Af Sognepræst Marie Holm, Næsby sogn
Anmeldelse af bogen: Lysåret - kirkehaiku
Forfatter: Jakob Brønnum
Forlag: Eksistensen, 176 sider
Denne anmeldelse burde først skrives om et år. For Jakob Brønnum vil med denne fine lille bog sætte tempoet ned og lade læseren være i øjeblikket. Derfor anbefales det på bagsidens varedeklaration, at man doserer lempeligt og kun læser et digt om ugen – gerne ude i det helt almindelige hverdagsliv, så digtets puls bliver en optakt til helligdagen. Men samtidig skaber rum for at evangeliet får mulighed for at blive integreret i os der, hvor vi befinder os – i den natur, vi færdes i og de følelser, vi gennemlever.
Det anskuelige og konkrete sprog taler umiddelbart til læseren, så det efterfølgende langsomt kan bundfælde sig og åbne dybderne i digtet. Haikudigtenes kvalitet føler jeg mig på ingen måde i stand til at vurdere, da jeg ikke er nogen habil læser og kender af lyrik – og derfor også måtte støtte mig til bogens afsluttende gode beskrivelse af haikudigtets historie og form. I stedet vil jeg beskæftige mig med bogens anvendelsesbrug for præsterne i folkekirken, som bogen i forordet er tilegnet.
Som én af disse præster glædes jeg over bogens opbygning, der følger kirkeåret, men også har digte til brug i forbindelse med kirkelige handlinger. Den korte haikuform er tiltalende som en ny og ikke mindst overkommelig måde at forberede sig på til søndagens prædiken. Det er rigeligt at give sig til i løbet af ugen, så der er bestemt ikke altid tid til at dykke ned i store tykke eksegesebøger eller prædikenvejledninger – og derfor ser jeg et stort potentiale i at lade bogen ligge på skivebordet opslået på denne uges haikudigt som løbende inspiration hele ugen.
Her må dog indskydes et lille øv. For med de seneste års mange udgivelser af diverse bønneboger, er folkekirkepræster blevet temmelig forvendt med, at der skrives bønner til begge tekstrækker. Jeg kunne derfor med fordel være skrevet haikudigte til begge tekstrækker konsekvent igennem hele bogen – og ikke kun til nogle af søndagene.
Men en anmeldelse, der slutter med et ønske om flere digte, er vel heller ikke det værste.
