Bøger
Knausgård I syv sind

Knausgård i syv sind

Knausgårds blik- og blikket på Knausgård

Af: Gitte Henriksen, cand.mag. og Seminarielektor, Svendborg

Anmeldelse af bogen "Knausgård i syv sind", ANIS 2015. Redigeret af David Bugge, Ole Morsing og Søren Fauth.


Hvad vil det sige at være i syv sind? Hvis man slår op i ODS skrives her, at det betyder at være i tvivl, at være vægelsindet. Når jeg læser det sidste skud på stammen i serien ”I SYV SIND”  fra forlaget ANIS om Karl Ove Knausgårds forfatterskab bærer de syv læsninger ikke ligefrem præg af tvivl og vægelsind; tværtimod er her tale om tolkninger, der konsekvent følges til dørs med fokus på blandt andet den eksistentielle vinkel; nuancerede, skarpe og grundige læsninger med inddragelse af væsentlige  nedslagspunkter inden for forfatterskabet koblet til relevant skønlitteratur, litteraturteori, filosofi og det teologiske fagområde.


Det første blik på Knausgårds forfatterskab er lektor Hans Hauges. Et af Hauges omdrejningspunkter er hvad er fiktion? Hvad er virkelighed? Herunder genrebegreberne den fiktionsfri fiktion, autobiografi, autofiktion, hyperrealisme samt dobbeltkontrakten mellem tekst og læser.

Jeg har aldrig fundet det særlig interessant at fokusere på de forskellige genrekategorier; tværtimod tænker jeg, at fokus flytter sig fra det, der er på færde i tekstens æstetiske og eksistentielle tekstrum til en begrebsakrobatik.

Jeg finder det det derimod langt mere interessant at tale om begrebet ”torniqué”: Litteraturteoretikeren Gerard Genette har i forbindelse med Marcel Proust ”På sporet af den tabte tid” skrevet, at her kan man producere en uendelig diskussion mellem en læsning af værket som fiktion og som en selvbiografi. Gennette konkluderer i den sammenhæng, at ”I øvrigt burde man blive i denne tourniqué”, der blandt andet kan betyde svingdør.

I forlængelse heraf konkluderer en anden litteraturteoretiker Paul de Man, at distinktionen mellem fiktion og selvbiografi følgelig ikke kan være et enten eller forhold, men tværtimod er uafgørlig. Jeg tænker, at det er passende at forblive i Knausgårds svingdør, selvom det, som Paul de Man skriver, er særdeles ubehageligt at være i denne ”torniqué”, fordi den accelerer uendeligt og faktisk arbejder simultant. Og måske er det også det, Hauge i sidste ende vil frem til: at vi læsere må betragte svingdøren som et vilkår under læsningen af Knausgårds værker. For som Ole Morsing skriver så klogt i den fjerde artikel i ”I SYV SIND” under overskriften: ”Jeg tænker og føler, altså skriver jeg”:

”Som andre store klassiske forfattere lader han (Knausgård) mange spor krydse hinanden, ikke mindst lader han spor fra værket, der fører ud til virkelige hændelser, forlænge sig ind i værket igen – og det er for os læsere umuligt at finde ud af, hvad der er fiktion og virkelighed”.

Afslutningsvis vil jeg i denne sammenhæng citere lektor Poul Behrendt fra artiklen ”Fra skyggerne af det vi ved” i tidskriftet Kritik nummer 213; en artikel som måske kan give læseren mod på at (gen) læse dette interessante indlæg i forbindelse med Knausgårds leg med genrebegreber og forholdet mellem tekst og læser: 

 

”[…] Ikke desto mindre var jeg i sommeren 2011 nået frem til den overbevisning, at hverken betegnelsen autofiktion eller begrebet dobbeltkontrakt dybest set havde relevans for Knausgårds værk”.

 

Et andet spor i Hauges artikel er forholdet mellem jeg og dig. Med udgangspunkt i den franske forfatter Jean Genets udtalelse: ”Jeg er dig” ophæves skellet følgeligt mellem dig og mig, dem og os. Dette skal, ifølge Hauge, endvidere ses i lyset af Knausgårds tanker i essayet ”Navnet og tallet” fra bind seks i ”Min kamp”. Jeg vil ikke her komme nærmere ind på Hauges analyse af denne tekst, men blot skrive, at Hauge fremhæver Knausgårds overvejelser i forbindelse med ulykken på Utøya: Her opstår der dels et stærkt fælles vi blandt det norske folk, og dels erkender Knausgård, at fjenden ikke var Al Qaeda, den fremmede, men derimod er i det norske, det kendte ”Fjenden var os selv”. En skræmmende dobbelthed, der åbner op for at en erkendelse af, at Hitler, Breivik og Knausgård ikke kan adskilles: ”Jeg er dig”.

Hans Hauge kommer omkring mange interessante aspekter i læsningen af Knausgårds værker, der både peger på det komplekse forhold mellem fiktion og virkelighed, jeg og dig; et møde med tourniqué på flere niveauer – og så må læseren selv tage stilling til graden af ubehag inden for denne simultanitet.

Jeg vil afslutningsvis lade Hauge- og Knausgård aflevere bolden ind i spillets tourniqué:

”Min kamp” er en kamp mod fiktion og fiktionalisering. Breivik sænker himlen ned på jorden, dvs. den absolutte pseudovirkelighed. Han var kun forpligtet af billeder. Han dræbte som var det et dataspil, og hørte på musikken fra ”Lords of the Rings filmen. Læsningen af ”Min kamp” åbner igen virkeligheden for os og nedbryder billedet af verden”.


Lad mig sige det med det samme: Jeg er meget begejstret for Bugges artikel ”Mennesket Kain – Hitler – Knausgård”. Bugges blik tager udgangspunkt i, at den gammeltestamentlige fortælling om Kain og Abel løber som en direkte og indirekte tråd gennem forfatterskabet – og Bugges artikel guider på fornemste vis læseren gennem læsningen med dette fokus for øje – klogt, grundigt og nuanceret med sans for teksternes intertekstuelle og dermed æstetiske rum- og i forlængelse heraf kristendommens nådesbegreb, hvor alle forskelle ophæves – Kain, Hitler og Knausgård er alle lige for Gud.

Denne begejstring vil jeg dele med læseren, ikke ned i detaljen, men med de store penselstrøg med Bugges blik for øje:

Rivaliseringen, mærket og fredløsheden, skriver Bugge, er vigtige emner i fortællingen om Kain og Abel, men, skriver Bugge videre, det interessante i forhold til ”Min kamp” er, at Knausgård vælger at tolke Kainfiguren i forhold til ansigtet og blikket – at blive set eller aldrig at blive set af Faderen (præcis som Gud ikke tager imod offergaven fra Kain). Det er en af de helt afgørende kampe i ”Min kamp” – et inderligt og dybtfølt ønske om at blive set af faderen; et ønske, der aldrig bliver opfyldt samtidig med, at Faderens blik på sønnen bliver en del af psyken: Karl Ove bøjer, som Kain, hovedet under Faderens dømmende blik.

Bugge arbejder i forlængelse heraf med essayet ”Navnet og tallet” i bind seks i ”Min kamp” med dét for øje, at Knausgård i læsningen af Hitlers ”Min kamp” beskriver slægtskabet mellem Hitler og ham selv. For som Bugge skriver:

”Knausgård opremser selv nogle iøjnefaldende ligheder: Kærligheden til moderen, og hadet til faderen, brugen af kunsten som selvforglemmelse, problemerne med det sociale, kvindeophøjelsen og kvindeangsten samt kyskheden og renhedslængslen [..] deres feminine sider”.

Knausgård forsøger, skriver Bugge, at se mennesket Hitler ved at beskrive deres fællestræk – at se Hitler indefra, forfra – på ny kunne man måske sige – at se mennesket Hitler uden at tænke på masseudryddelseslejre. Det er dét, skriver Bugge, der er det originale ved Knausgårds analyse - og her citerer han fra ”Navnet og tallet”:

”[...]vi har gjort Hitler til noget uforståeligt, noget umenneskeligt, noget uden for os selv, nærmest som et det. Men Hitler er ikke noget fremmed han er en af os. Nazismen er ikke umenneskelig, den er menneskelig”.

Lidt uden for nummer, men alligevel: Jeg kommer her til at tænke på Lars von Triers udtalelse under Cannes festivalen: ”Okay, I am a nazi…”

Men tilbage til Knausgård – og Bugge: At nedbryde forskelle i skellet mellem jeg og du (præcis som Hans Hauge skrev om i forbindelse med udgangspunkt i den franske forfatter Jean Genet: ”Jeg er dig”) skaber angst. Derfor skræmmes vi af kristendommen, fordi nåden ophæver alle forskelle mellem jeg, du, det, vi og de.

Men menneskene er, som Knausgård siger, for små til at ”implementere forskelsløsheden”.

Og, skriver Bugge videre, kristendommen baner dermed vejen for at ophæve forskelle – og det handler om blikket – om at blive set, ja måske genkendt. Ikke i det dømmende (onde) blik fra Faderen, der får én til at bøje sig mod jorden, men dét blik i kærlighed, hvor alle bliver lige for Gud – som menneske på trods af, hvem vi er: Kain, Hitler eller Knausgård – jeg, du, det, vi og de.

For som Bugge skriver afslutningsvis:

”Ikke et granskende og dømmende blik, der får ens eget ansigt til at falde, men et blik, hvori alle forskelsløst tilkendes uendelig værdi. Når det blik toner frem, kan man atter løfte hovedet. Man er befriet for selv at få sit liv og sin historie til at gå op. En anden, som overvinder al modstand og alle grænser, har taget over. Det er ikke længere min kamp”.

Kristendommen, tænker jeg, formår at ophæve strukturalismens systemtænkning omkring de binære poler og hierarkiske systemer - og det kan være her, at kristendommen, postmodernismen og dekonstruktionen mødes og spejles – griber ind i en fælles bevidsthed om at vi alle er kendt i kærlighed, i nåden.

                   

Kasper Green Krejberg spørger i artiklen ”Hvorfor den titel? Om Knausgårds nazismefascination i Min kamp”. Knausgård må have villet noget med den titel- men hvad? Krejberg beskriver indledningsvis de forskellige bud på, hvorfor netop denne titel: - Knausgård sammenligner sit eget liv med Hitlers og denne interessante psykologiske kompleksitet kobles til Knausgårds angst for Faderen, - et fuck you – ikke at please nogen, - en ironisk kommentar til Hitlers monstrøse politiske og ideologiske skrift - og Knausgårds ”lille” kamp for blandt andet at forene forfatter- og faderidentiteten - for bare at nævne en række blandt mange synspunkter.

Et interessant blik - og spor, som Krejberg tager fat på i et forsøg på at blive klogere på, hvorfor Knausgård vælger netop denne titel, er forfatterens fund af en nazinål blandt faderens efterladte ejendele, som igen fører til, at Knausgård genlæser ”Min kamp” for som Krejberg skriver:

”Med de to genstande eller beviser rykker nazismen og krigen på en måde ind i vores hovedperson, men er samtidig uden for ham, uden for hans kognitive rækkevidde, men akkurat mærkbar for hans emotionelle. Den lange Hitlerlæsning er hans forsøg på at forstå sig selv ved at hente ”psykologi og følelser” ud af de stumme familiestykker, men dermed møder han først og fremmest sig selv og sin samtid”.

Krejberg kommer i den forbindelse med en række særdeles interessante læsninger. Jeg vil ikke gå i detaljer med den grundige gennemgang, men blot pege på en række centrale spor:

Det første drejer sig om, at Knausgård ser en sammenhæng mellem, at vi, i vores moderne gennemdigitaliserede verden, i computerspillene dyrker det rene og naturlige menneske – det heroiske menneske og den heroiske død; en dyrkelse som Knausgård skriver, at vi snart vil møde i virkelighedens verden:

”Før eller siden vil (vi) senke himmelen ned på jorden og la den gjelde der”.

Og det er på den baggrund, at Krejberg på Knausgårds vegne kan konkludere, at vores moderne digitaliserede verdens værdiforståelse kommer til at ligne de nazistiske anakronistiske værdier. Her er kort sagt belæg for at frygte en ny (nazistisk) totalitær bevægelse.

Den anden retning Krejberg forfølger er, som han skriver: ”Hvad er det for en længsel som nazismens arv og æstetik vækker i ham?” I den forbindelse nævner Krejberg ”suget i det autentiske”, en storhed og en skønhed – at genskabe ”de mægtige følelsers sprog”. For som Krejberg konkluderer:

”Om det er barbarisk eller kitschet eller kulørt, er han i sidste ende ligeglad med, for med Min kamp er det hans ambition at give fanden i det hele og på kunstens vegne genskabe muligheden for at synge en lovsang om tilværelsens skønhed og sandhed. Men en ambition gør det ikke alene og Min kamp er derfor også historien om, hvordan han forsøger at generobre den store skønhed”.

I en sidste interessant vinkel i Krejbergs artikel fokuseres på Knausgårds møde med døden – faderens døde krop. Kroppen er ikke bare et det, men et du. Dette du bliver født i det øjeblik, faderens navn bliver kendt og skrevet ind i ”Min kamp”. For som Krejberg skriver:

”Derfor tager Knausgård mod til sig og trodser onkel Gunnars forbud, når han i sidste del giver faderen navn og ansigt, ”Kai Åge Knausgård””.

Desuden konkluderer Krejberg, at du`et suppleres af et I, da ”Min kamp” er dedikeret til Knausgårds familie: Linda, Vanja, Heidi og John. Og dét står netop i skærende kontrast til nazismen: Her findes nemlig ikke et du, men udelukkende et jeg der taler til et vi – en krop uden navn – uden et du. De millioner af mennesker, der bliver slået ihjel i gaskamrene var blot ”kroppens det” som Knausgård skriver – ”Vi`ets forskelsløshed”.

Udover at pege på det manglende du pointerer Krejberg, at i Knausgårds møde med faderens døde krop erkender han, at livet rummer en guddommelig kraft, og døden er meningsfuld, og mennesket er vilkårligt og værdiløst (?). Synet på mennesket er for Krejberg skræmmende, og her bliver det ”vanskeligt at følge med”. Men, skriver Krejberg videre, måske handler det om: ”at han skriver selvfremstillende og nysgerrig litteratur, og her er omtrentlighed mere bevendt end præcision”.

Pointen for Krejberg i forhold til de mange og komplekse tanker, der griber ind i hinanden på så mange niveauer bliver, at Knausgård ønsker, at vi mennesker skal erkende og mærke, at kroppen er natur: ”Det er fordi vi er jord. Det er fordi vi er blod. Det er fordi, vi skal dø (Blut und Boden)”.

Det er en særdeles grundig og nuanceret gennemgang af Knausgårds tanker om nazismens betydning i vores moderne digitaliserede samfund, herunder frygten for en ny totalitær stat, det (guddommelige) romantiske kunstsyn- simultant og tidsløst; ”det autentiske – og sidst, men ikke mindst konkluderer Krejberg med ordene lånt hos Thorkild Hansens Processen mod Hamsun:

”[…] at begge (Hansen og Knausgård) forsøger at gå i det romantiske digtergenis fodspor og finde en bjergtop, de kan råbe ned fra: Ikke blot for at fortælle, at alt er tilladt, men for at blive set og gennem eget eksempel vise os, at vi betyder noget for dem, og at vi alle betyder noget for hinanden. At det private og undselige kan være af yderste vigtighed for os alle, og at vi derfor må være nærværende og huske at fæste blikket”.

      

I Ole Morsings artikel: ”Jeg tænker og føler, altså skriver jeg – Knausgård som forfatter” er omdrejningspunktet begrebet følelser i Knausgårds forfatterskab, men som Morsing skriver: ”Det er ikke helt nemt at fastfryse Knausgårds forståelse af følelser”. Men sikkert er det, skriver Morsing videre – følelser er et af de helt centrale omdrejningspunkter i forfatterskabet, både i forbindelse med den kunstneriske skabelse, i hans beskrivelse af forholdet til andre mennesker og i den hudløse ærlighed:

Morsing anvender begreberne Geschichte og Historie ind i et forsøg på at indfange Knausgårds æstetiske (følelses) univers. Begreberne defineres i udgangspunktet således:

”Geschichte kommer af geschehen, hvad der sker, og er derfor udtryk for de konkrete begivenheder. Historie, som kommer fra det græske historia, er viden om begivenhederne. Geschichte defineres som hændelseforløbet, mens Historie er den videnskabelige undersøgelse og fremstilling af det, der sker, dvs. af Geschichte”.

Begreberne vil Morsing udfolde i læsningen af Knausgårds forfatterskab – og det er her kæden for mig at se hopper af:

Som almindelig læser har jeg svært ved gennemskue Morsings kobling af de to begreber til Knausgårds æstetiske univers- og til æstetisk skabelse i al almindelighed. For mig at se er de to begreber hentet fra en diskurs, som ikke kan indfange den særlige forbindelse mellem liv og skrift, som blandt andet ”Min kamp” rummer: Den kunstneriske skabelse og den kunstneriske form kan hverken betegnes som værende Geschichte eller Historie – ej heller kan de to begreber indfanges i læsningen af litteratur: Litteratur er jo netop ikke en optegnelse af konkrete begivenheder som (måske) kan løftes til Historie. For som Knausgård udtaler i et norsk bogprogram umiddelbart inden udgivelsen af ”Min kamp”:

”Jeg er levende optaget af, hvad liv er – og sidst, men ikke mindst, hvordan liv og litteratur hænger sammen – og ”at det er i selve skabelsesprocessen, at det biografiske stof bliver til fiktion”. 

Afslutningsvis vil jeg understrege, at for mig at se, er det givende i læsningen af Morsings artikel, hans betragtninger om følelsernes betydning i Knausgårds forfatterskab:  Knausgård nærmer sig en dyb erkendelse af, at følelser eksisterer på tværs af tid og rum: På samme tid en konkret og abstrakt bevægelse - som en kollektiv urkraft bliver følelserne vejen til at skabe kunst. Og lad så Knausgård få det sidste ord i ”Sjælens Amerika” om Knut Hamsuns forfatterskab:   

”Å få språket til å nå langt lenger enn tanken, det er kunsten for alle forfattere”. 

      

Jeg blev meget begejstret, da jeg læste Hans Nørkjærs artikel: ”Knausgårds troldspejl Om blikkets begrænsninger og hjertets kulde i Min kamp”; begejstret, fordi det var så anderledes, nyskabende – og også oplagt at læse Knausgårds romanværk med udgangspunkt og i dialog med H. C. Andersen: ”Snedronningen”.

Øjet og hjertet er de to symboler Nørkjær retter sit blik i mod i forhold til at kaste lys på  Knausgårds projekt i ”Min kamp”. Først og fremmest knytter Knausgårds projekt sig til at skrive den mørke side af sit ansigt frem- at kaste lys på skyggen. Vejen ind i dette (narcissistiske) terapeutiske projekt er skriften – og i den forbindelse har Nørkj[ær en relevant pointe med reference til ”Odysseus” og ”Snedronningen”:

”Knausgård bliver i udgangspunktet forført af den sirenesang, der betyder sprogets greb om ”den virkelige virkelighed”, og tror så at sige, at han kan kurere fiktion med fiktion […] Knausgård stirrer lige ind i troldspejlet, hvor han tror, at han kan gennemskue sig selv og verden. Men han ser ikke troldsplinten i virkelighedens rude”.

I forlængelse heraf understreger Nørkjær, at der ikke findes én sandhed, én historie om Knausgårds forhold til Faderen - og sproget må være som troldspejlet et (forvrænget) og fortolket billede af ”Den mandlige Medusa”; en erkendelse, skriver Nørkjær, som Knausgård også gør læseren opmærksom på undervejs i skriveprocessen. Man kunne endvidere sige, at erindringen altid vil være bevidsthedens historie transformeret ind i en helt igennem subjektiv form og fortolkning.

Men tilbage til hjertet - for som Nørkjær skriver: Hjertet tager ikke fejl. Fortællingen om Kai Åge Knausgård bliver ”Den udgave af faderen, som Knausgård har frembragt – en følelsernes repræsentation af ham – i erindringens og skabelsens troldspejl.

Knausgårds bundfrosne hjerte skal, skriver Nørkjær, som Kays i ”Snedronningen”, tøs op og vejen er at lade følelserne få frit løb med alt, hvad det rummer af had, frustrationer, sorg, smerte og vrede - i en forskruet narcissisme og selvhad: for først da kan Karl Ove Knausgård forløses i skriftens (fortolkende) troldspejl.

Nørkjær konkluderer, at den mandlige Medusa opløses, mister sit greb i Knausgård, og Pegasus bliver født af Kai Åges blod. Som en anden Kain kan han løfte blikket mod himlen og ikke længere bøje sig i støvet.

 ”Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden”, citerer Nørkjær – for i forlængelse heraf at sammenstille Gerda og Linda:

Linda får, skriver Nørkjær, som Gerda i ”Snedronningen” isklumpen i Knausgårds hjerte til at smelte, opløses og forsvinde, så han bliver i stand til at være i den familie han elsker -  i modsætning til tidligere, hvor han udelukkende oplevede familien og dermed kærligheden som en pestilens; en forhindring for kunstnerisk skabelse.

”Lykkelig resignation” skriver Nørkjær afslutningsvis, eller kunne jeg tilføje hjem – ude – hjemme indhyllet i biedermeieridyl. Måske, men ét står fast – hjertet, øjet og blikket udgør grundstammen, grundmaterialet i Knausgårds poetik. 

                            

I artiklen ”Jeg er dig – mystikeren Karl Ove Knausgård” sætter Johan Christian Nord også fokus på Jean Genets udtalelse Jeg er dig, forskelsløsheden, hvor grænsen mellem jeg og du udviskes. Nord beskriver og diskuterer de mange (komplicerede) lag i Knausgårds overvejelser i forbindelse med dette grænseløse rum, denne grænseløse væren, hvor alle modsætninger ophæves, alting flyder. For som Nord skriver i forbindelse med Knausgårds tanker om, at der ikke er forskel på Hitler, og de jøder han slog ihjel; tanker Knausgård gør sig i ”Min kamp”, bind 6:

”[…]Hitler er lige så meget værd som de jøder han gassede og slog ihjel. For enhver almindelig betragtning er det en både vanvittig og umenneskelig tanke. Men det er dét Knausgård skriver. Det er den tanke, han tænker. Han tænker og skriver naturligvis ikke sådan, fordi han nærer agtelse for Hitler. Han gør det, fordi han i ramme alvor mener, at være stødt frem til en erkendelse, der overskrider det menneskeligt mulige, men dog viser sig for den dybdeskuende som selve kernen i det menneskelige. Kunstneren er blevet mystiker”.

Nord kalder denne tilstand af ”paradoksmystikkens udjævnende blik på forskellenes virkelighed” problematisk – for Knausgård – og her griber Nord på overbevisende og befriende vis fat i Knausgårds fortælling om mødet med en arabisk forfatter under et litteraturseminar i Beirut: forfatteren finder Knausgårds (narcissistiske) roman dybt uinteressant, fordi den ikke handler om politik og dermed om de dybe forskelle, der eksisterer i verdens brændpunkter.

I virkelighedens verden findes Det andet, men ikke nok med det: Nord navigerer videre i Knausgårds akrobatik og understreger, at Knausgård afslutningsvis i ”Sjælens Amerika” fremhæver, at den megen skrift i forfatterskabet er et udtryk for en længsel efter grænser. Ak ja, det er ikke helt nemt at blive klog på Knausgård – modsætninger eller ej. For som Nord skriver:

”Nogle vil finde den slags både – og – akrobatik dyb og indsigtsfuld. Andre vil finde den forvrøvlet og kunster-selvforgabt. Selv hælder jeg efterhånden til det sidste”.

 

Nord refererer afslutningsvis til en kronik, hvor Knausgård kommer ind i virkelighedens kamp og skriver om det dobbeltmoralske Sverige. For som Nord skriver om mødet med den arabiske herres betydning: ”En afgørelse, et skridt ud af det skønåndende grubleri og ind i forskellenes, handlingens og kampens virkelighed”.

Undervejs i Nords gennemgang af Knausgårds både – og, enten eller var jeg som læser ved at miste overblikket, men artiklen giver stof til eftertanke, fordi den guider os igennem en søgende forfatters forsøg og ønske om at forsøge at finde fodfæste i både og – enten eller. 

 

Det sidste blik på Knausgård er Svend Brinkmanns ”Knausgård som forsker”. Blikket rummer blandt andet begrebet presence; et begreb som jeg finder særdeles relevant og inspirerende at anvende i forbindelse med læsningen af ”Min kamp”. Presence er knyttet til kroppen, til følelserne – og det er inden for genren lyrik at precence formidles. For som Brinkmann skriver:

”Narrativer og mening er forbundet til forløb med plots i tid (…) Poesi og lyrik er derimod forbundet til konkrete steder og materialitet, ikke mindst til stemmen med al dens lydende intensitet, prosodi og rytmik. Det er alle disse materielle, biologiske fysiologiske, haptiske og akustiske m.m. fænomener (der også handler om tempo, puls, volumen og intensitet) som begrebet om presence skal fange”.

Brinkmans pointe er, at Knausgård formår at skabe ”precenceeffekter”. Han skaber, skriver Brinkmann videre, et lyrisk forskningsprojekt, hvor det ikke handler om at skabe mening og betydning, men derimod skabe et nærvær hos os læsere. Kort sagt teksten får krop – er lyrisk.

For som Brinkmann afslutningsvis skriver, med Heidegger i ryggen:

”Det er ikke sandhed som meningsfortolkning, men sandhed som presence, som afdækning af vores forhold til verden” – og med et citat fra Ron Pilias understreger Brinkmann: ”Videnskab er at kigge på et træ og se tømmer. Poesi er at kigge på et træ og se et træ”.

Brinkmanns læsning af ”Min kamp” med presence for øje skaber nærmest presenceeffekt i mig som læser. For Knausgård skal jo læses lyrisk og ikke narrativt. Vi skal sammen med Knausgård se verden, og lad så Knausgårds blik på verden formidlet via Brinkmanns blik få det sidste ord:

”Å skrive er å skrive seg gjennem fordomme, til verden på den andre siden, slik den kunne være da vi var barn […] det er blikket, hvor noe ses som for første gang, som er det vesenlige” (”Sjælens Amerika)

        

Knausgårds blik på Knausgård, de syv forfatteres blik på Knausgård – og mit blik på de syv forfatteres blik på Knausgård skulle tilsammen gerne fungere som en øjenåbner både i forhold til nye og gamle Knausgård – læsere - i et møde eller i et fravær af møde i mellem  – et jeg, et du, et det,  et I og et vi.

Gitte Henriksen, cand.mag. og Seminarielektor, Svendborg