Kronikker om reformationen
Nyheder

Luther og skolen

Tekst: Sognepræst Rikke Møller Gotfredsen, tovholder for reformationsjubilæet i Fyens Stift

Rikke Møller Gotfredsen

”Vejen til den sande Kristus går gennem skolerne”. Det er noget af et udsagn, hvis man førte det over på nutidens syn på kirkeliv og tro. Men det behøver man heller ikke, for verset stammer fra Luthers tid – helt tilbage i 1500-tallet. Det er skrevet af Luthers gode ven Melanchton, som forsøger at peppe et af Lucas Granach den ældres kobberstik op. Billedet og verset skulle opfordre forældre til at sende deres børn i skole og desuden imprægnere dem hjemmefra med læren fra Luthers lille Katekismus. Det der skete i de år var nemlig, at Luther som en del af sin reformation satte gang i et skolesystem. Et skolesystem, hvor alle slags børn, uanset stand, primært skulle lære at læse. Det var nemlig gået op for Luther, at det som havde været en øjenåbner for ham selv, nemlig at læse Bibelen, skulle gøres tilgængeligt for enhver. Det måtte være forudsætningen for et kristent menneskes liv at få direkte adgang til kilden selv. Godt nok havde han selv læst Bibelen på latin, men nu da han havde oversat den  – i første omgang Det Nye Testamente –  til tysk, kunne enhver på gaden i princippet få adgang til den på lige fod med de lærde. ”I princippet” siger jeg, for situationen var jo, at den helt almindelige borger på den tid almindeligvis ikke kunne læse. Forudsætningen for at læse Bibelen måtte derfor være, at så mange som muligt fik lært at læse. Derfor gik Luther til rådsmændene og overtalte dem til at starte et skolesystem, der kunne give befolkningen – i første omgang børnene –læsekundskaber og dermed adgang til Bibelen.  

Nu skulle der ikke længere være et fortolkningslag imellem Bibelen og folk. Igennem årene havde han selv lagt øre til, når Bibelen blev brugt som argument for blandt andet afladshandel, og når han selv læste i den, kunne han ikke få argumenterne til at holde vand. Den indsigt ville han gerne give alle mennesker del i - Ordet måtte have frit løb i sin sande form – og ikke gennem præster, biskopper og paver, hvis agenda kom til at farve sandheden. Som en selvfølgelighed skulle alle have adgang til de hellige skrifter. Ikke kun for at kunne vare sig for en falsk fortolkning, men det var simpelthen hele forudsætningen for at blive og opretholde et kristent menneskes liv.

Troen skulle ikke kun være noget, man beskæftigede sig med, når man om søndagen kom i kirke. For Luther var det at være kristen og troende det samme som at være i en proces, hvor man hele tiden skal holdes ved ilden. For nok bliver et menneske ved troen omdannet, så selviskheden overvindes og kærligheden til både ens medmennesker og Gud tager over, men det var ikke noget, der nødvendigvis blev hængende, så man på én gang var forvandlet. Nej, at være et kristent menneske, er en stadig proces, mente Luther. En proces, hvor der altså er behov for, at man igen og igen bliver mindet om evangeliets indhold. Den proces var det kirkens opgave at tage på sig – og et af redskaberne var at skabe et skolevæsen. Luther gik derfor til rådsherrerne for at få dem til at tage opgaven på sig, - og heldigvis bakkede de ham op. Derefter forfattede han både den lille og den store Katekismus – førstnævnte til brug for familierne derhjemme og i skolen, den store primært til brug for præsterne. Nu kunne børn fra en tidlig alder få de bedste forudsætninger for at forstå evangeliet, først og fremmest ved hjælp af den lille Katekismus. Ikke nok med det, - den lærdom de tog til sig, kunne de tage med sig hjem til deres forældre.

Skolegangen bestod, vigtigst af alt, i at lære at læse. Mange steder blev det dog til mere end det; skrivning, matematik, fysik, historie, ja i det hele taget de basale færdigheder. For så, som Luther sagde i sit argument til rådsherrerne; så ”ville de få at høre, hvad der var hændt og sagt i hele verden, hvordan det var gået den by, stat, fyrste, mand eller kvinde. Således ville de på kort tid kunne se for sig ligesom i et spejl hele menneskehedens liv og færden, hensigter og planer, fremgang og tilbagegang fra begyndelsen af”.  -Tænk, at dét er ord, der er skrevet helt tilbage i 1500-tallet, men som i den grad trækker et spor helt op til nutiden, hvor det til stadighed er samme formål, skolerne arbejder med. Kort og godt, at gøre vores børn til hele mennesker, der frem for alt kan begå sig og udfylde den rolle, de nu engang skal have i livet til gavn for os alle. I Luthers verden betød det, at skolen skulle være for både drenge og piger – hvilket var ganske nytænkende for hans tid – og afspejlede hans tro på ligeværd. Det kan godt være, at der i hans samtid ikke var ligestilling mellem kønnene, men de skulle da i hvert fald være ligeværdige. Efter hans mening var den lille piges fremtidige job som husmor mindst ligeså vigtig som drengens fremtidige job som arbejdsmand. For alle har vi en funktion at udfylde, - og hvis vi alle gør vores bedste, kommer det alle til gavn. Skolen skulle derfor ikke kun ruste de små mænd til at være store mænd, men på lige fod klæde de små piger på til deres fremtid. Og fremtiden for begge parter skulle vigtigst af alt bestå af et grundlæggende trosliv, der skulle støttes af henholdsvis den lille Katekismus, skolelivet for børnene, samt præstens søndagsprædiken.

Herhjemme i Danmark havde det med kønnenes ligeværd længere udsigter. Godt nok fik vi med Kirkeordinansen af 1537 bestemmelsen om skolevæsenets opbygning og hermed var grundlaget lagt for et ensrettet og statsligt skolevæsen, men det gav sig i starten mest udslag i latinskolerne, som var for drenge. Lokalt opstod der dog gennem de næste århundreder småskoler rundt om i det lokale, hvortil også pigerne havde adgang.

Først i 1814 med den omfattende danske skolelovgivning, kom der mere styr på det og nu skulle alle børn, både han- og hunkøn have 7 års skolegang, ikke kun med fokus på læsning, men også skrivning og regning.

I alle år havde skolevæsenet en tæt forbindelse til Kirken – for eksempel lå Statens tilsyn med skolerne hos præster og provster helt op til 1933, hvor læreren blev kaldt ”degnen”, fordi han i særlig grad var en ”kirkens mand”.

Og selvom tilsynet fra kirkens side ophørte i 1933, så betød det ikke, at alle bånd var kappet – den kristne opdragelse var stadig en del af Folkeskolens formålsparagraf helt frem til 1975. Det kom til udtryk i salmesang, bibelshistorie og kristendomsundervisning. Men i 1975 bestemte man, at fra nu af måtte kristendomsundervisningen udelukkende være kundskabsformidlende og ikke forkyndende som før.

Så hele skolevæsenet, hvis startskud lyder for så mange år siden, har altså sine rødder dybt nede i det religiøse. Det er ikke noget, vi mærker meget til, og alligevel er skole-kirkesamarbejdet herhjemme begyndt at blomstre op i en grad, så jeg næsten ikke tør nævne det her af fare for at jinxe det. Med Skole-Kirke tjenesterne rundt i landet har Folkekirken via gratis undervisningstilbud, der fokuserer på eksistens og tro, endnu en gang fået foden indenfor hos skolerne. Om end de er kundskabsformidlende, så har de dog genskabt forbindelsen, til stor glæde, tror jeg, for både skole og kirke. Så kan vi i Luthers ånd sige, at så endte det alligevel ud med at være til gavn for alle…