Månedens Luther-citat
Nyheder

Den fremmeste dyd er tålmodigheden

Oktober 
Af: Sognepræst Eva Tøjner Götke, Sognepræst i Thomas Kingos Sogn, Odense

Dåbssalmen Fyldt af glæde over livets under er et hit til babysang i mange kirker og bruges også ofte ved barnedåben.

I et af versene står der om Vorherre: venter på de små og tar imod dem.

Hver gang vi synger denne verselinje i kirken ved dåb, tænker jeg på hvor godt det er, når nogen gider vente på én, og at det langt fra er en selvfølge i vores fortravlede verden.

Den, der har stået på ski som barn, véd hvilken skuffelse det er, når man endelig når frem til de forreste i gruppen, hvorefter de styrter videre med det samme, så man igen er bagud, alene og modløs. Jeg husker det!

Eller ved måltidet: de andre er begyndt, man kommer lidt for sent, og man slår sig så bare ned. Og de andre er ’midt i noget’.

Eller under samtalen: når den anden foregriber det, man er i gang med at sige – måske tøvende, langsomt. Stammerne kender til dette. Det gør den demente også.

Venter på de små og tar imod os. Det er en dejlig tanke. For ofte oplever vi det modsatte: at der ikke er nogen, der venter. Det er os, der venter. Venter på en tid, venter i venteværelset eller på stolen i gangen på sygehusafdelingen. Venter på mailen, der vil fortælle, om man hører til de fyrede eller til de heldige, der kan blive.

Omvendt er der ikke noget bedre end at mærke, at man er ventet: der er lys tændt i vinduet; døren bliver åbnet med et smil; bordet er dækket; stolen er sat frem. Det varmer. Man føler sig som et menneske, som regnes for noget – er ventet, er velkommen.

At vente på nogen – det kræver tålmodighed. Og tålmodighed kræver at man tilsidesætter sit eget og sin egen travlhed. Og vi ville gøre hinanden godt, hvis vi øvede os i det. Det giver gudstjenesten os inspiration til. Det gør en verden til forskel at mærke, at der er nogen, der venter på én, selvom man er langsom, selvom man ikke er så hurtig i replikken, er dårligt gående eller ukoncentreret. Og se! Den anden står der endnu! Så er man ikke alene. Ikke ladt tilbage.

Når tålmodighed altid har været en dyd og af Luther ligefrem siges at være den fremmeste, tyder det på, at dens modsætning, fortravletheden og utålmodigheden, ikke kun hører vores tid til. Vi tror, at vores ’moderne’ tid, som vi så ofte siger, er så væsensforskellig fra tidligere. Ja, det er mange ting i tiden, men ikke vores menneskelighed. Luther selv skrev og skrev og skrev og arbejdede og havde et åbent hjem med mange samtaler om bordet – jeg er sikker på, han havde travlt. Ligeså travlt som mange i dag har. Det han havde travlt med var at nå frem til den tålmodige Gud – for han vidste, at vi ikke i vores travlhed kan finde vores sjæls frelse – men kun i troen. Og tro viser sig i tålmodigheden.