Fortsæt til hovedindholdet

Julekalender 2025 

Hver dag op til jul kan du møde et af de mennesker, som er med til at skabe en levende folkekirke i Fyens Stift

8. december: 

Mathias Thorsson

Menighedsrådsmedlem

NÅR PRÆSTEN ER UDE…..

Det er Mathias Thorsson, der gemmer sig bag låge nummer otte i Fyens Stifts julekalender.

Mathias er medlem af Skamby Menighedsråd i Bogense provsti, hvor han er sekretær og medlem af præstegårds- og kirkegårdsudvalgene.

Faktisk har han været medlem af et menighedsråd, siden han var 22 år, og for ham er det bedste ved menighedsrådsarbejdet, at han får en direkte vej ind i det diakonale arbejde.

”For mig er diakonalt arbejde alt det mellemmenneskelige fra kirkekaffen om søndagen, hvor vi taler på tværs af generationer og erfaringer, til sorgsamtaler og julehjælp til udsatte. Det giver mig utrolig meget at vide, at jeg er med til at tale med og bygge andre mennesker op.

Jeg husker en særlig episode, da jeg som helt nyt medlem af Gelsted Menighedsråd – kun 22 år gammel – blev bedt om at varetage konfirmationsundervisningen, fordi den daværende præst havde sagt sin stilling op. Da jeg studerede antik historie og derfor har en viden indenfor den nytestamentlige periode, spurgte provsten, om det ikke var noget for mig, indtil de fandt en vikar.

Jeg takkede ja, og jeg greb jo nok undervisningen an på en helt anderledes facon, end man plejer. Men selvom jeg sidenhen er flyttet, hører jeg af og til stadig fra de gamle elevers forældre, at de var glade for undervisningen. Eleverne efterspurgte da også, at jeg forestod deres konfirmation – men den går jo ikke!” 


7. december

Dorte Andersen 

Administrativ medarbejder i Fyens Stift

HVERDAGSGLÆDE OG STORE ØJEBLIKKE

Bag låge nummer syv kan du møde Dorte Andersen. Hun har arbejdet i Fyens Stift i 11 år og er nu administrativ medarbejder i bispesekretariatet.

Mange af jer har sikkert talt med Dorthe, for hun sidder klar ved Fyens Stifts telefon – og det er lige præcis den del af sit job, hun er mest vild med.

”Det bedste ved mit job er alle mine gode kollegaer, og at jeg hver dag taler med en masse præster, menighedsrådsmedlemmer og borgere, som ringer ind til Fyens Stift for at få hjælp med mange forskellige ting. Den del af jobbet elsker jeg, og jeg sætter en stor ære i at yde en god service for dem alle.

En af de største oplevelser jeg har haft i folkekirken, som har gjort et stort og varigt indtryk på mig, var at deltage i to bispevielser, hvor vi hver gang samlede over 700 indbudte gæster i en smuk Odense Domkirke.

Den flotte procession med alle Nordens biskopper, de danske biskopper og Fyens Stifts præster, det glemmer jeg aldrig. Det hele var akkompagneret af den smukkeste musik og 700 gæster, som sang dejlige salmer i kor.

Tænk, at den begivenhed ikke har ændret form i flere hundrede år.  Det vil jeg altid huske.”


6. december

Jens Rothmann

Sognepræst

VARME HÆNDER I VOLLSMOSE KIRKE

Bag dagens låge MØDER DU sognepræst Jens Rothmann. Han er ny præst i Vollsmose i Odense, men bestemt ikke ny i folkekirken, hvor han har arbejdet i 23 år.

Han er glad for sin kirke og for de mange mennesker, han møder. Det skinner tydeligt igennem, når han fortæller om sit sogn.

”Varme hænder. Hver dag! Det er det, jeg oplever i Vollsmose Kirke. Her er der åbent for alle – så man kan bare komme ind fra gaden, drikke en kop kaffe, få sig en snak og møde andre fra sognet.

Vollsmose tilbyder den kontakt fra mandag til fredag – og søndag også. Fra morgenstunden er der frivillige og ansatte, som hjælpes ad med at tage imod, være til stede og finde vej. Og alle er altid velkomne til selv at blive en del af de varme hænder. Varme hænder er et fortærsket udtryk. Men det er essensen af at være kirke her i Vollsmose.” 


5. december

Anne Monk Jensen 

HR-konsulent i Fyens Stift

MENINGSFULDT SAMARBEDJE MED MENIGHEDSRÅDENE

Bag låge nummer 5 finder du Anne Monk Jensen, HR-konsulent i Fyens Stift.

Anne har været ansat i stiftet i præcis18 år, og hun elsker efter eget udsagn alt ved sit arbejde – både sine kollegaer, sine arbejdsopgaver og ikke mindst kontakten ud af huset.

Med den lange historik har Anne mange gode historier at fortælle, og hun deler gerne ud af dem, men særligt én oplevelse har gjort indtryk på hende:

”Tilbage i 2018-2019 var jeg, i forbindelse med fristiftsforsøgene udlånt til Svendborg provsti som personalekonsulent.

Det var en helt speciel oplevelse, jeg stadig husker, fordi jeg i den periode kom meget tættere på menighedsrådene og de ansatte, end jeg tidligere havde oplevet inde fra stiftet.

I den periode, hvor jeg var i Svendborg, gav mit arbejde mig en følelse af at være mere nærværende og dermed opstod en anden grad af mening og betydning, end jeg hidtil har oplevet.

Samtidig kunne jeg bedre fornemme, det behov som menighedsrådene har for hjælp og sparring i forhold til blandt andet deres personale.

Det var alt i alt en rigtig spændende og givende periode for mig – og forhåbentlig også for menighedsrådene 😊. 

Den særlige tid bærer jeg stadig med mig, og de erfaringer jeg fik i Svendborg, bruger jeg nu i mit daglige arbejde, når jeg rådgiver menighedsrådene i hele Fyens Stift. 


4. december

Simon Talbo Stubkjær

Provst 

GLÆDEN VED AT ANSÆTTE EN PRÆST

Bag dagens låge kan du møde Simon Talbo Stubkjær.

Simon har været ansat i folkekirken siden 2003 og er provst i Kerteminde-Nyborg Provsti og sognepræst i Nyborg Pastorat.

Med så langt et virke i folkekirken har han haft mange gode oplevelser, og han holder særligt af de mange forskellige arbejdsopgaver, der er i provsteembedet. Her kommer hans fortælling om "At ansætte en præst”:

”Der er en helt særlig glæde ved at ansætte en ny præst, selvom opgaven på papiret kunne lyde administrativ og tung. Men det er som at træde ind i et rum, hvor håb, ansvar, tradition og fremtid mødes – og hvor mennesker samles om noget, der betyder mere end blot en ansættelse.

Nogle kender følelsen. Den der stille glæde, der vokser i brystet, når man sidder omkring bordet med et menighedsråd, der tager opgaven alvorligt, men som også – næsten umærkeligt – begynder at mærke en spirende forventning. Det er en glæde, som ligger i de gode samtaler, i interessen for hinandens tanker, i de ærlige spørgsmål, og i den gensidige fornemmelse af, at det her gør vi sammen.

Der er også noget dybt meningsfuldt i at stå i det spændingsfelt, hvor mennesker åbner deres hjerter for et kald. At tale med ansøgere, der ikke bare søger et job, men et embede; som fortæller om deres kærlighed til det pastorale arbejde, til forkyndelsen, til sjælesorgen, til fællesskabet – og som håber på at blive sendt netop dérhen, hvor deres evner kan blive brugt.

Samtalerne med biskoppen giver et andet lag: erfaringen, roen, det teologiske, fornemmelsen for stedets og embedets kontinuitet. Det er som en stille puls i rummet. Noget, der minder alle om, at denne proces ikke kun er organisatorisk, men kirkelig – at den hører til folkekirkens rytme gennem generationer.

Og så er der øjeblikket, hvor man kan se lyset i menighedsrådets ansigter, når de har kaldet en ny præst. I deres blik er der en blanding af lettelse, glæde og stolthed. En følelse af at have gjort noget for sognet.

Det føles som at se et hjem få en ny dør, der venter på at blive slået op for alt det, der skal komme. Som at være med til at tænde et bål, hvor nogen om lidt vil varme sig ved. Som at vide, at kirkelivet får en ny stemme – og at man selv har været en lille del af det.

Det er en stille og dyb tilfredshed. En af de sjældne former for glæde, der ikke søger opmærksomhed, men som sætter sig i kroppen som en ro: det her var godt. Og det bliver godt for dem.”


3. december 

Anne Jæger

Kirkegårdsleder 

MIT ARBEJDE MINDER MIG OM LIVETS SKRØBELIGE SIDE

Bag dagens låge kan du møde kirkegårdsleder Anne Jæger fra Bogense kirkegård.

Anne har arbejdet i folkekirken siden 2005, hvor hun startede som gravermedhjælper og kirketjenerafløser. Hun har siden løbende efteruddannet sig, og i 2024 blev hun kirkegårdsleder. Det er et job, hun elsker – ikke mindst på grund af alsidigheden.

Anne beskriver selv sit job og glæden ved jobbets mange facetter således:

”Det bedste ved mit job er de oplevelser, jeg har fået med mennesker i både glæde og sorg, det som virkelig betyder noget, og giver tiden fylde.

Jeg husker særligt parret, som mødte hinanden midt i livet, og hvor kærligheden holdt håbet om helbredelse i live med et smukt sommerbryllup, men senere blev afløst af en jordbegravelse. Den slags oplevelser sætter sig i mig som eftertanke, og minder mig om livets skrøbelige side.

En anden oplevelse, der gør indtryk, er, når jeg ser spædbørn på skulderen af unge mennesker til begravelser. Jeg har selv mistet begge mine forældre og ved, at det svære i livet er at acceptere, at vi skal dø, men så nynner jeg stille med på ”Dejlig er jorden” og linjen om, at ”slægter følger slægters gang”.


2. december:

Uddannelseskonsulent og sognepræst Torkil Jensen

DENGANG TORKIL FIK EN REPRIMANDE

Bag dagens låge finder du Torkil Jensen, som er sognepræst i Vester Aaby og Aastrup samt uddannelseskonsulent i Fyens Stift. Torkil har arbejdet i folkekirken som præst i mere end 30 år.

Han fortæller her om mødet med et helt særligt menneske tilbage i 1994:

”Skal Domkirken virkelig have alle højmesserne?”

Ordene faldt ved et køkkenbord i Fodslette på Langeland i foråret 1994, hvor jeg var barselsvikar i tre langelandske sogne; Lindelse, Tryggelev og Fodslette.

Og ordene blev sagt af Caroline.

Grunden var, at jeg havde fået lavet en gudstjenesteliste til kirkebladet, hvor Lindelse Kirke havde fået gudstjenesten kl. 10 både Påskedag og Pinsedag.

Hun var ikke vred, men pegede blot med denne lettere ironiske bemærkning på min manglende erfaring udi det langelandske sammenspil mellem den store Lindelse Kirke og de to mindre kirker i Tryggelev og Fodslette. 

Samtidig havde hun hentet sine fantastiske kærnemælkshorn i fryseren og sørget for, at jeg hele tiden havde kaffe i koppen.

Hun havde – sammen med sine lige så dejlige kolleger i de øvrige sogne – kort sagt påtaget sig den opgave at være mentor for mig, den nye præst, længe før det blev en fast bestanddel af præsternes efteruddannelse at have sådan en.

Caroline Hansen boede på en gård i Fodslette få skridt fra kirken, hvor hun forblev til sin død. Hun afløste førstelæreren som kirkeværge, da denne havde været det i 60 år, og hun var langt oppe i firserne, da hun stoppede.

Jeg har siden mødt mange af hendes slags, selv om der bliver færre og færre af dem. Mennesker, der er båret af en særlig integritet, som er meget vigtigere end alverdens uddannelser og papirer. Mennesker, der er båret af kærlighed til sogn og kirke, og som kender traditionerne på stedet og bærer dem videre. Skal noget laves om, er det ikke umuligt, men man skal have argumenterne slebet og klar.

Jeg besøger stadig jævnligt Langeland. Og kan det lade sig gøre, lægger jeg vejen forbi Fodslette Kirkegård, hvor jeg står et øjeblik taknemmelig ved stenen, hvor der står Caroline og Oscar.

Jeg har lært meget siden og følt megen kærlighed til kirken siden.

Men Caroline og Fodslette vil altid være min første. 


1. december:

Sognepræst Rikke Dupont Faurby

ET STORSLÅET KORSVAR

Bag dagens låge finder du Rikke Dupont Faurby, som er sognepræst i Marstal på Ærø.

Hun har arbejdet seks år i folkekirken og ved, at hun kan gøre en forskel, og det giver arbejdet en stor spændvidde og dybde. Snart skal hun holde årets julegudstjeneste for skolebørnene, og hun glæder sig fordi:

”Kirken bliver fyldt helt op. Det er både en af årets dejligste og mest overvældende og temmelig forberedelsestunge opgaver. For hvordan holder man bedst opmærksomheden fanget for 500 børn og unge med stort aldersspænd? Jeg ved jo, at der er kontant afregning, når man har besøg så mange børn på én gang.

Èt år lavede jeg bankoplader på salmearkene, og så var tallene en del min julefortællende prædiken. Et andet år havde jeg juletræspynt med og fortalte om hver enkelt lille del.

Èn fast tradition er, at vi sammen råber ”Glædelig jul," ud i kirken, lige før børnene skal tilbage og julehygge på skolen. Det er det mest storslåede korsvar. Jeg tæller til tre, og så råber de af deres lungers fulde kraft. Måske kan man høre det helt til Fyn, for det lyder højre end det "Halleeeeluja", de skråler med på, når vi synger om barnet, der blev født i Betlehem."