24. december: 

Mads Davidsen

Biskop over Fyens Stift

DA BISKOPPEN KNEB EN TÅRE

Så blev det jul, og bag kalenderens sidste låge finder du biskop Mads Davidsen.

Mads har arbejdet i folkekirken i mere end 20 år, og i de sidste to et halvt år har han været biskop over Fyens Stift. Han er glad og taknemmelig for sit job, hvor han møder mange præster og frivillige, og også får mulighed for at synge og holde gudstjenester.  

” Den oplevelse, der har gjort størst indtryk på mig i det forgangne år, var, da jeg bød velkommen til en koncert med 172 børn fra de fynske kirkekor i Odense Domkirke.

De begyndte deres koncert med Jakob Knudsens morgensalme ”Se nu stiger solen”. Da deres stemmer brød stilheden i det store kirkerum, blev jeg både rørt og taknemmelig over, hvordan evangeliet, tro, og fællesskab smeltede sammen i den skønne sang. Det fyldte mig med håb og livsglæde, og jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der kneb en tåre.

Jeg håber, at det samme vil ske i kirkerne juleaften, når børn og voksne synger sammen i de fynske kirker om Jesusbarnet og budskabet om håb og fred.”   

Glædelig jul.

23. december: 

Tina Christiansen

organist

JEG SPILLEDE ORGEL I IKEA

Bag låge nummer 23 kan du møde Tina Christiansen som i 10 år har været organist ved Ansgars Kirke i Odense. Desuden er hun freelance koncertorganist, kunstnerisk leder af Odense Internationale Orgelfestival samt underviser ved Syddansk Musikkonservatorium, MGK Fyn og Løgumkloster Kirkemusikskole.

Tina er uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium og at være organist, er en livsstil for hende. Hun er vild med at arbejde med musik på fuldtid, søsætte kreative ideer og at møde en masse forskellige mennesker. Det gjorde hun blandt andet under den Internationale Orgelfestival i september, hvor der blev spillet et væld af koncerter mange spændende steder.

”Selv havde jeg fornøjelsen af bl.a. at spille i Ikea, på Katedralskolen, på OUH og ikke mindst i Odense Idrætshal, hvor det måske var første gang nogensinde, at en organist har siddet i glitterjakke og spotlys og spillet musik til lige netop en volleyballkamp. Sjovt var det at spille alt lige fra Widors Toccata under opvarmningen til Queens ”We are the Champions” ved pokaloverrækkelsen.

Næsten 6000 mennesker har oplevet orgelmusik i festivalperioden, og skønt var det at møde mennesker i alle aldre. Ved en orgelfremvisning for 80 børn i @Ansgars Kirke var spørgelysten stor og kommentarerne mange: “Du er for sindssyg!”, “Jeg kommer til at savne at være på besøg hos dig her i kirken” og “Sikke nogle flotte sko du har på”.

I Ikea talte jeg med en kvinde, som på den ene side var meget nysgerrig ved det usædvanlige syn af en orgelkoncert i restauranten, mens gæsterne indtog köttbullar og deslige. Men samtidig var hun meget skeptisk ved tanken om at gå til orgelkoncerter og i det hele taget at træde ind i kirkens rum. Det endte med, at hun tog et festivalprogram i hånden, og siden så jeg hende ved flere af festivalens kirkekoncerter, og ved gudstjenesten den efterfølgende søndag var hun også at finde på kirkebænken. 

I Kirkesalen på @OUH mødte jeg efter koncerten en kvinde, som var tydeligt berørt af musikken. Jeg havde aldrig set hende før, men hun kom direkte hen til mig og sagde: ”I dag blev jeg behandlet. Nu er jeg glad igen!”. Hun gav mig et stort kram, og inden jeg kunne se mig om, var hun ude af døren.

Sådanne oplevelser, hvor man mærker, at musikken berører og gør en forskel i menneskers liv, er alting værd.”

22. december: 

Judith Mitzi Lange

Bispesekretær

DENGANG ET UVEJR PÅ FÆRØERNE GAV SVED PÅ PANDEN I ODENSE

Bag låge nummer 22 dukker Judith Mitzi Lange frem. Judith har i mere end seks år været bispesekretær. Det er hende, der har snor i biskop Mads Davidsens kalender, og hun står for det administrative arbejde i forbindelse med ansættelse af præster og præstevikarer.

”Det bedste ved mit arbejde er at hjælpe til med at få nye præster godt i gang i Fyens Stift. I de tilfælde, hvor præsterne kommer lige fra pastoralseminariet, hjælper jeg med at få dem trygt og godt igennem deres bispeeksamen og ordination, som naturligvis er store begivenheder for nyuddannede præster.

En enkelt gang i det forløbne år var vi dog tæt på at føle os pressede før en ordination. Alt var nemlig planlagt til, at Biskop Mads Davidsen skulle ordinere hele seks nye præster på den samme dag i @Odense Domkirke.  Mads var til bispemøde på Færøerne, og det var planlagt, så han lige kunne nå hjem til Odense dagen før ordinationen. Men sådan gik det ikke. På grund af dårligt vejr på Færøerne blev hans fly aflyst og hjemrejsen udsat til næste dag, så han nåede ikke hjem i tide til ordinationen. Der fik vi alle lidt sved på panden. Heldigvis trådte domprovst Regina Ljung til i al hast, og hun gennemførte den store ordination i fin stil.

21. december: 

Karen Dam

Menighedsrådsmedlem

KAREN BRÆNDER FOR AT FORTÆLLE DE GODE HISTORIER OM KIRKEN

Julen nærmer sig med hastige skridt, og bag låge nummer 21 kan du møde Karen Dam.

Karen blev valgt til menighedsrådet ved @Thomas Kingos Kirke i Odense ved sidste menighedsrådsvalg. Her har hun fået plads i redaktions-og kommunikationsudvalget og ligeledes i visionsudvalget.

Karen har en bred baggrund for at arbejde med kommunikation og nærer et stærkt ønske om at være med til at fortælle de gode historier om det store kulturelle og sociale arbejde, som foregår ved Thomas Kingos Kirke. Så i dag skriver hun foruden det månedlige nyhedsbrev fra kirken også indlæg i kirkebladet og på kirkens hjemmeside.  

”Jeg har siden konstitueringen i november 2024 blandt andet skrevet 23 fortællinger om nogle af kirkens aktiviteter, hvor jeg prøver at give læserne en sanselig og stemningsfuld skildring, så skønt mange ikke har været til stede selv, kan de alligevel få en oplevelse af aktiviteten - og måske også lære lidt om indholdet af aktiviteten.

Jeg håber, at mit arbejde har været med til at styrke fællesskabet i kirken, som har så utrolig meget at byde på.”

20. december: 

Malene Agerholm

Konsulent ved Folkekirkens Skoletjeneste

MENINGSFULD FORMIDLING

Så er det tid til at åbne låge nummer 20 og møde Malene Agerholm, der er konsulent ved SYMF - Folkekirkens Skoletjeneste i fem provstier.

Malene blev ansat i folkekirken tilbage i 2015 til at etablere skoletjenesten og stå for den daglige drift. I august i år kunne skoletjenesten fejre 10-års jubilæum, og hun er stadig ansat og glad for sit job.

”Det bedste ved mit job er vekselvirkningen mellem den faglige fordybelse, når vi udvikler undervisningsforløb og -besøg for skoleklasser og kursustilbud til lærere og så de livlige møder med alle skoleeleverne ude i kirkerne i vores område.

Vi er en skoletjeneste, der prioriterer børnenes møde med kirken højt. Og vi elsker at være på farten med bilen proppet med gamle kufferter med mærkelige lyde, et væld af små messingklokker, hørebøffer, frø, sand, jord, silkebånd og meget mere, som vi bruger i vores formidling. Det er mange hundrede elever og deres lærere vi møder om året. Det er fantastisk!

Vi tilbyder hvert år indskolingsklasser at komme på fastelavns-sansevandring i deres lokale kirke. Her leger vi, at vi bevæger os igennem dagene Flæskemandag, Hvidetirsdag, Askeonsdag og de 40 dages faste, for til sidst at nå frem til påskemorgen, hvor påskesolen ringes op.

Eleverne deltager i en lille klokkeleg ved knæfaldet, hvor de ringer med hver deres klokke, der alle er forskellige og har forskellig lyd. Til sidst ringer vi alle sammen – tre gange.

En mørk februardag skete der det forunderlige, at mens vi ringede tredje gang, så vældede solen pludselig ind ad vinduet og badede os alle sammen i lys! Børnene gispede og en pige sagde: Det virkede!”

19. december: 

Sanne Fonnesbæk

Stiftskontorchef i Fyens Stift.

NÅR VI LØFTER I FLOK

Bag låge nummer 19 kan du møde Sanne Fonnesbæk, der er Stiftskontorchef på Fyens Stift.

Sanne har arbejdet på stiftet i syv år. Først som jurist og nu som Amanuensis (juridisk rådgiver) for biskoppen og personalechef for stiftets personale. Det er vigtigt for hende at være en del af en velfungerende arbejdsplads, hvor ordentlighed, samarbejde og arbejdsglæde er i top.

”Hver dag er fyldt med spændende opgaver og nye udfordringer, men bispevielsen tilbage i 2023 står stadig som noget helt særligt for mig.

Det var en vild tid og en teamindsats af de helt store, hvor alle medarbejderne løftede i flok og knoklede i månedsvis. Alt skulle klappe med selve ceremonien, men også med de mange prominente gæster, der deltog fra ind- og udland. Der skulle også koordineres med både DR, der transmitterede bispevielsen og PET, der skulle sørge for sikkerheden. Men alt kørte på skinner, solen skinnede, og jeg var så stolt af alle medarbejderne.

Lige inden det hele gik løs, stod de klar til den store dag. Men spændingen og den nervøse energi var så intens og til at tage at føle på, så det endte med, at alle stod og dansede for at få den nervøse energi ud af kroppen. Det er et dejligt og sjovt minde, og jeg bliver stolt og taknemmelig, når jeg tænker på, hvad vi kan, når vi løfter i flok.”

18. december: 

Kirsten Saaugaard

Kirkekulturmedarbejder

MØD HINANDEN MED NYSGERRIGHED OG ÅBENHED

Bag låge nummer 18 kan du møde Kirsten Saaugaard, der er kirkekulturmedarbejder i Munkebjerg Kirke i Odense. Det har hun været siden 2003.

Kirsten kan lide at møde mennesker – både unge og ældre – som viser tillid og tør dele svære livsvilkår. Og så bliver hun glad, når hun oplever, hvordan fællesskabet som frivillig, mødet i sorggruppen, i mændenes madklub og i mange af de andre fællesskaber kan give lidt mere mod på livet.

”Der er så uendeligt mange gode oplevelser at tænke tilbage på, at det næsten er umuligt at vælge. Ofte er det faktisk hverdagens små øjeblikke, der fylder mest – de stille, gode samtaler.

Efter mange år i legestuen står én oplevelse dog særligt klart for mig: Dagen, hvor en af vores muslimske mødre trådte ind i menighedssalen og delte historien om familiens ankomst til Danmark. Hun fortalte med glæde om at komme i kirkens legestue– et sted hun følte sig velkommen og hjemme.

Jeg er taknemmelig for de mange mennesker, jeg har lært at kende gennem årene.  Også kvinder, der bærer tørklæde, men som for mig først og fremmest bæres af deres varme, deres ansigter og deres nærvær. Jeg har lært, at det ydre lag hurtigt forsvinder, når man møder hinanden med nysgerrighed og åbenhed – og at det er menneskerne bag, der gør indtryk og sætter spor.”

17. december: 

Signe Lehman Platz

Jurist i Fyens Stift

EN SÆRLIG ARBEJDSPLADS

Det er Signe Lehman Platz, der gemmer sig bag låge nummer 17 i vores julekalender.

Signe er jurist og har siden 2022 været ansat som specialkonsulent hos Fyens Stift administration, hvor hun arbejder med juridisk rådgivning og sagsbehandling vedrørende kirkefunktionærer og menighedsrådsarbejdet.

”Det bedste ved mit job er, at jeg bliver udfordret både fagligt og personligt hver eneste dag. Min stilling er en meget bred generaliststilling men på et specialiseret område, hvor teologi og jura kan være svær at forene. En stor del af mine opgaver består i at hjælpe og vejlede menighedsråd om menighedsrådsarbejdet blandt andet det at være arbejdsgiver for kirkens ansatte.

Det har gjort stort indtryk på mig at opleve det store engagement hos folkekirkens ansatte og frivillige. Jeg møder generelt en stor taknemmelighed for den hjælp og vejledning, jeg giver. Det har jeg ikke tidligere oplevet i samme omfang i tidligere ansættelser.

Jeg synes desuden, at folkekirkens mange traditioner, kutymer, skikke og andre fine finurligheder er med til at gøre folkekirken til en helt særlig arbejdsplads for mig.

16. december: 

Doris Krarup Mogensen

Menighedsrådsformand og formand for Stiftsrådet

MAN TRÆDER IND I ET FÆLLESSKAB

Bag låge nummer 16 kigger Doris Krarup Mogensen frem. Hun er formand for menighedsrådet i Veflinge, hvor hun blev valgt ind for mere end 20 år siden. Desuden er hun formand for både Stiftsrådet i Fyens Stift og for Fyens Stifts Menighedsrådsforening samt næstformand i provstiudvalget i Bogense Provsti. Endelig sidder hun i bestyrelsen for Landsforeningen af Menighedsråd, hvor hun er udvalgsformand for Folk og Kirke.

Doris beklæder altså mange poster i folkekirken, og hun tror på, at en levende folkekirke bygger på et levende demokrati:

”For mig handler en levende folkekirke om et fællesskab, hvor alle stemmer bliver hørt. Det betyder meget, at folkekirken stadig spiller en stor rolle i vores samfund og er et sted, hvor mennesker kan finde støtte, traditioner og håb. Når man bliver medlem af folkekirken, træder man ind i et fællesskab, hvor alle er velkomne, og det synes jeg er en smuk og meningsfuld tanke.

Mine børns dåb, mit eget bryllup og de bryllupper, der siden fulgte, står som klare lys i mit livs fortælling. Jeg holder af den velkendte højmesse, dens rytme og fællesskab. Men nogle gange længes jeg efter stilheden. En stille gudstjeneste, hvor tankerne får lov at falde til ro, rører mig på en måde, der går helt ind i sjælens inderste rum.”

15. december: 

Sol Bjørn Weismann

Sognepræst

KIRKEN ER MERE END TAL OG STATISTIKKER

Bag dagens låge finder du Sol Bjørn Weismann, som er sognepræst i Dreslette, på Helnæs og i Haarby.

Sol Bjørn har været præst i lidt over to år. Sit første embede havde hun i Frederiksborg Slotskirke på Sjælland, men hun drømte om at blive landpræst, og det er hun blevet nu. Hun ville nemlig gerne være del af et lokalt fællesskab, kende de mennesker, som bor i sognet og være med til at tænke ud over tærsklen til kirken. Hun tror på, at vi skal udfordre de grænser, vi selv er med til at sætte som organisation, og hun synes, at det er fantastisk at være præst:

”Jeg får lov til at arbejde sammen med alle aldersgrupper, og så bliver jeg gang på gang både ydmyg og taknemmelig over den store tillid folk viser mig, når jeg skal hjælpe dem igennem store overgange i deres liv. Uanset om det er glædelige eller sørgelige overgange, så bliver jeg inviteret ind der, hvor der sker noget særlig betydningsfuldt. Og det er meget meningsfuldt at bevidne.

Men det er også de små ting som brænder sig fast og gør mit arbejde spændende og uforudsigeligt. Vi holdt en stillegudstjeneste en aften. Det var et nyt tiltag. Det var december og samme eftermiddag var der faldet store mængder af sne. Der var glat udenfor, og kun tre dukkede op til gudstjenesten. Vi var fem på arbejde og gennemførte selvfølgelig gudstjenesten, men nok med en følelse af, at det var meget at stille an med for så få.

Under gudstjenesten blev der spillet stille musik, og jeg stod for en meditativ seance samt en refleksion over stilhed. Og vi sagde farvel og tak. Et halvt år senere kom en af de tre kirkegængere fra den aften og gav mig et fotografi. Hun havde taget det lige efter gudstjenesten i december, og på fotografiet kunne man se kirken indhyllet i sne og lys. På fotografiet havde hun skrevet: "Tak for stilheden - det var lige hvad jeg havde brug for."

Jeg blev så glad, for hendes billede og ord bekræftede mig i, at kirken er andet og mere end tal og statistikker, og at også de små ting – de små forskelle – kan sætte spor.

Lyt! og der vokser eventyr ud af os alle sammen...”

Den 14. december: 

Pia Søndergaard Hansen

provstisekretær 

DA KIRKETJENEREN MÅTTE NYNNE BRYLLUPSMARCHEN

Bag låge nummer 14 gemmer sig Pia Søndergaard Hansen, som for bare 10 måneder fik job som provstisekretær i Odense Sankt Knuds Provsti.

Hun betegner selv jobbet som en drømmejob, hvor hun har en fantastisk provst som chef.

Pia glæder sig over de forskelligartede opgaver og over at møde en masse søde og hjælpsomme mennesker rundt omkring i kirkelandskabet.

Ud over at passe sit arbejde i folkekirken, er hun selvfølgelig også kirkegænger, og i året der gik måtte hun sige farvel til en fætter:

”2025 blev året, hvor vi desværre måtte sige alt for tidligt farvel til fætter Claus i Gelsted Kirke. Samtidig væltede minderne frem fra den store fætter/kusine-flok. Ét minde stod særligt klart: Claus og Britts bryllup i Kerte Kirke. Her fik præsten Egon Lausen hele kirken til at grine højlydt flere gange under vielsen - og især da han direkte henvendt til bruden sagde, at hun altså måtte sørge for at give Claus de guldfisk, han ønskede sig. En prædiken, man ikke lige glemmer!

Og nu vi taler om bryllupper, så er der et andet, jeg aldrig kommer til at glemme. Det var min søde venindes vielse i Birkende Kirke midt i ferietiden. Organisten havde ferie. Organist-vikaren holdt også ”ferie”. Så kirketjeneren trådte til… og nynnede bryllupsmarchen højt og inderligt, mens bruden gik op ad kirkegulvet.”

13. december: 

Thomas Hårbøl

Sognepræst og studenterpræst 

KIRKE UDEN FORBEHOLD

Bag låge nummer 13 gemmer sig Thomas Hårbøl, sognepræst ved Ansgars Kirke og studenterpræst på UCL Odense.

Thomas har været præst i folkekirken siden 2014, hvor han sætter særlig pris på sit embede, når folk er glade for gudstjenesten og teologien får plads eller når en samtale gør noget godt.

”I folkekirken står de fleste af os næsten på hovedet for at være imødekommende og gøre kirken så tilgængelig som muligt – og med god grund. Vi passer på, at de former for kirkelighed, som er naturlige for os, ikke skræmmer dem væk, som ikke kender koderne og sproget (endnu).

Derfor er det også ekstra opløftende, når man som præst møder dem, der egentlig bare gerne vil have det, som kirken står for - uden forbehold og ekstra indpakning.

For nylig sagde en kvinde til mig, at hun var begyndt at gå i kirke, selvom hun næsten aldrig havde gjort det før. Hun havde opdaget, at hun holdt af at synge gode salmer i gudstjenesten og gemme højskolesangene til sognegården. Hun ville gerne gå til alters. Hun mærkede glæde og ro ved at lytte til orgelet og kirkens kantori. Hun ville gerne høre dagens bibeltekster og prædiken, for en kronik fra en avis kan man jo læse dér i stedet. Og så ville hun gerne bede en bøn og modtage velsignelsen.

I øvrigt betragtede hun sig ikke som sådan specielt “kirkelig”. ”Men dét, som kirken har at give, får man ingen andre steder”, sagde hun. Det fyldte mig med håb.

12. december:

Annemette Pedersen

Sagsbehandler i FLC

ET SÆRLIGT ANSVAR

Så blev det den 12. december, og bag dagens låge, kan du møde Annemette Pedersen.

Som sagsbehandler i Folkekirkens Løncenter FLC, der ligger i Fyens Stift, har Annemette styr på pengene.

Hun startede tilbage i 2019, og hendes job er at behandle sager for samtlige landets stifter vedrørende præsteløn. Samtidig er hun sagsbehandler i lønsager for Folkekirken.dk, Folkekirkens IT, Folkekirkens Undervisnings- og Videnscenter samt Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning.

”Jeg er hver dag spændt på, hvilke opgaver, som ligger og venter på at blive løst. Jeg skal være omhyggelig, da det jo er andre menneskers løn, det handler om, og jeg sætter en ære i at få sagerne behandlet korrekt.

Det er en særlig stor glæde og tilfredsstillelse, når man telefonisk har hjulpet fx en præst eller en provstisekretær med at opklare eller løse et problem. Det kan være en feriesaldo, som ikke stemmer, eller en app som man ikke kan logge ind i. Der føler jeg, at vi gør en stor forskel i FLC. Vi hjælper dem videre i forhold til de udfordringer, de har i deres hverdag, og jeg oplever altid en stor taknemmelighed fra deres side. Det gør mig glad.”

11. december:

Ina Balle Aagaard

Hospitalspræst på OUH

MOSAIKRUDEN GAV STOF TIL EFTERTANKE

Bag låge nummer 11 kan du møde Ina Balle Aagaard, der har været præst i folkekirken i 20 år. I dag er hun hospitalspræst på OUH.

”Det bedste ved mit embede er, når jeg føler, at jeg kan bidrage til at hjælpe andre. Det kan være gennem samtaler, ritualer og undervisning.

Jeg husker f.eks. en samtale fra en dag, hvor jeg er på vej til mit kontor, som ligger ved siden af sygehusets kirkesal. Her finder jeg en fysioterapeut sammen med en patient. Patienten har været i gang med at trappetræne, og de er nu endt i kirkesalen på 15. sal for at puste ud. De sidder fordybet i en samtale vendt mod lyset, der skinner ind gennem de farvede mosaikvinduer.

Fysioterapeuten er en frisk og venlig fyr, altid flink til at hilse med begge arme og ben. ”Har du tænkt på, Ina, at der ikke er et eneste lille glas i vinduespartiet, som ikke er slået itu?”, spørger han.

Det havde jeg faktisk ikke, men han havde ret. Ikke ét var intakt. Alle, små som store, havde et skår et eller andet sted, både de blå, de røde, de gule, grønne og hvide – alle indeholdt knust glas. ”Men har I så tænkt på,” sagde jeg, ”at der mangler et kirkeskib her i kirkesalen?” Det havde de ikke, så jeg fortsatte: ”Men den blå farve i mosaikvæggen er den dominerende farve, og derfor kan jeg drømme mig ud på det store ocean under en blå himmel, hvor bølgerne på en uvejrsdag rejser sig og skyller ind over rælingen, mens blæsten river sejlene itu, og man klamrer sig fast for ikke at gå under – eller hvor havet har lagt sig som på en solskinsdag uden vind – med slækkede sejl og udsyn til horisonten under en høj himmel”. 

Det havde de ikke tænkt på, men vi blev hurtigt enige om, at det var nogle meget befriende billeder, for så kunne vi alle være med.”          

10. december:

Christian Emil Szilas-Hansen Kordegn og daglig leder

PLADS TIL DET UPERFEKTE

Vi er nået til den 10. låge i Fyens Stifts julekalender – hvor du kan møde Christian Emil Szilas-Hansen, kordegn og daglig leder i Odense Domkirke og Gråbrødre Klosterkirke i Skt. Knuds Sogn

Christian Emil har arbejdet i folkekirken siden 2020, og han elsker sit arbejde. Han sætter stor pris på det daglige samarbejde med Domkirkens medarbejdere og menighedsråd om at formidle den kristne tro - og være kirke for både sognet, byen og stiftet.

”Bispevielsen i Odense Domkirke Palmesøndag den 2. april 2023, hvor jeg medvirkede som kordegn, er et særligt minde. Det var en meget fin oplevelse at være et lille tandhjul i et stort maskineri.

Kong Frederik, som dengang var kronprins, deltog sammen med biskopper fra ind- og udland samt præster og menighedsrådsmedlemmer fra hele stiftet. Alle provstier havde et altersæt med til den fælles nadver, så det var i høj grad en opgave, der blev løftet i flok. Jeg fik en fornemmelse af, at Domkirkens rum virkelig kom til sin ret den dag - fyldt med smuk musik, en feststemt menighed og biskopper i flotte kåber.

Som et lille kuriosum, kan jeg fortælle, at vi i løbet af gudstjenesten manglede et glas vand til biskoppen over Københavns Stift, så han måtte nøjes med en lille vandflaske. På nogle af billederne fra begivenheden kan man skimte den blålige plastikflaske stå som et sært fremmedelement mellem alt det gyldne på alterbordet. På dagen ærgrede jeg mig over flasken, men den er siden blevet et lille evangelium for mig - et symbol på, at selvom vi alle gør os umage, så behøver alt ikke være perfekt.”

9. december:

Laila Bjørn Pedersen

Kirke- og kulturmedarbejder 

NÅR DET TRYGGE KIRKERUM GIVER PLADS TIL SAMTALE

Bag dagens låge gemmer sig Laila Bjørn Pedersen, som er kirke- og kulturmedarbejder i Sankt Hans Kirke i Odense.

Laila har været ansat siden februar i år, og hun er allerede i fuld gang med nye initiativer.  

”Den sidste fredag i hver måned er vi begyndt at holde aftenkirke for unge, hvor kirken omdannes til cafe med brætspil og værksted. Allerede den første fredag havde vi en dejlig aften, hvor der blev malet på lys, spillet brætspil og hygget. Vi kunne høre grin og mærke den afslappede stemning i kirkerummet, hvor fællesskabet var i centrum.  

Snakken gik ved bordene om både små og store emner, og en ung kvinde, som var ny i kirken, spurgte mig midt på aftenen:

”Hvorfor der er ondskab i verden, hvis der er en Gud?”  

”Hvis man er i tvivl, er man så kristen?”

”Hvorfor har Gud skabt os, så vi rummer både godhed og ondskab?”

Hun spurgte om noget af alt det, der ikke er klare svar på, men som åbner op for en god dialog, for alle de unge, der er nysgerrige på tro og eksistentielle spørgsmål.

Så vidste jeg, at vi er lykkedes med at skabe et trygt kirkerum, hvor vi kan være nysgerrige på hele menneskelivet. Det fylder mig med dyb mening og taknemmelighed.”

8. december: 

Mathias Thorsson

Menighedsrådsmedlem

NÅR PRÆSTEN ER UDE…..

Det er Mathias Thorsson, der gemmer sig bag låge nummer otte i Fyens Stifts julekalender.

Mathias er medlem af Skamby Menighedsråd i Bogense provsti, hvor han er sekretær og medlem af præstegårds- og kirkegårdsudvalgene.

Faktisk har han været medlem af et menighedsråd, siden han var 22 år, og for ham er det bedste ved menighedsrådsarbejdet, at han får en direkte vej ind i det diakonale arbejde.

”For mig er diakonalt arbejde alt det mellemmenneskelige fra kirkekaffen om søndagen, hvor vi taler på tværs af generationer og erfaringer, til sorgsamtaler og julehjælp til udsatte. Det giver mig utrolig meget at vide, at jeg er med til at tale med og bygge andre mennesker op.

Jeg husker en særlig episode, da jeg som helt nyt medlem af Gelsted Menighedsråd – kun 22 år gammel – blev bedt om at varetage konfirmationsundervisningen, fordi den daværende præst havde sagt sin stilling op. Da jeg studerede antik historie og derfor har en viden indenfor den nytestamentlige periode, spurgte provsten, om det ikke var noget for mig, indtil de fandt en vikar.

Jeg takkede ja, og jeg greb jo nok undervisningen an på en helt anderledes facon, end man plejer. Men selvom jeg sidenhen er flyttet, hører jeg af og til stadig fra de gamle elevers forældre, at de var glade for undervisningen. Eleverne efterspurgte da også, at jeg forestod deres konfirmation – men den går jo ikke!” 

7. december

Dorte Andersen 

Administrativ medarbejder i Fyens Stift

HVERDAGSGLÆDE OG STORE ØJEBLIKKE

Bag låge nummer syv kan du møde Dorte Andersen. Hun har arbejdet i Fyens Stift i 11 år og er nu administrativ medarbejder i bispesekretariatet.

Mange af jer har sikkert talt med Dorthe, for hun sidder klar ved Fyens Stifts telefon – og det er lige præcis den del af sit job, hun er mest vild med.

”Det bedste ved mit job er alle mine gode kollegaer, og at jeg hver dag taler med en masse præster, menighedsrådsmedlemmer og borgere, som ringer ind til Fyens Stift for at få hjælp med mange forskellige ting. Den del af jobbet elsker jeg, og jeg sætter en stor ære i at yde en god service for dem alle.

En af de største oplevelser jeg har haft i folkekirken, som har gjort et stort og varigt indtryk på mig, var at deltage i to bispevielser, hvor vi hver gang samlede over 700 indbudte gæster i en smuk Odense Domkirke.

Den flotte procession med alle Nordens biskopper, de danske biskopper og Fyens Stifts præster, det glemmer jeg aldrig. Det hele var akkompagneret af den smukkeste musik og 700 gæster, som sang dejlige salmer i kor.

Tænk, at den begivenhed ikke har ændret form i flere hundrede år.  Det vil jeg altid huske.”

6. december

Jens Rothmann

Sognepræst

VARME HÆNDER I VOLLSMOSE KIRKE

Bag dagens låge MØDER DU sognepræst Jens Rothmann. Han er ny præst i Vollsmose i Odense, men bestemt ikke ny i folkekirken, hvor han har arbejdet i 23 år.

Han er glad for sin kirke og for de mange mennesker, han møder. Det skinner tydeligt igennem, når han fortæller om sit sogn.

”Varme hænder. Hver dag! Det er det, jeg oplever i Vollsmose Kirke. Her er der åbent for alle – så man kan bare komme ind fra gaden, drikke en kop kaffe, få sig en snak og møde andre fra sognet.

Vollsmose tilbyder den kontakt fra mandag til fredag – og søndag også. Fra morgenstunden er der frivillige og ansatte, som hjælpes ad med at tage imod, være til stede og finde vej. Og alle er altid velkomne til selv at blive en del af de varme hænder. Varme hænder er et fortærsket udtryk. Men det er essensen af at være kirke her i Vollsmose.” 

5. december

Anne Monk Jensen 

HR-konsulent i Fyens Stift

MENINGSFULDT SAMARBEDJE MED MENIGHEDSRÅDENE

Bag låge nummer 5 finder du Anne Monk Jensen, HR-konsulent i Fyens Stift.

Anne har været ansat i stiftet i præcis18 år, og hun elsker efter eget udsagn alt ved sit arbejde – både sine kollegaer, sine arbejdsopgaver og ikke mindst kontakten ud af huset.

Med den lange historik har Anne mange gode historier at fortælle, og hun deler gerne ud af dem, men særligt én oplevelse har gjort indtryk på hende:

”Tilbage i 2018-2019 var jeg, i forbindelse med fristiftsforsøgene udlånt til Svendborg provsti som personalekonsulent.

Det var en helt speciel oplevelse, jeg stadig husker, fordi jeg i den periode kom meget tættere på menighedsrådene og de ansatte, end jeg tidligere havde oplevet inde fra stiftet.

I den periode, hvor jeg var i Svendborg, gav mit arbejde mig en følelse af at være mere nærværende og dermed opstod en anden grad af mening og betydning, end jeg hidtil har oplevet.

Samtidig kunne jeg bedre fornemme, det behov som menighedsrådene har for hjælp og sparring i forhold til blandt andet deres personale.

Det var alt i alt en rigtig spændende og givende periode for mig – og forhåbentlig også for menighedsrådene 😊. 

Den særlige tid bærer jeg stadig med mig, og de erfaringer jeg fik i Svendborg, bruger jeg nu i mit daglige arbejde, når jeg rådgiver menighedsrådene i hele Fyens Stift. 

4. december

Simon Talbo Stubkjær

Provst 

GLÆDEN VED AT ANSÆTTE EN PRÆST

Bag dagens låge kan du møde Simon Talbo Stubkjær.

Simon har været ansat i folkekirken siden 2003 og er provst i Kerteminde-Nyborg Provsti og sognepræst i Nyborg Pastorat.

Med så langt et virke i folkekirken har han haft mange gode oplevelser, og han holder særligt af de mange forskellige arbejdsopgaver, der er i provsteembedet. Her kommer hans fortælling om "At ansætte en præst”:

”Der er en helt særlig glæde ved at ansætte en ny præst, selvom opgaven på papiret kunne lyde administrativ og tung. Men det er som at træde ind i et rum, hvor håb, ansvar, tradition og fremtid mødes – og hvor mennesker samles om noget, der betyder mere end blot en ansættelse.

Nogle kender følelsen. Den der stille glæde, der vokser i brystet, når man sidder omkring bordet med et menighedsråd, der tager opgaven alvorligt, men som også – næsten umærkeligt – begynder at mærke en spirende forventning. Det er en glæde, som ligger i de gode samtaler, i interessen for hinandens tanker, i de ærlige spørgsmål, og i den gensidige fornemmelse af, at det her gør vi sammen.

Der er også noget dybt meningsfuldt i at stå i det spændingsfelt, hvor mennesker åbner deres hjerter for et kald. At tale med ansøgere, der ikke bare søger et job, men et embede; som fortæller om deres kærlighed til det pastorale arbejde, til forkyndelsen, til sjælesorgen, til fællesskabet – og som håber på at blive sendt netop dérhen, hvor deres evner kan blive brugt.

Samtalerne med biskoppen giver et andet lag: erfaringen, roen, det teologiske, fornemmelsen for stedets og embedets kontinuitet. Det er som en stille puls i rummet. Noget, der minder alle om, at denne proces ikke kun er organisatorisk, men kirkelig – at den hører til folkekirkens rytme gennem generationer.

Og så er der øjeblikket, hvor man kan se lyset i menighedsrådets ansigter, når de har kaldet en ny præst. I deres blik er der en blanding af lettelse, glæde og stolthed. En følelse af at have gjort noget for sognet.

Det føles som at se et hjem få en ny dør, der venter på at blive slået op for alt det, der skal komme. Som at være med til at tænde et bål, hvor nogen om lidt vil varme sig ved. Som at vide, at kirkelivet får en ny stemme – og at man selv har været en lille del af det.

Det er en stille og dyb tilfredshed. En af de sjældne former for glæde, der ikke søger opmærksomhed, men som sætter sig i kroppen som en ro: det her var godt. Og det bliver godt for dem.”

3. december 

Anne Jæger

Kirkegårdsleder 

MIT ARBEJDE MINDER MIG OM LIVETS SKRØBELIGE SIDE

Bag dagens låge kan du møde kirkegårdsleder Anne Jæger fra Bogense kirkegård.

Anne har arbejdet i folkekirken siden 2005, hvor hun startede som gravermedhjælper og kirketjenerafløser. Hun har siden løbende efteruddannet sig, og i 2024 blev hun kirkegårdsleder. Det er et job, hun elsker – ikke mindst på grund af alsidigheden.

Anne beskriver selv sit job og glæden ved jobbets mange facetter således:

”Det bedste ved mit job er de oplevelser, jeg har fået med mennesker i både glæde og sorg, det som virkelig betyder noget, og giver tiden fylde.

Jeg husker særligt parret, som mødte hinanden midt i livet, og hvor kærligheden holdt håbet om helbredelse i live med et smukt sommerbryllup, men senere blev afløst af en jordbegravelse. Den slags oplevelser sætter sig i mig som eftertanke, og minder mig om livets skrøbelige side.

En anden oplevelse, der gør indtryk, er, når jeg ser spædbørn på skulderen af unge mennesker til begravelser. Jeg har selv mistet begge mine forældre og ved, at det svære i livet er at acceptere, at vi skal dø, men så nynner jeg stille med på ”Dejlig er jorden” og linjen om, at ”slægter følger slægters gang”.

2. december:

Uddannelseskonsulent og sognepræst Torkil Jensen

DENGANG TORKIL FIK EN REPRIMANDE

Bag dagens låge finder du Torkil Jensen, som er sognepræst i Vester Aaby og Aastrup samt uddannelseskonsulent i Fyens Stift. Torkil har arbejdet i folkekirken som præst i mere end 30 år.

Han fortæller her om mødet med et helt særligt menneske tilbage i 1994:

”Skal Domkirken virkelig have alle højmesserne?”

Ordene faldt ved et køkkenbord i Fodslette på Langeland i foråret 1994, hvor jeg var barselsvikar i tre langelandske sogne; Lindelse, Tryggelev og Fodslette.

Og ordene blev sagt af Caroline.

Grunden var, at jeg havde fået lavet en gudstjenesteliste til kirkebladet, hvor Lindelse Kirke havde fået gudstjenesten kl. 10 både Påskedag og Pinsedag.

Hun var ikke vred, men pegede blot med denne lettere ironiske bemærkning på min manglende erfaring udi det langelandske sammenspil mellem den store Lindelse Kirke og de to mindre kirker i Tryggelev og Fodslette. 

Samtidig havde hun hentet sine fantastiske kærnemælkshorn i fryseren og sørget for, at jeg hele tiden havde kaffe i koppen.

Hun havde – sammen med sine lige så dejlige kolleger i de øvrige sogne – kort sagt påtaget sig den opgave at være mentor for mig, den nye præst, længe før det blev en fast bestanddel af præsternes efteruddannelse at have sådan en.

Caroline Hansen boede på en gård i Fodslette få skridt fra kirken, hvor hun forblev til sin død. Hun afløste førstelæreren som kirkeværge, da denne havde været det i 60 år, og hun var langt oppe i firserne, da hun stoppede.

Jeg har siden mødt mange af hendes slags, selv om der bliver færre og færre af dem. Mennesker, der er båret af en særlig integritet, som er meget vigtigere end alverdens uddannelser og papirer. Mennesker, der er båret af kærlighed til sogn og kirke, og som kender traditionerne på stedet og bærer dem videre. Skal noget laves om, er det ikke umuligt, men man skal have argumenterne slebet og klar.

Jeg besøger stadig jævnligt Langeland. Og kan det lade sig gøre, lægger jeg vejen forbi Fodslette Kirkegård, hvor jeg står et øjeblik taknemmelig ved stenen, hvor der står Caroline og Oscar.

Jeg har lært meget siden og følt megen kærlighed til kirken siden.

Men Caroline og Fodslette vil altid være min første. 

1. december:

Sognepræst Rikke Dupont Faurby

ET STORSLÅET KORSVAR

Bag dagens låge finder du Rikke Dupont Faurby, som er sognepræst i Marstal på Ærø.

Hun har arbejdet seks år i folkekirken og ved, at hun kan gøre en forskel, og det giver arbejdet en stor spændvidde og dybde. Snart skal hun holde årets julegudstjeneste for skolebørnene, og hun glæder sig fordi:

”Kirken bliver fyldt helt op. Det er både en af årets dejligste og mest overvældende og temmelig forberedelsestunge opgaver. For hvordan holder man bedst opmærksomheden fanget for 500 børn og unge med stort aldersspænd? Jeg ved jo, at der er kontant afregning, når man har besøg så mange børn på én gang.

Èt år lavede jeg bankoplader på salmearkene, og så var tallene en del min julefortællende prædiken. Et andet år havde jeg juletræspynt med og fortalte om hver enkelt lille del.

Èn fast tradition er, at vi sammen råber ”Glædelig jul," ud i kirken, lige før børnene skal tilbage og julehygge på skolen. Det er det mest storslåede korsvar. Jeg tæller til tre, og så råber de af deres lungers fulde kraft. Måske kan man høre det helt til Fyn, for det lyder højre end det "Halleeeeluja", de skråler med på, når vi synger om barnet, der blev født i Betlehem."