af Kristina Løvenstrøm, Vindinge Kirke
tekst: Matt. 6,10
Bøn:
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Læsning:
Komme dit rige (Matt. 6,10)
Prædiken:
Midt i bjergprædikenen – nemlig i det 2. kapitel ud af 3 – og næsten midt i kapitlet (i bønnen fadervor) og næsten midt i bønnen, står tre tilsyneladende ganske uskyldige ord: Komme – dit – rige.
Jeg siger tilsyneladende, fordi jeg tror, ordene sammen med de øvrige ord i bønnen fadervor for mange måske er gået hen og blevet en del af en remse, man kan sige uden at lægge den helt store betydning i ordene. Deres funktion er at indgå i et samlet hele, en pakke, man ikke behøver pakke op, men kan vandre ubekymret rundt med under armen (i hvert fald i gode tider).
Jeg fik min antagelse bekræftet, da jeg forleden spurgte en lille purk på min vej: Hvad betyder egentlig: komme dit rige. Han svarede: Det betyder et rige et sted oppe i himlen. Jeg spurgte: Men hvad så med komme – hvad betyder det? Og han svarede: Det er bare sådan noget man siger …
På en måde gør jeg mit til dét med pakken. Fx når vi holder dåb her i Vindinge, hvor det efterhånden er blevet en fast del af faddertiltalen, at jeg opmuntrer forældre og faddere til at lære barnet fadervor udenad: Står du en dag et sted i livet, hvor du mangler ord – men har brug for at bede – er det godt at kende og kunne bønnen fadervor udenad, siger jeg. Jeg siger ikke noget om, hvad faren er ved at tage ord til sig udenad og som en pakke så ubekymret. Og spørgsmålet er også, om det er noget problem – hvis bare vi husker, at når tiden er inde, må vi pakke pakken op – vikle ordene ud og tage dem til os: Komme dit rige.
I dag forsøger vi at pakke pakken op – at vikle ordene ud. Komme dit rige. Det er nemlig en særlig søndag i dag. Ikke en i rækken af søndage, men dén søndag på året, hvor vi vender tankerne og blikket udad. Mod naturen. Mod hinanden. Mod Skaberværket med alt, hvad det rummer. Det er også derfor, vi sidder udenfor – fordi det kan hjælpe os til at fastholde blikket i hvert fald ét af de steder, hvor ordene komme dit rige, synliggøres. Naturen har vi – i modsætning til kirkebygningen – ikke bygget eller skabt selv. Den er – om noget – kommet til os. Og når vi taler om hinanden – dig og mig, den, du sidder ved siden af – kan vi sige det samme: Vi er her og er kommet til verden af en grund, vi i dybden ikke kan gøre rede for – ud over det faktum, at nogen på et tidspunkt har villet hinanden så meget, at det har ført til liv.
Børn kommer til verden hele tiden, og som præst har jeg ofte samtaler med forældre i forbindelse med, at deres børn skal døbes. I løbet af samtalen sker det ikke sjældent, at talen falder på det at have fået et barn. Jeg siger ’fået’ – men faktisk er det ikke nødvendigvis sådan, forældre tænker og siger. Det her har vi skabt sammen, siger de. Jamen, det må jo betyde, de også tænker på barnet som noget, de selv har skabt. Og at det at skabe kan man, når blot der er vilje og kærlighed nok bag.
Tankerne kan virke harmløse, hvis man lader være med at gå i dybden med ordene. Men hvad nu, hvis man tager dem for pålydende? Hvis man tænker, siger og mener, at det virkelig er os selv, der står bag skabelsen af liv, når bare vi vil og har kærlighed nok. Er det så også os, der har skabt det liv, der fødes fx med kromosomfejl eller misdannelse? Det må det jo være. Og har vi magten, har vi også ansvaret og skylden.
Der findes helt sikkert mennesker, der mener, vi på alle områder af liv kan selv. At vi sidder inde med magten og dermed også ansvaret og skylden. Jeg er for så vidt enig med de mennesker i, at når vi kan, så skal vi også. Jeg er bare ikke enig med dem i, at vi kan alt selv. Der findes en række afgørende steder, hvor vi ingen magt har. Spørger jeg fx de nybagte forældre, hvordan de satte hjertet, dér, hvor det sidder i det lille barn, bliver de tavse. Og når det har afgørende betydning for mig at få den vinkel frem, så er det, fordi jeg er overbevist om, at vi har en Gud, der vil os. En Gud, der elsker os så højt, at livet i frihed er Guds ypperste mål: Mennesket er skabt til at boltre sig i livet, til at udforske og gå veje og vildveje, til at nyde og slås med livet, sådan som livet nu engang viser sig for den enkelte. Sagt med lidt andre ord: Gud elsker os så højt, at vi får lov at være det, vi er skabt til at være. Menneske. Og Gud forbliver at være det, Gud er – nemlig dén, der regerer på de dybeste områder i livet og i døden. Dén, der sidder inde med både magt og ansvar – og ører, der kan rumme såvel den menneskelige skuffelse og vrede som den menneskelige lykke og taknemmelighed.
Jeg tænker, det er grunden til, vi mødes på en dag som i dag. At vi dybt i vores indre fornemmer, ja, måske ligefrem ved, at meget skænkes dét sted, hvor menneske får lov at være menneske – og Gud får lov at være Gud. Vi behøver i bund og grund ikke bede komme dit rige, for det sker af sig selv. Når vi alligevel beder om det – og gør klogt i at bede om det – så er det formentlig, fordi vi på samme tid har blik for udfordringen. Hvor går egentlig grænsen til dit og mit rige. Hvor helt præcist er det, at Gud styrer og regerer? Og hvor er det helt præcist, at vi mennesker styrer og regerer – har magt og dermed også ansvar?
Det kan godt være, vi ikke selv skaber liv, når det gælder næste generation. Men i takt med at vi bliver dygtigere, ser det ud til, vi bevæger vi os ind i en gråzone. En gråzone, hvor vi let kan komme til at slippe ansvaret dér, hvor vi egentlig har magt (og dermed også ansvar). Eller kommer til at forsøge at styre og kontrollere de steder, hvor vi reelt ikke har magt (og dermed heller ikke ansvar). Når et menneske pålægges et ansvar, dér, hvor det ikke har magt, er det ødelæggende for det menneske. Omvendt – når et menneske med magt ikke tager ansvaret på sig, der, hvor det har magt, er det også ødelæggende. Det er både samfundet og naturen et godt vidne på. Vi slås med konsekvenser af vores egen egoisme – i hvert fald i visse dele af vores verden. Vi forbruger uhæmmet og overvejer ofte slet ikke, om dét at tage og give hænger sammen. Det rammer naturen – og det rammer os selv. Egoismen og grådigheden gør os snæversynede og selvoptagede. Spørgsmålet er, om ikke ordene Komme dit rige kan hjælpe os i forhold til den rejse. Både som enkeltindivid og som en del af et hele. Ved at stille skarpt på grænsen: Der er et mit rige – og der er et dit rige, Gud. Og tak for det.
Uden tvivl er det godt at få stille skarpt på grænsen. Ikke mindst når virkeligheden er sådan, at grænsen er en realitet. Grænsen er bestemt en prædiken værd, men nu sagde jeg jo til at begynde med, at pointen i dag er at pakke gaven op – at folde ordene ud. Og det er på sin plads, hvis den skarpe lytter/læser sidder og venter på ordene komme og rige. For hvad vil det sige, at riget kommer. Betyder kommer nu – eller om lidt eller om hundrede år? Og hvad er det for et rige, der skal komme – eller måske allerede er her i det sekund, ordene udtales? Det er et Guds rige, ja – men omfatter dét rige også mig, mit liv og min død?
For mig at se bevæger vi os igen på områder, hvor meget bliver usikkert og subjektivt (også det liv, der leves med Gud som den, der sætter grænsen). Svarene er komplicerede at give. Jeg vover gerne at fortælle, at jeg i mit eget liv oplever Guds rige som en del af min verden – og et sted, hvor livet gives mere end det tages. Det er et sted, hvor jeg dybest set ikke skal arbejde for livet, men dog må arbejde på at holde min opmærksom vågen. Sådan at jeg ikke forveksler det, der gives med dét, jeg selv har magt til at tage. Guds rige er at få dét skænket, jeg har brug for. Og Guds rige er at få det skænket til den rette tid. Komme dit rige – som du vil og når du vil, Gud. Guds tid kan ikke måles med mine egne mål, om end jeg ofte gør forsøget. Engang i mellem håber jeg at få det, jeg synes at trænge til – og Gud synes at være uenig med mig. Min tålmodighed er altså også noget, jeg må arbejde med, og jeg forsøger i den proces at svare tak for dagen – på trods.
I dag forsøger vi at pakke pakken op – at vikle ordene ud. Komme dit rige. Fordi ordene er så meget mere end et sted oppe i himlen. Og så meget mere end noget, man bare siger. For mig at se er der både liv og fremtidsvision i ordene – både når det gælder menneskeheden og dyrelivet. Og ikke mindst: den natur, der år efter år og på smukkeste vis afslører den virkelighed, som gemmer sig i ordene Komme dit rige.
Amen.
