Bøger
Pigen på tårehavet

Pigen på tårehavet

"Jeg vil varmt anbefale og selv benytte denne bog hos børn, der mister."

Mette Tikjøb Grymer. Foto: Ard Jongsma

Titel: Pigen på tårehavet

Forfatter: Pernille Brun Andersen

Forlag: Eksistensen

Anmeldelse af: Sognepræst Mette Tikjøb Grymer

Når man taler med børn, der har mistet en forælder, kan det være svært at vide, hvordan man skal gribe det an, hvad man skal spørge til eller undlade. Endda selve mødet, hvor man kan sidde og kigge hinanden i øjnene, kan være ubehageligt for barnet, for måske har det slet ikke lyst til så nær og forpligtende en kontakt. 

Pernille Brun Andersen har skrevet en glimrende bog, der også respekterer, at sorgen selv for det lille barn også er privat og bør respekteres som sådant.

Det gør hun, fordi hun ikke sætter mange ord på sorgen, ligesom hun heller ikke opregner konkrete minder. Tværtimod ved hjælp af smukke tegninger og antydninger af minder mellem en pige og hendes døde far, kan den åbne op for en samtale om andre eller lignende minder for det barn, man nu sidder ved siden af.

Vi begynder i en dagligdagssituation, hvor den overlevende, empatiske, meget realistisk skildrede mor forsøger at få sin datter i tale. Moren spørger, om pigen ikke vil have mere at spise, og hvad de skal lave dagen efter. Hun vil gerne have datteren til at forholde sig til verden og alt det gode. Men det nægter pigen. Hun vil hverken have ærter eller til stranden. Det eneste hun vil er at have sin far, som hun skriger til sin mor, mens hun går ind på sit værelse.

Herinde bygger hun et skib af en dragkiste med sejl af et lagen og mast af et kosteskaft, og dermed begiver hun sig ud i sorgens land, der foregår i tankerne. Her møder hun Sorgen, som i bogen er skildret som en stor og sort skygge, der først kan synes lidt uhyggelig, men ikke er det. Sorgen rækker ud efter pigen, men hun vil hellere slå den, og da hun gør det, opdager hun, at Sorgen holder hende fast. Vel at mærke i et kærligt favntag, mens Sorgen selv græder over pigens tab. Hos Sorgen kan pigen også le ad de gode minder, og Sorgen er også her solidarisk. Til sidst må den lettede pige videre i sin båd.

Og pigen sejler fra Sorgens favn lige ud i sin mors, der modtager en ikke længere vred, men en for nu lettet datter efter sin tid hos Sorgen.

Som skrevet en meget sympatisk og ydmyg bog, som lægger op til den fortolkning, man ønsker. Man kan fx tolke Sorgen som et billede på Vorherre, der er med os, når vi græder, og når vi glædes. Teksten er ganske kort, men alligevel vil den sagtens kunne benyttes også til store børn, da den undgår at gøre sig klog på et barns private sorg med mange ord eller konkrete minder, der kan virke forstyrrende for den enkelte. Sorg for børn er glimrende i grupper, men den private skal vi hæge om.

Jeg vil varmt anbefale og selv benytte denne bog hos børn, der mister. 

Læs også anmeldelsen af bogen "Hils far"


Bogens forside