Månedens Luther-citat
Nyheder

Tanker er toldfrie

November 
Af: Sogne- og diakonipræst Anne Bundgaard Hansen, Kerteminde-Drigstrup

Er de så det?

Ja, endnu har vi mig bekendt ikke mulighed for at styre og kontrollere andres tanker. Så længe kan der vel så heller ikke lægges told på dem.

Men hvad mener den gode Luther så egentlig med dette? For told er noget man lægger på dyre og luksuriøse varer – Tanker har da sådan set ikke noget med told at gøre…

Tanker er frie. Ingen kan se på en anden og virkelig vide, hvad den anden tænker. Vi kan ikke komme ind i hinandens sind og hoveder. Bedst som vi tror, vi kender den anden, og ved hvad han eller hun tænker, så sker der noget, der viser os, at det vidste vi slet ikke.

Tankerne kan føres os alle mulige steder hen. Og egentlig er det lidt pudsigt, Luther siger dette. For Jesus sagde lidt noget andet. Han var ganske skrap. F.eks. sagde han, at bare vi tænkte på at være utro, ja, så var vi det allerede. For Jesus handlede det ikke blot om, hvad vi gjorde. Nej, det handlede også om, hvad vi tænker.

Bløder Luther op her? ”Tanker er toldfrie…”

Nu er sætningen jo taget ud af sin sammenhæng. Og den er blevet til et ordsprog. En sætning som udtrykker meget af den frihed, vi er så vant til er en selvfølge for os. At vi er frie mennesker, der kan tænke, hvad vi vil.

Og ja, det kan vi. Og ofte mener vi vel også dermed, at det er først, når ord omsættes til handling, at de får effekt. Vi ved godt, at hvis vi tænker på, at vi skal gøre rent, så skal der handling bag ordene, før der faktisk sker noget.

Vi kan tænke, hvad vi vil.

Men er tankerne nu toldfrie?

Tanker kan vel også have omkostninger for os. Vi kan også tænke så meget, at vore tankespind bliver til store konstruktioner inde i vore hoveder, som gør, at vi ikke rigtig tør leve livet. For hvis der er noget, tankerne kan føre os ud i, så er det bekymringer. Som mennesker kan vi have en tendens til, at tankerne kan fører os ud i alle afkroge, når vi gennemtænker en situation. Vi kan tænke så meget, at vi aldrig når til handling.

Og så har Jesus vel sådan set også en pointe i, at uanset om vi udfører, det vi tænker, eller ej, så kan det have en stor effekt på os og vore omgivelser. Hvis jeg nu hele tiden tænker på, at jeg ikke gider at være sammen med dig, ja, så kommer det ligesom ud mellem sidebenene, og påvirker vores forhold, uanset hvor venligt jeg smiler til dig.

Så måske er tanker ikke så toldfrie endda. Tanker kan i hvert fald gøre noget ved os. Og i vores verden anno 2017, der har vi endda fokus på at finde tidspunkter, hvor vi slipper vore tanker, sådan som megen meditation og mindfulness lægger op til. Tanker er toldfrie, men at have for mange af dem kan have omkostninger for os.

Vi lever i en verden, hvor vi har det store privilegium, at vi kan tænke, og på mange måder gøre, det vi vil.

Udfordringen må være, at dét vi tænker også må være med til at skabe gode værdier i det liv, vi udlever. Så tænk over det: Er det du tænker også det, du gerne vil se udlevet i virkeligheden? Fører tankerne dig gode steder hen, eller giver de yderligere bekymringer?

For som nævnt kan tankespind føre til masser af bekymringer, og kan binde vore handlinger.

Bekymringer kan næsten være som at bede om det værste udfald af en given situation.

Men tanker, som åbner for livets muligheder og for det gode imellem os mennesker, de kan fører os gode steder hen, og kan have skabende effekt på både os selv og vore omgivelser.

Hvad vi tænker, og hvad vi gør med vore tanker - det er op til os selv – for tanker var både i 1517 og er stadig i 2017 – toldfrie!