Nyheder
Nyheder

Bispevalget i Fyens Stift er udskrevet

Kirkeministeriet har udskrevet valg til ny biskop over Fyens Stift. Omkring 1500 præster og menighedsrådsmedlemmer skal til de elektroniske stemmeurner 

grafik bispevalg Fyn

Klik på billedet og kom ind på en temaside blandt andet med spørgsmål og svar om bispevalget 

Af: Marianne Holst Hyrlov

Kirkeministeriet har nu udskrevet bispevalg i Fyens Stift. Det sker, efter at Tine Lindhardt har besluttet at stoppe som biskop med udgangen af januar 2023. 

Omkring 1500 præster, menighedsrådsmedlemmer og valgmenighedsrepræsentanter har stemmeret til valget, som vil foregå elektronisk.

Bispevielse den 2. april 

Den nye biskop indsættes ved en bispevielse den 2. april 2023 i Odense Domkirke. 

Der går således to måneder fra Tine Lindhardt stopper, til den nye biskop tiltræder. Det skyldes, at der i efteråret 2022 er menighedsrådsvalg til de menighedsråd, der har toårige valgperioder, og kirkeministeriet har besluttet, at bispevalget kommer til at foregå efter, at de nye menighedsråd har påbegyndt deres funktionsperiode den 1. søndag i advent. På den måde undgår man tvivl om, hvem der er stemmeberettiget til bispevalget.

I de to måneder fra Tine Lindhardt stopper, og til den nye biskop tiltræder, vil domprovst Regina Ljung fungere som biskop 

Afstemning fra den 4. januar

Kandidater til bispeembedet skal anmelde deres kandidatur senest tirsdag den 15. november 2022. Hver kandidat skal have mindst 75 og højest 150 stillere for at kunne stille op.  

Første valgrunde løber fra den 4. til den 25. januar 2023. Hvis der melder sig mere end to kandidater, og ingen af kandidaterne opnår mere end halvdelen af stemmerne i første valgrunde, skal der gennemføres en anden valgrunde, hvor afstemningen står mellem de to kandidater, som har fået flest stemmer i første runde.

SE TEMASIDE OM BISPEVVALGET

LÆS KIRKEMINISTERIETS CIRKULÆRESKRIVELSE MED MEDDELELSE OM BISPEVALG I FYENS STIFT

Se en tidslinje over valget her

Særligt til medlemmer af menighedsråd med to-årig valgperiode

Medlemmer af menighedsråd, som har valg den 20. september 2022, skal være opmærksomme på følgende:

  • Medlemmer af menighedsrådet, som udtræder af rådet ved det nye kirkeårs begyndelse den første søndag i advent 2022, kan godt være stillere for en biskopkandidat. Men da bispevalget afholdes i januar 2023, er de ikke stemmeberettigede til bispevalget.
  • Medlemmer, som indtræder i menighedsrådet ved det nye kirkeårs begyndelse i 2022, er stemmeberettigede ved bispevalget i januar 2023, men de kan ikke være stillere for en bispekandidat, da de ikke var medlemer af menighedsrådet, da valget blev udskrevet.