Homiletisk Netværk Fyn
Inspiration til dåbstalen

Inspiration til dåbstalen

Et billede, jeg ofte har brugt:

Tekst: Peter Jacobsen

Billedet af dampskibet Hjejlen fra Silkeborg, hvor jeg voksede op. Det at se skibet ligge blokket op om vinteren føltes helt forkert. Det var jo uden for sit rette element.

Et skib skulle sejle.

Apostlen Peter bruger jo billedet af et skib som et billede på dåben (Noas Ark). Vi har i dåben fået et skib – en ark, som frelser fra synd og død slet og ret. Men skibet skal ud at sejle. Det kristne liv som Guds barn skal leves også udenfor kirkens mure…. Osv. osv.

Her under coronaen døbte jeg desuden et adoptivbarn, som var kommet skævt ind i livet.

Det blev et smukt billede på, at man i dåben adopteres over i et nyt hjem med tryghed og kærlighed. Det kan være en fin måde også at få den kontrast med, der også er i dåben som frelsens vande. Den nye familie giver barnet noget, som den gamle ikke kunne. Der er noget ”den første fødsel” ikke kan give, som kun ”den anden fødsel” kan give os.

 

En havehistorie:

Tekst: Lene Kjemptrup Christensen

Det siges, at intet drama er så stort, at det ikke udspiller sig et sted i haven…

Egentlig var det et dårligt sted at bygge rede. Reden lå lige midtfor i et klatretræ og for lavt i forhold til den evigt søgende kat, der også holder til på matriklen. Det var drengen, der opdagede den. ”Se, der er en rede. Der er to æg i!”

Vi så dem alle sammen, og snakkede om, at det var da et udsat sted. Men næste dag var der et æg mere og næste dag igen et til. Fire fine solsorteæg. De blev beundret. Og så blev reden til et ”beskyttet” område.

Drengen kiggede efter flere uger ned i reden igen. Den var tom. Ingen æg, ingen små fjerløs unger.

”De er klækkede, Mor. Men der er ikke nogen i reden mere. Så de må være fløjet med deres fuglemor på tur. ”

Og billedet af de fire flyvefærdige unger med deres stolte mor på tur er smukt og levedygtigt og bliver fortællingen om, hvad der skete med reden i klatretræet.

For den anden historie om reden, der var bygget for lavt i en have med en huskat… Den kan vi dårligt slæbe rundt på.

Pladsen midt imellem

Tekst: Kristina Løvenstrøm

Jeg har altid undret mig over den mærkbare, uforklarlige energi, der er mellem hænderne, når man holder dem op foran næsen og langsomt lader dem nærme sig hinanden. På et tidspunkt når de stedet, hvor de ikke er langt fra men heller ikke tæt på hinanden – måske er der nogle få centimeter mellem dem – og er det, der opstår det her helt særlige energifelt mellem dem … så stærkt og kraftfuldt, som stod man med en magnet i hver hånd og følelsen af, at man ikke har kræfter til at holde hænderne adskilt, men heller ikke mulighed for at presse dem sammen. Mellem hænderne – i dette stærke energifelt – fødes liv, som ikke kan forklares.

I dag sidder jeg med dåbens to bibelske læsninger. Coronaen har sendt mig ud på det ’kirkelige handlingers ocean’. Oceanet kaster mig fra vielse til dåb, til søndagsgudstjeneste, til vielse og tilbage til flere dåb i en sejlads, der er voldsom i et relativt lille sogn. Hvor kommer alle de børn fra? tænker jeg og ved, de har samlet sig over foråret som nullermænd i hjørnerne, når man har ventet for længe med at støvsuge. Nu slås de om at komme til fadet – dåbsfadet. Vand og ord har deres forældre hungret efter. Eller også er de bare trætte af børn uden noget navn.

Med dåbens to stærke tekster foran mig på bordet læser jeg dem som tekster fra to forskellige evangelier. De er smukke hver for sig. Men med én tekst i hver hånd bliver jeg med ét opmærksom på teksternes iboende kraft – de frastøder og tiltrækker hinanden, ligesom hænderne på vej til at støde sammen. Og det er som om, der vokser liv ud af de to tekster. Eller rettere: ud af det mellemrum der ganske usynligt er mellem dem. Et underfuldt, kraftfuldt, uhåndgribeligt liv.

Jeg har læst Jesu ord 1000 gange før – så længe har jeg været præst. Og alligevel ser jeg først nu, hvordan ordene nærmest leger med hinanden som i en kærlig brydekamp: Mig er givet alt magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple. Døb dem og lær dem at holde det, som jeg har befalet jer, siger den ene tekst. Mens den anden siger: Men modtag alt, hvad du får fra mig ligesom et lille barn.

Vi skal overholde alle hans befalinger, siger Jesus. Det er jo det, som vi voksne tror, vi kan. Og det er noget, vi præster tror, vi kan. Men vi får også at vide, at vi skal modtage som små børn. Det er det, den anden tekst spiller ind med. Sagen er bare den, at små børn jo netop ikke gør, som de voksne befaler. De vil selv – og de bliver vrede, eller de bliver glade – eller de gør oprør, når livet ikke er retfærdigt ... i deres egne øjne. Vi skal altså lytte til Gud – og vi skal gøre oprør, som et lille barn ville gøre det.

Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, hvorfor Jesu ord og Guds vilje på denne her måde - altså med ordene fra de to tekster - stiller mennesket i sådan et dilemma? Med garanti er der mere liv i den modstilling, end jeg ser med mit blotte øje. Gad vide om det er som med hænderne ... at livet netop vokser ud af det, der ligger i spændet et sted imellem?

Det kan synes umuligt. Ubegribeligt for min hjerne at forstå og se sammenhængen. Men vi stiller Jesu ord – altså guddommelige ord – op over for hinanden ved dåbsfadet … og er det ikke netop for at finde og leve i spændet mellem modsætningerne? Det er en modsætning, at på den ene side er der noget, vi skal overholde, og på den anden side skal vi være lige så spontane som små børn, der ikke retter sig efter noget. Den modsætning forstår vi ikke. Og sådan er det med Gud. Spørgsmålet er, om det ikke er lige præcis det spænd, vi lever i hver dag og altså har som en erfaring? Fx når teenageren får at vide, han skal være hjemme kl 23.00, men så alligevel først dukker op kl. 01.00 - hvad gør en mor eller en far så? Det var ikke sådan, det skulle være – men i en ordentlig verden går nåde for ret hos mor og far.

Vores erfaring fra hverdagen hjælper os på vej – og Gud er så meget mere kærlig end en forældre, siger Jesus et sted. Kærligheden og nåden er større end det, befalingerne siger. Gud er bægeret, der flyder over. Det er mageløst!

I kirken gør vi meget ud af at tale om nåden, der går for ret. Og det hele starter tilsyneladende ved begyndelsen – ved det første møde mellem Gud og menneske. Ved dåben. Her viser Gud os, hvad Han vil. Og hvem Han er. Og hvem vi er. Ved at befale os at gøre. Og ved at have skabt os, sådan som vi er … i kærlighedens navn og uden at det på nogen måde hænger sammen eller går op for forstanden. Måske ser hjertet det, hjernen ikke kan forstå. At mellem det at gøre og det at være, falder mennesket … og rejser Gud det op igen, ved at vise sig som den far, der lader livet vokse ud af det umulige. Pladsen midt i mellem.  

Hvorfor skabte Gud ateister?

Tekst: Marie Holm

Der findes en klassisk historie i den hassidiske tradition, der behandler dette spørgsmål. Læreren underviser eleven i, at Gud har skabt alt i denne verden for, at vi skal værdsætte det, fordi alt er skabt for at vi kan lære deraf.

En klog elev spørger: Hvad kan vi lære af ateister? Hvorfor skabte Gud dem?

Læreren svarer: Gud skabte ateister for at vi kan lære den vigtigste lektie af dem alle; læren om sand medfølelse. Ser du, når en ateist udfører en god gerning, besøger en syg, hjælper en i nød og bekymrer sig om verden, gør han det ikke ud fra en religiøs lære. Han tror ikke på, at Gud har befalet ham at udøve denne handling. Faktisk tror han slet ikke på Gud, så hans handlinger er baseret på en indre følelse af moral. Se på godheden han kan praktisere mod andre udelukkende, fordi han føler, det er rigtigt.

Det betyder, fortsatte læreren, at når nogen rækker ud mod dig efter hjælp, skal du aldrig sige: ”Jeg vil bede om, at Gud vil hjælpe dig”. I stedet skal du i dette øjeblik blive en ateist, forestille dig, at der ingen Gud er, og sige: Jeg vil hjælpe dig.

Hassidiske historier 2. udgave

"Standard-talen"

Tekst: Karen Blauenfeldt Dam

Mht. dåbstaler, så har jeg gerne en ”standard-tale” om dåb, hvori jeg så fletter lidt ind om barnets navns betydning. 
Rigtig mange navne har rod i en kristen betydning, og det kan findes her: www.behindthename.com

En nem og hurtig måde at gøre en tale personlig på! 

Forberedelse

Tekst: Line El Hyldahl Nissen

Vi kommer langt med at forberede os godt. En eksamen eller en jobsamtale går bare bedre, når man har forberedt sig, ligesom en almindelig indkøbstur i supermarkedet bliver bedre og billigere, hvis vi har forberedt os ved at skrive en indkøbsseddel, der stemmer med den madplan vi har forberedt. Selv staten kan forberede sig på det ustyrlige ved at have et beredskab og en handlingsplan i tilfælde af, at en epidemi skal ramme befolkningen.

Men så er der også alt det vi ikke kan forberede os på. Og der står det at få børn, allerøverst på listen. Vi kan selvfølgelig godt forberede os ved at læse om børns udvikling og købe alt det udstyr et barn har brug for. Vi kan endda også forberede os, hvad barnet skal hedde, ved at sige ja tak til at få dets køn at vide, når der scannes i 20. graviditetsuge.

Men når barnet så kommer og vi får det lagt i vore arme, forsvinder ethvert overblik. For vi er ude af stand til at forberede os på, hvad det gør ved os at få et barn. Det er simpelthen for vildt og går ud over enhver forstand og forberedelse.

For når vi bliver forældre får vi et barn. Vi får det. Her i kirken siger vi at vi får det af Gud. Det siger vi, også selvom vi godt ved, at der er noget der hedder forplantning og biologi og vi godt ved, at vi selv har lagt krop til og at barnet ikke kommer med en guddommelig stork. Men barnet er alligevel en foræring af den store slags. Et barn er nåde. For at få et barn er at få liv og kærlighed og det er to ting, vi ikke selv er herrer over.

For at få lagt sit barn i sine arme er at få lagt et andet menneskes liv i sine hænder. Fra da af kan man ikke tænke om sig selv, som et frit menneske, der kun har sig selv og sine egne behov at tænke på. Barnet vil altid komme først og dets behov vil altid veje tungere end ens egne. For barnet er prisgivet, hvis dets forældre ikke er der for det 24-7.

Og det allermest overvældende ved det er, at det føles rigtigt. Det kan godt være, at det ligefrem er skræmmende at stå med et Guds mirakel i hænderne, som sender én ud på den gyngende grund, hvor man ikke kan forberede sig og forudsige, hvad der sker og samtidig være den, der har ansvaret.

Men forældre gør det hellere end gerne. For i barnet oplever de at få givet den kærlighed, der er så stor at alting giver mening. Og når vi oplever at få kærlighed givet, eller taget fra os, for den sags skyld, står kirken også ofte stærkt som et sted, der kan ramme den svimlende kærlighed ind.

Det er derfor vi fejrer dåb. Dåben er en rørende begivenhed, hvor forældre kan sende en tak til Gud for at have fået deres dejlige barn. Men det er også en dyb og højtidelig begivenhed, hvor det giver mening at sende en bøn afsted til Gud om, at han vil holde øje med barnet og os, og stå det os bi og fylde os med tro og håb, alle de gange, hvor vores forberedelser ikke nytter noget og hvor vi kommer ud på gyngende grund og egentlig kun kan råbe om hjælp.

Og her ved døbefonten fortæller Gud mere om os, end vi får fortalt i verden. Han fortæller, at vi er hans elskede børn i en grad, der er så overvældene, at vi ikke kan forberede os på, hvad det gør ved os. For uanset hvor gode eller dårlige vi er til at forberede os, uanset, lykkes eller mislykkes med, vælger eller ikke vælger, så er vi Guds små elskede børn. For når det kommer til kærligheden til sine børn er Gud ligeså uforbeholden og urokkelig, som enhver anden forælder.

Gud give NN tro, håb og kærlighed til at blive et tillidsfuldt og åbent mennesker, med mod på livet, som både Guds og jeres barn. Amen