
Præstegården

Præstegården fra haven
Stillingen er omfattet af Bekendtgørelse af lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (LBK nr. 864 af 25/6/2013)
Stillingen er lønindplaceret i løngruppe 1 i aftale om aflønning af tjenestemandsansatte præster i Folkekirken. Der vil til lønnen kunne ydes et rådighedstillæg med et afrundet beløb på kr. 43.000 årligt (grundbeløb pr. 31. marts 2012).
Der tages forbehold om udvidelse af ansættelsesområdet i overensstemmelse med Finansministeriets aftale af 15. august 1975 med tjenestemændenes centralorganisationer om ansættelsesområder for tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken.
Der er knyttet tjenestebolig til stillingen.
Hvis du indstilles til stillingen, vil der blive indhentet børneattest.
Alle uanset køn opfordres til at søge stillingen.
Er du interesseret i stillingen og ønsker at sende en ansøgning, opfordres du til at kontakte både menighedsråd og provst for at aftale et tidspunkt for et besøg og en samtale, inden ansøgningsfristen udløber.
Er det første gang du søger embede i Fyens Stift, anbefales du ligeledes at kontakte biskoppens sekretær, for at aftale et tidspunkt for en samtale med biskop Mads Davidsen, ligeledes inden ansøgningsfristen udløber.
For ikke ordinerede ansøgere bedes kopi af eksamenspapirer og attest fra Pastoralseminariet vedlagt.
Ansøgninger stiles til Kirkeministeriet, men sendes til Biskoppen over Fyens Stift, Klingenberg 2, 5000 Odense C eller til Fyens Stifts mailadresse kmfyn-ansoegning@km.dk
Ansøgninger skal være biskoppen i hænde senest opslagets udløbsdag inden kl. 15.00
Opslået: 29.04.2025
Udløber: 19.05.2025
Embedsbeskrivelse
Nyt præsteteam i Odense - vær med til at udvikle det folkekirkelige fællesskab i et mangfoldigt sogn!
Vi søger en venlig og engageret præst til Vor Frelsers Kirke i Korsløkke Sogn. Du kommer til at indgå i et helt nyt præsteteam, da sognets anden præstestilling også skal besættes i løbet af efteråret. Vi er midt i et generationsskifte i kirken, hvor der netop er ved at blive ansat ny organist og hvor der i det hele taget er kommet mange nye ansigter til over de senere år. Det gælder ikke bare i personalegruppen og i menighedsrådet, men også ved gudstjenester og aktiviteter i sognegården. Det er en meget positiv udvikling, som vi håber, du vil være med til at fremme.
Hvem er vi?
Korsløkke Sogn ligger i den sydøstlige del af Odense. Det er et stort og meget forskelligartet sogn – her er både Universitet og indkøbscenter, store boligblokke, små rækkehuse og helt almindelige villaer og parcelhuse. Her bor folk fra hele verden og i alle aldre, idet der dog flytter en del unge familier til området lige i øjeblikket. Det er nemt at komme til både i bil og med offentlig transport, og bymidten er kun en lille cykeltur væk. Man kan endda følge stien langs Odense Å hele vejen, og cykler man den modsatte vej, ligger der en række skønne naturområder.
Området blev først for alvor udbygget i løbet af det 20. århundrede, så det er en forholdsvis ung bydel, der stadigvæk er under udvikling. De gamle boligblokke bygges om og renoveres, der bygges helt nye kvarterer omkring universitetet, og letbanen binder bydelen tættere sammen end nogensinde. Inden for de nærmeste år kommer sporene endda til at gå lige forbi kirken og videre ud mod Vollsmose og Seden.
Det er også et område, hvor man skal være sig bevidst om, hvad det faktisk er, vi står for som kirke og kristendom. Medlemsprocenten er nemlig lav (54,1% i alt), særligt blandt den yngre del af befolkningen, og der ligger en opgave i at åbne sig mod det omkringliggende samfund som det er nu, og ikke som det var dengang kirken blev bygget for lidt over 100 år siden.
Her har Vor Frelsers kirke og den tilbyggede sognegård rigtig meget at tilbyde:
Kirken og sognegården – Ejbygade 24, 5220 Odense SØ
Vor Frelsers Kirke er en køn lille kirke fra 1909, der er større end den ser ud, og som ligger smukt ud til Korsløkke kirkegård. Den er moderne indrettet med stole i stedet for bænke og kan åbnes helt op ind mod sognelokalerne. Dette giver en helt særlig fleksibilitet i forhold til gudstjenester og arrangementer, hvor kirkerummet og ”det folkelige” rum fletter sig ind i hinanden – om det er til koncerter eller babysalmesang, foredrag eller konfirmandundervisning, demensgudstjenester med kaffebord eller helt almindelige højmesser, hvor de yngste dåbsgæster nemt kan liste ind ved siden af og få en pause fra al højtideligheden.
Sognelokalerne bruges også som samlingssted i hverdagen – der er blandt andet ugentlig strikkecafé og månedlige eftermiddagsmøder med foredrag. Vi kunne godt tænke os at have flere andre aktiviteter så vi når bredere ud i sognet.
Menighedsråd og ansatte
De fysiske rammer er altså i sig selv gode, men det, der for alvor gør det til et levende hus, er vores dygtige medarbejdere og frivillige både i og udenfor menighedsrådet.
Ud over de 2 præster er der 2 kirketjenere, 1 organist, 1 kirkesanger, 5 korister og 1 kordegn. Menighedsrådet er på hele 12 valgte medlemmer, der går flittigt i kirke og i det hele taget støtter godt op om de forskellige aktiviteter, der er i ugens løb.
Vi er bestemt ikke enige om alting, men har et fælles ønske om, at Vor Frelsers Kirke skal være en god og tryg arbejdsplads og et rart sted at komme, uanset om det er kirken, sognegården eller kirkekontoret, man har brug for.
Der er et stadigt fokus på, at det ”at være kirke” er noget, vi er fælles om og at traditioner kun giver mening, så længe de understøtter forkyndelsen. Der er derfor såvel en dyb kærlighed til den almindelige højmesse og de klassiske salmer som en stor åbenhed over for at prøve f.eks. nye sange og gudstjenesteformer.
En god prædiken er en, der gør teksten forståelig for almindelige mennesker og forstår at møde dem der, hvor de nu engang er i livet.
Præstearbejdet
Der er to fuldtidspræstestillinger, som pt. begge dækkes af erfarne vikarer. Den anden stilling, som er uden bopælspligt, forventes besat i løbet af efteråret. Præsterne fordeler selv arbejdet mellem sig og arbejder også sammen med de øvrige præster i området, særligt med præsten i nabosognet Vollsmose, hvor der er aftalt gensidig feriedækning. Denne stilling forventes også nybesat sidst på sommeren, så der bliver altså også et helt nyt præsteteam i samarbejdet mellem de to sogne.
Der er normalt højmesse hver søn- og helligdag samt aftengudstjenester med spisning 8-10 gange om året. Hertil kommer 24 gudstjenester fordelt på sognets 3 plejehjem.
Der var sidste år 25 dåb, 6 vielser/velsignelser og 72 bisættelser/begravelser fordelt mellem de to præstestillinger. Der er 1 konfirmandhold og samarbejde med nabosogne omkring minikonfirmander.
Der er 10 møder i menighedsrådet og 4 i aktivitetsudvalget. Der er to medarbejdermøder om året, samt månedligt kalendermøde med kontaktpersonen og det daglige personale. Herudover drikker vi en masse kaffe sammen i det daglige.
Præsterne redigerer kirkebladet, der udkommer 4 gange om året. Der er en fælles, elektronisk kalender (ChuchDesk) og kordegnen står for at vedligeholde hjemmesiden og udsende nyhedsbrev.
Præstegården – Ejby Kirkevej 72, 5220 Odense SØ
Præstegården er en smuk og velholdt bygning fra 1918, der ligger en smule tilbagetrukket fra vejen med udsigt til kirken og kirkegården og få minutters gang til Odense Å. Der er 3 stuer, 5 værelser og 2 badeværelser fordelt på henholdsvis stue og 1.sal. På 1. sal er der et meget stort alrum. Den er på i alt 212 m2, hvortil kommer udhus og garage på til sammen 30 m2 og en sidebygning med konfirmandstue på 78 m2.
Opvarmning sker med fjernvarme.
Kontakt:
Menighedsrådsformand Erik Hansen – tlf. 60 77 85 34 for rundvisning og snak om menighedsrådets visioner
Sognepræst (stiftsvikar) Anne Kathrine Rafn Hauge - tlf. 28 49 62 26 for at høre nærmere om selve præstearbejdet. Anne Kathrine, der har passet det ene af præsteembederne siden februar 2024, er ikke selv ansøger til stillingen, da hun allerede er fastansat i stiftet, men anbefaler den på det varmeste.
Domprovst Regina Ljung - tlf. 51 14 31 80 for nærmere oplysninger om provstiet og om de mere overordnede rammer for stillingen.
Se også for links til sognerapporter, regnskab og kirkens hjemmeside.

Vor frelser kirke Odense

kirken fra sideskibet