af Keld Balmer Hansen
13. søndag efter trinitatis. Den barmhjertige samaritaner, Lukas 10,23-37
Her i sommer vandrede den 24-årige Henri fra kirke til kirke i Det sydlige Frankrig. En dag ankom han til en by ved navn Annecy, og mens han var der, gik en fremmed mand amok. Bevæbnet med en kniv gik han til angreb på uskyldige børn, der legede på en legeplads.
Synet af manden, der angreb børnene, fik Henri til at reagere. Han gav sig til at jagte manden og fik ham efter noget tid overmandet og uskadeliggjort. Han fik afværget, hvad der kunne være endt i en tragedie.
Straks blev Henri udråbt til helt. I Frankrig var hans navn på alles læber, og selveste præsident Macron kom og trykkede hans hånd. Men Henri regnede ikke sig selv som en helt. Han sagde til Macron, at ”Jeg er ikke en helt. Jeg fulgte mit instinkt. Det var uudholdeligt at se børn blive angrebet, og jeg handlede, som jeg bedst kunne.”
Jeg tror, at alle, der hører historien, synes Henri er en helt. Han siger, at han har handlet per instinkt. Men i dette tilfælde er det vel det samme som spontan næstekærlighed og instinktiv respekt for andre menneskers værdi.
Jeg er ikke sikker på, at jeg havde turdet at gøre det samme som Henri, men det er en stærk handling at sætte sig selv til side for at redde andre.
Der findes megen menneskelig smerte, og derfor er der altid stærkt brug for redningsmænd og -kvinder. Ja, der er brug for næstekærlighed og barmhjertighed. Og det er det, Jesus fortæller en historie om, da han fortæller om den barmhjertige samaritaner.
I fortællingen er der en mand, der begiver sig ud på en rejse mellem Jerusalem og Jeriko. Rejsen går gennem et område med mange bjerge, og der er mange steder, hvor landevejsrøvere kan ligge på lur. Manden oplever da også, at røvere slår ham ned og tager alt, hvad han har med sig på rejsen. Så ligger han der i grøften og er overladt til sig selv. Han er halvdød og fuldstændig afhængig af, at et andet menneske standser op og tager sig af ham.
Sådan er der mange, der er afhængige af andre menneskers næstekærlighed og barmhjertighed. Hver gang vi hører lyden af en ambulance, er der et menneske, der har brug for hjælp. Hver gang et menneske bliver svigtet og forladt har det sandsynligvis brug for hjælp. Og overalt er der ensomme mennesker, der har brug for hjælp.
Sommetider er det os selv, der har brug for hjælp.
Og hver eneste dag findes der nødlidende, der lever langt herfra, der har brug for hjælp: Det er den familie, der sætter livet på spil ved at krydse Middelhavet i en overfyldt redningsbåd. Det er bonden fra Somalia, der forrige år pga. misvækst var tvunget til at slagte sit kvæg, og hvis marker nu er forvandlet til en ørken. Det er familien fra Bangladesh, der må flygte fra oversvømmelser. De havde ellers bygget diger omkring deres hjem, men nu giver de op, fordi oversvømmelserne bliver hyppigere og hyppigere. Voldsommere og voldsommere.
Også skaberværket er trængt og har brug for hjælp. Klimaforandringerne tager til i styrke, og det får voldsomme konsekvenser. Menneskers overgreb på naturen gør den fattigere, får arter til at uddø, skaber ørkener og oversvømmelser, øer går under, floder tørrer ud, havvandstanden stiger, og mennesker i store dele af verden lider under konsekvenserne.
Derfor er der stærkt brug for barmhjertige samaritanere, der standser op og viser barmhjertighed overfor alt det skabte. Over for mennesker såvel som over for økosystemer, dyr og planter.
I Jesu fortælling findes en mand. Han kommer fra Samaria, og han er redningsmanden. Men fortællingen handler også om mennesker, der svigter deres ansvar. Det er præsten, og det er tempeltjeneren, der lader til at være ligeglade med den overfaldne. De haster forbi. Man kan sige, at det er forkasteligt, at de haster forbi den stakkels mand i grøften. De har helt sikkert argumenter for at gå forbi i stedet for at standse op. De har sikkert travlt. De skal nå frem til tiden. De har en deadline. Eller også tror de, at den overfaldne måske er død, og derfor vil de nødigt røre ved ham. Men derfor er deres handling alligevel forkastelig.
Ifølge fortællingen om den barmhjertige samaritaner har vi alle et ansvar. Ingen kan stille sig udenfor. Ingen kan have nok i sig selv. Alle må reagere og træde til med næstekærlighed og barmhjertighed.
Jesus kan ligne en hård arbejdsgiver, når han siger ”Du skal elske din næste som dig selv”, og når han siger, at den barmhjertige samaritaner skal være dit forbillede - gør som ham. Han har jo ret i det, han siger, men vi ved jo også godt, at selv om vi stræber efter altid at gøre det rigtige, så ender vi med at gøre os skyldige. Vi kommer til at svigte vores ansvar i forhold til dem, der bor tæt på. Dem der bor langt herfra. Og i forhold det skaberværk, hvis trivsel forudsætter, at vi lægger vores livsstil fundamentalt om.
Hvad skal der da blive af os, når vi svigter?
Jesus kan som sagt ligne en hård arbejdsgiver, og så er han alligevel mildheden selv. Han holder sig ikke tilbage, men går selv foran med et godt eksempel. Han kommer selv til os som en barmhjertig samaritaner. Han kommer for at tilgive os, når vi svigter vores ansvar. Og han kommer for at give os en chance til, hver gang vi har glemt alt om empati og næstekærlighed. Maleren Vincent van Gogh har malet et billede med titlen ”Den barmhjertige Samaritaner”. På billedet ser vi den overfaldne, der klamrer sig til sin redningsmand. Og vi ser redningsmanden, der hjælper et nedbrudt menneske op på sin hest. Med billedet vil Van Gogh vise os, at Kristus selv er redningsmanden, og at han er næstekærlig og barmhjertig. Han er solidarisk med os og redder os. Også når vi er svage og svigter vores ansvar.
Amen
Salmeforslag:
392 Himlene Herre
369 Du som gir os liv og gør os glade
889 Du skal elske din næste som dig selv
