Bøger
Porten

Porten

"Kunstnerens gennemgang af kirkeudsmykningerne er en stor læseoplevelse. Maja Lisa Engelhardt er velbevandret i Bibelen, og hendes beskrivelse af, hvorledes bibelcitaterne inspirerer hende, er betagende," skriver anmelderen. 

Kirsten Luunbjerg

Titel: Porten - Enogtredive kirkeudsmykninger

Forord af: Else Marie Bukdahl

Tekster af: Claus Grymer og Maja Lisa Engelhardt

Fotografier: Leif Tuxen 

Forlag: Kristeligt Dagblads Forlag 2017

Anmeldelse af: Kirsten Luunbjerg

I 2011 udkom bogen ”Mod Lyset ”, hvori der beskrives 20 af Maja Lisa Engelhardts kirkeudsmykninger. Den blev hurtigt udsolgt fra forlaget, og nye udsmykninger er siden kommet til. 

I 2017 udkom bogen ”Porten”, der både omhandler de udsmykninger, der er kommet til efter 2011 og de ældre af Maja Lisa Engelhardts udsmykninger, i alt 31 kirkeudsmykninger.

Bogens titel ”Porten” hentyder til den store udsmykning, som Maja Lisa Engelhardt i 2012 har udført til Viborg Domkirke – en tofløjet bronzeport i domkirkens vestgavl. De mange værker i bogen, der tæller alt fra dåbsfade, altertæpper, altertavler, glasmosaikvinduer og meget mere beskrives grundigt, hvor både kunstneren selv og andre involverede sætter ord på værkerne.

Bogen er inddelt i tre hovedafsnit. 1. afsnit er skrevet af fhv. rektor for Kunstakademiet i København Else Marie Bukdahl. Det er først en historisk gennemgang af forskellige fortolkninger af Kristus som verdens lys, og efterfølgende en gennemgang af nogle af Maja Lisa Engelhardt værker, der alle har hovedtemaet, at Kristus er verdens lys.

2. afsnit er ”Tro, liv og værk” hvor Maja Lisa Engelhardt fortæller til journalisten Claus Grymer om sit liv, først og fremmest om den meget hårde barndom, opvæksten på det lille husmandssted i Odsherred med en uberegnelig, opfarende far og en alkoholiseret mor, og hvor hun meget tidligt skulle tage sig af to mindre søskende. Hun fortæller, hvordan hun som lille pige færdedes meget ude i naturen, og hvordan hun der fandt trøst og siden den stærke tro, som for alvor manifesterede sig, da hun som teenager læste Søren Kierkegaard, hvilket gav hende en oplevelse, der blev altafgørende også for hendes senere kunstneriske virke. Maja Lisa Engelhardt siger: ”Så tog Kierkegaard mig i hånden. Det blev det største vendepunkt i mit liv, hans Christelige Taler og Kjerlighedens Gjerninger er de to bøger, der betyder mest for mig overhovedet”.

3.afsnit  ”Kunstnerens gennemgang af kirkernes udsmykninger” er Maja Lisa Engelhardts egen fortælling om de 31 kirkeudsmykninger fra 1996 til 2015 i kronologisk rækkefølge.

Når Maja Lisa Engelhardt bliver bedt om at udsmykke en kirke, er det første, hun gør, at sætte sig ind i kirken og lade rummet tale til hende. På den måde kan hun se for sig, hvilken bibeltekst hun vil tage som udgangspunkt for udsmykningen, og derefter kommer billederne og farverne til hende. Det er en lang og svær proces, men netop det, at kunsten tager udgangspunkt i ordet og kan samarbejde med ordet er meget væsentligt for hendes kunst.

Maja Lisa Engelhardt udtaler: ” Det er vigtigt for mig at understrege, at kirkekunsten således bliver en forlængelse af Testamentets budskab og ikke et kulturelt kunstudstillingsbudskab. Jeg tror på, at som salmesangen og lyset i kirkerne og det liturgiske ritual er med til at åbne sindet og sanserne for Testamentet, på samme måde kan billedkunsten åbne sanserne”.

Kunstnerens gennemgang af kirkeudsmykningerne er en stor læseoplevelse. Maja Lisa Engelhardt er så velbevandret i Bibelen og hendes beskrivelse af, hvorledes bibelcitaterne inspirerer hende, er betagende. At Maja Lisa Engelhardt ved sit indgående kendskab til Bibelens tekster er i stand til at omsætte ”ordet” til så stor billedkunst – det må betegnes som en gave til os alle.

”Porten” er et pragtværk både tekstmæssigt og billedmæssigt at gå på opdagelse i.


Forside af bogen Porten