Reformationen på Fyn
Fyns reformationshistorie

Reformationen på fyn

I 1536 blev Danmark officielt reformeret af kong Christian den 3. Bispegodset blev overtaget af kronen, og kongen blev den øverste gestlige myndighed.  

Her beskriver Lektor, Ph.d. Lars Bisgaard fra Syddansk Universitet den fynske reformationshistorie.

Lektor Lars Bisgaard. Foto: Ard Jongsma

Niende juli 1534

Forberedelserne var i fuld gang. Hele Odense sydede af aktivitet. Boder blev opstillet, heste vrinskede, og varer blev bragt frem på kærrer. Der var mennesker over alt, og stemmer steg og faldt.

Det var den 9. juli 1534. Det var dagen før sommermarkedet, Sankt Knuds Marked, skulle åbne. Det marked havde gennem århundreder formået at samle det halve Fyn i den lille bys smalle gader, høj som lav. Men dette år var det anderledes. Der var ikke blot forventning i luften, men også ængstelse og uro. For hvad var det, der skete? Fremmede tropper skulle være gået i land og Skåne være faldet. Kunne det virkelig være rigtigt?

Rygterne svirrede. Måske havde Sjælland også overgivet sig. Det var gået let, sagde nogle, og adelen, som skulle have forsvaret landet, havde sluttet sig til oprøret. De fremmede var lybækkerne, og de ville have den gamle Kong Christian 2. tilbage. Den rigtige konge. Ham, som jyderne havde væltet med støtte fra holstenerne dengang for, ja for 11 år siden. Nogen huskede, at lybækkerne dengang havde gjort sit til at få ham væltet, men ingen hørte efter. For nu stod Fyn næst for, sagde man, og grevens tropper kunne sætte over bæltet når som helst.

Den menige borger kunne helt fysisk se, at noget var i gærde. Biskoppen, den adelige Knud Gyldenstjerne – han som så uhæderligt havde brudt det frie lejde for Christian 2. ved at føre ham som fange til Sønderborg i 1532 - han havde til morgen i hast og med stort opbud redet ud af byen. I den gamle bisps tid, Jens Andersen, bivånede den mægtige mand altid markedet, for den der gjorde en god handel, gik jo til Skt. Knud, og så skulle bispen være der. Men det var dengang. Nu var Kong Knuds skrin rippet for kostbarheder, inddraget som de var til forsvar mod Kong Christian, og selv en ny mand i Odense, mester Jørgen Jensen Sadolin, der for bispen var ”Ordets medhjælper”, sagde, at de gamle helgener var løgn og humbug. Verden var af lave.

Så skete der noget. Fra Vestergade trængte ryttere sig ilsomt på. Det var byrådets banner, de førte. Inde på pladsen satte hornene i, og larmen forstummede. Af fuld kraft, så meget som en mandstemme kan råbe, lod han forkynde, at der var sket et forræderi. Bispen havde i ledtog med udvalgte stormænd peget på hertug Christian som ny konge af Danmark.

Strid og uro i 1520erne

Den fynske adel var som alle andre draget til Odense hin dag. Derfor kunne den hurtig og let mødes med bispen og drøfte den spændte situation. Rigsrådet, som formelt havde magten, når en konge var død, kunne ikke samles, for så vidt som den sjællandske og skånske adel syntes at have accepteret den lybske indgriben i kampen om tronstolen.

Danmark havde været i en dynastisk krise siden 1523. Dengang var den lovformeligt valgte Christian 2. blevet tvunget i landflygtighed, og hans onkel, Frederik 1. blevet indsat. Formelt set var Frederik 1. tronraner, og da Christian 2. var gift ind i den tysk kejserslægt, habsburgerne, gav kuppet efterdønninger i det europæiske magtsystem. En propagandakrig udspillede sig, ikke blot om Danmarks trone, men om hele Norden og den Kalmarunion, Christian 2. havde stået i spidsen for. For svenskernes selvudråbte konge, Gustav af adelsslægten Vasa, var sagen liv eller død.

Fyn var splittet mellem Øst- og Vestdanmark, nøjagtig som i dag. I oprørets dage 1523 havde øen skullet føde på de lejetropper, Christian 2. havde på øen, og da kongens mønt intet var værd, kunne han ikke aflønne dem. Det var gået hårdt ud over mange. Men det kunne ikke blive værre. Frederik 1.s krigsindsats skulle jo betales, og nye skatter og afgifter ramte landsby som købstad.

Det høje skattetryk ramte allermest kirken. Alle sogne blev pålagt ekstraskatter, og kongen beordrede, at de kun måtte have én kirkeklokke – øvrige skulle inddrages og anvendes til kanoners støbning mod Christian 2.s forventede angreb. Utilfredsheden hermed forplantede sig i kraft af kirkeværgesystemet til bønderne, som over tid havde skabt den lokale kirkes rigdom. Nu blev forfædrenes indsats for troen ramt og den stedlige stolthed også.

Hertil føjede sig så den strid, der var opstået inden for kirkens rækker. Fra Tyskland spredte sig nye religiøse skrifter, som snart oplyste om en ny udlægning af kristendommen, snart agiterede voldsomt om magtmisbrug og selvtilstrækkelighed i den gamle kirke. Martin Luther var en hovedskikkelse, men kun en blandt mange. Dybest set var der ingen enighed blandt de nye evangeliske prædikanter om, hvad en ny kirkeordning skulle bringe. Det var utilfredsheden med middelalderkirken, som samlede dem. De evangeliske var til stede i Danmark fra i hvert fald 1521-1522. I den tid indkaldte Christian 2. lærde folk fra Wittenberg, Luthers universitet, til København for her at undervise. Og i den håndfæstning, som Frederik 1. underskrev som konge i 1523, hed det, at han skulle bekæmpe ”Lutheriet.” Hermed mentes ikke lutheranere i snæver forstand, for hvad en lutheraner var, var ikke lagt fast endnu, men kritikere af den gamle kirke i bred forstand.

For en dreven politiker som Frederik 1. signalerede den kirkelige splittelse svaghed, og da konger altid gerne så en international kirke som den romerske blive mere nationalt forankret, udnyttede han selvfølgelig situationen, som årene skred frem.

Evangeliske prædikanter træffes tidligst på Fyn i Svendborg og i Assens. Svendborg havde en udpræget handel med de store hanseatiske byer langs den tyske Østersøkyst, og her stod de nye kritikere hurtigt stærkt. Det var nemlig i byerne, at problemerne med det gamle kirkesystem var størst. Allerede o. 1525 kom det til optøjer og smadringer af kirkeinventar i Gdansk (Danzig), Stralsund og Rostock. For det andet fik Svendborg en hjemvendt præst fra Wittenberg, hvor han var indskrevet i 1521. Han hed Hans Gaas. Hjemme igen kunne han ikke få fast ansættelse, og som det skete i andre danske købstæder, måtte han slå sig til tåls med løse ansættelser ved tidens mange sidealtre. Det var et typisk arnested for utilfredshed inden for kirkens egne rækker.

For Assens gjaldt det, at byen lå ved færgestedet over til Sønderjylland. I hertugdømmet Slesvig fik man tidligt i særskilte områder en luthersk ordning, idet hertug Christian, der var erklæret luthertilhænger, fik en sådan indført i Haderslev og Tørning i 1527. Dertil var Assens plaget af den særlige udformning, som middelalderkirkens provstesystem havde på Fyn. Der var kun tre provster på øen, og ikke som senere én for hvert herred. De var forsynet med egen jord, og det gjorde dem frie og stærke. Assens havde en af dem, og han var knyttet til Gamtofte. Da denne provst, Hans Hansen, i 1520erne kom i klammeri med bispen i Odense, fulgte han med Christian 2. i udlændigheden for derfra at bekæmpe bispen. En frafalden munk fra karmeliterklostret i Assens, Peder Laurentsen, som siden kom til Malmø og her blev en hovedskikkelse, udnyttede magttomrummet i byen, og sammen med præsten Christian Clausen Skrok, der ligesom Hans Gaas havde studeret i Wittenberg, bragte de i årene 1528-30 de reformerte ideer længere frem end noget andet sted på Fyn.

I forhold til Svendborg og Assens var Odense en konservativ by. Det havde den til fælles med de øvrige stiftsbyer med Viborg, hvor Hans Tausen huserede, som den markante undtagelse. Odense nød godt af et tæt samarbejde med kongeslægten. Det havde medført, at byen var blevet begravelsessted for oldenborgerne, ligesom enkedronning Christine i en årrække boede i købstaden. Senest havde Kong Frederik 1. brugt byen som sit foretrukne mødested med Rigsrådet med alt, som det kastede af sig for byen.

Fra 1526 og frem udfordrede Frederik 1. direkte den gamle kirke ved at støtte de fremstormende evangeliske. Det resulterede i et angreb mod den gamle kirkes retssystem, kanonisk ret, og mod sjælemesser og andre private messer ved sidealtrene. Strategien nød tilsyneladende folkelig opbakning og var yderligere en økonomisk begmand til kirken. Kongen gav prædikanterne beskyttelse, og de kvitterede med heftige angreb mod de små brødre i byerne, gråbrødre og sortbrødre. Gråbrødrene i Svendborg blev tvunget ud af deres kloster i 1530-32, et kloster der ellers leverede en af de markante fortalere for middelalderkirken, Niels Pedersen. Reformatoren fra Assens Peder Laurentsen kaldte ham således ”den grå ulv i Svendborgs fåresti.”  I Faaborg følte Helligåndsklostret sig også truet og bad en af egnens adelige, Jakob Hardenberg, om beskyttelse.

Men alt dette var en saga blot i 1534. Nu var den religiøse strid og den dynastiske strid faldet sammen og blevet til et. Det udsatte kongevalg efter Fredrik 1. s død i 1533 havde været en eklatant fejllæsning. Besættelsen af tronen var ikke længere kun et dansk anliggende, og splittelsen internt i den danske befolkning bare voksede og voksede. Den blev kun større med de fynske adeliges støtte til hertug Christian. 19 stormænd med Knud Gyldenstierne i spidsen fulgte 9. juli i Hjallelse sine jyske standsfæller, som fem dage forinden have peget på Frederik 1.s ældste søn. Dermed stillede den fynske top sig nu entydigt bag jydernes oprør i 1523 og de bånd, der var blevet knyttet til tronraneren Frederik. Men det gjorde de fynske borgere og bønder derimod ikke. De støttede Christian 2.s genkomst. ”Grevens Fejde” havde nået Fyn, en blanding som den var mellem en borgerkrig og en arvefølgekrig. Parternes forskellige religiøse overbevisning gjorde den kun mere kompliceret, end den allerede var.

Grevens Fejde 1534-36

Grevens Fejde kom til at gå hårdt ud over øen, og den blev skueplads for kampe, hvor flere tusinder døde, antager man. Tingene tog fart umiddelbart efter beslutningen i Hjallelse kirke. I Svendborg stormede borgerne bispens borg, Ørkild. I Odense blev bispens palads beskudt fra et tårn ved domkirken og indtaget. Magten i byen bølgede frem og tilbage i sensommeren 1534. Snart havde Grev Christoffer og hertug Christian fortropper i byen, men til sidst måtte bispen flygte, og byen var grevens. Ved Assens faldt Hagenskov tidligt. På landet blev herregårde løbet over ende og indtaget. Hovedparten af disse fandt sted på svendborgkanten.

I foråret 1535 vendte krigslykken for de grevelige. Hertugelige tropper blev i marts ført over Lillebælt og ved to slag, hhv. ved Favrskov Banker og Øksnebjerg, vandt disse knusende. Grevens folk led under mangel på forstærkninger, og måtte bero på støtte fra de lokale bønder. Disse kunne på slagmarken slet ikke hamle op med de professionelle adelige, som under Johan Rantzaus ledelse styrede slagets gang ved Øksnebjerg. Ifølge sagnet skulle Rantzaus folk endvidere have nydt fordel af at kende modpartens træk, fordi præsten i Svanninge ved et tilfælde havde overhørt disse og fortalte dem videre. Historien kan dog lige så godt være en efterrationalisering, der har skullet forklare, hvordan det kunne gå så galt. Byerne Odense, Svendborg og Assens blev efterfølgende givet fri til plyndring.

Hvad der drev parterne, kan være vanskeligere at fange. Lettest er det for den hertugelige side. Her var loyaliteten i den gamle dynastikonflikt stærkere end de religiøse forskelligheder. Hertug Christian, vidste alle, ville indføre en luthersk reformation, om han fik magten, og selv om mange adelige var katolsksindede og imod dette, var det dog af sekundært betydning.

På den grevelige side var fronten langt mere uegal. Her var der borgere og bønder og efterhånden også en langt række udenlandske parthavere. Her kom sammenholdet af, at man troede på den gamle Kong Christian 2. som den, der kunne genoprette en tabt orden. Forestillingerne om, hvad denne orden nærmere gik ud på, stak i alle retninger. Blandt bønderne var gruppen af selvejere formentlig størst, og de ønskede at stække stormændenes magt og genoprette deres tabte indflydelse over den sidste generation. Borgerne så med misnøje på de adeliges handel og ønskede deres eget monopol derpå slået fast, sådan som Christian 2. havde forsøgt det i sin købstadspolitik. Deres udenlandske alliancepartnere havde helt andre mål. Lybækkerne ønskede deres position i Danmark styrket, og det kunne vel kun ske på bekostning af de danske byer. Dertil kom mecklenborgerne, som Lübeck havde søgt forstærkning hos i efteråret 1534, som mente at have en gammel ret til den svenske trone, samt Christian 2.s giftefærdige døtre, som kejseren gerne så fik deres retmæssige arvepart af det danske rige.

Disse vidt forskellige hensyn svækkede de greveliges troværdighed. Enigheden om, hvad de ville religiøst, var også svær at få øje på. I Svendborg var en Hans Gaas i Svendborg med til at bekæmpe lybske skibe i Svendborg Sund, formentlig fordi han ville en religion, som gav hans by større indflydelse og ikke gjorde den til en lybsk lakaj. I Odense nåede de grevelige at vælge en ny biskop. Det blev den svenske Gustav Trolle. Han styrede stiftet fra 1534-35, selvom det er godt fortiet i dansk historieskrivning. Han havde været bannerfører for det stockholmske blodbad og var ærkekatolsk. Det signalerede just ikke fornyelse, og viser i en nøddeskal, at de grevelige på den religiøse front var dybt splittede.

Reformationen 1536

Det var i dette kaos af splid og strid, at reformationen på Fyn kom til verden. Et af dens første træk efter dens vedtagelse i efteråret 1536 var lige så bemærkelsesværdigt som Trolles valg til bisp. Kong Christian 3., altså den tidligere hertug Christian, fængslede nemlig den lovformelige biskop, Knud Gyldenstierne, helt på linje med de andre bisper i den gamle kirke. Det skete, selvom denne mand havde været hans stærkeste og mest betydningsfulde tilhænger i kampen om Fyn. Tilmed havde han ført et nærmest luthersk regimente for Frederik 1. Men sådan er politik sjældent rig på retfærdighed.

Ny biskop blev Jørgen Jensen Sadolin. Han havde været Gyldenstiernes medhjælper 1531-33, hvor han havde fået til opgave at oversætte Luthers lille katekismus til dansk. Sadolin begyndte sin gerning med at søge at få oprettet et domkapitel i Odense.  De gamle munke i Skt. Knuds kloster havde vedvarende forhindret, at dette skete, og selv om kongen egentlig var forslaget venligt stemt, havde han ikke penge til det og sagde nej. Alene på skansen måtte Sadolin lave desto mere, og hans aftryk på Fyns stift blev kun tydeligere. En af de få kendte fyringssager af katolsksindede sognepræster skyldes Sadolin. I 1541 afskedigede han præsten i Kettinge på Lolland, fordi denne vedblev med ”at synge latinske sjælemesser over lig og begrave dem med latinsk sang og salmer, som man plejede i pavelige skik og brug.”

I Svendborg opnåede Hans Kaas en høj post ved kirken, for hans indsats mod Lübeck blev ikke glemt. Hans søn af samme navn blev biskop i Trondhjem, Norges fineste post. I Assens forsvandt Christian Skrok, og den nye sognepræst ved Vor Frue hed Rasmus Hansen

Reformationen i Danmark blev en ren luthersk sag. Det dikterede kongen. Dertil var den til en vis grad forankret i godt 15 års teologisk debat i tiden forud. Den nye kirkeordning blev skrevet af folk fra Wittenberg, bl.a. tilføjet en række sidste formuleringer på dansk, som kom i stand i 1539 ved et møde på Nyborg Slot med Luthers udsending til Danmark, Bugenhagen.  I 1555 tilføjede man en række praktiske bestemmelser om en mere jævn indkomstfordeling i de nye pastorater. Fyn blev et af de steder, hvor der virkelig blev rokeret om, et forhold der formentlig er afledt af stiftet munkestyre i middelalderen. Alle sogne fik besked om at få nye bøger til deres regnskaber, bøger som den dag i dag er bevaret på landsarkivet i Odense.    

Bibliografisk note:

Reformationen i Assens er i to artikler beskrevet af Holger Fr. Rørdam i den tidskriftsrækken Samlinger til Fyns Historie og Topographie, bind 1 og 3. Sammesteds i bind 8 har han også skrevet om Hans Gaas. Bro Jørgensens skildring af forholdene i Svendborg i Svendborg Købstads Historie fra 1957 er skrevet med en kenders nøjagtighed. Den utrættelige Rørdam har også leveret et indgående portræt af Jørgen Jensen Sadolin, der blev udgivet som monografi i 1866. Citatet om Kettingepræsten er hentet derfra.  Gustav Trolles år i Danmark fra 1523 til 1535, hvor han blev dødeligt såret ved slaget på Øksnebjerg, er aldrig blevet skrevet.