindelige hverdagsliv, som det ser ud for de fleste af os.

Netværksorientering i praksis

Hvordan ser netværksorienteret kommunikation ud i praksis? Det er faktisk svært at svare på – for det afhænger helt af, hvem man skriver til på et bestemt tidspunkt. Men her er noget, der ligner:

Eksempler på afsenderorienterede meddelelser:

  • Hver onsdag har vi læsekreds, hvor vi læser de store klassikere.
  • Kirken er lige blevet renoveret på grund af fugtskade.
  • 1. november har vi et foredrag med en kendt forfatter.
  • Vi har mange faste kirkegængere til højmessen, og familiegudstjenesterne har åbnet kirkens døre for nye brugere, som vi er glade for at byde velkommen.

Eksempler på netværksorienterede invitationer til samtale:

  • Vi frådser som aldrig før. Med mad og drikke, energi og klima, likes og et utal af virtuelle venner. Er frådseri stadig en synd i en tid, hvor vækst på alle planer opfattes er en dyd?
  • Kan man som Svend Brinkmann stå fast på noget uden at inddrage Gud i den sag?
  • I sin sorg efter Augusts død opsøger Elisabeth Krogh i Herrens Veje en clairvoyant. En undersøgelse fra DR viser, at over dobbelt så mange vil opsøge alternative behandlere i stedet for en præst. Hvordan kan det være?

To gode modeller til at illustrere pointen

Model der illustrerer relevans

Hvordan gør du dig relevant for andre? Hverken ved kun at tale om dig selv eller ved at tro, at du kan tale med om alt, hvad der interesserer modtageren. Det handler om at finde overlappet. (Model fra Astrid Haug: Sig du ka' li' mig)

Netværkstrappe

Astrid Haug taler om produkter og forretning, og kirken er ikke en virksomhed, der sælger varer. Og alligevel kan tankegangen sagtens overføres til kirkens kommunikation også: Er vi optaget af vores egen virkelighed eller af den situation, brugeren står i? (Model fra Astrid Haug: Sig du ka' li' mig)